Ved du, hvor bange man kan gå og blive, når man bare går og venter og venter og venter?

Jeg tror, jeg bliver en god far, og jeg tror, jeg er god til børn. Nej, jeg ved, jeg bliver en god far, og jeg ved, jeg er god til børn. Jeg har mere end 40 års erfaring og mange - rigtigt mange - børn elsker mig, fordi jeg er så god til børn. MEN ventetiden er dræbende på selvtilliden.

ANGSTEN
Når jeg ligger i min seng og er ved at falde i søvn. Når jeg sidder på trappen og ryger en pibe tobak. Når jeg sidder i bussen og kigger ud ad vinduet. Når jeg går og slår græs. Da er det, at tvivlen slår igennem. Det er der, jeg bliver bange. Lige pludselig rammer angsten som et hammerslag i brystet. Jeg får svært ved at trække vejret. Jeg begynder at svede en kold sved og mærker længslen i maven. Den længsel, der ligger dér, og venter på, jeg skal bevise, at min angst er dum og nyttesløs.

TVIVLEN
Selv om min fornuft fortæller mig, at jeg nok skal blive en god far, lære og vokse med opgaven, så er frygten der; frygten for at fejle. Frygten for at dit liv hos mig ikke bliver godt nok. At du engang, når du bliver stor, vil bebrejde mig din barndom. At du længes mere tilbage til dine rødder, end du længes efter mig.

DET SELVFØLGELIGE
Det er et ufatteligt stort skridt at vælge at adoptere. Får man et biologisk barn, har man 9 måneder til at vende sig til tanken. Man bliver beskæftiget med lægeundersøgelser, fødselsforberedelser, klargøring af barneværelse, indkøb af barnevogn og børnetøj, og ventetiden er til at overse. Man ved næsten, hvornår det skal være, og ikke mindst omverdenen ser det som det mest naturlige i verden. Selvfølgelig skal der familieforøgelse til, og alle kan være forældre.

DET USELVFØLGELIGE
Når man ikke selv kan lave børn, er det en helt anden sag. Jeg er aldrig blevet målt og vejet så meget som frem til din ankomst. Jeg er den sundeste far, du kan tænke dig. Ikke en eneste kropslig funktion har den mindste mislyd. Ikke et eneste forhold i min hverdag er ”unormal”. Alt er målt. Men efter andres normer og regler, ikke mine. Jeg kan ikke være mig. Jeg skal leve op til et samråds mening om normalitet. Jeg skal forstille mig for ikke at blive fundet ”ikke egnet”. Jeg, der aldrig har været som andre. Det er derfor, jeg er mig. Jeg er stolt af at være
mig. Jeg har følt mig umenneskeliggjort af al den målen og vejen. Ikke én eneste gang er der nogen, der har spurgt mig om, hvordan jeg vil være som far? Kun undersøgt om jeg har nogle penge i banken, om mine lunger har mislyd, om mine nyrer fungerer, som de skal. Ikke én eneste gang er der nogen, der har spurgt, hvordan jeg vil trøste dig, når du falder? Hvordan jeg vil putte dig, når du
har allermest brug for kærlighed? Hvordan jeg vil håndtere min frygt for, at der skal ske dig noget alvorligt? Ikke én eneste gang er der nogen, der har taget stilling til, om jeg vil blive en god far. Kun om jeg vil blive en sund far.
Jeg er ligeglad med, om jeg bliver en sund far. Jeg er ligeglad med mine nyrer. Jeg vil bare være en god far. Det er det eneste, jeg ønsker mig i hele verden. Selvfølgelig er jeg også bange for at dø fra dig, men det kan jeg ikke vide noget om, og det skal jeg heller ikke vide noget om. Ikke én eneste undersøgelse, der
er foretaget i forbindelse med godkendelsen, kan sikre, at jeg lever så længe, som jeg og samrådet ønsker.

SÅ LANGT VÆK
Det er et ufatteligt stort skridt at vælge at adoptere. Det er lig med ventetid fra dag et. Den sidder som en permanent knude i maven. Ventetid er lig med tid til at spekulere i. Og når man spekulerer uden hold i virkeligheden, så løber hjernen løbsk. Jeg tænker på dig. Tænker på, hvordan du har det lige i det her øjeblik.
Sidse er lige blevet mor og Karla er lige blevet datter. Det tager på kræfterne. Jeg kan få en umådelig trang til at tage til Kina for at trøste dig, for at holde om dig, fordi jeg ved, du trænger til omsorg og trøst. Jeg ved, at du ikke har det, som du fortjener, for du er verdens dejligste barn, og skal have alt det du ønsker på denne jord. Men jeg kan ikke give dig det, du allermest har brug for, fordi jeg ikke ved, hvor du er, og hvem du er. Men jeg ved, at du er mit barn. Det er en meget stor sorg ikke at kunne trøste sit barn. Du er aldrig helt væk fra mine tanker. Nogle
dage er du kun i mit baghoved som en fjern uopnåelig skygge. Nogle dage er du tilstede som stille glæde. Nogle dage popper du op som en boblende glæde i maven, et smil i mine øjne og min sjæl. Et smil som jeg har set min omgangskreds studse over, fordi de ikke kan forstå, hvad der foregår inden i mig. Nogle dage er jeg nærmest hysterisk glad, fordi jeg ved, du kommer. Det er de dage, der gør ventetiden udholdelig.

