Mange familier fortæller os, at når beslutningen om adoption er taget, føles det som en kolossal lettelse. Slut med at vente på det ene mere ubehagelige indgreb efter det andet. Bare man har tålmodighed nok, så fører adoptionsvejen frem mod et barn. Hvor svært kan det være?

Svært! Adoptionsvejen er lang og fyldt med uforudsigelighed og ventetid. I perioder går det op ad bakke. Færdselsreglerne kan pludselig ændre sig. Indimellem kører man ufrivilligt i bakgear. Fra tid til anden overhales man af nogen, der er startet lang tid efter en selv. Og måske må man via nogle opslidende omveje, før man efter to, tre eller fire år på farten når målet; at blive mor eller far til et barn, der mangler forældre.

Vi baserer vores prognoser for ventetid på såvel vores faktuelle viden om situationen i landene lige nu, som det kendskab vi har
til den forgangne formidling. Et kik i ventetidsbakspejlet her på AC Børnehjælp afslører imidlertid, at det alligevel ofte sker, at vores prognoser for ventetid på de enkelte lande ikke holder. Det går af og til bedre, end vi forventer, og det går af og til dårligere. At fremtiden er så uforudsigelig, er noget af det allermest frustrerende ved arbejdet med adoptionsformidling. I slutningen af 2004 lukkede den hviderussiske præsident uden varsel for al adoptionsformidling fra Hviderusland. Det ramte især de mange familier, der allerede havde barn i forslag. Formidlingen fra de private institutioner i Colombia faldt dramatisk i 2004 – 2005. Der var Ecuador, der gled ud. Der var formidlingen fra Vietnam. Og så var der Indien. Desværre kan vi blive ved.

Lige nu står vi med en ventetidsproblematik, der rammer mange af vores familier. Ventetiden på at få et barn fra Kina stiger markant. Og vi har desværre al mulig grund til at forvente, at stigningen forsætter i fremtiden. Årsagerne kender vi endnu ikke til bunds. Vi ved, at antallet af udenlandske Kina-ansøgere er
fordoblet i de seneste år. Sikkert er det også, at der er færre forældreløse kinesiske børn, end der var bare for et år siden. Tilsyneladende er der også markant flere kinesiske familier, der ønsker at adoptere. Set ud fra et humanitært synspunkt en god udvikling. Men for vores familier på Kina-ventelisten er det svært at se det positive. De har valgt Kina i den tro, at de derved ville komme til at stå på den hurtigste og mest forudsigelige venteliste hos AC Børnehjælp. At det formentlig ikke forholder sig sådan, er et stort og forståeligt chok for mange. At vi ikke kan sige noget sikkert om, hvor meget ventetiden vil stige, er næsten ikke til at bære.

Uvisheden er den aller, aller værste partner i ventetidsprocessen. Det er ikke så meget længden af ventetiden, der i sig selv er skræmmende. Det er uvisheden. Jo mere forudsigelig og præcis, man har forventet, at processen ville være, jo værre er det, når uvisheden og usikkerheden for alvor tager plads i ens formidlingsproces. Det gør den desværre for vores Kina-ansøgere lige nu.

Artiklerne i dette tema om ventetid kan hverken forkorte adoptionsvejen, gøre den mere forudsigelig, glatte den ud eller finde nye veje. Men vi ved, at det hjælper (lidt) at være forberedt. Og så ved vi, at det hjælper at holde fast i, at AC Børnehjælp endnu aldrig har stået i den situation, at vi har måttet opgive at finde et barn til en godkendt familie, der har den fornødne tålmodighed. Vel vidende at fornøden tålmodighed kan være svær at mobilisere.