TEKST: LONE TROLDBORG, AC BØRNEHJÆLPS KONTAKTPERSON I KINA 

Beijing, en torsdag aften i november. 
Informationsmøde for 24 voksne og 3 børn

Hænderne flyver i vejret under informationsmødet. 10 spændte familier har spekuleret og noteret. De kan efterhånden ikke vente længere med at få vished og svar på nogle af de spørgsmål, som har hobet sig op gennem de sidste måneder.

• Er det plejemor som holder barnet ved overdragelsen?

• Hvilket mærke mælkepulver er børnene vant til at drikke?

• Hvor mange kilo bagage må vi have med til provinsen? 

• Hvor er det bedst at købe en klapvogn? 

Gruppen er kommet til Beijing i flere tempi. Nogle har været 
turister i mange dage og er ved at have tjek på byen. Andre er lige landet. Nogle store børn falder i søvn over to stole, mens forældrene lytter og kommer på flere spørgsmål.

• Er der en tolk i provinsen?

• Når barnet har været i plejefamilie, har hun så været tilbage på børnehjemmet inden overdragelsen og i hvor lang tid?

• Hvor mange gaver skal vi købe?

• Må man tage billeder på børnehjemmet?

• Hvor meget skal vi give i drikkepenge - og til hvem?

Efter godt en time har vi gennemgået de næste 10 dages program. Vi når igennem spørgsmålene, og der bliver lagt planer for aftenens restaurantbesøg og en fælles tur til Muren den næste dag. Lørdag er der afgang til Jiangxi provinsen i det sydøstlige Kina.

Provinshovedstaden Nanchang i Jiangxi provinsen. 
Overdragelse - søndag eftermiddag i et mødelokale på hotellet

Der er ikke to grupper, som er ens. Sammensætningen er, efter hvornår ansøgningen er afleveret hos AC Børnehjælp. Alligevel er grupperne oftest en god blanding af nye forældre, forældre som allerede har adopteret et eller to børn, samt forældre med biologiske børn. Der er altså gode muligheder for at hjælpe og støtte hinanden med erfaringer og gode råd eller en ekstra hånd, når der er brug for det.

Der er heller ikke to overdragelser som er ens. Nogle foregår i et venteværelse på et offentligt kontor, andre i et mødelokale på et hotel og enkelte gange kan man få børnene overdraget på børnehjemmet. Men hver gang forsøger vi at styre tempoet i overdragelsen. Vi har aftalt en rækkefølge, hvem der filmer hvem, og at man træder til side for hinanden, så alle når at opleve, hvad der foregår. 

Endelig overdragelse
På dette tidspunkt er alle MEGET spændte og parate. Vi er i det pæne tøj, sommerfuglene vælter rundt i maven, der bliver varmt under jakken, og i det øjeblik børnene kommer ind, får mange lyst til at styrte gennem lokalet for at få sit barn. Neeiijj hvor ser de søde ud i næsten ens hjemmestrikkede, todelte dragter - de gode gammeldags med åbent bagi, så man kan se bleen. 
Denne november eftermiddag i Nanchang bliver de små guldklumper overrakt af børnehjemmets direktør. Vores tolk kalder familierne frem en for en, hvorefter forældrene viser pas og invitationsbrev, så vi er sikre på, at de rigtige børn og forældre får hinanden. Børnene bærer hver et lille navneskilt med billede.

Børnene bliver først båret af forskelligt personale fra børnehjemmet, men så snart de har givet barnet fra sig til direktøren, forsvinder personalet ud af lokalet. Børnehjemmets direktør er ledsaget af den ansvarlige barneplejerske, som kan svare på spørgsmål om børnenes daglige rutiner. 

Gråd og grin
Støjniveauet i lokalet ændrer sig dramatisk. Nogle børn græder, andre er mutte og betænkelige, mens enkelte tager situationen med et smil. Børnene er mellem 8 mdr. og 1 år gamle - alle piger. De børn, som har været i plejefamilie, har været tilbage på børnehjemmet i 2-4 dage inden overdragelsen. 
Efter overdragelsen sætter alle sig familievis. Der bliver filmet og sammenlignet med udtrykket på de tilsendte billeder. Der bliver dikket, tilbudt flasker, kiks, legetøj og pludselig er der gået en time. Gaver og erstatningstøj er afleveret til børnehjemmets direktør, og der er tid til at spørge om mælkepulver, det rette blandingsforhold til den første flaske, søvnrytme og lignende spørgsmål, som lige nu er de vigtigste i verden.

Bleer, tøjstørrelse, sutteklude, legetøj
Tilbage på hotellet er der endelig tid til at slappe af og lære hinanden at kende. AC's medarbejder tager en runde til alle familier. Forældre og børn hygger sig på værelserne eller på hotelgangen. Der er gang i sutteflaskerne. De børn, der skreg ved overdragelsen, er nu blevet mutte, og de, som var mutte, begynder at græde. Der er så mange følelser, som bliver 
forløst, alt er nyt, og der er ingen endegyldig opskrift på, hvordan man skal takle det. 
   - Det er underligt at være tre nu. Nu har vi kæmpet i så lang tid, og så pludselig sker det, siger en glad mor.

Man må bare være der, være på. Dagene i Kina er den tid, hvor man som familie prøver sig lidt frem. Hvad kan hun lide at spise? Hvor er hun i sin udvikling? Passer tøjet? Skal legetøjet være blødt eller hårdt? Og som timerne går, kommer der flere spørgsmål til - man kan ikke spørge for meget!

