|
AC
Børnehjælp tilbyder familier, der enten har mistet et barn i
forslag før hjemtagelsen, eller som har måttet give et barn
tilbage i udlandet, fordi barnet havde symptomer på at være
alvorligt sygt, op til fem samtaler hos en adoptionserfaren
psykolog. |
|
|
|
Vibeke
Elgaard er en af de adoptionserfarne psykologer, som AC
Børnehjælp henviser vores familier til. Til daglig er Vibeke
psykolog på Småbørnscenteret i Århus. Igennem de seneste
år har hun støttet en række adoptivfamilier med
adoptionsrelaterede problemer. Herunder familier, der har
mistet et barn i forslag, før barnet er hjemtaget, og
familier, der ikke har ønsket at hjemtage det barn, de har
fået overdraget i udlandet.
|
TEKST:
JOURNALIST SUSANNE
DENCKER
Sorgen og
fortvivlelsen over ikke at få det barn, som man har drømt om og
ventet på, er stor. Dette uanset om man mister barnet, før man
får det overdraget, eller om man i udlandet finder ud af, at man
ikke kan adoptere barnet og derfor vælger at give det tilbage til
børnehjemmet. I sidstnævnte tilfælde har man derudover også
tvivlen og skylden som følgesvend. Nogle familier vælger at holde
disse kaotiske følelser for sig selv. Andre vælger at dele den med
nære venner og familier. Igen andre vælger at få hjælp og
støtte fra en udenforstående. Det kunne f.eks. være psykolog
Vibeke Elgaard, som er en af de adoptionserfarne psykologer, som AC
Børnehjælp har tilknyttet.
Støtte og hjælp
Vibeke fortæller:
- Uanset hvordan familien har mistet et barn, så er det min opgave
at støtte og hjælpe den med at navigere i det følelsesmæssige
kaos, der opstår. Jeg bruger altid en del af samtalen på at
fortælle om, hvordan normale mennesker reagerer under pressede
følelsesmæssige forhold, og hvordan mennesker i krise reagerer.
Det er som regel en stor lettelse for de ramte, at det er helt
normalt og forventeligt at reagere, som de gør. Mange oplever, at
det kan være svært at tale med udenforstående - også venner og
familie - om det at miste et barn, som man endnu ikke har adopteret
– uanset hvornår i processen dette sker. Mister man det før
hjemtagelsen, er vildfarelsen, at det ikke kan være SÅ hårdt, for
man kender det jo ikke endnu. Mister man barnet, fordi man selv har
givet det tilbage, er oplevelsen ofte tabuiseret og omgæret af
både skyld og skam. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at tale
med en adoptionserfaren og helt neutral fremmed om sorgen, skylden,
skammen og smerten.
Når den svære
beslutning skal tages
Vibeke har i det seneste ½ år telefonisk støttet en lille
håndfuld adoptivfamilier, der efter at de havde fået et barn
overdraget i udlandet, var i tvivl om de ønskede at adoptere det.
- Mit udgangspunkt er, at alle godkendte adoptivforældre selv er i
stand til at vurdere, hvad de magter og hvilken beslutning, hvordan
den end måtte være, der er den rigtige for dem. Jeg skal således
ikke hjælpe familien med at tage beslutningen, men jeg kan hjælpe
den med at få lidt orden i alle de kaotisk tanker og følelser, en
sådan beslutning måtte afstedkomme. Det er en uoverskuelig og stor
beslutning, som familien skal leve så godt som muligt med fremover.
Også selv om den ofte indebærer et element af skyld, som familien
skal have med sig i deres historie resten af livet.
- Ofte er det den ene af forældrene, der fremkommer med tanken om
ikke at tage det barn med hjem, som familien har fået overdraget.
Min opgave er også at fortælle og anskueliggøre, at det så vidt
muligt helst skal være en fælles beslutning, ellers kan det få
alvorlige konsekvenser for parforholdet fremover.
- De familier, jeg har talt med, har alle først givet udtryk for,
at de var i tvivl, om det var den rigtige beslutning, de var i færd
med at tage. Imidlertid havde familierne inderst inde alligevel
besluttet sig, og her har jeg så kunnet været den
sparringspartner, der kunne hjælpe dem nogle skridt videre i
retningen af at acceptere, at den beslutning de var i færd med at
tage, var den rigtige for dem.
Et nyt barn –
hvornår?
Vibeke er af den holdning, at det er de færreste familier, der
magter eller skal magte at tage et nyt barn til sig på samme
udrejse.
- Set fra en psykologfaglig synsvinkel er der klart flest gode
argumenter for at forældre – og eventuelle ældre søskende -
skal hjem og have lov til at sørge i fred og erkende omfanget af
tabet, før de får et nyt barn overdraget. Både for forældrenes
skyld, idet de på den måde får mulighed for at bearbejde tabet,
uden at skulle tage hensyn til det nye barn. Men især også for det
nye barn, der har krav på at få forældre, der har overskud til at
tage ansvar for tilknytningsprocessen, som kan være vanskelig og
kræver et følermæssigt overskud. Men, slutter Vibeke Elgaard -
verden er ikke kun sort og hvid, så jeg kan ikke afvise, at der vil
være familier og situationer, hvor det vil være forsvarligt at få
overdraget et nyt barn under samme udrejse.
|
artikler