TEKST: JOURNALIST SUSANNE DENCKER

AC Focus handler denne gang om en problematik, der rammer en meget lille procentdel af vores familier.

Der er meget tabu, ensomhed og manglende forståelse forbundet med at miste et barn, som man har i forslag. Det er endnu mere tabuiseret og skyldbetynget at give et barn, som man allerede har fået overdraget, tilbage. Begge situationer er tragedier, som ingen ønsker skal opstå. Derfor er det også et skrækscenarium, som vordende adoptivforældre forståeligt nok værger sig ved at forholde sig til.

Her på AC Børnehjælp har vi diskuteret meget, om temaet vil skræmme vordende adoptivforældre mere, end det vil gavne.

Vi er kommet frem til, at uanset hvor tabuiseret og følelsesladet emnet er, så mangler vi et åbent fokus, der kan legalisere den sorg, som de fleste ramte familier oplever. Derfor har vi i det seneste halve år arbejdet en del med problematikken. Det har resulteret i, at vi nu har vedtaget en mere omsorgsfuld og forstående praksis, end den vi hidtil har haft. Derved håber vi, at vi bedre kan hjælpe og støtte den ramte familie til at finde psykisk overskud til at modtage et nyt barn og knytte sig til det.

At miste et barn i forslag
Flere gange hvert år oplever nogle af AC Børnehjælps familier at miste det barn, som familien har i forslag, før familien når at hente det i udlandet. Det sker, hvis barnet f.eks. bliver trukket tilbage fra adoptionen af dets biologiske familie, hvis undersøgelser viser, at barnet måske er alvorligt sygt, hvis barnet dør før overdragelsen, eller hvis landets adoptionsformidling pludselig bliver stoppet pga. skandaler eller politiske problemer.

Meldingen kommer altid helt uventet og er voldsomt chokerende og uforståelig. Fra det øjeblik, familien første gang hører om det konkrete barn, vil det opleves som en del af familien, og hermed er barnet blevet til en del af familiens historie. Barnet er ikke en række oplysninger på et stykke papir. Barnet er ikke et stykke fiktion på et foto. Hvor lidt man end kender det, så har det igennem den tid, man har haft det i forslag, været det første, man har tænkt på, når man har slået øjnene op om morgen, og det sidste, man sender en kærlig tanke, når man går i seng. Talrige timers drømme, tanker og forestillinger forliser på nogle få minutter og efterlader for de fleste familier et skræmmende tomrum.

At give et barn tilbage
Det sker sjældent, men det sker så godt som hvert år, at en af AC Børnehjælps familier i udlandet får overdraget et barn, som i løbet af de første dage viser sig ikke at være som beskrevet. Det kan være, at barnet kontaktmæssigt afviger, eller der er mistanke om fysisk sygdom.
Hvis familien i udlandet kommer i tvivl, om barnet er som beskrevet, og derved kommer i tvivl om den ønsker at adoptere barnet, så vil det i de fleste lande være muligt at give barnet tilbage til børnehjemmet, uden at dette får nogle konsekvenser for familiens muligheder for at adoptere et nyt barn herfra. Men dette skal selvfølgelig ske i samarbejde med AC Børnehjælp, giverlandet og sundhedsvæsenet i landet.
Det er en forfærdelig beslutning og fremkalder som oftest en stor skyldfølelse over at svigte barnet – nogen gange kommer denne lige med det samme, andre gange først uger eller måneder efter, at man har givet barnet tilbage. Uanset om man beholder barnet, eller om man vælger at give det tilbage, så bærer man beslutningen og dens konsekvenser med sig resten af livet. Der findes intet, der kan fjerne sorgen og fortvivlelsen ved beslutningen. Og der findes ingen, der sikkert kan svare på de mange spørgsmål, som fylder alt i situationen: Hvilke konsekvenser vil det få for barnet at blive givet tilbage igen? Hvor hårdt bliver det ramt af at blive svigtet endnu engang? Får barnet nogensinde en familie, der kan og vil elske og favne det? Vil man kunne tage et nyt barn til sig betingelsesløst og med det overskud, som en god overdragelse kræver? Hvor længe skal der gå, før man er klar til dette: Nogle timer? Nogle måneder? Nogle år? Hvis man beholder barnet, og det viser sig at være alvorligt sygt, vil man da fortsat kunne forsvare beslutningen overfor sig selv, resten af sin familie og måske også barnet? Hvis barnet viser sig at være raskt, vil man kunne se det i øjnene vel vidende, at man var ved at vælge det fra? Hvis man giver barnet tilbage, vil man nogensinde kunne slippe tvivlen om, det var det rigtige? Og kan man tillade sig at sørge over et barn, som man selv har givet tilbage?

