|
TEKST:
JOURNALIST
SUSANNE DENCKER
AC
Focus handler denne gang
om en problematik, der
rammer en meget lille
procentdel af vores
familier.
Der
er meget tabu, ensomhed
og manglende forståelse
forbundet med at miste
et barn, som man har i
forslag. Det er endnu
mere tabuiseret og
skyldbetynget at give et
barn, som man allerede
har fået overdraget,
tilbage. Begge
situationer er
tragedier, som ingen
ønsker skal opstå.
Derfor er det også et
skrækscenarium, som
vordende
adoptivforældre
forståeligt nok værger
sig ved at forholde sig
til.
| STATISTIK:
2003:
7 familier mistede
et barn, som de
havde i forslag,
før
overdragelsen. Der
var ingen familier
der under udrejsen
gav
et barn tilbage,
som de havde i
forslag. I alt
hjemtog vores
familier 356 børn
i 2003.
2004:
22 familier
mistede et barn,
som familien havde
i forslag, før
overdragelsen.
Herunder 16
familier med
barn i forslag fra
Hviderusland, der
pludselig og uden
varsel stoppede al
international
adoptionsformidling.
6 familier gav
under udrejsen et
barn
tilbage, som de
havde i forslag. I
alt hjemtog vi 356
børn i 2004.
2005:
11 familier
mistede et barn,
som de havde i
forslag, før
overdragelsen. 4
familier gav under
udrejsen et barn
tilbage, som de
havde i forslag. I
alt hjemtog vores
familier 389 børn
i 2005. |
Her
på AC Børnehjælp har
vi diskuteret meget, om
temaet vil
skræmme vordende
adoptivforældre mere,
end det vil gavne.
Vi
er kommet frem til, at
uanset hvor tabuiseret
og følelsesladet emnet
er, så mangler vi et
åbent fokus, der kan
legalisere den sorg, som
de fleste ramte familier
oplever. Derfor har vi i
det seneste halve år
arbejdet en del med
problematikken. Det har
resulteret i, at vi nu
har vedtaget en mere
omsorgsfuld og
forstående praksis, end
den vi hidtil har haft.
Derved håber vi, at vi
bedre kan hjælpe og
støtte den ramte
familie til at finde
psykisk overskud til at
modtage et nyt barn og
knytte sig til det.
At
miste et barn i forslag
Flere gange hvert år
oplever nogle af AC
Børnehjælps familier
at miste det barn, som
familien har i forslag,
før familien når at
hente det i udlandet.
Det sker, hvis barnet
f.eks. bliver trukket
tilbage fra adoptionen
af dets biologiske
familie, hvis
undersøgelser viser, at
barnet måske er
alvorligt sygt, hvis
barnet dør før
overdragelsen, eller
hvis landets
adoptionsformidling
pludselig bliver stoppet
pga. skandaler eller
politiske problemer.
Meldingen
kommer altid helt
uventet og er voldsomt
chokerende og
uforståelig. Fra det
øjeblik, familien
første gang hører om
det konkrete barn, vil
det opleves som en del
af familien, og hermed
er barnet blevet til en
del af familiens
historie. Barnet er ikke
en række oplysninger
på et stykke papir.
Barnet er ikke et stykke
fiktion på et foto.
Hvor lidt man end kender
det, så har det igennem
den tid, man har haft
det i forslag, været
det første, man har
tænkt på, når man har
slået øjnene op om
morgen, og det sidste,
man sender en kærlig
tanke, når man går i
seng. Talrige timers
drømme, tanker og
forestillinger forliser
på nogle få minutter
og efterlader for de
fleste familier et
skræmmende tomrum.
At
give et barn tilbage
Det sker sjældent, men
det sker så godt som
hvert år, at en af AC
Børnehjælps familier i
udlandet får overdraget
et barn, som i løbet af
de første dage viser
sig ikke at være som
beskrevet. Det kan
være, at barnet
kontaktmæssigt afviger,
eller der er mistanke om
fysisk sygdom.
Hvis familien i udlandet
kommer i tvivl, om
barnet er som beskrevet,
og derved kommer i tvivl
om den ønsker at
adoptere barnet, så vil
det i de fleste lande
være muligt at give
barnet tilbage til
børnehjemmet, uden at
dette får nogle
konsekvenser for
familiens muligheder for
at adoptere et nyt barn
herfra. Men dette skal
selvfølgelig ske i
samarbejde med AC
Børnehjælp,
giverlandet og
sundhedsvæsenet i
landet.
