Mette tager varmt imod i familiens dejlig hus og viser om i haven.
  - Vi plejer at sige, at vi bor på en naturgrund, griner hun og slår armene ud mod frodigheden, der får kamp til stregen af legehus, gyngestativer, sandkasse, dukkevogne i flertal og plastkøretøjer i alle afskygninger. Et æbletræ tilbyder skygge midt i herligheden. Et hyldebærtræ i blomst har fået et grumt knæk på midten, men det har ikke forhindret det i at gro stærkt og flot. Nu bukker det sig, som en gammel, hvidhåret kone, ind over en rislende å, der skiller Mette og Sørens grund fra naboens. Åen er behørigt indhegnet, for her er jo småbørn.
  Sophie får sig en sen middagslur. Hun har været på indkøb med mor, og det kan man godt blive rigtig udmattet af. Nicoline har tilbragt eftermiddagen hos Farmor. Søren tager hende med hjem fra arbejde. De er her lige om lidt.

To bliver til tre
I november 2002 hentede Mette og Søren deres ældste datter Sophie i Kina. Det var kærlighed ved første blik. Den 10 måneder gamle fremmelige krudtugle gjorde helt uden forbehold Mette og Søren til forældre lige på stedet. Og der var slet ingen tvivl om, at Sophie skulle have en lillesøster eller en lillebror. Denne skulle selvfølgelig også komme fra Kina. Stor var glæden, da familien allerede i september 2004 fik ni måneder gamle Xiao Qiang i forslag.
  Lyden af Søren og Nicoline, der pludrende tramper ind i huset, får Sophie ud af eftermiddagsluren. Mette hælder kaffen op i spisekrogen ved bambushækken. Vi voksne bænker os. Der er melon og kirsebær. Der er lakseruller. Der er hjerterum. Værsgo og spis! Nicoline vil gynges, og det skal være nu. Selvfølgelig skal det det. Mette rejser sig. Søren rømmer sig. Vi skal jo i gang, selv om det er uendeligt svært at tale om det her.
  - Vi havde hjemmefra forberedt os meget grundigt. Vi havde besluttet os for, at hvis det i Kina viste sig, at vi havde fået et barn, der lå udenfor en almindelig godkendelse, så måtte vi give hende tilbage til børnehjemmet igen. Mest af alt for Sophies skyld. Det er en stor belastning for børn at have en stærkt handicappet søskende. Det kunne vi ikke byde Sophie. Men også for vores egen skyld. Vi har ikke de ressourcer, der skal til at have et meget handicappet barn. Vi havde helt bevidst taget beslutningen lang tid før, der var et barn til os. På et tidspunkt hvor vi kunne tænke fornuftigt og klart.
  Mette har igen sat sig ved bordet. Hun nikker alvorligt. Det var sådan, det var. Nicoline er færdig med at gynge. Sophie får et stykke melon.
  - Hvor er Nikoline sød, siger storesøster og smiler i retningen af Nicoline, der nu rutineret skubber rundt med Sophies dukkeklapvogn. Det må hun godt.
  - Ja, det er hun, siger Søren med eftertryk og kikker kærligt i retningen af sin yngste datter.

She likes crying
Emilie, som Xiao Qiang skulle hedde, var vurderet indenfor Mette og Sørens almene godkendelse. Altså tydede hendes papirer kun på, at hun var rask. Sophie glædede sig til den forestående tur til Kina, hvor hun skulle være storesøster. Mette og Søren glædede sig til at få endnu en datter. Glæden og forventningen havde spredt sig til familier, naboer og venner, der også havde fået billeder og beskrivelser af den lille Emilie, der ventede på Sophie, Mette og Søren på den anden side af kloden.
  Overdragelsen var så kaotisk, som den slags som regel er i Kina. Det første børnehjemsdirektøren, der overrakte Emilie til Mette og Søren, sagde var: ’She likes crying.'
  - Jeg oplevede med det samme, at der var et eller andet, der ikke var, som det skulle være, siger Mette. - Vi havde undret os hjemmefra over, at der flere gange i Emilies papirer stod: ’She likes crying’. Og hvorfor var det det første, børnehjemsdirektøren sagde om hende? Jeg havde ikke den der fornemmelse af, at hun røg lige ind i hjertet. Jeg havde enormt dårlig samvittighed over, at jeg havde det sådan. Jeg tænkte, at det nok var fordi, at jeg jo var blevet mor én gang. At den gode følelse derfor denne gang ville komme stille og roligt i løbet af de næste dage.
  Sådan skulle det ikke gå. I det næste døgns tid spirede i stedet frygten for, at noget ikke var, som det skulle være med Emilie. Hun klynkede og sov og ikke så meget andet. Hun var nærmest apatisk. Hun forsøgte ikke at pludre, smilede ikke, rakte ikke ud efter ting.
  - Jeg havde det ikke helt som Mette, bemærker Søren. - Jeg tænkte, at sådan var Emilie så bare. Hun var da tydeligt meget mere understimuleret, end Sophie var, da vi fik hende overdraget, men det var så det. Jeg var af den opfattelse, at det var noget, vi kunne rette op på.

