 |
|
Ester
og Michael med deres børn, Malthe Rafael og Alba Oreoluwa.
Mor, far og storebror har lige fået Alba overdraget.
|
Skrevet
af Ester og Michael Schmidt.
Red.
journalist Susanne
Dencker.
Vi
er en helt almindelig familie – sådan næsten da. På rigtig
mange områder er vi fuldstændig gennemsnits-agtige … tror vi
da nok. Men på nogle punkter skiller vi os unægtelig noget ud.
Mor og far – Ester og Michael – er begge født i Danmark for
maaange år siden. Sønnike – Malthe Rafael - er født i
Colombia i 2004, og datterlille – Alba Oreoluwa – er født i
Nigeria i 2006. Vejen til de to herlige guldklumper har været
lang, hård, indimellem frustrerende, dybt rørende. Og, når man
sidder med slutresultatet, helt fantastisk.
 |
|
Første
billede af Malthe Rafael.
|
Vejen
til Malthe Rafael
Meget kan man sige om
ventetid – men bedst er den bestemt, når den er overstået …
så lad os hurtigt spole tiden frem til den 14. december 2004,
hvor vi netop har gjort de indledende øvelser til år 3 i
ventekalenderen – langt ind i sjælen sikker på, at vi må
sluge endnu et venteår. Det er tirsdag
formiddag. Det regner udenfor, og det er ganske gråt. Ester har
netop afsluttet ugens behandlingskonference på hospitalet.
Tilbage igen på afdelingen ligger der en telefonbesked. Der står,
at beskeden er fra Jette Würtz og et telefonnummer. Dette ville
nok normalt i 2004 have fået pulsen MINDST et par takker op på
selv den mest garvede adoptant på AC’s Colombia-venteliste ...
men ikke Esters! Det er så finurligt, at Ester har en kollega,
der bærer navnet Anette Würtz, og da telefonbeskeden jo er
modtaget på Esters arbejde, er det i hendes hjerne helt logisk,
at det er Anette, hun ringer til, på det nedskrevne
telefonnummer. Forvirringen er derfor et kort øjeblik total, da
Ester efter at have trykket telefonnummeret får en dame i røret,
der SLET ikke lyder som Anette!!!
Til gengæld har stemmen i røret lige den der ekstra overgearede
"sound", der gør, at man straks fornemmer, at NU kommer
der altså noget vigtigt ... og så aktiveres stemmegenkaldelses-barometret, og
det går endelig op for Ester, at hun ikke har ringet til Anette,
men til Jette på AC Børnehjælp. Og da den genstridige hjerne
endelig har fattet det, er det næste, den opfatter sætningen:
"Jamen Ester ...
jeg har jo en lille dreng til jer".
Så er det også slut. Esters hjerne slår fra. Det eneste,
hun kan huske fra resten af samtalen, er, at hun får fremstammet:
"Jeg kan godt høre,
hvad du siger, men jeg kan altså slet ikke forstå det."
Alligevel er det åbenbart lykkedes Jette at få
listet informationerne om et navn og en fødselsdato ind i Esters
hjerne ... i hvert fald står det med en næsten ulæselig håndskrift
på den kære telefonbeskedsseddel, som Ester og Michael i øvrigt
stadig har.
Efter samtalen skal der ringes til faderen! Med hjælp fra lige så
overraskede kolleger bliver Ester guidet ind i et ledigt kontor
med en telefon. Telefonen ringer og ringer i hvad, der synes
en evighed. Endelig svarer Michaels assistent i den anden ende. Og
Michael, ja, han er der desværre ikke. Han er netop kørt
hjem efter sin pung!!! Hvordan finder man på at køre hjem fra
arbejde,
40 km
., efter en glemt pung, når ens hustru ringer for at fortælle
en, at man er blevet far?
Esters efterhånden hårdt prøvede hjerne kan simpelthen ikke få
enderne til at nå sammen. Bedre bliver det ikke, da Michael
sekunder efter træder ind på Esters kontor. Nu kortslutter
det da helt. Udtrykket i Michaels øjne er ikke til at tage fejl
af. Jette Würtz har været på spil ... det er tydeligt, at han
godt ved, at han er blevet far til verdens 8. vidunder. Vi, Ester
og Michael, har fået en søn –
længe ventet og alligevel fuldstændig uventet.
 |
|
Første
billede af Alba Oreoluwa.
|
Vejen
til Alba Oreoluwa
Ikke
et øjeblik var vi i tvivl om, at Malthe skulle have søskende –
og gerne flere af slagsen. Vores
lille Alba kom til os, på hvad der startede som en helt
almindelig torsdag. Den 23. august 2007 kl. lidt over 13 ... midt
i en bunke journalnotater der skulle gøres færdige, og
telefonopringninger til samarbejdspartnere der skulle ordnes,
havde Ester igen Jette Würtz fra AC i røret. Da der blev spurgt,
om Ester sad et sted, hvor hun kunne tale frit, stod tiden stille
... Godt der var et par søde kolleger til stede, der kunne støtte
moderen under "fødslen", for det var - præcist som første
gang - ganske overvældende.
Det
samme var vist også den efterfølgende telefonopringning til
faderen, der denne gang ikke var på vej hjem efter en glemt
pung!!! Tværtimod lykkedes det moderen at få ham til at blive
HELT stille et øjeblik i den anden ende af røret, hvorefter han
fremstammede: "Neeej,
en lille pige".