Det er en forfærdelig
beslutning og fremkalder
som oftest en stor
skyldfølelse over at
svigte barnet – nogen
gange kommer denne lige
med det samme, andre
gange først uger eller
måneder efter, at man
har givet barnet
tilbage. Uanset om man
beholder barnet, eller
om man vælger at give
det tilbage, så bærer
man beslutningen og dens
konsekvenser med sig
resten af livet. Der
findes intet, der kan
fjerne sorgen og
fortvivlelsen ved
beslutningen. Og der
findes ingen, der
sikkert kan svare på de
mange spørgsmål, som
fylder alt i
situationen: Hvilke
konsekvenser vil det få
for barnet at blive
givet tilbage igen? Hvor
hårdt bliver det ramt
af at blive svigtet
endnu engang? Får
barnet nogensinde en
familie, der kan og vil
elske og favne det? Vil
man kunne tage et nyt
barn til sig
betingelsesløst og med
det overskud, som en god
overdragelse kræver?
Hvor længe skal der
gå, før man er klar
til dette: Nogle timer?
Nogle måneder? Nogle
år? Hvis man beholder
barnet, og det viser sig
at være alvorligt sygt,
vil man da fortsat kunne
forsvare beslutningen
overfor sig selv, resten
af sin familie og måske
også barnet? Hvis
barnet viser sig at
være raskt, vil man
kunne se det i øjnene
vel vidende, at man var
ved at vælge det fra?
Hvis man giver barnet
tilbage, vil man
nogensinde kunne slippe
tvivlen om, det var det
rigtige? Og kan man
tillade sig at sørge
over et barn, som man
selv har givet tilbage?
Kan
man forberede sig?
Vores vordende
adoptivfamilier har krav
på at vide, at disse
situationer opstår. Det
er bl.a. derfor, vi har
valgt at tage emnet op i
AC Focus. Men skal og
kan man forberede sig
på, hvordan man vil
agere, og hvilken
beslutning man vil tage,
hvis der f.eks. opstår
tvivl, om barnet er som
beskrevet? Det findes
der næppe et klart svar
på. Det kan måske
gøre tvivlen om
beslutningen nemmere,
fordi man muligvis i
situationen vil føle,
at man jo allerede har
besluttet sig. Det kan
måske også minimere
risikoen for, at man
kommer hjem med et barn,
der ikke er som
beskrevet, fordi man i
de første dage har
vurderet barnets
reaktioner nøje. Men
det gør næppe smerten
mindre. Det fjerner
næppe heller tvivlen om
beslutningen var den
rigtige? Skulle man have
givet barnet en chance?
Var barnets
indesluttethed og apati
et udtryk for, at det
var alvorligt sygt,
eller var det et udtryk
for, at det var i chok
pga. overdragelsen? Der
er en vis fare for, at
man, hvis man hjemmefra
har brugt meget tid på
at forberede sig på at
give sit barn fra sig,
kan have svært ved at
tage barnet til sig med
det samme. Dette kan
være uhensigtsmæssig,
fordi en god
tilknytningsproces
starter ved forældrenes
evne til hurtigt at tage
barnet til sig uden
forbehold, så barnet
der kan finde trygheden
til at knytte sig til
forældrene.
Giv
sorgen omsorg – for
det næste barns skyld
Uanset hvordan man
mister det barn, som man
har haft i forslag –
om barnet er blevet
trukket tilbage fra
giverlandet, om det er
dødt, eller om man selv
har givet det tilbage
til børnehjemmet efter
overdragelsen - er det
utroligt vigtig, at man
sammen med sin familie
får bearbejdet
oplevelsen og den sorg
og skyldfølelse, der
naturligt følger efter.
Selvfølgelig for ens
egen skyld – for at
man kan komme videre som
et helt menneske. Men i
høj grad også for det
næste barns skyld. Det
har krav på, at dets
kommende mor og far har
kræfterne og
overskuddet til at tage
det til sig ubetinget.
Ikke som en erstatning
for det mistede barn.
Men som det helt unikke
menneske, ethvert barn
er.
Temaartikler
I dette tema gennemgår
vi AC
Børnehjælps praksis,
når det værst
tænkelige sker. Desuden
fortæller en familie,
hvordan den har oplevet
at miste et barn i
forslag. Vi
portrætterer også en
familie, der har måttet
give et barn tilbage i
Kina, fordi barnet var
alvorligt sygt. I
artiklerne ’Hvor er
der hjælp at hente’
taler vi med psykolog
Vibeke Elgaard, der er
en af de
adoptionserfarne
psykologer, som AC
Børnehjælp henviser
ramte familier til. Hun
fortæller, hvordan en
psykolog kan støtte og
hjælpe en
adoptivfamilie, når det
værst tænkelige sker.
Rådgiver Janne Skov fra
Adoption & Samfund
fortæller om sine
erfaringer fra mange
års rådgivning og
samtaler med adoptanter,
der har mistet et barn i
forslag. Og vi
præsenterer vores
tilbud om at snakke med
en kontaktfamilie, der
har haft en lignende
oplevelse.
|