Familien, der optræder i denne artikel, har ønsket at være anonym. Altså er navnene og andre genkendelige faktuelle ting anonymiseret af journalist Susanne Dencker. Artiklen er skrevet af ’Emil’ og ’Lines’ mor. Susanne Dencker har redigeret. Jane Nygaard har illustreret.

1998 blev et utroligt år for min mand og jeg. Otte år med utallige og dyre fertilitetsbehandlinger blev fortid, da vi rejste til Colombia efter vores lille søn Emil. Knapt tre år efter var vi igen i Colombia – denne gang efter lillesøster Line.
  Vi elsker vores børn over alt, og vi vil ikke være dem foruden for noget i denne verden. De fylder vores liv og er med os i vores tanker i alle døgnets 24 timer. Det vil vi gerne slå fast med syvtommersøm. Nogen kunne måske få den opfattelse, at vores beretning herunder alligevel er en skræmmehistorie mod adoption. Sådan opfatter vi ikke den selv, og sådan er den ikke tænkt. Vi fortæller den, fordi vi håber, at andre måske kan have glæde af at læse om de særlige problemer, man kan løbe ind i, når man adopterer sine børn. Hvilken form for ’hjælp’, vi ikke kunne bruge til at løse problemerne, og hvilken form for hjælp, der virkede for os. Vi vil også gerne med vores historie opfordre til, at hvis man oplever, at ens adopterede børn har nogle særlige problemer, så skal man stole på sin egen mavefornemmelse og få hjælp. Ikke en hvilken som helst hjælp, men råd og vejledning fra eksperter, der kender til adoption. Andre – psykologer, pædagoger, lærere - kan nemt mene, at ens børns problemer går over med tiden, eller at man er for pylret og ikke fast og konsekvent nok, eller at det er ens evner som forældre, der ikke dur. Det skal man ikke lytte til.
  Havde jeg født vores børn, havde der sikkert også været udfordringer med at få biologiske børn. Der er jo ingen roser uden torne … det kan vi se på vores venner og familie. Men det er vores erfaring, at en del adoptivbørn har særlige ting at slås med. Det betyder bestemt ikke, at man som forældre elsker dem mindre – måske tværtimod …
  Vi synes, det er urimeligt, at vi selv har måttet betale for det meste af den særlige hjælp, vi har haft brug for, til vores børn. Vi er derfor glade for, at der i dag er kommet målrettede tilbud om hjælp til nybagte adoptivfamilier i Statsforvaltningerne. Det er vores erfaring, at almindelige psykologer herunder også fx de fleste skolepsykologer ikke har nok specialviden om adoption til at de kan hjælpe adoptivfamilier med problemer.

Emil bliver storebror
Da Emil var et par år gammel, havde vi ofte talt om, at han var urolig, og at han nogle gange havde svært ved at sidde stille. Vores familie og mange af vores venner syntes, at vi var for slappe i vores opdragelse af ham - at han var uopdragen. Det syntes vi ikke selv, vi var, men vi havde svært ved at se, hvad vi skulle gøre for at hjælpe Emil. Da vi i 2001 fik Line, blev det tydeligt for os, at vi havde brug for hjælp.
  Det havde været en hård tur til Colombia efter lillesøster. Emil fik en maveinfektion og måtte indlægges, og efter kun 10 dage i Colombia besluttede hans far at rejse hjem til Danmark med ham. Jeg og Line blev tilbage i Colombia i næsten 14 dage. Så var alle formaliteter på plads, og vi kunne rejse hjem til Danmark og til far og Emil.
  Efter Colombiaturen blev Emil mere og mere urolig og ulykkelig. Han var bange for at sove. Han var bange for at være vågen. Han var også bange for, at jeg skulle forsvinde igen. Derfor måtte jeg om natten ligge og holde om ham, så han kunne mærke, at jeg var der. Vi fik igen og igen at vide fra børnehaven, at Emil var urolig, at han slog de andre børn, og at personalet havde svært ved at få ham til at høre efter.

