TEKST: JOURNALIST SUSANNE DENCKER

Ca. 65 familier oplevede i 2004 at stå på en venteliste, der enten gik alt for langsom eller helt gik i stå. 25 af disse familier havde et barn fra det ønskede land i forvejen. For flere af disse familier var det et chok at erfare, at de - hvis de ønskede sig flere børn - ville blive en familie med børn født i forskellige lande. En af vores familier gav anledning til dette temanummer med følgende spørgsmål: 

"Har AC Børnehjælp nogen erfaring med adoption af to børn fra to forskellige lande? Her tænker vi på hvilken påvirkning - positiv eller negativ - det evt. kan få, når søskende ikke kommer fra samme land?"
Vi besluttede at tilegne et nummer af AC Focus til vores verdensfamilier og deres erfaringer. Ca. 15 familier har delt deres historie, overvejelser og erfaringer med os i interviews, telefonsamtaler og mails. Det skylder vi dem stor tak for. 

Mere udbredt end som så 
Overraskende mange af AC Børnehjælps familier har hjemtaget børn fra to eller flere lande. I de sidste 10 år har AC Børnehjælp gennemført ca. 3100 formidlinger og ca. 1400 af disse var for familier med børn i forvejen. Heraf var ca. 130 formidlinger til familier, der allerede havde barn fra et andet giverland end det aktuelle land. 12 formidlinger var for familier med børn fra to eller tre lande i forvejen. Godt 300 formidlinger var for familier med biologiske børn i forvejen. Dvs. at verdensfamilier, hvor børnene i familierne er født i forskellige lande - herunder Danmark - langt fra er noget særsyn blandt vores adoptivfamilier. 

Sådan har det været
Konklusionen på researchen til dette temanummer er, at vores verdensfamilier tæller mange hundrede familier. De trives og har hverken flere eller færre glæder og genvordigheder, end adoptivfamilier, hvor børnene er født i det samme land. Ingen af de bidragende familiers børn har givet udtryk for, at det er et problem at have søskende fra et andet land, end det man selv er født i. Foranlediget af dette temanummer spurgte en mor til tre børn fra tre forskellige lande sin 11-årige datter, om hun gerne ville have haft, at alle familiens børn kom fra det land, som hun var født i? "Hvad mener du?" svarede datteren. Tanken var for hende så fjern, at hun ikke forstod spørgsmålet. Efter en mere detaljeret forklaring fastslog datteren: "Det har jeg godt nok aldrig tænkt over." 

Et rummeligt hjerte
Når vores anden- og tredjegangsfamilier står i situationen, hvor det viser sig, at det bare ikke er muligt at få endnu et barn fra det land, man først har adopteret fra, så er det en sorg. Det land, ens første og/eller andet barn kommer fra, er valgt med hjertet og har givet en det bedste man har - ens barn. Det kan kræve en meget bevidst indsats at få hjertet til at banke for et andet giverland. “Men,” som en af vores bidragsydere, der har stået i situationen har sagt: "klø på, gå fremad - det er ikke farligt, og det vil vise sig at være totalt og aldeles ligegyldigt, hvor jeres børn kommer fra. Det der betyder noget er, hvem de kommer til - jeres familie. Et barn er et barn. Og når man har fået det, ja så er der jo ikke nogen tvivl om, at det var lige netop det barn, man skulle have."

Søskende er søskende
Uanset hvilke lande ens børn er født i og uanset hvor forskelligt et udseende de måtte have, så bliver de søskende, når de lever som søskende. En mor med to døtre fra to forskellige lande forklarer: 
 "Vores to piger er meget tæt knyttet til hinanden. Hvordan deres forhold bliver, når de vokser op, kan vi jo ikke vide noget om, men som det ser ud lige nu, betyder det uendelig meget for dem at have hinanden. De er overordentlig forskellige af sind - og i øvrigt ligner de heller ikke hinanden fysisk - men det er ganske forunderligt at opleve båndet imellem dem, som er meget stærkt, uanset at de er født i to forskellige lande."

