Snirklede veje fører ned til det hyggelige og enkle strandfiskerhus i Klitgårds Fiskerleje ved Limfjorden. På disse breddegrader hilser man på den, man passerer. Manden bag rattet i den mudrede vist-nok-blå David Brown traktor og jakkesættet i den marineblå Volvo. En lille flagstang med et dansende Dannebrog er sat ud på stentrappen som velkomst. I dette hus gør man sig umage med mødet mellem mennesker - store som små. 

I huset bor Karen og Ole Stephansen - henholdsvis 41 og 44 år gammel - sammen med Angelika på næsten fem og Dominik på seks. Så ofte det er muligt, får de selskab af Oles to store drenge, Jens-Ejnar og Christian.
Parret mødte hinanden sent i livet, og efter tre år med mislykkede forsøg på at få hjemmelavede børn, valgte de at gå adoptionsvejen. De søgte og fik en godkendelse til et søskendepar i alderen 24 - 60 måneder.
Karen fortæller: - For os var det en fordel med to børn på en gang i stedet for at gå at vente og blive ældre og ældre. Og vi var sikre på, at overgangen ville blive nemmere for børnene, når de havde hinanden. Vi kunne også godt lide den tanke, at de er af samme ophav. De hører sammen. De er hinandens kød og blod. Nu har Jens-Ejnar og Christian hinanden, og Dominik og Angelika har hinanden. Et andet menneske i verden, der har helt den samme baggrund, som man selv har.

Tjekkiet - et godt valg
At landevalget i december 2002 faldt på Tjekkiet skyldes dels, at derfra var der gode chancer for at få søskende, og dels at parret havde hørt en masse godt om børnehjemmene i Tjekkiet. Og allerede i maj 2003 fik de søskendeparret Angelika og Dominik i forslag. Et par usædvanligt kønne børn, kunne de se på såvel de medfølgende billeder som på videoen. De var anbragt på børnehjemmet af deres mor i en alder af otte og 22 måneder. Ved ankomsten var de beskrevet som vanrøgtede, men nu fungerede de efter omstændighederne godt. 
Ole faldt for børnene med det samme, mens Karens første spontane reaktion var skuffelse over, at Angelika og Dominik var så store, som de var.
- Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg havde det sådan. Men jeg var nødt til at vente på at sige ja, til jeg kunne gøre det med hjertet. Det kom lige så stille i løbet af 10 - 12 dage. Jeg kunne pludselig se for mig, hvordan de fes rundt her og legede, og jeg begyndte at føle stolthed og glæde over, at de var mine børn, når vi viste videoen med dem til nogen. 

Sie freuen sich!
Det var en af de varmeste dage i juli, den dag at Karen og Ole med hamrende hjerter bankede på børnehjemmet Detsky Domov i byen Rumburk tæt ved den polske og tyske grænse. 
- Jeg var så bange, indrømmer Karen. - Jeg havde jo gået og tænkt: Sikke da en omvæltning, og hvor må det dog være barskt for dem! De ved, hvad de har og de ved ikke, hvad de får. Men min frygt viste sig at være helt ubegrundet. "Sie freuen sich!" sagde personalet med det samme, vi luftede vores bekymring. Og det var så forløsende at høre: "Sie freuen sich!"
Ole fortsætter: - Da vi kom ud i gården, hvor Angelika og Dominik legede, kom de bare løbende hen til os, i mens de råbte mor og far på tjekkisk. Det var helt tydeligt, at de glædede sig, og at de kunne kende os fra billederne, som vi havde sendt derned. De vidste også godt, at det var Dominik, der skulle have det elefanttøjdyr, som vi havde med, og at Angelika skulle have giraffen.

Når drømme bliver til virkelighed
Et var Angelika og Dominiks glade forestilling om at få en mor og en far og blive del af en familie, noget andet var virkeligheden, skulle det vise sig i månederne efter den lykkelige og uproblematiske overdragelse i Tjekkiet. 
Sprogskiftet har været den mindst krævende omvæltning for børnene. Karen fortæller, at de første danske ord allerede dukkede op hos børnene efter et par dage. Efter en måneds tid forstod børnene det meste forældrene sagde til dem på dansk. For ca. to måneder siden havde Karen første gang en oplevelse af at føre en regulær samtale på dansk med dem. Nu, efter fire måneder i Danmark, leger Angelika og Dominik med hinanden på dansk, og de kan begge uden problemer udtrykke sig i dagligdagen. For at støtte deres sproglige udvikling, har de i efteråret to gange om ugen gået i en børnehave for tosprogede børn i Aalborg. Et introducerende tilbud til den almindelige børnehave som kommunen egentligt kun har til tosprogede børn af udenlandske forældre.

