|
TEKST OG FOTO:
KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER SUSANNE DENCKER
-
Jeg har danset argentinsk tango siden 2000. Jeg elsker det. Du
og din partner er helt tætte. I kommunikerer ordløst. Det er
en dans, der rører ved hjertet, og hvor du danser hele
registret af følelser igennem.
Den argentinske tangos hemmeligheder ligner Jespers. Den
kontrollerede passion, spændingen imellem lidelsen og
lidenskaben. Dens melankolske stemning. Det pludselige skift
mellem lethed og tyngde. Og som tangoen er Jesper en
kontrastfyldt blanding. Af sine biologiske forældre – en
koreansk mor og en afroamerikansk far. Af det mørke og af det
lyse. Af sin adoptivmors rummelighed og sin adoptivfars
strenghed. Af stærk vilje og skrammet selvfølelse.
Et trygt og kærligt barndomshjem
I forsommeren 1971 – 1½ år gammel – blev den lille
Braian overdraget til sine nye forældre i Kastrup lufthavn.
- Jeg husker min barndom som ret sorgløs. Derfor undrer
det mig, at jeg på billeder fra dengang altid ser så mut og
indadvendt ud. Jeg smiler ikke på et eneste billede.
Da Jesper var fem
år gammel, blev familien forøget med den to år yngre Malene.
Også hun er født i Soul og har en koreansk mor og en
afroamerikansk far. Jesper husker søsterens ankomst som noget
godt, varmt og let.
- Jeg tror først,
at jeg begyndte at se glad ud engang imellem, da hun kom, siger
han med sin milde bas – og smiler.
Jesper husker
barndomshjemmet som trygt og kærligt. Begge forældre var læger.
Jesper gik i halvdagsbørnehave, først i Søborg, siden i
Holte. Moderen repræsenterede det accepterende og rummelige.
Faren erindrer han som lidt fraværende og med noget gammeldags
opdragelsesmetoder.
- Min mor
betragtede min søster og jeg som selvstændige individer, som
hun gerne ville hjælpe på alle mulige måder. Min far var også
på mange måder et kærligt menneske, selvom han godt kunne
finde på at stikke en lussing engang imellem. Uden at jeg
syntes, at jeg blev kuet på nogen måde.
I barndommens land
Begge forældre talte
åbent om, at deres børn var adopterede. Imens Jesper og Malene
var små, deltog familien hvert år i Dansk Koreansk Selskabs
jule- og sommerarrangementer. Jesper beskriver disse fester som
fantastiske. Ikke så meget fordi der var andre adoptivbørn,
men fordi sammenkomsterne myldrede af børn og liv.
- Før puberteten
kan jeg egentlig ikke huske, at jeg oplevede det der med at se
anderledes ud som en eksklusionsgrund. Jeg havde masser af
venner, og levede som dem. Følelsen af at være fremmed, af
ikke at være god nok, kom først krybende, da jeg var omkring
15 - 17 år gammel. Det faldt sammen med, at der begyndte at
komme en lidt skinger debat om indvandrere. Det blev et problem
at se fremmed ud. Og som teenager vil man bare så frygtelig
gerne passe ind. Pludselig syntes jeg ikke, at jeg passede ind.
Der blev da også råbt af mig engang imellem. Engang i skolen
var der en, der råbte ”negerpik”. Jesper smiler skævt og
slår afvæbnende ud med armene: - Så dæmpede hans kammerat
advarende ham: ”Pas på, han kan være cubaner!”
Efter folkeskolen
fortsatte Jesper på gymnasiet. Han havde nemt ved at få venner
og nemt ved at lære.
– … men som i
folkeskolen lavede jeg ikke dagens gerning i gymnasiet. Til gengæld
fik jeg gode karakterer for det. Det er sådan lidt en rød tråd
i mit liv - altså den mindst mulige indsats med det størst
mulige resultat.
Den strategi viste
sig for tynd til at bære Jesper igennem et ingeniørstudie på
Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
- Jeg droppede ud,
da jeg var 22 år. Jeg magtede det ikke. Så enkelt er det.
Undervejs i studiet
på DTU døde Jespers far efter flere års kamp mod kræft.
Jesper var da 19 år gammel. Og trods faderens lidt distancerede
væsen var det en stor sorg at miste ham.
- Min søster og
min mor kunne godt græde sammen. Det kunne jeg ikke. Jeg var
alt for følsom. Kunne slet ikke overskue, hvad der ville ske,
hvis jeg gav efter for følelserne.
IT-branchen som ung, uregerlig og
innovativ livsstil
I tiden efter DTU
dryssede Jesper planløst rundt. En sjælden moderlig opsang fik
liv i initiativet hos den teknisk begavede men noget umoden
Jesper. Uden dokumenteret kvalifikationer søgte og fik han i
1991 et job som multimediedesigner i en branche, der var lige så
ung, uregerlig og innovativ, som Jesper var det. Arbejdsliv og
fritidsliv flød i en årrække ud i et. I 1998 skiftede Jesper
arbejdsplads. IMS Learning var et ny, ung IT-virksomhed.
- Jeg blev ansat
som teamleder. Men mit enorme behov for at få anerkendelse blev
et større og større problem. Jeg ville være venner med alle.
Også dem jeg skulle lede. Det førte til, at vi fik flere og
flere problemer med kvaliteten af vores produkter, fordi jeg
ikke kunne få mig til at stille krav til mine medarbejdere. Det
fungerede ikke, så jeg blev omplaceret til kundesupport. Og så
brast IT-boblen. I 2002 nåede jeg bunden; fyret, uden
uddannelse, uden selvværd, uden muligheder. Jeg havde det ad
helvede til!