Om
at bliver forældre til Alba
Selv om prinsesse Alba endnu befinder sig mange
tusinder kilometer væk, sætter hun gang i hektisk aktivitet:
-
Vi
løber gennem en uges tid hver dag (uden undtagelse) maraton
for at fremskaffe alle de nye og opdaterede attester, der kræves
før udrejse.
-
Vi
forsøger at få et overblik over alt det praktiske - og
indimellem også det følelsesmæssige ... det sidste er en
noget sværere opgave end det første.
-
Vi
stopper op midt i stuen, når vore veje krydses i
arbejdsfeltet: Det gør du/det gør jeg. Kigger på hinanden
og konstaterer, at vi har fået en datter ... for straks efter
igen at være fuldt beskæftiget med de ting, der skal ordnes
straks.
-
Vi
- moderen - skriver lange lister med det allermest nødvendige,
der skal indkøbes til guldklumpen før afrejse ... for så at
konstatere at mekanikeren lige netop denne dag har valgt at
sende en regning for reparation af bil på kr. 15.000 ...
hvorefter indkøbslisterne igen revideres til kun at omfatte
det allermest nødvendige …
-
Vi
vågner på skift det meste af natten, fordi der da også
liiiige er ”det der”, der skal huskes eller spørges om
…
-
Vi
tænker igen og igen på, hvem der mon tager sig af vores
lille guldklump nu ... om hun sover ... om hun spiser ... om
hun leger ...
 |
|
"Jeg
skal være storebror," står der på den stolte, nyslåede
storebror Malthes t-shirt
."
|
Om
at blive storebror til Alba
Malthe er blevet storebror. For ham forløber dagene efter den
store begivenhed ca. sådan:
-
Man
er så stolt af sin nye "Storebror-trøje", at man
helt frivilligt spiler maven ud og læner hele overkroppen
tilbage i en flot bue, så alle kan læse, at der på maven
står: "Jeg skal være storebror."
-
Man
er ekstremt optaget af, at man skal op og flyve for at hente
lillesøster.
-
Man
kan ikke helt forstå, hvorfor vi ikke bare kan hente lillesøster
med det samme. Med sin helt egen børne-logik siger man: "Mor, de har lukket i Geria." Nåååh ja, det er jo det,
de har i Rema, når man ikke kan komme derind efter
chokolade.
 |
|
Bamsen
Harry må vige sengepladsen for et billede af lillesøster
Alba. |
-
Man
lader den højtelskede bamse-følgesvend Harry vige pladsen på
hovedpuden til fordel for et efterhånden godt medtaget
billede af lillesøster.
-
Man
holder ved sengetid billedet ud for sig og siger: "Jeg elsker dig, Alba." (Sætningen udløser
øjeblikkeligt fare for totalt forældrenedsmeltning.)
-
Man
vågner af middagsluren og siger som det første: "Jeg henter hun," hvortil mor og far spørger: "Hvem
henter du?". Man svarer prompte: "Alba
i flyveren."
Mor
og far nyder sønnike og glemmer for en stund ALT om den nyslåede
storebrors måske ikke så veludviklede evne til at dele sit legetøj
med nogen som helst.
 |
|
Malthe
Rafael og Alba Oreoluwa gør klar til julebagning.
|
Hverdagsglimt
At være forældre til
en prins og en prinsesse på nu 4 og 2½ år er den største glæde,
vi kan forestille os … og sørme også det hårdeste arbejde, vi
nogensinde har prøvet. Vores familiesammenføring, der har strakt
sig over flere verdensdele og kontinenter, har resulteret i en
helt almindelig småbørns-familie, hvor dagene suser af sted.
Der
er kommet liv i huset … meget liv … dejligt liv. Så meget liv
er der blevet, at vi voksne har måttet indføre "forældre-møde",
når børnene er lagt i seng, da det – i hvert fald i perioder
- er umuligt at føre en sammenhængende samtale, der er længere
end 1½ minut, mens ungerne er vågne. Legetøj pryder gulvet
overalt og cykler, løbehjul og kæpheste står flot opmarcheret
foran hoveddøren. I bogreolen må Kierkegaards samlede værker
vige pladsen for Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg,
Peddersen & Findus samt Peter Plys på nye eventyr.
Vi
glæder os over vores herlige unger … deres opfindsomhed …
deres nysgerrighed, deres evne og vilje til at tilegne sig nyt,
afprøve grænser og opdage verden. Vi glæder os dog også over,
at begge unger har et godt sovehjerte, så mor og far indimellem
kan få vendt verden og (i hvert fald forsøgsvis) få talt om
lidt andet end børn. For ungerne sover jo sødt. Som regel
da …
... for
der er observeret undtagelser. En meget sen aftentime hører vi
pludselig, at det rumsterer mistænkeligt på 1. sal. Der er ingen
vej udenom; forældremødet må afbrydes, vi må op og se,
hvad der foregår. Og sørme om ikke der er gang i en større
nattefest. Alba holder simpelthen to års fødselsdag - og det
endda for flere særligt inviterede gæster. AC Børnehjælps læsere
er også inviteret med. Se
bare her:
|
BEMÆRK:
Artiklen er en del af serien
'AdoptivLiv - Adoptivforældre og adopterede fortæller'.
Tidligere publikationer i serien
kan findes via linket 'Artikler'.
Hvis du har lyst til at fortælle din families
adoptionshistorier, så
klik her.
OBS: Klik på billederne i artiklen
for en stor version.
|
artikler 
