EN GAVE 
Selv om denne artikel jo egentlig skulle handle om Karlas far Torben og hans oplevelser af, hvordan det har været, at blive far efter at have tilbragt år med ventetidens grød af forestillinger, frygt, savn og glæde, så kan den kun starte med Karla. For i samme sekund Karla for bare 14 dage siden blev lagt i Torbens arme på et hotel i Chongqing provinsen i Kina, blev hun det væsentligste i hans liv. 
- Jeg har aldrig prøvet at elske et lille barn, så jeg frygtede, om jeg kunne. Et barn man adopterer, er jo ikke ens eget fysisk. Det er sådan en gave, man får. Værsgo! Torben planter i farten et takkekys på Karlas mørke lokker.
- Det har jeg gået og været både spændt og nervøs ved. Men det var jo heldigvis spøgelser, jeg så. Det var kærlighed ved første blik. Første gang jeg havde øjenkontakt med hende. Der kom et lille smil. Det var der bare. En stor og varm følelse af, at hun var min, og at jeg skulle passe godt på hende resten af mit liv. Trygt og godt. 

12 ÅRS VENTETID
20. april 2003 startede Sidse og Torben deres adoptionsansøgning – ca. 10 år efter, at de besluttede sig for, at tiden var inde til, at de to skulle blive til tre. De mange års tilløb til adoption skyldtes ikke, at adoptionstanken var parret fjernt. Økonomien var bare ikke til det før. I marts 2005 kom Sidse og Torben på ventelisten til et barn fra Kina. Ca. ni måneder efter – i januar 2006 - fik de en mail, hvor de fik at vide, at Karla var udvalgt til dem. Da var Karla godt syv måneder gammel. To måneder efter sad de i flyet på vej til Kina efter deres datter.

VENTETIDEN SLIDER ÆGTESKABET
Det var ikke kun Torben, der følte sig slidt af adoptionsprocessen: 
- Godkendelseprocessen, som vi nu har lagt bag os, var grænseoverskridende og ydmygende, og ventetiden og uvisheden var utroligt opslidende, konstaterer Sidse i et bestemt tonefald. – Man skal have et godt ægteskab for at adoptere. Det bliver simpelthen slidt tyndt undervejs i processen. Ens elastik bliver strakt til bristepunktet. Man vrisser af hinanden og bliver sure over ingenting. Så ligger karkluden forkert og i den dur. Det er nødvendigt at kunne trække i håndbremsen og sige, at det er adoptionsprocessen, der er årsag til, at vi ikke kan kommunikere for tiden.
Torben supplerer:
- Man må undervejs forsøge at opretholde sit almindelige liv, og så må man overbevise sig selv om, at når den almindelige dagligdag – som jo har fungeret fint i mange år – begynder at gnave i hjørnerne, så er det nok adoptionsprocessen, der er spøgelset. Når man er bevidst om det, er det lidt nemmere at være forstående overfor den andens korte lunte.

FRYGTEN FOR AFVISNINGEN
Endelig oprandt udrejsen. Dagen før overdragelsen i provinsen havde Sidse og Torben fået et nyt billede af Karla. Billedet skræmte dem:
- Hun så bare så ulykkelig ud, så vi frygtede det værste, fortæller Sidse. - Vi blev rigtig, rigtig kede af det. Hvis hun nu var sådan en type, der lukkede sig fuldstændig inde i sig selv, som vi ikke kunne komme i kontakt med. Det sværeste ville være at få et barn, der var umuligt at nå – umuligt at komme ind til. Et barn, der er ulykkelig og græder, kan man komme ind til. Men hvis vi nu havde fået et barn, der blev ved med at være apatisk? Det ville have været svært. 

OVERDRAGELSEN
Overdragelsen af Karla var så kaotisk, som den slags er. Børnene var alle samlet i et mødelokale på hotellet. Der var 25 grader i rummet, og alligevel var børnene pakket ind i vatterede heldragter. De ni hårdt prøvede forældrepar blev kaldt frem et efter et og fi k de opkogte børn lagt i armene uden videre varsel.
- Karla klynkede og kikkede lidt, fortæller Torben. - Og hun var slet ikke så lukket, som det så ud på billedet, vi havde fået dagen før. Selv om hun var meget understimuleret, så kunne vi få øjenkontakt med hende med det samme, og hun reagerede på os. Vi var utroligt lettede og følte os fra da af helt trygge og taknemmelige over, at vi var blevet forældre til hende.

DAGE MED SORG
Førstedagen gik med, at Karla var ganske udmattet. Hun græd lidt og sov og spiste. Først på andendagen kom reaktionen og sorgen. Hun græd dybt og tungt – som en voksen. ½ - 1½ time græd hun – så en lille pause – og så igen ½ - 1½ times dyb gråd. Sådan fortsatte det. Torben fortæller:
- Vi lukkede os inde på hotelværelset og var bare sammen om hende og med hende. Et grædende barn kan du forholde dig til. Også selv om det er et barn, der er i dyb, dyb sorg. Og hun lukkede os ikke ude i sin sorg. 

EN NY MORGEN
Om morgenen på fjerdedagen, da Karla vågnede, var det som om, at hun havde kastet en meget tung byrde fra sig. Hun slog øjnene op, smilede, betragtede sine forældres ansigter og var godt tilpas.
- Det var en enorm forandring, konstaterer Sidse, der lister rundt i det hyggelige gamle køkken med Karla i bæreselen. - Vi var ikke i tvivl om, at hun havde gennemlevet den første sorg. Siden har hun stort set været glad, knirkende og utrolig nem at læse. 
Karla knirker lidt i bæreselen. Hendes små kønne øjne må til sidst give efter for søvnen. Mor bærer hende ind i soveværelset på Karlas plads – inderst i mors og fars seng. Der skal hun sove, til hun også selv føler sig uigenkaldeligt knyttet til mor og far og til trygheden er blevet en selvfølgelig del af den lille piges liv. 

LIGESTILLEDE FORÆLDRE
Orloven bliver delt nogenlunde ligeligt imellem Sidse og Torben. Hvorfor gør den egentligt det?
- Det er fordi, jeg vil! Sådan er det, siger Torben med et smil og med meget fast stemme. - Som forældre er vi privilegerede. Vi er ligestillede, og vi har stor tiltro til hinandens evner. Der er ikke nogen af os, der er den bedste. Ingen af os har særskilte kundskaber. Vi er lige gode forældre. Jeg elsker at være sammen med min datter. Den frygt, jeg har opsparet gennem de sidste mange års venten, er helt forløst. Jeg ved selvfølgelig ikke, om Karla kommer til at elske mig. Men det synes jeg, at jeg fornemmer, at hun allerede er ved at gøre. Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg frygter det ikke mere. 

AT FÅ GLÆDEN TILBAGE
Sidse kommer tilbage fra soveværelset og fastslår med et stort smil: 
- Vi er ret lykkelige. Det er dejligt at kunne sige og mene det fuldstændigt. 
Torben nikker:
- Vi stod en aften på hotelværelset sammen og kiggede på Karla. ”Det er jo vores datter,” sagde jeg. 
- Så begyndte vi begge at fnise som forelskede teenagere, fortsætter Sidse. - Det er sådan en fnisende, boblende fornemmelse i maven at elske Karla. Det er mange år siden, vi har grint så meget, som vi har de sidste uger. 
Sidse og Torben sender hinanden et varmt blik – og griner højt.
Der er noget i luften på Fyn i disse dage – og det er ikke bare foråret.