TEKST: JOURNALIST SUSANNE DENCKER

Gabrielle Yu er 4 ½ år gammel, og hun færdes hjemmevandt i den smukke præstegård i Glyngøre ved Limfjorden. Her bor hun sammen med sin mor Susan Aaen og sin storesøster Lise-Lu, der bliver 10 år til sommer. Som Lise-Lu er Gaby født i Kina. Varsomt bærer den lille pige sin nye babydukke i den ene arm, og i den anden holder hun dukkens sutteflaske. Hun forklarer begejstret om dukken, der kan græde, spise, bøvse og prutte. Det sidste får vi generøst et par prøver på. Blot fordi Gabys flittigt brugte sprog er en sammenblanding af jysk og kinesisk, bliver man mindet om, at hun kun har været yngste Aaen i et par måneder. 

Gaby og mor.

Noget stort på vej
En måned gammel blev Gaby indleveret på Hanzong børnehjem i Shannxi-provinsen i Kina. Her tilbragte hun de næste godt fire år sammen med sine jævnaldrende venner Philip, Joy og Miriam. De spiste, sov, legede, dansede og gik i børnehave sammen. Fire år gammel vidste Gaby derfor godt, hvad det ville sige at have et trygt og rart sted at bo, men hun vidste ikke, hvad det ville sige at have en familie. En dag fortalte en fra børnehjemmet begejstret Gaby, at nu havde hun fået en mor. Denne ville komme og hente hende til Danmark. I afskedsgave fra børnehjemmet fik Gaby to fotomapper med et væld af billeder fra hendes fire år på børnehjemmet, en flot rygsæk og et splinternyt digitalur. Det var stort, og Gaby var derfor ikke i tvivl om, at det, der skulle ske i hendes liv, var fantastisk. 

Nok er nok
Efter 12 timers togtur sammen med en plejer fra børnehjemmet, nåede den meget spændte pige frem til provinshovedstaden, hvor hun skulle forenes med sin mor og sin storesøster. Forventningens glæde havde holdt hende vågen under den lange rejse. Med udslåede arme løb hun frem mod Susan, imens hun råbte - Mamy, Mamy, Mamy! 
  Det blev i sandhed en spændende time i selskab med den nye mor, den nye storesøster og familiens gode ven Karen Vestergaard. Nok er som bekendt nok, og da plejeren fra børnehjemmet rejste sig for at tage afsked, da pakkede en træt Gaby sin taske og gjorde klar til at returnere til børnehjemmet - en stor oplevelse rigere. 

Virkeligheden knapt så fantastisk
Det gik langsomt op for den udmattede fireårige, at sådan skulle det ikke gå. Hun havde på denne fantastiske time mistet alt det, der havde udgjort de første godt fire år af hendes liv. Dette for at få noget som hun ikke vidste, at hun savnede! Hun skulle ikke tilbage til sit trygge børnehjem, hun skulle ikke mere danse med Joy, hun skulle ikke mere gå i kindergarten med Philip, hun skulle ikke mere grine med Miriam. Chokket var overvældende, og reaktionen kom prompte. 
Susan fortæller: 
  - Gaby blev så vred, så vred. Hun slog og sparkede. Jeg havde det sådan, at kunne jeg bare betale en hulens pose penge, så hun kunne slippe for dette og blive på børnehjemmet, hvor hun kendte alting, så havde jeg gjort det. Jeg syntes, det var så synd for hende. 

Begavet modstand
I dagene efter reagerede Gaby med trods og al den modstand, som hun kunne mobilisere. I forretningerne fortalte hun højlydt om 'Mamy', så folk grinede og blev højrøde i hovederne. Selv om præsten i Glyngøre ikke talte kinesisk, så var hun ganske klar over, at Gabys beskrivelse af sin nye mor, ikke i oversat form ville egne sig til prædikestolen i Glyngøre Kirke. 
  - Vreden fik frit løb, forklarer Susan. - Hun græd, kradsede og sparkede og spyttede sin mad ud og rakte tunge og gav fingeren! 