ET HELSTØBT MENNESKE
Det er et ufatteligt stort skridt at adoptere. Du kommer til mig med en fortid, der er ulykkelig. En fortid jeg skal forholde mig til, men som jeg har svært ved at sætte mig ind i. Du er svigtet, og det skal jeg forsøge at gøre godt igen. Det er en stor opgave, som jeg kan blive bange for, om jeg kan løfte. Jeg kan ikke elske dig bagud, kun elske dig fremad. Hvordan skal vi to klare din fortid, når du kommer til at leve i min fremtid? 
Det er et ufatteligt stort skridt at vælge at adoptere. Det er en egoistisk beslutning at vælge at adoptere. Jeg kan sikkert godt gå gennem livet uden dig, men jeg har så megen kærlighed i mit hjerte, at den skal ud. Den skal deles med dig. Jeg ved, det er egoistisk at hive dig fra dit hjemland, fra de trygge rammer på børnehjemmet, fra dine rødder og fra dit sprog. Det er egoistisk, at jeg skaber denne enorme omvæltning i dit liv, men jeg har et så ufatteligt stort behov for at videregive mine holdninger, mine meninger, min opfattelse af en god verden, at jeg må påtvinge dig disse omvæltninger, og denne egoistiske holdning kan også skabe en knude i maven. 
Hvorfor gør jeg dette her? Er det for din eller for min skyld? Det er desværre mest for min skyld, og jeg kan kun håbe på, at jeg giver dig så godt et liv, at du kan tilgive mig. Jeg kan kun håbe på, at når du engang selv står i situationen, barn eller ikke barn, så ser du tilbage på dit liv og siger som jeg: Jeg er et vigtigt menneske som alle andre på denne jord. Jeg har behov for at videregive mine erfaringer til en ny generation. Hvis du siger sådan, vil jeg være et lykkeligt menneske, så er min mission lykkedes. Så har min egoistiske handling ikke ødelagt et lille væsen, men skabt et helstøbt menneske med selvstændige holdninger. Så forsvinder der endnu en knude fra min mave.

TVIVL BLIVER TIL ANGST
Det er et ufatteligt stort skridt at vælge at adoptere. Jo tættere jeg kommer datoen for den store rejse - den rejse der i adoptionsterminologien hedder udrejsen. Jeg kalder den ”mit livs rejse” – jo mere går mit sind i panik. Det er den rejse, jeg skal foretage for at møde dig. Hvordan vil vores første møde være? Hvordan vil du acceptere mig? Hvordan vil jeg acceptere dig? Hvordan har du det? Hvordan har jeg det? Er jeg klar? Er du klar? 

BETINGELSESLØS KÆRLIGHED
Jeg ved godt, at vores første møde, langt ud i fremtiden, blot vil være en meget lille del af vores samliv. Men jo tættere ”mit livs rejse” kommer, jo mere fylder ”den største dag” i vores fælles liv, i mine tanker. Jeg ved, jeg vil gøre dig ulykkelig i en kort stund. Jeg ved, du vil hade mig for det i en kort stund. Jeg ved, jeg vil komme i tvivl en kort stund. Men jeg ved også, at du og jeg i fællesskab vil stå denne hårde tid igennem. Jeg ved, at når først vi to kommer hjem, hjem til min verden, så vil jeg lade dig være dig. Lade mig være mig. Lade dig gennemleve endnu et svigt i dit liv. Det svigt, du må føle, efter jeg har revet dig ud af din hverdag. Jeg vil støtte dig, elske dig, knuge dig og trøste dig, når du har behov for det. Være der for dig på dine præmisser. For dit liv skal foregå på dine præmisser. Aldrig mere skal du svigtes. Aldrig mere skal nogen, der betyder noget for dig, forlade dig. Aldrig mere skal du lede efter kærlighed. For den er lige her, her i mit hjerte, her hos mig. Og jeg håber, at du vil forstå, at du altid kan kræve min uforbeholdende kærlighed, for jeg har næsten slidt mit hjerte i stykker på at vente, vente på dig. Det er et så ufatteligt stort et skridt at vælge at adoptere. To hjerter skal skamferes, splittes ad – dit og mit. To levende væsner skal gå så meget igennem – du og jeg - for at vi to kan forenes. 

Med de aller kærligste hilsner 

Din kommende far