Det værst tænkelige
Efter et døgn valgte Mette og Søren at få Emilie undersøgt på et børnehospital i provinshovedstaden. På hospitalet blev Emilie først grundigt undersøgt af en læge. Denne bemærkede bl.a., at hendes ben var asymmetriske og slappe. Derfor var der behov for en MR scanning. Efter denne fik Emilie diagnosen periventrikulær leukomalaci, hvilket betød en hjerneskade som følge af manglende ilt under fødslen.
  "Et barn med denne diagnose vil altid ligge udenfor en almen godkendelse", kunne to danske læger umiddelbart efter undersøgelsen uafhængigt af hinanden fastslå i telefonen. "Der ville være risiko for, at barnet ville få en forsinket udvikling og udvikle forskellige grader af spastiske lammelser."
  - Det kom alligevel som et stort chok for os, fortæller Mette. - Emilie var jo vores. Et lille menneske med store triste øjne, som vi havde haft hos os i 1½ døgn. Vi havde begge håbet, at der ikke var noget, og at hun med den rette pleje, kærlighed og omsorg ville blive en velfungerende lille kinesisk prinsesse.
  - Havde Emilie været vores første barn, var der ingen tvivl, så havde vi taget hende med hjem uanset udsigterne, fastslår Søren. - Men vi havde lavet en fornuftig og gennemtænkt aftale ½ år forinden. Vi havde Sophie at tage hensyn til. Vi havde vores lille familie at tage hensyn til. Vi kunne ingen steder få noget sikkert at vide om, hvordan Emilies handicap ville udvikle sig, og hvor meget det ville kræve af os. Vi måtte holde fast i vores beslutning om, at vi ikke kunne adoptere et barn, der krævede en udvidet godkendelse.
  Da beslutningen om at give Emilie tilbage til børnehjemmet var taget, var det vigtigt for Mette og Søren at få informeret familie og nære venner derhjemme.
  - Vi var blevet ramt, men det var de også, forklarer Mette. - De havde mistet et barnebarn mange tusinder kilometer væk fra Danmark. Det var vores ansvar at få fortalt dem om det.

Farvel til en prinsesse i Kina
Mette og Søren valgte at have Emilie hos sig til det sidste. To døgn efter de havde fået hende overdraget, gav de hende tilbage til børnehjemsdirektøren. Mette husker tilbage på de sidste timer med Emilie:
  - Vi gav hende pænt tøj på og en varm jakke, så hun ikke skulle fryse. Med sig fik hun også legetøj og nogle gaver fra vores familie, som var tiltænkt hende. Sophie var med. Vi var meget i tvivl, men vi besluttede, at hun også skulle have mulighed for at sige farvel til Emilie. Vi havde fortalt hende, at Emilie var meget syg, så vi måtte aflevere hende tilbage dertil, hvor hun havde været før. Der kunne de bedre passe hende. Og vi forberedte hende på, at vi ville blive meget kede af det, men at vi nok skulle blive glade igen. Det var meget barskt for Sophie.
  - Ingen tvivl om at jeg mistede en datter der, bemærker Søren. - Emilie havde ramt mig i hjertet. Jeg følte stor skyld over, at vi havde stået med en skæbne og sagt dur ikke. Væk! Dig vil vi ikke have. Du er ikke god nok til os. Vi prøver en anden. Hun knyttede sig utroligt meget til mig. Jeg sad med hende de sidste timer. Da vi skulle aflevere hende til de mennesker, som hun havde været sammen med det sidste år, ville hun bare ikke. Jeg kan stadig mærke det. Hun klamrede sig til mig. Det vil jeg aldrig glemme. Søren holder inde og kikker ned. - Nu kan jeg godt mærke, at jeg bliver ked af det, når vi nu snakker om det.
  Det er som om, at luften står stille i haven. Som om at vi alle i stilhed tager afsked med en lille pige i Kina.
  Søren kikker igen op - smiler. Ser på Mette. Betragter Sophie og Nicoline, der drøner rundt i haven. Nikker.
  - Men jeg har det godt med beslutningen i dag. - Det var den rigtige beslutning, hvor uendeligt smertefuld, den end var.