De skal ligne nogen
For mange familier er det vigtigt, at når nu ens børn ikke ligner en gennemsnitsdansker, så skal de, så vidt det er muligt, ligne hinanden for derved at skabe en accept af at se ud, som de gør. Vores verdensfamilier vender den en halv gang rundt. De ser det som en gave, at være en international familie, hvor det åbenlyst er OK at være forskellige. Med rum og plads til alle forskellige mennesker og med et bredt syn på verden. Der bliver højere til loftet. En mor har formuleret det således: 
"Det fylder ikke så meget i hverdagen hos os, at pigerne er adopterede, selvom vi selvfølgelig snakker om det fra tid til anden. At de er fra to forskellige lande har derimod den positive betydning at det understreger vores i forvejen multikulturelle familiesammensætning. Vi er fra Irland, Danmark, Vietnam og Kina, og vi kalder os selv De Forenede Nationer. Vi taler engelsk og dansk indbyrdes, og da vi i øvrigt rejser ret meget, snakker vi meget om dét med forskellige lande, forskellige sprog, forskellige vaner osv. Selvom vores piger stadig er små, har de en ret god forståelse for, at der findes mange forskellige lande, og at det er helt normalt at være født andre steder end lige netop her, hvor vi bor. Vi har altid håbet at kunne bibringe vores børn en stor tolerance og nysgerrighed overfor andre mennesker, og det føler vi, at vi efterlever ved netop selv at være sådan en smeltedigel af forskellige baggrunde."

Skæbnefællesskab
Hvordan kan familien "rumme" så mange lande og kulturer? Adoptivbarnet har brug for, at dets oprindelsesland er synligt og betragtes positivt i familien, og kan det ikke være svært for forældrene at leve op til, hvis der er tale om flere lande og flere kulturer? 
Vores verdensfamilier ser de forskellige oprindelseslande i familien, som en mulighed for at skabe rum for det enkelte barns opfattelse af sit eget fødeland. En mor til børn fra tre lande fastslår: 
"Vores børn er hinandens bevis på, at der er mange steder i verden, der er børn, der kan have behov for at få en familie i et andet land. Ens fødeland er ikke det eneste land, hvor der er nogle vilkår, der gør, at man ikke længere bor i landet."

Om at søge sin oprindelse
De unge og voksne adopterede har meget forskellige muligheder for at søge deres oprindelse, alt efter om de kommer fra det ene eller det andet giverland. F.eks. er børnene fra Kina så godt som altid beskrevet som hittebørn, mens børnene fra Colombia og Sydafrika ofte er meget velbeskrevne. Det ene barn har man måske hentet på børnehjemmet, man har rejst i landet og snakket med plejepersonalet. Det andet barn bliver måske eskorteret til Danmark. Dette dilemma anerkender vores verdensfamilier som et problem, men en mor understreger, at det ikke er løst ved, at man adopterer fra samme land. Med mindre at man adopterer biologiske søskende, så vil ens børns oprindelse næsten altid være vidt forskellige og også være vidt forskellig tilgængelig for den unge og den voksne adopterede.

Landegrupper
Adoptivfamilier anno 2005 har ofte meget stor glæde af at være med i f.eks. landegrupper, mailinglister, udrejsegrupper osv. Derfor er det ikke kun den kuldsejlede drøm om et barn fra et bestemt land, der smerter, når det viser sig, at ens kommende barn er født i et andet land, end det man længe har troet. Det er også besværligt, at man skal finde andre, helt ukendte familier at være i netværk med. Vores verdensfamilier vælger derfor ofte foraer, hvor skæbnefællesskabet omkring det, at man er en adoptivfamilie, er større end landefællesskabet. Dvs. f.eks. lokale legegrupper og arrangementer osv. i Adoption & Samfund. Ingen af vores verdensfamilier har angivet, at de har følt sig isolerede. Snarere tværtimod har flere familier understreget, at i en adoptivfamilie bør fokus være på familien og familiens lokalområde - ikke på et eller flere oprindelseslande.

En verdensfamilier bliver til
De færreste af AC Børnehjælps verdensfamilier er planlagt sådan på forhånd. Som en mor udtrykker det: "Sådan har kortene bare lagt sig". At kortene lægger sig, som de gør, skyldes som regel en eller flere af følgende forhold:

• Et giverland lukker. I de seneste år har vi set det med Korea, Burkina Faso, Ecuador og Hviderusland. 
• Formidlingen går pludselig så langsom, at det vil tage mange år - I de senere år har vi set det med de private institutioner i Colombia og med Brasilien
• Praktiske hensyn - for lang udrejsetid
• Eskorte mulighed
• Ens godkendelse matcher dårligt de børn, der kommer (søskende, større børn)
• Man bliver for gammel til det pågældende land eller andre af landets krav så som antallet af børn
• Et hjemmelavet barn er pludselig på vej
• Man har ressourcer i familien (f.eks. er nogle af de andre børn blevet lidt store), der er plads og rum til et barn mere, så man adopterer ud fra andre motiver end barnløshed, f.eks. fra Børn Søger Forældre listen. 
• Børn-søger-forældre-listen har givet anledning til, at forældre, der allerede har ét barn fra ét land, pludselig ved, at deres næste barn skal være lige præcis det barn, der er beskrevet på Børn Søger Forældre listen. 

Læs mere:
Fam. Storm
Fam. Sebbelin
Fam. Offersen