For snart seks år siden adopterede jeg mit første barn fra Kina. Lise-Lu blev godkendt af amtets samråd præcis den dag, hvor hun fyldte tre år. Det var en fredag. Havde samrådet først holdt møde om mandagen, havde hun ligget udenfor min godkendelse (0-36 mdr.), og jeg kunne have sagt nej tak til hende alene pga. alderen.
I dag er jeg på venteliste til mit andet Kina-barn. Denne gang lyder min god-kendelse på et barn i alderen 36-48 måneder - ikke fordi min alder dikterer det, men fordi det er mit ønske at få et større barn. Egentlig havde jeg ansøgt om en godkendelse på op til 60 måneder, men så langt ville amtet ikke strække sig ud fra bl.a. en betragtning om, at risikoen for at få et barn med vanskeligheder stiger ligefrem proportionalt med barnets alder på adoptionstidspunktet. Og det kræver "særlige ressourcer", som jeg som enlig ikke kan honorere/dokumentere, at jeg har…

Alle børns ret til en familie
Generelt møder jeg en udtalt skepsis i forhold til mit ønske om at adoptere et større barn. Skrækhistorierne er utallige. Alle har hørt om nogen, der har hørt om nogen, der har adopteret et barn med en forfærdelig masse problemer. Mit ærinde med nærværende indlæg er da heller ikke at ignorere/fortrænge alle de ting, der kan gå galt/være vanskelige ved at adoptere et barn, der er ældre end spædbarnestadiet - for det er ikke uproblematisk - men derimod i al stilfærdighed at advokere for at også et barn ældre end tre år har ret til en mor og dermed til en familie.
Jeg er ofte blevet mødt med spørgsmålet om, hvorvidt jeg ikke føler at jeg er gået glip af meget ved først at have fået min datter, da hun var tre. Og ærlig talt: nej, sådan har jeg det ikke. Der er naturligvis et savn efter at have været med hende i de første år, men glæderne ved at følges med det bevidste barn igennem det drama, adoptions-processen er, har været så stor en gave, at det ville jeg nødig være foruden.

Et større barn er en anden oplevelse
Det er både hårdt og svært for et større barn at lade sig adoptere. Der er den sproglige barriere, og der er angsten for igen at miste. Men barn og forælder finder ud af det; måske ikke lige den første dag eller uge, men efterhånden. Humor er én af de ting, der ikke behøver et fælles sprog. Da min datter den første aften på hotellet tog mine briller og satte dem på sin egen næse, fandt vi hurtigt sammen i en god, glad latter, der gjorde uroen inden i til at holde ud. Og det har ofte været humoren, der har forenet os, når vi ellers havde svært ved at forstå og læse hinanden.

Børnene, som ingen vil have
Fordi man er tre år og forældreløs, er det så ensbetydende med, at fremtiden er et liv på børnehjem; et liv stort set uden rettigheder eller muligheder? Eller er der mulighed for at få et hjem med forældre, søskende, egen seng at sove i, tryghed, uddannelse? Der adopteres kun ganske få børn over tre år til Danmark. Hverken adoptanter eller amterne står i kø efter disse børn. Det kan jeg simpelthen ikke forstå, for som alle andre børn er også de store børn både en gave og en opgave.
Måske er det "dyrere" at få et større barn til Danmark alene i kraft af risikoen for medbragte vanskeligheder og måske er det også af den grund, at amterne er tilbageholdende med at give godkendelser til større børn? Mange adoptanter kan desværre også tale med om, at det er svært at få den rigtige, kvalificerede hjælp til netop adoptiv-barnet - især når barnet ved adoptionen er lidt ældre end gennemsnittet. Vi mangler fagpersoner, der har en særlig indsigt i adopteredes forhold. Som det er i dag bliver der ofte set på adoptivbarnet, som man ser på et dansk barn med psykiske og adfærdsmæssige problemer, men hvad der gælder et danskfødt barn kan ikke uden videre overføres til et barn, der er blevet revet ud af sin egen kultur og har mistet alt genkendeligt. Det ny-adopterede barn har brug for tid og stor rummelighed inden diverse diagnoser stilles.

At adoptere er en chance for at blive den familie, som ellers var udenfor rækkevidde. At blive adopteret er at få en ny chance i livet. Hvis man altså ikke allerede er fyldt tre år og dermed blevet for gammel…