Skal tvinges til at turde knytte sig 
Den helt store kamp har været en daglig og ofte udmattende indsats for at få Angelika og Dominik til turde knytte sig til Karen og Ole. Og for at lære de to store og skrammede børn at fungere godt i de nye rammer, der pludselig er blevet deres.
- Fra start af har vi være bevidste om, at vores børn skulle lære at knytte sig til os, understreger Karen. - Vi er deres forældre, og de skal være helt trygge ved, at vi vil have dem ligegyldigt hvad. De skal lære at anerkende, at det er os, der bestemmer, og også os der passer på dem. Og de har slået sig gevaldigt i tøjret.
- Angelika har regredieret voldsomst, fortsætter Karen. - Allerede den anden nat herhjemme var hun helt ude af sig selv. Hun var utrøstelig og utilnærmelig. Hun lå med ryggen til os og med dyne hen over sig. Hvis vi nærmede os, skreg hun og gav os en albue i siden. Det kunne stå på i flere timer, før hun til sidst faldt i søvn af bar udmattelse.
Familien erkendte efter en uges tid, at de måtte have hjælp. 
- Vi havde hørt om Holding-terapi (*), til et foredrag i Adoption & Samfund, fortæller Ole. - Derfor kontaktede vi en terapeut, som vi vidste, havde erfaring med den terapiform. Og siden har vi praktiseret Holding med begge børn. 

Fremskridt 
At terapien har hjulpet børnene, er forældrene ikke i tvivl om. Helt konkret har det f.eks. betydet, at Angelika kan sove om natten. Begge børn græder nu og vil op og trøstes af deres mor eller far, hvis de slår sig eller bliver kede af det. I starten af deres nye liv i Danmark magtede de overhovedet ikke kontakt eller trøst i de situationer. De skubbede bare forældrene væk og lod som ingenting, selv om de f.eks. havde slået sig, så det blødte.
- I dag laver vi Holding med dem, når de i deres måde at reagere på beder os om at tage over, siger Ole. - Det er, når vi ikke med ord kan nå ind til dem. Når Angelika råber og styrer for meget. Når hun fjumrer retningsløst rundt. Når hun skubber rundt på Dominik osv. Og når Dominik bliver stille og tom i blikket. Så bryder vi ind med Holding. Bagefter er Angelika helt afslappet og kan stille og roligt f.eks. gå udenfor for at lege. Og Dominik liver op. De er meget forskellige. Angelika skal tæmmes, og Dominik skal tøes.
Karen fortsætter - I starten måtte jeg nærmest ikke røre ved dem, rede hår på dem eller noget. De ville kun have Ole. Vi var blevet advaret: At som mor, må du kæmpe meget mere for kontakten, fordi det er deres mor, de er blevet forladt af. Men det var hårdt alligevel. Nu er de også glade for mig og vil have knus og kys af mig. 

Tilbage til vuggen
Angelika er den af de to søskende, der har reageret kraftigst. F.eks. spiste hun usædvanligt pænt, da hun kom, men nu spiser hun helst med fingrene - som et barn under et år, vurderer hendes mor. 
- Hun vil også gerne mades. Nogle gange gør vi det. Hun kunne f.eks. også klæde sig af og på og lægge sit tøj sammen, da hun kom. I dag kan hun gå helt i opløsning, hvis hun selv skal tage sin bluse på. Hun snakker tit pludre-babysprog. En måneds tid efter vi var kommet hjem, købte vi en sutteflaske til dem hver. Den var de vilde med. De får lov til at bruge den engang imellem, når vi synes, de har behov for det - ikke som legetøj men som trøst. Angelika kan ligge i sin klapvogn med sin sutteflaske og med tæppe over sig som en lille baby, mens jeg visser hende og synger sange for hende. Hun elsker det og slapper bedre af.