Hårde og bløde snemænd
Op igennem tyverne og
begyndelsen af trediverne beundrede Jesper andres tilsyneladende
enorme selvfølelse. Deres evne til at sætte grænser og deres
åbenlyse indre styrke.
- Jeg kan bedst
beskrive det med et billede, som jeg har gået og tænkt på.
Man skal forestille sig, at alle mennesker er snemænd. De snemænd,
der har en stor selvfølelse, har en slags kampesten indeni.
Lige under det yderste lag sne. Hvis nogen bumper ind i dem, så
falder der kun lidt sne af, for det meste af dem er urørligt.
Indeni i mig mangler alt det hårde. Og min frygt gik derfor på,
at andre kunne ødelægge mig ved den mindste kontakt.
Jesper er ikke i
tvivl om, at hans behov for anerkendelse, manglende selvfølelse
og angsten for at blive afvist er en konsekvens af det, han
beskriver som et livsvilkår. Nemlig at han er adopteret.
- Ræsonnementskæden
går sådan her; Det startede, da jeg var teenager. Det der med,
at jeg er bange for ikke at være god nok og panisk angst for at
blive afvist. Og jeg føler mig overbevist om, at det har rod i
det, at jeg er adopteret. Hvordan kan man forlade et lille barn?
Hvordan kunne min mor sende mig væk? Jeg blev jo svigtet totalt
der. Sådan kæder jeg det sammen. Men for ikke så længe siden
sagde min søster noget, der flyttede lidt inden i mig. ”Kan
du prøve at se det som en gave, at din mor gav dig væk.” Det
er nok sådan, det er. Ens mor har givet det største offer af
alt – hun har givet mig fra mig, fordi hun ville mig det
bedste. Jeg har en forestilling om, at når jeg om forhåbentlig
ikke så længe selv bliver far, så får jeg modet til at opsøge
mine biologiske forældre. Jesper tier tankefuldt et øjeblik.
– Og hvis jeg ikke gør, så er det også ok.
Vendepunktet
Fyreseddelen i 2002
ændrede Jespers liv endegyldigt. Først opsøgte han en dygtig
psykolog og dernæst startede han på Roskilde Universitet på
kommunikationsuddannelsen.
- Jeg har langt hen
ad vejen lært at acceptere mig selv, som jeg er. Og både
psykologen og uddannelsen på RUC har bidraget til, at jeg har
kunnet smide mit enorme behov for anerkendelse. For nu ved jeg,
at jeg kan noget gennem mit fag. Det er ikke min person, der er
på spil. Det er en enorm lettelse, og det giver mig nye
muligheder. Jeg blev færdig som Cand. comm. i 2008 og arbejder
nu som ekstern lektor på RUC. Som underviser er du i fokus, og
du skal kunne kritisere de studerende. Du skal turde risikere,
at de ikke synes om dig. Det tør jeg godt nu.
Oprindelseslandet Korea
Knapt 18 år gammel
– i 1987 - besøgte Jesper sammen med sin mor og sin søster
Korea med Dansk Koreansk Selskab. I 1989 vendte Jesper tilbage
til sit fødeland via en invitation fra det nationale koreanske
”The home coming program”. Her tilbragte han nogle uger med
30 – 40 koreanske adopterede fra hele verden. Begge rejser
gjorde indtryk.
- Korea har altid været
et sted, som jeg ikke vidste ret meget om, men som jeg kom fra.
Der faldt nogle ting på plads på de rejser. Men et egentligt
tilhørsforhold til landet, det fik jeg ikke. Faktisk har jeg
altid haft svært ved at opleve Korea som en del af mig. Måske
er det fordi, at jeg ikke ser specielt asiatisk ud. I Korea er
jeg jo lige så anderledes, som en hvid er det.
I 1990 var Jesper
medstifter af Koreaklubben. I fem år bestred han posten som næstformand.
For ham var det det sociale, der trak. Andre medlemmers behov
for at opsøge deres rødder, forstod han. Men han delte ikke
behovet.
- Min søster har
fundet sin biologiske mor. Det har selvfølgelig gjort, at
tanken er kommet tættere på. Jeg kender begge mine biologiske
forældres navne. Men sandheden er, at jeg nok egentlig godt har
kunnet tænke mig at møde i hvert fald min mor, men jeg har været
bange for at blive afvist – igen. Det ved jeg ikke, om jeg kan
klare.
Den sorte snemand er blevet stærkere
I dag danser den
milde og passionerede sorte snemand med i livet. Ganske som han
er – og stadig uden kampesten indeni.
- For en del år siden havde jeg en god ven, der også
var sort. En aften i byen slog han mig på skulderen og spurgte:
”Synes du ikke, det er superfedt at være neger?”
Den vinkel var
fuldstændig ny for mig; at det ligefrem kunne være fedt at være
neger. Men tanken gjorde noget ved mig. I teenageårene og op
igennem det meste af mit voksenliv har jeg altid set en
anderledes person i spejlet. En fremmed. Nu ser jeg nok ikke
rigtig nogen etnicitet. Jeg ser Jesper, der har mørk hud. Jeg
har det
godt i dag. Jeg har en kæreste, som jeg har kendt i de sidste
fem år. Jeg elsker hende, og hun elsker mig. Jeg har
fred med mig selv og accepterer mig selv, som jeg er. Den følelse
vil jeg nyde nogle år.
|
artikler 