"Husk nu at give ham en masse kys! Det er det klogeste af de mange gode råd og løftede pegefingre, vi har fået. Og vi har ellers fået en del." Lucas' mor Tenna smiler og placerer et kys lige oven i det, Lucas fik for 15 sekunder siden. Lucas' far Thomas ser næsten ligeså tilfreds ud som Lucas. Så siger han det, man nemt kan se, men som alligevel har godt af at blive sagt højt:   "Vi er så stolte af ham!"
  Lucas er det første barn i familien Burild. Altså hvis man ser bort fra Mikkel-hund. Lucas er fire måneder gammel. Han er glad og tilfreds med det meste. Han pludrer og smiler, hvis han synes, at personen foran ham er et smil værd. Og det gør han tit. Han spiser med god appetit, og han elsker at blive kysset og nusset af mor og far. Han sover om natten - i hvert fald det meste af den. Heller ikke her adskiller han sig fra sine jævnaldrende.

Det hyggelige hus i Herlev emmer af varme og ro, og var man ikke klogere, så ville man sætte en del på, at Lucas havde været husets yngstemand i det meste af sit liv. Men et hurtigt kik i kalenderen afslører, at det blot er tre uger siden, at Lucas blev den væsentligste del af familien Burild. Lucas er født i Sydafrika, og det første barn, som AC Børnehjælp har formidlet herfra nogensinde.

Hvor skal vores barn komme fra?
At Tenna og Thomas valgte Sydafrika, var lidt af et tilfælde.
"Egentlig havde vi forestillet os Colombia," siger Tenna. "Men den lange udrejse passede dårligt med, at Thomas er selvstændig."
  Til landevalgssamtalen i sensommeren 2003 foreslog AC Børnehjælps socialrådgiver så Sydafrika. Landet havde ikke været inde i parrets overvejelser, men efter at de havde sat sig ind i proceduren og studeret AC Børnehjælps sparsomme billedmapper med børn fra Sydafrika, var beslutningen taget: Deres kommende barn skulle komme fra Sydafrika. Også selv om AC Børnehjælp endnu ingen erfaring havde med at formidle børn herfra.

Når det sker
Tenna og Thomas beredte sig på, at det meste af 2004 nok kom til at gå med at vente. Thomas havde således ingen hastværk med at få ansat assistance i sit nyetablerede køkkenfirma, og Tenna havde god tid til at få malet og indrettet deres kommende barns værelse - troede de!
  Det var en kold og mørk morgen i slutningen af
februar. Tenna var for længst taget på arbejde som pædagog. Thomas og Mikkel-hund var på deres sædvanlige herretur i kvarteret, da mobilen ringede: Godmorgen, det er fra AC Børnehjælp. Vi har en lille dreng på tre måneder til jer!!
Thomas kunne kun få fat i telefonsvareren på Tennas arbejde.
  "Jeg stod alene med en børnehaveklasse, da min souschef kom løbende og sagde, at jeg altså lige skulle komme over og høre en telefonbesked. Min første reaktion var at gå i grinekrampe. Jeg kunne ikke forstå det. Der var et barn til os. Så var der en, der sagde: "Hej Mor". Nå ja, tænkte jeg. Det er jo mig. Jeg er blevet mor. Det var fantastisk."

Udenfor godkendelsen
Imidlertid var der endnu en hurdle, der skulle overstås. Lucas var født for tidligt, og som følge deraf skulle Tenna og Thomas have deres godkendelse udvidet, så den kunne omfatte ham. Tanken om at sige nej til ham på den baggrund end ikke strejfede dem.
"Og efter hvad jeg kunne læse i hans papirer, så var der ikke nogen fare for, at vi ikke kunne blive godkendt til ham," fortæller Tenna.
  Dagen efter forslaget var Tenna og Thomas som forventet godkendt til at adoptere Lucas. En god uge efter sad parret på hotellet Holiday Inn Garden 10 km. udenfor Johannesburg og bladrede i en mappe med Lucas' livshistorie, som de lige havde fået af Sue Krawitz - AC Børnehjælps kontaktperson i Sydafrika. Nu var der kun en nat, der skulle overstås, inden de skulle have Lucas overbragt på børnehjemmet Impilo. Der havde Lucas boet, siden han tre uger gammel blev udskrevet fra neonatalafdelingen på Johannesburg Public Hospital.

Gå hen og tag din søn!
"Han sov, da vi kom derud," fortæller Tenna." En af plejerne sagde så. - Gå hen og tag din søn! Da kom tårerne. Min søn! Jeg tog ham op, og han knugede sig med det samme ind til mig. Og ja, Lucas var min søn - lige med det samme. Det var en meget underlig og rørende oplevelse."
Lidt senere skulle parret snakke med AC Børnehjælps kontaktperson i et andet værelse. Plejeren forslog Tenna, at hun kunne lægge den sovende Lucas imens.
  "Nej! Det ville jeg godt nok ikke. Han skulle ikke ligge der og sove alene."

Udrejsen var ren ferie
Thomas betegner de 10 dage i Sydafrika som ren ferie. "AC Børnehjælp har en fantastisk samarbejdspartner dernede. De gjorde det meget, meget flot. Der var tjek på det hele, og der blev sørget for alt, så vi kunne koncentrere os om Lucas. Og bortset fra en tur i retten og en tur på den danske ambassade, så var der jo ikke noget, vi skulle. Det var imponerende!"
  I Sydafrika gik Tenna og Thomas rundt med Lucas i en bæresele. Ofte stoppede folk dem spontant på gaden - sorte såvel som hvide - for at se Lucas og for at takke parret for, at de havde adopteret et barn fra Sydafrika.
  "Gud velsigne jer, sagde de. Det var gribende," fortæller Tenna.

Han er vores
Hjemme igen i Danmark har både Tenna og Thomas mødt nysgerrige blikke, når de har vist sig offentligt med deres lille søn. Og de ved, at Lucas altid vil stikke ud fra mængden.
  "Jeg håber bare, at vi kan gøre ham stærk nok til at klare den modstand, han måske også vil møde, fordi han ser anderledes ud," siger Thomas bekymret. Tenna fortsætter: "Men er det ikke en bekymring alle forældre har. Bare vores børn er stærke nok til at klare sig? Er han neger, sort eller brun. Jeg har det nu bare sådan, at han er vores!

Langt hjem
Lucas' Bedste får det sidste ord i denne artikel. Hun er gangbesværet og kunne ikke, som resten af familien, komme i lufthavnen og modtage Lucas, Tenna og Thomas, da de landede i Kastrup efter deres sydafrikanske eventyr. Den nybagte familie besøgte hende således for første gang et par uger efter hjemkomsten. Bedste betragtede bevæget sit nye, lille barnebarn, hvorefter hun udbrød: - Og han har rejst så langt, for at komme hjem!