Storebror skal være barn igen
Dominik har som den ældste skullet tage ansvar for både sig selv og for sin lillesøster. 
- I starten fes han efter hende og samlede alt op, som hun tabte og kunne ikke finde på at sige fra til hende overhovedet, fortæller Karen. - Nu finder han sig ikke i ret meget fra hendes side. Han narrer slik fra hende, og skælder hende ud, hvis hun irriterer ham. Det har været en stor lettelse for Dominik at finde ud af, at vi tog over.
- Det gik op for ham en helt bestemt nat ca. tre uger efter, at vi var kommet hjem med dem, fortsætter Ole. 
- Angelika vågnede skrigende af angst. Hun ville kun holde Dominik i hånden og skubbede os væk. Men så begyndte Karen at lave Holding med Angelika og gentog for hende: "Nu passer vi på dig, og vi passer også på Dominik." Jeg holdt om Dominik, og forklarede ham, hvad der skete, og forsikrede ham, at vi nok skulle passe på dem nu. Til sidst faldt Angelika til ro, og da hun var faldet i søvn, blomstrede Dominik op og sad lettet og afslappet hos mig. Vi havde taget en stor byrde fra hans skuldre. Det var så tydeligt. 

Tilpasning
Det allersværeste, synes forældrene Stephansen, har været, at man på en gang har skullet sørge for, at børnene har kunnet knytte sig til en, og at de har kunnet tilpasse sig til den nye virkelig. 
- De skal have omsorg, varme, tryghed og kærlighed, og samtidig bliver vi nødt til at gå ind og korrigere og bestemme over dem hele tiden, for at de ikke skal splitte det hele ad, og for at de ikke skal stikke alt for meget ud fra andre børn, siger Karen. - Vi arbejder jo konstant på at lære dem at gebærde sig både herhjemme og ude i verden. Det har de meget lidt fornemmelser for. Indtil nu har jeg f.eks. ikke kunnet have dem med på indkøb, med mindre jeg har kunnet have dem i en indkøbsvogn i en butik med gange så brede, at de ikke har kunnet nå hylderne - ellers piller de ved alt. Når vi holder i et lyskryds, vinker de til folk i bilerne ved siden af, og i bussen snakker de til alle og siger "Jeg hedder Dominik", og "Jeg hedder Angelika". De er lige vilde med alle, kendte som ukendte, og folk synes jo, de er så søde og sjove. Det forsøger vi at bremse, for deres adfærd handler om dårlig tilknytning. Det er, fordi de ikke ved, hvor de hører til. De skal vide, at vi er vores familie, og de der folk i bussen, dem kender vi ikke! 

- De sidste fire måneder har været utroligt hårde, konstaterer Karen. 
- Også meget hårdere end jeg havde forestillet mig. Men alligevel føles det rigtigt det her. Vi er den familie, som vi skal være. Vi elsker vores børn, og de begynder også at knytte sig til os og elske os. Det er jeg ikke i tvivl om. Der er sket utroligt meget med dem på de fire måneder, vi har haft dem. F.eks. kan de nu gå ude og lege, uden at vi behøver at være vanvittigt nervøse for, hvad der sker. Tidligere stak de af eller kom galt af sted hele tiden, gik under det elektriske hegn og ind til vores nabos tyre og væddere - og de var ligeglade med, at vi sagde, at de ikke måtte. Men i går kom Angelika hen til mig og sagde: "Mor jeg skal lige snakke lidt med dig." Så kom hun op på skødet og pludrede lidt. Det var tæt og nært.
- I forhold til mine to ældste børn, så er kærligheden til Dominik og Angelika den samme, slutter Ole. - Der er ikke nogen, der skal gøre mine børn noget. Det er helt sikkert.

• En terapimetode, der bl.a. bruges til børn, der har tilknytningsproblemer. Problemer som kan opstå hos et barn, der længe har boet på børnehjem. Barnet er præget af angst, uro, rastløshed, adfærdsforstyrrelser, manglende sociale kompetencer, psykosomatiske problemer el. andet. 
• I den terapeutiske proces holder moderen eller faderen om barnet for at give det nærvær - trøst og kontakt. Barnet vil i starten som regel kæmpe imod denne kontakt i et forsøg på at blive bekræftet i, at alle før eller senere vil afvise det.
• AC Børnehjælp anbefaler altid vore ansøgere at rådføre sig med autoriserede og erfarne psykologer samt mærke efter hos barnet og hos sig selv før man går i gang med nogen form for terapi.