Charlotte og Carsten  sammen med Alberte i  Sydafrika i november 2008.

Skrevet af Charlotte og Carsten Bendtsen, forældre til Alberte på et halvt år. Alberte er født i Sydafrika. Red. journalist Susanne Dencker.

Fra vi mødte hinanden, har vi ønsket os børn. Vi var klar over, at det ikke ville komme af sig selv, fordi Charlotte har PCOS. (En udbredt hormonel forstyrrelse hos kvinder, der bevirker, at de kan havde meget svært at blive gravid. Red.) Vi var igennem en række barske forsøg med IVF på fertilitetsklinikken. Vi valgte til sidst at opgive. Troen på, at det ville lykkedes, var der ikke mere. I bagklogskabens klare lys, kan vi se, at vi skulle have stoppet noget før. De mange forsøg gjorde for ondt både psykisk og fysisk og tilførte os ikke noget positivt. Den 5. januar 2004 startede vi det første fertilitetsforsøg. Først næsten fem år senere - i november 2008 - fik vi overdraget Alberte i Sydafrika. De mange års venten kan måske være skræmmende for nogle at læse, derfor vil vi også gerne opfordre til, at man skal komme i gang med adoption, så hurtigt som muligt. Det kan tage lang tid at blive godkendt til adoption, og det kan tage lang tid på det lands venteliste, som ens kommende barn skal komme fra. 

Venner og bekendte
Vi har gennem hele forløbet været åbne omkring vores situation. Både fordi vi var klar over, at det ville være rart at have nogle at støtte os til, og fordi vi syntes, at det var godt for venner, bekendte og kollegaer, at de var klar over, hvorfor vi havde dage med opture og især dage med nedture. Det var ikke svært at få fortalt om vores kommende adoption, og vi har under hele forløbet fået masser af opbakning og mange søde og forstående ord, når det var svært. Da Alberte endelig kom, var glæden derfor stor – ikke bare hos os.  

Vi går adoptionsvejen
Allerede under fertilitetsbehandlingen talte vi om, at adoption også var en glædelig måde at blive en familie på. Så på trods af fertilitetsforsøgene, bankede vores hjerter for adoption. Ikke mindst fordi vi vidste, at adoption med sikkerhed ville ende med en guldklump i vores arme! Tanken strejfede os: Var det nu muligt at elske et barn, som man ikke har født? Men egentlig var vi ikke i tvivl om, at det kan man sagtens.
  Vi giftede os og udfyldte ansøgningspapirerne til adoption. Det føltes godt og helhjertet. Vi var på rette vej og begyndte så småt at snakke om vores kommende barn. Glæden var stor. Nederlaget var endnu større, da vi pga. Charlottes moderate overvægt fik afslag i fase 1. I hele denne periode på omkring 1 ¼ år måtte vi anke Samrådets afslag tre gange til Adoptionsnævnet. Det var så opslidende og nervepirrende, at det er ubeskriveligt. Det føltes, som var vi ufrivilligt blevet placeret i en stor og skræmmende rutschebane. Der var glade dage, hvor vi længtes. Men der var flest dage, hvor vi græd og tabte modet. Vi måtte grave dybt for at finde kræfterne til at kæmpe for det, vi ønskede os så inderligt: Et barn. En uendelig række af lægeerklæringer, speciellæge-erklæring, samtaler osv. fyldte vores hverdag og kaldte de overvældende følelser frem igen og igen; tænk hvis det her aldrig ville lykkes for os? Tanken var ikke til at bære.
  Brevet, der forandrede alt, kom i oktober 06. Vi fik medhold af Adoptionsnævnet i vores tredje anke. Dermed var vi godkendt i fase 1. Vi genvandt troen; vores lille guldklump var måske alligevel derude et sted! Og så var det bare om at komme videre …

Albertes dåb d. 18. januar 2009.

Forældreskabet rykker tættere på
Fase 2 – det adoptionsforberedende kursus - var en stor og god oplevelse. Det var utroligt givende at møde ligestillede og bare tale frit og blive forstået. Alle havde vi hver vores historie og hver vores oplevelser og tanker med os, men hvor forskellige vi end var, var vi nu i samme situation. Det var dejligt.
  Efter kurset tilmeldte vi os AC Børnehjælp. Langt om længe begyndte vores adoptionsproces at vende til noget positivt. Det føltes stort og meget følelsesladet at vælge det land, som vores lille solstråle skulle komme fra. Vi valgte Sydafrika. Det, følte vi uden tøven, var det rigtige valg for os. Vi kom på venteliste. Og at se vores nummer stå der på AC Børnehjælps hjemmeside under Sydafrika, var så bekræftende og glædeligt, at vi fik et stort sug i maven.