Kan man forberede sig?
Vores vordende adoptivfamilier har krav på at vide, at disse situationer opstår. Det er bl.a. derfor, vi har valgt at tage emnet op i AC Focus. Men skal og kan man forberede sig på, hvordan man vil agere, og hvilken beslutning man vil tage, hvis der f.eks. opstår tvivl, om barnet er som beskrevet? Det findes der næppe et klart svar på. Det kan måske gøre tvivlen om beslutningen nemmere, fordi man muligvis i situationen vil føle, at man jo allerede har besluttet sig. Det kan måske også minimere risikoen for, at man kommer hjem med et barn, der ikke er som beskrevet, fordi man i de første dage har vurderet barnets reaktioner nøje. Men det gør næppe smerten mindre. Det fjerner næppe heller tvivlen om beslutningen var den rigtige? Skulle man have givet barnet en chance? Var barnets indesluttethed og apati et udtryk for, at det var alvorligt sygt, eller var det et udtryk for, at det var i chok pga. overdragelsen? Der er en vis fare for, at man, hvis man hjemmefra har brugt meget tid på at forberede sig på at give sit barn fra sig, kan have svært ved at tage barnet til sig med det samme. Dette kan være uhensigtsmæssig, fordi en god tilknytningsproces starter ved forældrenes evne til hurtigt at tage barnet til sig uden forbehold, så barnet der kan finde trygheden til at knytte sig til forældrene.

Giv sorgen omsorg – for det næste barns skyld
Uanset hvordan man mister det barn, som man har haft i forslag – om barnet er blevet trukket tilbage fra giverlandet, om det er dødt, eller om man selv har givet det tilbage til børnehjemmet efter overdragelsen - er det utroligt vigtig, at man sammen med sin familie får bearbejdet oplevelsen og den sorg og skyldfølelse, der naturligt følger efter. Selvfølgelig for ens egen skyld – for at man kan komme videre som et helt menneske. Men i høj grad også for det næste barns skyld. Det har krav på, at dets kommende mor og far har kræfterne og overskuddet til at tage det til sig ubetinget. Ikke som en erstatning for det mistede barn. Men som det helt unikke menneske, ethvert barn er.

Temaartikler
I dette tema gennemgår vi AC Børnehjælps praksis, når det værst tænkelige sker. Desuden fortæller en familie, hvordan den har oplevet at miste et barn i forslag. Vi portrætterer også en familie, der har måttet give et barn tilbage i Kina, fordi barnet var alvorligt sygt. I artiklerne ’Hvor er der hjælp at hente’ taler vi med psykolog Vibeke Elgaard, der er en af de adoptionserfarne psykologer, som AC Børnehjælp henviser ramte familier til. Hun fortæller, hvordan en psykolog kan støtte og hjælpe en adoptivfamilie, når det værst tænkelige sker. Rådgiver Janne Skov fra Adoption & Samfund fortæller om sine erfaringer fra mange års rådgivning og samtaler med adoptanter, der har mistet et barn i forslag. Og vi præsenterer vores tilbud om at snakke med en kontaktfamilie, der har haft en lignende oplevelse.