• Sover hun med hovedpude?

• Er det varmeknopper, hun har i 
  panden?

• Hun er lidt snottet, skal hun have 
  medicin?

• Hvordan måler jeg temperaturen på mælken, så den ikke er for varm?
  

- Jeg har jo aldrig prøvet det før, siger en kåd far, mens han ryster en flaske. - Bare hullet i sutten nu er stort nok? Har du en saks? 

Nanchang 
Adoptionen bliver fuldbyrdet

Mange papirer og dokumenter
De næste to dage er der fremmøde hos de lokale myndigheder. Der skal udfyldes adoptionsdokumenter, man skal til samtale med en registrat og en notar. Der skal ansøges om pas til barnet, der skal tages billeder af familien og barnet. Alt sammen med hjælp fra tolken og AC Børnehjælps medarbejder.
Det hele foregår på engelsk, både 
papirarbejde og samtaler, men har man svært ved det engelske hjælper AC Børnehjælps medarbejder med at oversætte til dansk.

Der er ikke noget mystisk ved proceduren. I de fleste provinser kan registrat og notar engelsk, og alt foregår stille og roligt med en familie ad gangen. Spørgsmålene er meget generelle; hvad man hedder, og hvad man arbejder med? Man skal kunne udtale barnets navn og kunne fødselsdatoen. Man bliver desuden spurgt, om man har andre børn, om man er tilfreds med barnet, og hvad man kan tilbyde barnet i Danmark?

Svaret kan lyde: "Vi vil give barnet kærlighed, tryghed og uddannelse, og naturligvis aldrig forlade hende". Derefter skriver man under på de endelige adoptionspapirer.
Notariseringen af dokumenterne tager en lille uge, hvor man bor i provinshovedstaden. Her er der bl.a. tid til at opleve Kina og den gode kinesiske mad.

Lidt sygdom
I gruppen er der også et par børn, som skal tilses af en læge. Nogle har lidt udslæt, som skal behandles med kinesisk urtemedicin og salve. Andre er snottede og hoster, så de skal også have medicin. Et enkelt barn, som er meget lille og slap i kroppen, bliver undersøgt på hospitalet. Hun mangler fysisk stimulation og nærende kost med vitaminer og mine-raler. Forældrene går straks i gang.

Hengfeng Social Welfare Institute i Jiangxi provinsen
Onsdag formiddag

Vi har fået lov til at besøge børnehjemmet. Det sker heldigvis ofte. Men nogle gange ligger børnehjemmene langt ude i bjergene, ad hullede veje og i områder, som myndighederne ikke synes udlændinge skal se.
  Hengfeng ligger godt 3 timers kørsel fra provinshovedstaden. Med pauser bliver turen på 4 timers kørsel hver vej. Det er lige det længste for de små, mens forældrene synes, det er det hele værd.
  Hengfeng er en helt almindelig, fattig kinesisk by med 40.000 indbyggere. Børnehjemmet ligger i udkanten af byen. Da vejen bliver for smal til bussen, går vi det sidste stykke. Ved børnehjemmets port bliver vi modtaget af en større delegation af ældre damer/plejere, som straks får øje på de piger, som de har passet. Det er meget bevægende. Damerne kysser og krammer børnene. Institutionen har både børn, handicappede og ældre beboere. De gamle er tydeligt også glade for at se børnene og studerer nøje de mange langnæsede forældre. ("Langnæser" er kinesernes venligt drillende måde at omtale vesterlændinge på.) 

Kulturmøde
Vi får besked på at gå ind i et mødelokale. Her skal vi holde de obligatoriske takketaler, overrække gruppens fællesgave og høre lidt mere om børnehjemmet. De har nemlig planer om at bygge et nyt. Men inden da skal de 10 børn lige skiftes. Så op på mødebordet, frem med vådservietter og andet udstyr. Direktøren ser måbende til, og i døråbningen stimler plejerne sammen. Det er ikke hverdagsbilleder for dem.
  På børnehjemmet er en ble et stykke firkantet stof med et stykke plastik lagt uden på, og så en snor om livet for at holde det hele oppe. Bleskift klares normalt stående. Der er jo åbent bag i bukserne, så det er nemt at komme til.
  Efter mødet får alle mulighed for at tale med plejere og plejemødrene. Tolken og AC Børnehjælps medarbejder er der hele tiden. Bagefter går vi rundt på børnenes stuer. Det er et fattigt børnehjem med plads til 40 børn. Resten, 70 børn, bor hos plejefamilier. Der er ret trist, næsten intet udstyr, ingen legetøj, ingen hygge - efter dansk målestok. 
Plejerne og plejemødrene har gjort det så godt, de kunne, og knus og kram har børnene i alt fald fået.
Vi måtte gerne filme og tage billeder indendørs på børnehjemmet, dog ikke af de handicappede børn, og kun til privat brug.

Med SAS til Danmark
Tirsdag eftermiddag

Efter næsten to uger i Kina, heraf 10 dage med sit barn, stilner strømmen af spørgsmål af. Den første begyndende tilknytning er på plads. Barnet viser, hvor det hører til, og det praktiske er på plads. Som forældre er man godt på vej. Det kan næsten kun gå for langsomt med at komme hjem til familie og venner og vise den lille guldklump hendes nye hjem.