TEKST: JENS ØRBERG OG GUNN KORVALD

Jeg husker alt for godt den fredag i slutningen af april for to år siden. Jeg havde hentet Anders i børnehaven på vej hjem fra arbejde, og vi var netop nået indenfor i vores entré, da telefonen ringer. Med fuld fart styrter jeg ind og tager den. Mit hjerte slår hurtigere, for måske er det fra AC med besked om, hvornår vi skal ud at hente Sebastian i Ecuador. Ugen før havde vi efter en lang og frustrerende ventetid endelig fået positivt nyt om vores lille dreng på nu 16 måneder. Vores sag skulle slutbehandles af de lokale myndigheder – men det var blot formalia. Vi kunne godt regne med at rejse til Sydamerika i løbet af 2-3 uger, lød beskeden. Derfor var vores arbejdspladser blevet forberedt – og familie og venner underrettet. Nu ventede bare den endelige udrejsedato.

Jeg tager telefonen – og ganske rigtigt: det er en medarbejder fra AC. Jeg synker lige en ekstra gang, for hun siger med det samme, at hun har en trist meddelelse. Jeg når at tænke, at vores sag måske er blevet udsat endnu engang – inden den frygtelige sandhed går op for mig. Sagsbehandleren fra AC forklarer, at Sebastian slet ikke bliver vores dreng. På et møde har adoptions-myndighederne i Ecuador besluttet, at drengen på nuværende tidspunkt ikke skal frigives til udenlandsk adoption. Og der er heller ikke noget håb om, at han senere kan blive vores. Myndighederne har pludselig bestemt, at vi under ingen omstændigheder vil kunne adoptere ham.

AC’s medarbejder prøver at forklare det så nænsomt som muligt, men jeg er fuldstændig rystet, grædefærdig og rasende på samme tid. Spørgsmålene hober sig op. Vi havde jo ventet i over et halvt år på at hente lillebror. I oktober var den glædelige besked kommet, om at en sund og glad dreng, Sebastian på 10 måneder, var kommet i forslag til os. Vi havde fået beskeden på en rejse i Norge – og via e-mail fik vi billeder og beskrivelser med det samme. Vi havde følt os meget, meget privilegerede og taknemmelige. En køn og lille fræk knægt ventede på os i Quito. Der var tre års aldersforskel mellem ham og vores første dreng Anders, som også kommer fra Ecuador. Det kunne simpelthen ikke være bedre! Så hurtigt som det lod sig gøre fik vi sendt alle nødvendige papirer og underskrifter til AC.

Beskeden i oktober havde på andre måder også været en enorm forløsning. Nogle måneder tidligere i juli/august havde vi nemlig haft et andet barn i forslag – også fra Ecuador. Her havde der imidlertid været en masse usikkerhed omkring pigens fysiske og psykiske tilstand. Pigen var et år, og hun havde blandt andet lidt af kraftig underernæring i de første måneder. Læge-rapporten pegede på flere områder, hvor pigen ikke var alderssvarende. Hun havde desuden klumpfod, som der intet var gjort ved i hendes første leveår. AC’s læge havde dog vurderet barnet til at ligge indenfor almen godkendelse – men vi var derimod usikre på, hvorvidt pigen havde psykiske handicaps. Vi bad derfor andre læger om at kigge papirerne igennem – og de gav os medhold i, at der var risiko for, at pigen kunne være "tidligt skadet". På den baggrund valgte vi at sige nej til barnet, men det var en meget svær beslutning at tage – og det tærede hårdt på følelserne. Vi følte bare ikke, at vi magtede at tage et barn til os, som krævede så meget. Under hele processen fastholdt AC dog, at barnet lå indenfor vores godkendelse – og vi måtte derfor regodkendes i Bornholms Regionskommune, hvilket heldigvis skete uden problemer.

Efterfølgende var vi meget spændt på, hvor lang tid der skulle gå, før vi fik et nyt barn i forslag fra Ecuador – og her blev vi meget glædeligt overrasket. Meldingen om Sebastian kom blot et par måneder senere – og han blev som et lys, der overstrålede alt det andet, vi havde været igennem. Vi fik at vide af AC, at vi nok skulle ned og hente ham inden jul – men sådan gik det ikke. Og de næste mange måneder gik med at vente – uden at vi fik nogen forklaring på, hvorfor det trak ud med en udrejsedato. Vi kontaktede AC en gang om måneden for at høre nyt – men hver gang blev vi bare endnu mere frustreret. Enten vidste man intet – eller også var der kommet melding om, at et vigtigt møde i adoptionssagen var udsat endnu en gang. Der var dog ingen grund til bekymring – Sebastian var VORES dreng, og det hele skulle nok gå i orden, lød den beroligende melding gang på gang.

Derfor blev han lige så stille en del af vores familie. Vi tænkte på ham, når han fyldte ét år. Vi spekulerede på, om han nu kunne gå – og hvordan han havde det på børnehjemmet. Vi forsøgte dog at have et afslappet forhold til ventetiden – også fordi vi allerede havde et vidunderligt barn under vore vinger. Men vi forberedte os mentalt på familieforøgelsen – og vi snakkede af og til med vores dreng om, at lillebror ventede på os i Ecuador. Som fire-årig var det dog svært at forstå, at vi ikke bare kunne tage ned og hente ham. Men så pludselig i slutningen af april blev alle frustrationerne gjort til skamme. AC havde meddelt os, at vi meget snart ville få en udrejsedato.

Det var derfor helt uvirkeligt, at AC nu ringede den fredag eftermiddag og fortalte, at vi aldrig fik Sebastian. Jeg skreg og råbte ned i røret, at det ikke kunne passe, at der måtte kunne gøres noget - og at vi ikke ville acceptere det. Men inderst inde vidste jeg godt, at slaget var tabt. AC's medarbejder var forstående og lod mig rase ud – og bagefter måtte jeg ringe min kone Gunn og fortælle den sørgelige besked.

