Skrevet af Martina Stendel. Martina er gift med Martin. Sammen har de Jonathan og Olivia, der begge er født i Sydafrika. Red. journalist Susanne Dencker.

Jonathan og Olivia.

Før vi fik børn, deltog Martin i en årrække i et forskningsprojekt på Cape Town University i Sydafrika. I den forbindelse fik vi chancen for at rejse gennem dette forunderlige land nogle gange. Sydafrika, som er så smukt med alle dets farver, med vilde dyr, verdens mest vidunderlige planter og med de skønneste og smukkeste mennesker … Sydafrika, som er så hæsligt, med al dets fattigdom, med de sociale skel og uligheder mellem sorte, brune og hvide, med racisme og vold …
  Landet har altid gjort et stort indtryk på os. Rejserne i dette mægtige land gjorde, at da vi begyndte at overveje adoption, var det helt oplagt at tænke på et barn herfra. Vi har oplevet, hvor svært landevalget har været for andre, men ikke for os. Børnene i vores hoveder og hjerter har altid været sorte med de skønneste krøller.

Forstil dig, hvis nu vores barn bliver født LIGE NU
I sommeren 2004 havde Martin afsluttet sit arbejde i Cape Town, og vi benyttede lejeligheden til endnu en ferie i autocamper i Sydafrika. Denne gang var rejsen ganske speciel. Nu ventede vi vores første barn. Det skulle komme fra Sydafrika. Inden rejsen havde vi afleveret en bunke papirer til AC Børnehjælp – ansøgningen til Sydafrika.
  Vi fik den dejligste ferie, man kan tænke sig, denne sommer. Hvert barn, vi så, blev ekstra beundret, og vi gik konstant med et smil på læberne. Hvis ikke den ene af os sagde det, så gjorde den anden:
  ”Forstil dig, hvis vores barn bliver født LIGE NU …” 
  Sådan var det også d. 11. juni. Også den dag nød vi den fantastiske natur og vores helt utrolige drømmeforestilling: Forestil dig, hvis vores barn bliver født LIGE NU …

Sydafrikas vilde dyr i striber og prikker.

Intet barn på vej endnu
Da vi kom hjem til Danmark igen, lå der et brev fra AC Børnehjælp. Vores papirer var i orden, og ansøgningen var sendt videre til Sydafrika. Så var der ikke mere, vi kunne gøre - andet end at vente. Det gjorde vi så. Vi ventede, og vi ventede. Nogle dage var vi bedre til det end andre. Da vi nærmede os jul, skulle Martin rejse til Sverige i forbindelse med sit job. Som man skal, spurgte vi først Tina på AC, om han kunne det, eller om der ventede et barn til os lige om hjørnet?
  ”Nej, det kunne han godt,” lød svaret. To dage senere, den 25. november, var han på vej mod Stokholm. Jeg skulle møde sent på arbejde den dag. For at fordrive tiden skrev jeg en mail til Tina på AC for at spørge, om de regnede med, at der kom et barn til os inden jul?

MOR og FAR
Svaret kom prompte: Om jeg havde mulighed for at ringe?  
  Det havde jeg i den grad!! Med rystende hænder fik jeg trykket nummeret ind. Det, der skete, de næste minutter, var noget af det mest utrolige, jeg nogensinde har oplevet. Jeg blev MOR! Martin blev FAR! Den følelse, beskeden satte i gang, var så fantastisk, at ord er for fattige. Vi havde fået en søn. Og han var født den 11. juni 2004 i nærheden af Johannesburg. Trods kaoset nåede jeg at tænke tilbage på den dag, han var kommet til verden. Vores søn. Og det gik op for mig, at Martin og jeg jo var i Johannesburg den 11. juni. Hvor utroligt. Mens vi havde siddet i autocamperen og kigget på dyr og fantaseret om, hvorvidt vores barn ville blive født på det tidspunkt, så var det rent faktisk sket. Kun få kilometer væk fra os havde en meget ung kvinde født en lille dreng. Alt for tidligt. Både i forhold til hendes unge liv og i forhold til hendes graviditet, som var kun syv måneder gammel. Det er Sydafrika: En kvinde nyder sin vidunderlige ferie, og glæder sig til at adoptere et barn, mens en anden kvinde nogle få kilometer fra den første føder sit barn og i sin nød giver det fra sig i håb om at give barnet en chance til et bedre liv …

Township Katlehong i Alberton, 
der ligger et stykke udenfor Johannesburg.

Efter telefonsamtalen med Tina fik jeg fat i Martin på mobilen. Han var på vej gennem sikkerhedskontrol i Stockholm lufthavn. Jeg råbte til ham, at han var blevet far - at vi havde fået en lille dreng.

Glæden flyttede ind med Jonathan
Så fulgte nogle kaotiske uger fyldt med lykke og spænding. En skønne dag i januar 2005 fløj vi endelig til Johannesburg for at blive forenet med vores søn. Vi oplevede en fantastisk tid i Sydafrika og mødte utroligt søde mennesker, som blev til livsvenner.
  Siden den dag vi fik Jonathan i armene, har vores liv været fyldt af glæde. Vi er blevet velsignet med verdens sødeste søn, og selv om vi synes, vi elsker ham så meget, som det er muligt, så elsker vi ham en tand mere for hver dag, der går.
  Så snart vi kunne, gik vi i gang med at søge igen. Vi skulle have et barn til, ingen tvivl om det! Denne gang var det næsten rutine med samtalerne og indsamling af de krævede papirer. I april 2006 var der igen en bunke papir på vej fra os mod Sydafrika. Ventetiden var igen en kravlen op følelsesmæssigt for så at rutsche ned igen. Ikke spor lettere var det at klare, fordi det var anden gang. Tværtimod, For nu var der ikke nervøsitet og angst forbundet med det, der skulle ske. Det var den rene glade og utålmodige forventning om endnu en rejse efter vores andet barn, til vores elskede Sydafrika til de mennesker, som vi kendte fra Jonathans adoption.

Jonathan.

Endelig en hel familie
Det blev november … Var vi klar? Ja. Martin og jeg var bare SÅ klare og parate til den store rejse. Også Jonathan ventede spændt på, at han skulle se løverne, elefanterne og den lille baby. Nyheden kom, mens jeg var i IKEA. I afdelingen med opbevaringskasser og hylder ringede telefonen. Det var Tina fra AC. Jeg vidste, at der kun kunne være EN grund til hendes opkald! YESSS, vi havde fået en pige!!  Folk omkring mig troede sikkert, at jeg var blevet informeret om et dødsfald. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg var slet ikke i stand til at sige noget. Det føltes så stort!
  Det var den 17. november 2006. Vores datter fyldte fire måneder på dagen. En uge senere var vi tre i Sydafrika for at modtage Olivia. Vi fik verdens mest bedårende lille pige i armen. Endelig var vi blevet til den familie, vi havde drømt om i mange, mange år.

Olivia.

At blive forældre til Olivia og Jonathan er det største, der er sket i vores liv. I de sekunder, vi fik at vide, at de var vores, stoppede tiden. Det er ubeskriveligt, hvordan det føltes. Når man føder sit barn, kommer barnet ud af ens krop. Når man adopterer sit barn, skal det ind i ens krop – under huden, ind i hjertet. Da vi fik Jonathan og Olivia i forslag, skete miraklet lige der på et øjeblik. Da vi stod med dem i armene, var det en vidunderlige konfirmation af, at de nu var vores børn for altid.

  Sidst redigeret: 29.01.09