Et nyt barn med det samme
Hverken Mette eller Søren kunne umiddelbart efter at have givet Emilie tilbage overskue at få et nyt barn overdraget. Men hensynet til Sophie gjorde, at de alligevel takkede ja til muligheden.
  - Vi syntes ikke, at vi kunne rejse til Kina efter en lillesøster til Sophie, have hende hos os i to dage og så rejse hjem uden en lillesøster.
  Samme aften fik Mette og Søren at vide, at der var udvalgt en lille ny pige til dem. Hendes papirer var ved at blive hastevurderet af de danske børnelæger, og hun ville blive overdraget til familien samme aften kl. 22.00.
  Mette og Sørens øjne var stadig røde og hævede efter at have sagt farvel til Emilie, da de fik overdraget Nicoline. Mette fortæller:
  - Det var en meget opmærksom, sød og vågen lille pige, der ventede på os. Nicoline røg lige ind i hjertet på mig. Hun var min datter med det samme. Det har jeg også haft dårlig samvittighed over. At jeg bare kunne sige; nu prøver vi lige en gang til, og så var der en, der passede bedre ind.
  Søren havde sværere ved at give slip på Emilie og derved give plads til Nicoline.
  - Jeg kunne ikke være rigtig ked af, at jeg havde mistet Emilie af hensyn til Nicoline, og jeg kunne ikke være rigtig glad for Nicoline af hensyn til Emilie. Jeg havde det længe sådan, at når jeg nærmede mig Nicoline, så følte jeg mig i tankerne nærmest utro overfor Emilie. Det tog nok ½ år, før Nicoline og jeg rigtig fandt hinanden.

Mette nikker:
- Imens var jeg meget på. Nicoline havde krav på at føle sig rigtig velkommen. Hun havde jo slet ikke andel i det her. Og da jeg ikke var så hårdt ramt af sorg over tabet af Emilie, som Søren var, så var det naturligt, at det var mig, der mest tog mig af hende, og at det var mig, der skulle sørge for, at familien virkede og voksede sammen. Og i dag gør vi da også os en masse tanker om den start, Nicoline har fået i vores familie. Hvad skal vi engang om mange år fortælle hende, uden at hun får følelsen af, at hun var erstatning for Emilie? Det er hun slet ikke. Hun har jo ingenting med det at gøre. Hun er Nicoline. Vores datter som vi begge elsker utroligt højt. Men hvordan vil hun selv opleve det? Det bekymrer os lidt!

Sorgen
Efter hjemkomsten har Søren brugt lang tid på at komme over tabet af Emilie. Han har forsøgt at få AC Børnehjælp til at finde ud af, hvordan det er gået hende, men fik at vide, at AC Børnehjælp ikke havde mulighed for at få oplysninger om hende endsige give dem videre til Mette og Søren, eftersom hun ikke længere var familiens barn. Han har søgt på internationale adoptionshjemmesider i håbet om, at finde hendes navn der. Og længe kunne han ikke slippe tankerne om, at diagnosen ikke var den rigtige.
  - Og det sidste var en stor fejl, siger Søren. - Når den tunge beslutning er taget, så må man holde fast i, at barnet var sygt og dermed udenfor ens godkendelse. Jeg vil aldrig glemme Emilie. Hun vil være i mit hjerte altid. Men vi gjorde det rigtige.

Glæden
Nu må det være nok med al den voksensnak. Nicoline vil gynges igen. Denne gang springer Søren til. Nicoline klukler, og Søren griner med.

Det er ikke kun hyldebærtræet, der har fået et knæk her på matriklen. Mette og Søren har oplevet det ubærlige, og det har for altid sat sine spor i dem. Men i dag, godt 1½ år efter, har de og deres to døtre for længst knyttet et stærkt og solidt familiebånd.