Gaby overgiver sig
I Kina ville Gaby ikke have kropskontakt. Det kunne blive til et enkelt lille kram, men listede Susan f.eks. et kys ind på kinden af sin datter, så blev den bestemt 'taget af' med hånden og smidt på gulvet. 
  - I tiden i Kina tænkte jeg på, om hun var for gammel - om det var for sent at flytte hende? Jeg var nervøs for, om det var Gaby, der var sådan, eller om det var Gabys chokreaktion, der var sådan. Nu kan jeg jo se, at hun bare har været så chokeret. Hun drak og hun drak og hun drak. Hun havde så meget uro, så hun hele tiden var i bevægelse. 
Gabys defensive modstand vendte pludseligt og uden videre varsel. Da delegationen fra Glyngøre landede i Kastrup, bemærkede Susans medrejsende veninde Karen, at Gaby med et blev markant roligere. Men der var endnu lang vej, før hun var tryg nok til at overgive sig til sin nye familie. 
  - De første 14 dage var det sådan, at om morgenen, når hun fik øje på mig og Lise-Lu så udbrød hun skuffet 'Boo'!. Det er 'Åh nej nej' på kinesisk. Hun var virkelig bange, og virkelig ked af det. Jeg føjede hende i alt. Lyset fik lov til at være tændt, og hun kom med mig, hvor jeg end gik. Jeg gik med hende på toilet. Stillede ingen krav. Var der bare. Efter en lille måneds tid kunne jeg mærke, at hun langsomt slappede mere af, og jeg fik lov til at komme helt tæt på og blive hendes mor. 

Gaby er en livsglad, kærlig og meget, meget 
kvik pige på 4½ år. Hun har for længst lukket 
både mor og storesøster ind i sit hjerte. De kys, 
der gives, bliver nu, hvor de er.

At blive storesøster
Lise-Lu havde ikke bedt om at blive storesøster - men det er hun fuldt og helt blevet nu to måneder efter, at Gaby er kommet ind i hendes liv. Til stor fornøjelse for begge søstre. Men Lise-Lus modstand har været klar og kontant i hele processen. Da Susan for et par år siden overfor Lise-Lu luftede tanken om at adoptere et barn mere, bemærkede Lise-Lu, at de da vist trængte mere til en ny bil. I Kina meldte Lise-Lu sig nærmest ud ved at søge tilflugt i sin Gameboy. I flyet på vejen hjem sagde hun, at hun faktisk nok ville foretrække, at de fortsatte med bare at være Susan og Lise-Lu. 14 dage efter hjemkomsten spurgte hun Susan, om de stadig kunne nå at få pengene igen? Det ville nok være den bedste løsning. Der var dog kun et problem ved den løsning, hvordan skulle hun forklare det i skolen? 
  Men hvad ville der så blive af Gaby. Skulle hun være gadebarn i Beijing? 
  - Nej, svarede Lise Lu. - Hun kan vel komme tilbage til børnehjemmet?... Men på den anden side, det vil de jo nok også være trætte af!
  Lise-Lu har som sagt for længst overgivet sig til sin charmerende lillesøster. Hun kan ikke lade være med at grine af og med Gaby, der i et væk laver sjove og skøre ting. Lise-Lu har fundet ud af, hvor hyggeligt det er, at have en at drille, at skubbe til, at se fjernsyn med. Og at der er en, der betingelsesløst ser op til en. 

Der mangler muligheder
Midt i glæden over, at Susan er blevet mor til to dejlige piger, er der alligevel lidt malurt i bægeret. Susan har savnet tilbud om sproglig støtte til sin datter i disse første måneder. Kommunen tilbyder sproglig støtte til tosprogede familier, men der er intet tilbud til adoptivfamilier, der adopterer børn, med sprog. Og sproget er den helt store barriere, når man adopterer et stort barn. Hun efterlyser også viden i f.eks. sundhedsplejen om de særlige behov, som især store adoptivbørn har.
  - Jeg har nok oplevet, at især når man adopterer et større barn, er man helt alene om det. Og det kan være lidt overvældende. 

Det gik godt - også anden gang
- Men det går rigtigt godt, slutter Susan. - Det har jo vist sig, at Gaby i den grad er indenfor pædagogisk rækkevidde. Når hun bliver rasende, så ved hun det godt. Selv om det er enormt irriterende, så er jeg egentlig også ret stolt af, at hun tør sige mig imod. Hun lader sig ikke kyse. Sådan er hun. Hun kan blive stjerne sur, og hun kan blive enormt glad. Hun er et livstykke af rang. Hun har virkelig bragt så utroligt meget glæde og liv med sig til os allerede.