Også hun reagerede med chok, fortvivlelse og raseri. Da hun kort efter kom hjem forsøgte vi, at få kontakt med ledelsen i AC, men det var weekend – og vi kunne først tale med nogle om mandagen. Dernæst ringede vi til AC's kontaktperson i Ecuador – Birgit Bendtsen – selv om det egentlig ikke er velset, at man spørger til sin adoptionssag i giverlandet. Men vi følte, at alle normale procedurer var sat ud af kraft – og Birgit tog sig da også tid til at lytte og forklare lidt mere om situationen.

Der var gået politik i hele adoptionsspørgsmålet i Ecuador. Nogle arbejdede for, at der fremover ikke skulle frigives så mange børn til udenlandsk adoption – og at man i stedet skulle beholde flere af børnene i Ecuador. Det var en del af forklaringen på, at hele adoptionsprocessen var gået mere eller mindre i stå, så det blandt andet var gået ud over vores sag. Men derudover fik vi at vide, at Sebastian aldrig havde været med i den runde, hvor en gruppe børn får grønt lys til udenlandsk adoption. Med andre ord: vi havde det sidste halve år gået med den tro, at alt var i den skønneste orden omkring vores dreng – men det var ikke tilfældet. Han var aldrig blevet frigivet til udenlandsk adoption. Et eller andet sted i systemet var der sket nogle misforståelser og fejl – og tilbage stod vi med en følelse af, at vi ikke var blevet informeret ordentligt. Birgit Bendtsen havde stor forståelse for vores bitterhed og sorg – men også hun slog fast, at vi måtte forsøge at lægge Sebastian bag os. Vi ville aldrig få lov at adoptere ham – og vi ville aldrig få en ordentlig forklaring på hvorfor.

Det var en barsk tid, der fulgte lige efter. Dels skulle vi bearbejde sorgen over at have mistet en dreng, som vi havde ventet på i over et halvt år. Dels var der usikkerheden med, hvad vi nu skulle gøre. Faktisk overvejede vi i korte glimt at opgive en ny adoption – men vi havde været så tæt på, så det var næsten ubærligt ikke at fortsætte. Derfor måtte der tages stilling til en masse nye spørgsmål midt i al vores følelsesmæssige kaos.

Vi bad AC om et møde for at få afklaret hele situationen og finde ud af, hvad vi nu skulle satse på. Og her var AC meget imødekommende og allerede den følgende uge tog vi den lange tur fra Bornholm til Århus for at mødes med ACs chef og vores sagsbehandler. De gav sig god tid til at lytte – også når vi kritiserede den manglende information – og de lovede, at man fremover ville være mere opmærksomme på netop det problem. Vi fik desuden en forklaring på, hvor kompliceret det kan være at samarbejde med adoptionsmyndigheder i forskellige lande. Procedurer og regler kan ændres fra dag til dag – og fra ACs side er det begrænset, hvor meget man kan kritisere forholdene, da man er afhængig af et godt forhold til myndighederne. Det vigtigste ved mødet var dog at få rettet blikket fremad – og her oplevede vi AC som yderst hjælpsomme. Vi fik gennemgået forskellige muligheder, og valget stod mellem at holde fast i Ecuador – eller at satse på et nyt land. Vi valgte det sidste, da vi nu helt havde mistet tilliden til myndighederne i Ecuador. AC støttede os – og vi blev enige om, at Bolivia ville være et godt alternativ for os. Her var adoptions-formidlingen inde i en god gænge – og vi ville blive sat langt op på ventelisten, så det kunne gå forholdsvis hurtigt.

Det var rart at få klarlagt situationen, men forude ventede nu endnu en stor omgang papirarbejde, da vi nu skulle godkendes til et helt nyt land. Som hærdede adoptivforældre tog vi det dog i stiv arm – og i løbet af sommeren faldt det hele på plads, og vores sag blev sendt ned til Bolivia.

En ny ventetid begyndte – men heldigvis vidste vi, at man fra Bolivias side bad adoptivforældrene komme allerede 1-2 uger efter, at man havde fået barnet i forslag. På den måde kunne vi undgå at få et barn, og derefter vente flere måneder med frygt og usikkerhed for, at det skulle gå galt igen.

I begyndelsen af december spurgte vi AC, om det var i orden at vi tog på en julerejse til Egypten – og vi fik at vide, at det kunne vi godt. Der ville nemlig ikke ske noget før efter nytår, mente AC. Men de tog grueligt fejl – og denne gang på den gode måde! Tre dage efter vi var landet i Egypten var der telefon fra Danmark: lille Rosario på bare 3 måneder skulle være vores datter. Det kan nok være, at det var en julegave, der vendte op og ned på det hele. Vi kom hjem fra ferien lige før nytår – og på kort tid blev alt arrangeret. Den 10. januar stod vi med en sød, kær og meget "hårfager" lillesøster i armene. Alle vores op- og nedture, frustrationer og skuffelser var skubbet i baggrunden. Nu var det endelig lykkedes at gøre Anders til storebror.

Nu halvandet år efter har vi nok at se til med en krævende indianerpige på snart to år – samt en livlig dreng på seks somre. Vi er glade og dybt taknemmelige for, at de er kommet ind i vores liv og er gået under huden på os. Men en sjælden gang går tanken tilbage til Sebastian – og vi tænker: Hvor er han nu? Har han det godt?

Adoption er som regel forbundet med berusende glæde – men selve adoptions-processen kan være barsk og uberegnelig. Alligevel kan vi varmt anbefale andre at adoptere – også selv om skæbnen spænder ben på den lange rejse mod målet.