TEKST: JOURNALIST SUSANNE DENCKER

- Man går i chok over, at det kan ske, fastslår rådgiver Janne Skov. - Man er så uforberedt. Tæppet bliver fuldstændig trukket væk under en. Når man kommer ud fra fertilitetsklinikken og har taget beslutningen om adoption, er man helt sikker på, at det her ender positivt. Når man får barnet i forslag, er det bare SÅ meget ens barn. Det er jo eksponent for mange års drømme om at blive forældre. Pludselig tør man slippe sin indespærrede drøm løs. Man køber bamser. Man køber børnetøj. Man køber udstyr. Alle glædes med en. Drømmen får vinger.

Janne rådgiver hvert år 8 – 10 adoptivfamilier, der har mistet deres børn, før de har fået dem overdraget. Kun en enkelt gang er hun blevet kontaktet af en familie, der har mistet sit barn, fordi familien havde givet det tilbage til børnehjemmet efter overdragelsen. Samtalerne, der som oftest tager en times tid, foregår fra Jannes privattelefon. Nogle familier ringer få timer efter, at de har fået den forfærdende besked. Andre ringer nogle dage efter. Alle samtaler har det formål, at forældrene skal støttes i selv at handle i forhold til det skete og finde ud af, hvordan de bedst kan passe på sig selv og hinanden. Hvis der har været en beslutning involveret, som f.eks. ikke at søge om at få sin godkendelse udvidet til at kunne omfatte barnet, så støtter og hjælper Janne også familien med at komme overens med den beslutning.

God tid til samtalen
- Jeg starter altid med at fortælle dem, at jeg har al den tid, de har brug for. Så opfordrer jeg til, at de begge, hvis det er et par, deltager i samtalen med medhør, og at de skiftes til at være den aktive talende. Dernæst beder jeg dem om at fortælle om det barn, de har mistet. Her er det meget vigtigt, at vi i hele samtalen bruger barnets navn. Det er ikke et barn, de har mistet. Det er deres barn.
- Efter deres historie spørger jeg dem om, hvad de gerne vil bruge mig til? Jeg pointerer, det er vigtigt, at de finder ud af, hvad der er godt for dem at gøre, men at jeg gerne vil fortælle alt, hvad jeg ved om, hvad andre har gjort, og hvilke erfaringer jeg selv har haft med at miste et barn.

Trøst uden trøst
Selv om familierne som oftest kontakter Janne en af de første dage efter de har fået beskeden, så har rigtig mange af dem allerede oplevet at blive såret over andres kommentarer.
- Det kan være bemærkninger som: "Godt I ikke kom derud." Godt I ikke har mødt hende, så var det meget værre" "Godt I ikke fik hende. Det er da ikke sjovt, at have et handicappet barn". Her taler vi om, at omgivelserne gør det for at trøste selvom det slet ikke giver god mening for os. Vi kender jo vores barn. Vi har gennem længere tid sagt godnat og godmorgen til barnet via billedet på køleskabet. Vi har købt tøj og legetøj til det. Vi har talt om alt det dejlige, vi glædede os til at lave sammen. Derfor opfordrer jeg tit forældrene til at tale med andre adoptanter om tabet af deres barn, da de forstår, hvad vi taler om, når vi oplever, at vi kender vores barn, før vi konkret har mødt det.

Hvad skal man fortælle til hvem?
Allerede kort tid efter det skete, har de fleste oplevet dilemmaet om, hvad de skal fortælle omverdenen, når de møder den?
- Først og fremmest slår jeg fast, at man ikke skylder nogen som helst forklaringer på noget som helst. I vores historier er der ofte mange etiske dilemmaer, så det er vigtigt at overveje, hvad og hvor meget man har lyst til at involvere andre – f.eks. ens naboer, ens arbejdsplads, bekendte fra motionscenteret når man møder dem i Kvickly. Har man et nært og personligt forhold til f.eks. ens kollegaer, er det måske naturligt at inddrage dem i sin sorg. Det er ligeså tilladt, at man ikke inddrager dem. At man kortfattet fortæller, hvad der er sket. Man er naturligvis meget ked af det. Men man har ikke lyst til at snakke så meget om det på arbejdspladsen. Den bedste rettesnor er ens egen mavefornemmelse. Og det er en hjælp at tage en beslutning om det.

Om at tage afsked
Janne har en række konkrete råd, som man alt efter temperament kan bruge til at tage afsked:

• Skrive et afskedsbrev hvor alle drømmene nedfældes; Alt det man har glædet sig til at gøre sammen, tanker om hvor dejligt, det skulle blive at mødes med sit barn første gang. Det kan være en god idé, at hver af forældrene skriver et brev, og efterfølgende viser den anden det. Det kan være nemmere og mere respektfuldt end bare at sætte sig til at tale om det.

• Lave en afskedshøjtidelighed sammen med dem, man fejrede barn i forslag sammen med. Her kan man tage afsked med en tale, stilhed, tegning.

• Placerer en mindesten i haven eller et sted i naturen.

• Lave en mindeæske hvori man lægger billeder, beskrivelser af barnet, tanker, breve, den første bamse.

• Hvis der er søskende, så er det vigtigt, at få dem med som aktive deltagere. De sørger også. Det er ofte lettere for dem, hvis man gør noget fysisk - f.eks. tegner en tegning, skriver et brev, indtaler en tale eller laver en historie om, hvad de havde tænkt sig, de skulle gøre sammen med den mistede bror eller søster.

Det næste barn
Hvornår er vi ovre det her, og kan vi blive lige så glade for det næste barn? Helt naturlige spørgsmål, som Janne vender med alle familier i rådgivningen:
  - Jo, de kan blive lige så glade for det næste barn, men processen bliver måske anderledes. Det første barn er eksponent for alle vore drømme. Næste gang er vi måske lidt mere usikre og bange. Men kærligheden bliver lige så stor, hvis vi anerkender, at vi skal tage afsked med det mistede barn. Vi skylder os selv og det nye barn at tage ordentligt afsked med det mistede. Og det er kun os selv, der kan afgøre, hvornår vi er klar til at tage det næste barn ind.

Gode råd når den tid kommer
Janne fraråder, at det nye barn skal have samme navn.
  - Jeg foreslår også, at man giver det indkøbte tøj og barnevogn væk og anskaffer noget nyt/andet til det nye barn. Det gamle er som regel indkøbt i drømmen om det mistede barn. Det samme med legetøj: Her kan noget genbruges, og andet kan ikke. Familien skal mærke efter, hvad der er rigtigt for dem. Hvis man har indrettet et værelse til det mistede barn, anbefaler jeg, at familien, når de er parate til det, maler det om og dekorerer det, så det passer til det nye barn.
  Janne slutter med at fastslå, at man aldrig glemmer det barn, som man har mistet.
  - Det skal have sin plads i hjertet, sjælen, maven eller hvor man nu har det. Der skal det fylde. Men ikke mere end der også er plads til at et andet barn – andre børn – kan få det, de har brug for.