adoption artikler  

 
AC Børnehjælps brobyggere i Kina

TEKST: LONE TROLDBORG, AC BØRNEHJÆLPS KONTAKTPERSON I KINA

Kina er et forunderligt land fyldt med modsætninger. Det erfarer alle på de to uger, adoptionsrejsen til Kina varer. I Beijing er der fuld fart på udviklingen, kraner og byggepladser overalt, smarte biler. I provinsen går det lidt langsommere, selvom nogle provinshovedstæder også er godt med. Som udlænding vækker man dog stadig opsigt.

       
ANNE SAND LONE TROLDBORG LIXIA GUI LENE MICHELSEN

AC Børnehjælps Kina-team
Midt imellem kinesisk kultur, kinesiske myndigheder, danske adoptanter og danske myndigheder er vi fire danske AC-konsulenter, som bor i Beijing: Anne, Lene, Lixia og Lone. Vi skiftes til at tage imod adoptionsgrupperne, når de kommer til Beijing. Vi rejser med grupperne ud til provinsen og er tilstede under overdragelse og procedure. Vi hjælper med det praktiske, kan give råd og vejledning om børnene, så alle får en god oplevelse. Vi har desuden en tolk (kinesisk-engelsk) med på rejserne.

Vi har alle fire boet i Beijing i nogle år sammen med vores familier. Vi er i starten af 40-erne og har skolebørn. 
Lone er AC Børnehjælps kontaktperson. Hun afleverer de fleste adoptions-ansøgninger hos China Center of Adoption Affairs (CCAA). Hun planlægger den kinesiske del af adoptions-rejserne, tager sig af administration, information og økonomi og rejser med adoptionsgrupper.

Lixia har den daglige kontakt til CCAA’s forskellige afdelinger, følger op på henvendelser, oversætter dokumenter og rapporter til kinesisk, samt rejser med adoptionsgrupper. Anne og Lene rejser med adoptionsgrupper. 

Opholdet i Kina bliver arrangeret af to eksterne kinesiske rejsebureauer. Begge bureauer har arbejdet tæt sammen med AC Børnehjælp i flere år, og ved hvad en adoptionsrejse går ud på. Man skal dog altid tage rejseplanen med et gran salt og være tålmodig, for i Kina har man ikke helt samme opfattelse af tid, aftaler og service som i Danmark. 

Samarbejde med CCAA
AC Børnehjælp har samarbejdet med CCAA i 11 år. CCAA samarbejder med 157 udenlandske adoptionsorganisationer (hvoraf ca. 100 er amerikanske) fra 16 lande. 
En stor instans som CCAA har et ret stringent system. Antallet af adoptioner til udlandet har været støt stigende. I 2003 blev 12.000 kinesiske forældreløse børn adopteret til udlandet. I 2005 er antallet af ansøgninger fordoblet i forhold til antal ansøgninger i 2003. Så CCAA's 9 afdelinger har meget travlt. De mange ansøgninger skal oversættes til kinesisk - dokumenter gennemgås og vurderes - måske skal der indhentes yderligere dokumentation for fx. økonomi eller helbred - CCAA skal acceptere ansøgningen - barn og forældre matches, og endelig - barn i forslag. Denne proces tager i øjeblikket 8-9 måneder.

Færre forældreløse børn end før
CCAA forudser, at den moderne udvikling i Kina, som efterhånden også smitter af uden for byzonerne, vil betyde færre forældreløse børn. I de østlige provinser er antallet af forældreløse børn allerede nedadgående, og generelt er fakta nu, at ca. 49 % af børn på børnehjem i Kina er handicappede. CCAA er derfor nødt til at gøre en særlig indsats for børn med særlige behov og opfordrer de udenlandske organisationer til at hjælpe. Det vil sige, at regnestykket nu er: flere ansøgninger, færre raske børn = længere ventetid. Hvor længe ventetiden bliver i fremtiden, vil CCAA ikke spå om.

Nye tiltag hos CCAA
Med denne udvikling for øje har CCAA i efteråret 2005 oprettet to nye afdelinger: en Børneafdeling og en Informationsafdeling. Begge afdelinger er etableret for at skabe tættere forbindelser mellem de udenlandske modtager organisationer, CCAA, provinsmyndighederne og børnehjemmene. 
Der er stadig langt fra skrivebordene på CCAA i Beijing til den barske hverdag på et børnehjem i en fjern provins, og ting tager laaaaaang tid i Kina. Der er både en fysisk afstand og mentalitetsforskelle mellem Beijing og provinserne. Børneafdelingen skal derfor skabe bedre kontakt og dialog med børnehjem, men også gennem projektorienterede tanker finde ud af, hvordan man bedst hjælper syge og handicappede forældreløse børn til et bedre liv. Afdelingen består bl.a. af et ekspertteam af læger og sygeplejersker, både kinesiske og udenlandske. De har fået til opgave at besøge alle børnehjem i Kina og kortlægge behov for undervisning af personale. De skal også finde ud af, hvad der egentlig er brug for på børnehjemmene, samt holde øje med om donationspengene fra de mange adoptioner (3.000 USD pr barn) bliver brugt fornuftigt.

Åbenhed
I CCAA's informationsafdeling er det den nye hjemmeside, som gerne skulle kunne give CCAA et mere åbent og moderne image. På www.ccaa.cn skal alle kunne følge CCAA's arbejde. Siden er endnu ikke helt færdigudviklet, men det er CCAA's klare intension, at hjemmesiden skal være et dynamisk medie med de sidste nye oplysninger om log-in datoer, cut-off datoer og lign. På den måde håber CCAA at undgå nogle af de spekulationer og rygter, der cirkulerer livligt på Internettet. 

Nihao - goddag
Kina er et spændende kulturmøde. Man kan miste pusten, forundres og prøve at forstå. Mange kinesere gør en stor indsats for at lære engelsk, men det er stadig svært blot at bestille en kop kaffe, eller et ekstra håndklæde. Vi håber dog, at I vil tage udfordringen med et smil. Vi ses i Beijing.

BEMÆRK: 
Artiklen har været bragt i 
AC Focus januar 2006 under temaet Adoption fra Kina gennem AC Børnehjælp.