Godkendelsen endelig i hus
Så kom den aften, hvor Charlotte tømte postkassen, og lagde indholdet på bordet. Der var en kuvert med det kendte logo fra Samrådet! Vi sad og gloede på brevet, uden at nogen af os turde åbne det. Vi havde været der før, så vi var sikre på, at der inde i kuverten var et brev, hvori der stod, at vi ikke var godkendt. Vi sad længe tavse, rigtigt længe, før Charlotte greb kuverten med en bemærkning om, at endnu et afslag måtte vi vel også kunne klare! Hun læste brevet … og en gang til. Så kom tårerne. Hun lo og græd samtidig. For tænk, vi var godkendt til at adoptere. 
  Vi ventede derefter knapt 1½ år på Sydafrika-ventelisten hos AC Børnehjælp. Det kan lyde af meget, men det var alt i alt ikke så slemt, for nu var vi på rette vej. Det var ’kun’ et spørgsmål om tid, så ville vi blive forældre. Nogle måneder på ventelisten var lidt sværere end andre, hvis der ikke skete noget. Til gengæld var det fantastisk, når det rykkede. 

Overdragelsen af Alberte på 
børnehjemmet i november 2008.

AC Børnehjælp ringer til os!
Alle adoptivforældre ved, hvad man snakker om, når man siger: ”Den dag de ringede fra AC”. Det var en fuldstændig ubeskrivelig følelse, da det skete for os. Så glædelig og fantastisk at det er svært at finde ord for den lykkerus, telefonsamtalen efterlod. En lille pige? Charlotte måtte spørge én gang til for at fatte, at den lille pige var til os. Kort tid efter sad vi i Sydafrika med vores lille Alberte i armene. Vi var blevet mor og far. Endelig. Det tog sin tid at nå dertil. Det var til tider ubeskriveligt hårdt. Men det var lykkedes. 

Alberte d. 20. januar 2009.

Stor taknemmelighed
I skrivende stund sidder vi tilbage med en enorm taknemmelighedsfølelse over at være blevet forældre til selvfølgelig verdens skønneste pige Alberte - som vi også kalder for Afrikas lille stjerne. Alberte har betydet, at vi igen kan mærke glæden i vores liv. Vi tænker hver dag, at det er utroligt, at vi har været så heldige at få en lille dejlig pige, som er så smilende, let, lattermild, og charmerende. Ja, det er to meget stolte forældre, der skriver denne artikel. Det indrømmer vi gerne.
  Alberte er en lille overlever, en lille stærk og tryg pige, med vilje - og med glæde og glimt i øjet. Der er ingen tvivl om, at hun har haft det godt på børnehjemmet TLC i Sydafrika. Her har man givet hende så god en start, som det er muligt på et børnehjem. Hvad Alberte har med sig i kufferten, er svært for os at vide præcis, men vi håber og tror, at vi kan give hende den tryghed og kærlighed, hun har brug for, så hun kan udvikle sig, uden at fortiden vil forfølge hende.

Det gode råd: Kom i gang i god tid
Til jer, der overvejer adoption, kan vi kun sige; se at komme i gang. Det kan tage tid – meget lang tid. Det kan koste tårer, og undervejs får man måske lyst til at give op. Men det er det hele værd. Øjeblikket hvor man får sit barn i sine arme, og man endelig er forældre, er det største af alle. Det er ubeskriveligt! Det vil mange adoptionsforældre kunne nikke genkendende til. Det eneste, der for os har været uforståeligt i adoptionsprocessen er, at det kan tage så lang tid og være så ubeskriveligt hårdt at blive godkendt.
  De mange års kamp for at blive en familie har sat ar på sjælen. Med Alberte som familiens midtpunkt tøver vi ikke med at konstatere, at vores kamp har været værd at kæmpe. Måske finder vi en dag modet til at få en søster eller bror til Alberte. Lige nu nyder vi den lille fantastiske pige, der blev os givet. Vi er intet mindre end verdens lykkeligste forældre!

  Sidst redigeret: 03.02.09