Selvhad
Emil afskyede andre, der havde sort hår og brun hud. De var onde, mente han. Han afskyede også sig selv. En dag sagde jeg til ham, at han skulle være meget forsigtig, når han gik i vejkanten, så han ikke blev kørt over. Det kunne da være lige meget om han døde, mente han, for jeg kunne bare hente en anden dreng i Colombia. En anden dag spurgte han mig, hvornår jeg blev træt af ham og sendte ham væk, ligesom hans mor i Colombia? Det var voldsomme tanker i så lille en dreng.  Vi håbede, at Emils uro ville gå over med tiden, men det blev faktisk værre og værre. Line kunne han ikke tåle synet af. Han kunne ikke blot et øjeblik være alene sammen med hende, fordi han slog og væltede hende. Efter noget tid blev vi enige om, at det her kunne ikke blive ved med at gå. Vi havde behov for professionel hjælp.

Sandlegsterapi
Vi havde tidligere været til et foredrag med en familieterapeut, der havde erfaring med adoptivbørn. Hun havde fortalte om søskendejalousi, og vi tænkte, at det nok var hende, vi skulle kontakte. Vi var til en samtale, og fortalte lidt om, hvordan tingene foregik hjemme hos os. Det var en stor lettelse at finde ud af, at vi ikke gjorde noget galt, og at terapeuten havde mødt mange adoptivbørn med problemer, der mindede om Emils. Vi havde ikke været for lidt konsekvente og for slappe i vores opdragelse, men vi havde en lille, bange og ulykkelig dreng, der havde det svært med at være adopteret.
  Emil startede i sandlegsterapi hos familieterapeuten. Han gennemgik en fantastisk proces, hvor han langsomt arbejdede sig ud af det mørke, han havde været i. Min mand og jeg gik også til samtaler. Vi fik vendt familiens situation, og hvad vi selv kunne gøre for at hjælpe. Og terapeuten holdt et lille foredrag for børnehavens personale om, at Emil ikke var en uartig og dårligt opdraget dreng, men at der var nogle ting, han ikke selv kunne styre, og at han havde brug for masser af kærlig hjælp, tryghed, ro og forståelse. Vi kunne se, at børnehavens personale blev meget berørt over, hvordan hans start på livet havde været, og hvilke barske ting, der forståeligt nok skræmte ham. 

Den fortrængte sorg
Efter et år i sandlegsterapi havde Emil det meget bedre – både hjemme og i børnehaven. Terapeuten foreslog, at vi fortsatte med historieterapi. Det foregik på den måde, at Emil skulle tegne forskellige skelsættende ting fra sit liv. Han tegnede et træ som symbol på sin fødsel. Men da han skulle tegne sin biologiske mor, blev han meget stille og trak sig ind i sig selv. Dagen efter ville han ikke i børnehave. I stedet gik han en lang tur med far. De fik snakket lidt, og han faldt til ro. To dage efter terapien gik det helt galt. Emil græd og græd og græd. Han var i dyb sorg over at have mistet sin biologiske mor, og han klamrede sig desperat til mig. Jeg skulle være med i alt, hvad han foretog sig. Han sad på mig, når vi skulle spise, og han lå ved mig, når han skulle sove. Jeg blev nødt til at tage fri for arbejde, for han kunne ikke være uden mig. Emils far interesserede ham ikke. Det var hårdt. For alle parter. Jeg snakkede med Emil om, at jeg godt kunne forstå, at han var ked af det, og at jeg kunne huske, at da min far døde; da var jeg også ked af det, men jeg fik det langsomt bedre. Det hjalp lidt. Efter en uges tid kunne han så småt begynde i børnehave igen, og vi besluttede sammen med vores terapeut, at historieterapien var for konfronterende og voldsom. I stedet forsatte vi med sandlegsterapi yderligere ca. ½ år, før vi stoppede, fordi det gik så fint.

