TEKST: JOURNALIST
SUSANNE DENCKER
I de seneste år har vi her på AC
Børnehjælp beskæftiget os en del med problematikken ud fra såvel familiens
kommende barns tarv som omsorgen for vores adoptionsansøgere. Det har
resulteret i en praksis, som skal forsøge at sikre, at de familier, der
bliver ramt, får støtte og hjælp til at bearbejde smerten og sorgen ved
tabet, og derved forhåbentlig føler sig mere klar til at tage det næste
barn til sig.
Praksis når man mister et barn i forslag
Når AC Børnehjælp fra udlandet får at vide, at et barn er trukket tilbage
fra adoption, kontakter vi så hurtigt som muligt den familie, der har barnet
i forslag, telefonisk. Under samtalen fortæller vi så skånsomt som muligt,
hvad der er sket. Og vi fortæller, alt hvad vi ved! Vi aftaler en tid den
næste dag, hvor vi igen ringer til adoptionsansøgeren, og gennemgår det
skete. Her opfordrer vi adoptionsansøgeren til at have skrevet alle de
spørgsmål ned, som vedkommende ønsker svar på. Vi gør også opmærksom
på, at der vil være en del spørgsmål, som vi ikke kan svare på. Ikke
fordi vi ikke vil, men fordi vi ikke kender svaret. Under de to
telefonsamtaler snakker vi også meget konkret om hvordan familien kommer
videre i processen. Hvor det er muligt kommer familien tilbage på ventelisten
– øverst naturligvis. Og når familien er parate til det, bringer vi så
hurtigt som muligt et nyt barn i forslag igen. Dette vil i høj grad afhænge
af mulighederne i giverlandet.
Derudover tilbyder vi op til fem samtaler hos
en psykolog, der har erfaring i at arbejde med adoptionsproblematikker.
Samtalernes indhold forbliver imellem psykologen og familien med mindre, at
familien ønsker det anderledes. For at familien kan blive klar til at tage
det næste barn til sig helt og fuldt, opfordrer vi til at gøre brug af
tilbuddet om en eller flere samtaler med en psykolog. Også selv om ens
første indskydelse måske er at forsøge at glemme det skete og komme videre.
Det er de færreste, der kan.
Praksis når man giver et barn tilbage
Hvis familien og vores kontaktperson får mistanke om det overdragede barn er
alvorligt sygt, og familien derfor overvejer, om den ønsker det overdragede
barn, skal familien sammen med AC Børnehjælps kontaktpersoner i det
pågældende land søge tvivlen afklaret hurtigst muligt. Dette i samarbejde
med landets myndigheder og sundhedsvæsen. I denne proces får familien
støtte og vejledning af vores kontaktpersoner.
AC Børnehjælp anbefaler alle familier, der
i udlandet overvejer at sige et barn fra, så hurtigt som muligt – og før
den endelige beslutning træffes - at få en telefonisk samtale med en
psykolog i Danmark. AC Børnehjælp betaler herfor. Vores kontaktpersoner i
udlandet hjælper med at etablere kontakten.
Familien, vores kontaktperson, det
implicerede sundhedspersonale og landets myndigheder skal samarbejde om at
sikre, at barnet ikke lider unødvendig traumatisering i afklaringsforløbet,
der skal vare så kort tid som muligt. Hvis der ikke foreligger en afklaring
efter relativt få dage, skal barnet, hvis det er muligt, tilbage til sine
vante omgivelser, imens undersøgelserne afsluttes. Resultaterne af de
relevante tests og undersøgelser i udlandet skal hasteforelægges en af AC
Børnehjælps fire tilknyttede børnelæger, der på baggrund af de nye
oplysninger revurderer barnet.
Barnet vurderes igen indenfor godkendelsen
Vurderer AC Børnehjælps børnelæger barnet til fortsat til at ligge
indenfor familiens godkendelse, og ønsker familien på trods af dette ikke at
adoptere barnet, skal familien i samarbejde med AC Børnehjælps kontaktperson
i udlandet hurtigst muligt og så skånsomt som muligt aflevere barnet tilbage
til landets myndigheder og umiddelbart herefter rejse hjem. AC Børnehjælp
har pligt til med det samme at indberette sagsforløbet til det samråd, der
har godkendt familien. Familien kan, hvis den ønsker det, få indberetningen
i kopi. På baggrund af sagsforløbet vil samrådet vurdere, om ansøgernes
godkendelse kan opretholdes.
Barnet revurderes udenfor godkendelsen
Revurderes barnet af AC Børnehjælps børnelæger til at ligge udenfor
familiens godkendelse, vil AC Børnehjælp bistå ansøgerne i følgende:
- Rejse hjem og komme igennem sorgperioden.
Det anbefaler AC Børnehjælp inklusive vores kontaktpersoner i udlandet
alle ansøgere, der har valgt at give et barn tilbage til landets
myndigheder. Det gør vi, fordi det kan have uoverskuelige omkostninger
for familien ikke at komme helt igennem den etisk, moralske og
følelsesmæssigt meget svære oplevelse, det er at sige et barn fra.
Ligeledes vurderer vi, at det er uhensigtsmæssigt for et nyt barn, at
blive overdraget til en familie, der er i krise pga. det skete. AC
Børnehjælp betaler for billetterne og relevante dokumenterede udgifter
til ophold, transport, kost osv. til første udrejse.
- hvis ansøgerne insisterer på at forsøge
at få et nyt barn i forslag under samme udrejse, assisterer vi ansøgerne
med denne proces i de få lande, hvor dette er muligt. Det nye barns
helbredsoplysninger skal i så fald hastevurderes af AC Børnehjælps
børnelæger i Danmark på samme vis som alle andre børns papirer skal
det, før barnet formelt kan bringes i forslag til familien.
- Hvis familien, efter det er konstateret,
at barnet har symptomer på at være alvorligt sygt og er revurderet til
at ligge udenfor ansøgernes godkendelse, alligevel ønsker at adoptere
barnet, assisterer AC Børnehjælp familien med at søge samrådet i
Danmark om at få en udvidelse af familiens godkendelse til at kunne
omfatte barnet med de nye helbredsoplysninger.
- Efter hjemkomsten tilbyder AC Børnehjælp
familier, der har givet et barn udenfor godkendelsen tilbage, op til fem
samtaler hos en psykolog, der har erfaring i at arbejde med
adoptionsproblematikker. Indholdet i disse samtaler forbliver imellem
psykologen og ansøgerne medmindre, at ansøgerne ønsker noget andet.
Der er tvivl om vurderingen af barnet
Er vores børnelæger på baggrund af de nye oplysninger om barnet i tvivl, da
indgives vurderingen af barnet til Statsforvaltningens børnelæger. Det vil da være
disse børnelægers vurdering, der bliver retningsgivende for, om familien
kan give barnet tilbage til landets myndigheder uden risiko for at få
tilbagekaldt dens godkendelse.