|
Skrevet af
Albert Junlins mor Gitte Larsen.
Red. journalist Susanne Dencker.
Her kommer
en beretning om vores vej til at blive en adoptivfamilie. Vi
startede ud som de fleste med et ønske om at få børn på den
traditionelle måde. Da dette viste sig ikke kunne lade sig gøre,
gik vi i gang med et behandlingsforløb mod barnløshed. Vi måtte
igennem 3 IUI og 2 ICSI forsøg. Dette resulterede i vores datter
Leanna, som nu er 5½ år. Da vores datter var 9 måneder gammel,
valgte vi at gå i gang med behandlinger igen. Allerede inden jeg
blev gravid, havde min mand og jeg haft adoption i vores tanker.
Især jeg tænkte på, at hvis ikke det lykkedes med
fertilitetsbehandlingen, var det med at komme i gang, da det
tager tid at blive godkendt til adoption og bagefter går der jo
tid på ventelisterne. Efter 6 ICSI forsøg og 100.000kr fattigere
orkede jeg ikke mere medicin, flere ægudtagninger samt bristede
håb. Jeg havde en indre stemme, der sagde, at vores næste barn
ville være adopteret.

Mor, far og
Leanna i
Kina efter Albert Junlin.
I gang med
adoption
Vi gik i
gang med det for os store arbejde at udfylde diverse papirer,
der skulle til for at blive godkendt til at adoptere. Det
virkede voldsomt på os, at der skulle gives så mange
oplysninger, især de økonomiske. Alt skulle skrives ned, og
tallene fløj rundt i vores hoveder. Vi drog begge en lettelsens
suk, da det sidste punktum var sat, og papirerne afleveret. Kort
tid efter var vi godkendt i fase 1 og kunne tilmelde os til det
adoptionsforberedende kursus. Vores omgangskreds vidste på dette
tidspunkt ikke noget om vores planer. Derfor var det dejligt at
være på kurset og møde ligestillede; at kunne tale frit om
behandlingsforløb, tanker og ønsker om børn. Efter kurset
tilmeldte vi os til AC Børnehjælp og skulle til at vælge,
hvilket land vores kommende barn skulle være født i. Først
kiggede vi på hvilke lande, vi opfyldte kravene til. Vi blev
hurtigt enige om Kina. De havde på det tidspunkt en kort
ventetid ca. 8 måneder. Desværre nåede vi kun at være på listen
1 måned, før den ventetid steg voldsomt. Jeg fulgte nøje
udviklingen, som blot blev værre og værre.

Albert Junlin -
glad i bad.
En lille
notits om en dreng, der manglede forældre
Min mand
og jeg talte om speciel needs børn, og vi besluttede at få
tilsendt listen med disse børn. Vi nåede at få listen 5-6 gange,
før vores søn dukkede op. Der var blot en lille notits om ham,
der beskrev, at han var 8 måneder gammel og født med
dobbeltsidig læbe-, gumme- og ganespalte. Han var glad og mild
med let til smil. Vi skyndte os at ringe til Annette på AC
Børnehjælp. Ham ville vi meget gerne have. Et par timer senere
kunne jeg se et ukendt opkald på min mobil. Ringede til Annette
på AC Børnehjælp for at høre, om det var hende, der havde
ringet. Det var det. Vi fik Junlin Qing i forslag.
’Se en
baby’
Om aftenen
kiggede vi på læbe-gane-spalte foreningens hjemmeside. Vi fik
rent faktisk et chok over nogle af billederne der. Jeg fik ondt
i maven og var ked af, at jeg tænkte på at sige nej til den
lille dreng. Næste dag, da jeg kom fra arbejde, var der post fra
AC Børnehjælp. Inden jeg nåede at gøre noget, havde vores datter
åbnet det ene brev. Med et billede i hånden kom hun stormende ud
til mig og sagde: "Se en baby". Ved synet af dette første
billede var han vores søn og Leannas lillebror. Han havde, og
har stadig, de skønneste brune øjne og det dejligste smil. Vi
fik ham i forslag d. 28. feb. 2007 - præcis på vores årsdag for
log in i Kina. Vi fik en udvidet godkendelse den 8. marts, som
er min fødselsdag. Derefter kunne vi blot vente på at få en
udrejsedato.