Nissen flytter med i skole
I børnehaveklassen blev det igen rigtig svært at være Emil. Vi havde valgt en mindre skole med små klasser, fordi vi mente, at det var bedst for ham. Han kom dermed ikke til at gå i klasse med sine venner fra børnehaven. Han var hård ved de andre børn, og vi fik ind i mellem klager fra klassekammeraternes forældre. Han slog ikke, men han var utrolig god til at formulere sig og fandt på sårende ting at sige til de andre børn. Han kunne ikke overskue at lege med mange på en gang, og han knyttede sig særligt til to drenge, som han så ville lege med hele tiden. Det mønster kendte vi godt fra børnehaven. Vi havde håbet, at vi kunne bryde det ved at vælge en lille skole. Men vi måtte konstatere, at ”nissen flytter med”. Emil havde meget brug for kontrol, og det kan man ikke få i en leg, hvor mange indgår.
  I løbet at 1. klasse blev det for alvor slemt. Til skole-hjem samtalerne fik vi vide, at han fungerede dårligt både socialt og i forhold til at modtage indlæring. Vi kontaktede igen den familieterapeut, vi tidligere havde gået hos, og Emil begyndte igen på sandlegsterapi. Vi aftalte med terapeuten, at denne gang blev vi simpelthen ved, til vi var sikre på, at Emil havde fået det vedvarende godt, lige meget hvor længe det end kom til at vare. Det var dyrt, og vi skulle selv betale det hele, men det måtte vi leve med. Vi var nødt til at hjælpe vores dreng.

Straf i stedet for støtte
Derhjemme var det to skridt frem og et tilbage. Men i skolen trivedes han trods terapien dårligere og dårligere. Ét barns forældre havde meddelt skolen, at deres søn ikke mere måtte lege med Emil, der nu havde ondt i maven, når han skulle i skole. Vi forsøgte at tale med hans lærer. Vi fortalte, at Emil havde det utroligt svært med, at han aldrig fik ros og smil, og at han oplevede enhver irettesættelse, som der var rigtig, rigtig mange af, som en kæmpe skideballe. Hans lærer havde svært ved at se, hvad hun skulle lave om. Til næste skole-hjemsamtale ramlede det meste. Vi fik vi at vide, at der nu var endnu et barn, hvis forældre ikke ville have, at Emil legede med deres barn. Det var virkelig hårdt. Næste skridt var formentlig at holde Emil inde i frikvartererne … Kunne det virkelig passe, ville vi vide? Vores opfattelse var, at Emil havde brug for hjælp og omsorg, ikke straf. Men skolen var nået frem til, at det var hele vores familie, der havde problemer. Vi fik derfor tilbud om at komme på et familieværksted, hvor vi kunne lære at begå os sammen og derved løse vores (og derved Emils) problemer.
  Næste dag i skolen er vores dreng bundulykkelig. Han kunne ikke være med til fælles leg med de andre børn, fordi de to drenge, der ikke måtte lege med ham, var med. Vi blev meget vrede og indebrændte med følelsen af, at der ingen var, der ville tale for vores dreng. Vores opfattelse var, at skolen ikke begreb, hvilke problemer vores søn havde. Vi skrev et langt brev til skoleinspektøren. Forklarede vores situation og sendte nogle uddrag fra det materiale, vores terapeut havde skrevet omkring de her problemer, nogle adoptivbørn har.
  Det hjalp!
  På næsten mirakuløs vis begyndte alt at ændre sig. Det var fantastisk. Vi kunne mærke, at hans klasselærer havde ændret adfærd, og vi fik gode tilbagemeldinger om, at han klarede sig meget bedre socialt. Han var stadig ikke så boglig stærk, men vi var alle enige om, at det vigtigste her og nu var, at han fungerede socialt, så måtte det andet komme. Behøver jeg at sige, at vi var utroligt lykkelige for, at vores desperate nødråb var blevet hørt og forstået?
  Emil går i dag i 3. klasse. Han læser nu fint, og han er også fint med i de andre fag. Han er stadig bange for at miste os og bryder sig bestemt ikke om at være alene, men det går fremad med små sikre skridt. Han har stadig brug for meget opmærksomhed. Ja, det har alle børn vel, men hos Emil er det bare mere tydeligt, når han har brug for ”at blive tanket op”. Han bliver urolig og svarer igen. Der skal såmænd ikke så meget til at komme på ret køl igen. Bare hans far bruger en time eller to på tomandshånd på spil eller lignende, så er alt godt igen.

Lettere for Line
Med lillesøster Line er adoptionen gået meget nemmere. Dog har hun haft svært ved at lære at tale, men i vores kommune har vi haft nogle fantastiske talepædagoger – før kommunesammenlægningerne – og de har hjulpet virkeligt meget. Derudover har hun gået på taleinstituttet. Hun går nu i 1. klasse og er kommet rigtig fint efter det. Det er lidt hårdt for hende at have en storebror, der fylder så meget, som Emil gør, men hun maser godt på for også at komme frem.

  Sidst redigeret: 11.02.09