Leanna og
Albert Junlin i nisseland.
Endelig
blev vi en familie på fire
Det tog 4
måneder og 1 uge, før vi d. 9. juli 2007 stod i Kina - spændte
og lidt nervøse, men 100% klar til at møde vores søn. Endelig så
vi en dame med en dreng på armen, men nej det kunne ikke være
ham. Han havde ikke læbespalte. Damen og drengen forsvandt ind
ad en dør. 5 minutter efter gik døren op igen, og damen gik
smilende lige hen mod os og afleverede drengen i mine arme. Vi
var ret forbløffede, og tre gange i rap gentog jeg. ”Jamen de
har opereret ham i læben.”
Albert tog virakken med knusende ro og en vis portion sund skepsis. Han
var rolig og bevidst om, at der skete noget mærkeligt i hans
liv. Leanna, der på dette tidspunkt var knap 4 år, var genert og
usikker. Vi sad alle fire i en sofa. Leanna, som aldrig havde
været glad for babyer, eller børn mindre end hende selv,
begyndte at ae Albert på hovedet og vise ham lidt legetøj. I det
sek. var vi en familie på fire. Tiden i Kina gik med at se
hinanden lidt an. På tredjedagen fik vi de første hjertelige
smil. Vi opholdt os meget på hotellet dels pga. varmen men også
pga. Leannas hvide hår. Hun var en turistattraktion, og hun blev
bange og sky. Det var en voldsom oplevelse for hende, at folk
stoppede op for at røre og se på hende. Folk fulgte efter hende
og tog billeder. Det værste var en dame, der pludselig tog hende
op og gik med hende. Hun blev så bange, at hun ikke sagde en
lyd. Vi var i parker og en zoo. Her kunne vi bedre gå i fred, og
der var mulighed for at lege.
Albert var mest sig selv hjemme på hotellet. Når vi var ude, var han
meget stille og iagttagende. Endelig kom dagen, hvor vi kunne
rejse hjem til DK. Vi blev modtaget af familie og venner i både
København og i Karup. Det havde vi valgt for derved at kunne
sige nej tak til besøg den første tid.

Albert Junlin.
En dreng
med mod på livet
Albert har
vist sig at være en dreng med en stærk vilje, og en masse mod på
livet. Der er ingen tvivl om, at han har haft det godt under de
omstændigheder, der nu har været muligt for ham det første år af
hans liv. Det er til daglig gavn for både ham og os. Han er en
tryg og kærlig dreng. Vi har haft en periode, hvor han ville
slå, når han blev frustreret, men det er han stoppet med igen.
Han har generelt sovet godt. Der har været, og er stadig,
nætter, hvor han drømmer, men blot han mærker en hånd falder han
til ro igen. Han har været indlagt på Riget for at få opereret
ganen. Jeg var indlagt med ham. Det var hårdt for ham. Jeg er
sikker på, at han havde en reaktion på hans operation af læben i
Kina. Han havde været indlagt i 3 uger i Kina. På Riget fik han
uden grund feber efter operationen. Han ville ikke spise og
havde svært ved at sove. Dagen efter vi kom hjem, var feberen
væk, og han spiste som før. Hans start i dagplejen gik også
godt, der var dog reaktioner med pludselige vredesudbrud og
urolige nætter, men efter et par måneder var han tryg ved
situationen. Da han pludselig måtte skifte dagpleje, foregik det
uden reaktioner. Lige nu overvejer vi, om han skal vente et par
måneder med at starte i børnehave. Ikke pga. om han kan klare
sig, men pga. hans sprogudvikling som er forsinket pga. hans
ganespalte. Han skal efter planen starte til aug. 2009.
Vores vej
til at blive en familie på fire har set i bakspejlet været en
tur med mange op og nedture. Men det har jo været det hele værd.
Lige pt. er vi på venteliste til endnu et speciel needs barn.
|
BEMÆRK:
Artiklen er en del af serien
'AdoptivLiv - Adoptivforældre og adopterede fortæller'.
Tidligere publikationer i serien
kan findes via linket 'Artikler'.
Hvis du har lyst til at fortælle din families
adoptionshistorier, så
klik her.
OBS: Klik på billederne i artiklen
for en stor version.
|