Skrevet af Peters mor Mie Olesen. Red. journalist Susanne Dencker

Vores ældste søn, Peter, kom til os fra Hviderusland i 2002, da han var 3 år gammel. Han var og er en fantastisk lille dreng, men med ar på sjælen, som nok ikke er til at undgå, når man har tilbragt de først tre år af sit liv på et børnehjem.
  Det første år var hårdt arbejde for hele familien, men efterhånden faldt Peter så meget til i sit nye liv, at vi begyndte at overveje en familieforøgelse. Det kom dog til at tage længere tid end beregnet, men endelig i oktober 2006 kunne hele familien drage til Kina efter vores nye lillebror, Philip, der var 20 måneder gammel.

Drømmen om at blive storebror
Peter havde glædet sig meget til at blive storebror. Han havde mange forestillinger om, hvor dejligt det ville blive, og at han skulle passe på Philip og hjælpe med at tage sig af ham.
  Virkeligheden for Peter blev dog ikke helt så ubekymret og dejlig, som han havde forestillet sig. Philip er en psykisk stærk og temperamentsfuld lille dreng, og lige fra starten har han været ret kontakt overfor sin storebror, som han vel mest af alt har opfattet som en konkurrent til mors og fars opmærksomhed. Derudover er Philip Special Needs barn, hvilket betød, at han i den første tid i Danmark skulle gennemgå nogle operationer og indlæggelser, hvor mor skulle indlægges sammen med ham. For Peter betød det savn og en følelse af svigt, og han fik det i en lang periode psykisk svært. Alt sammen betød det, at det tog næsten to år, før vi begyndte at føle os som en samlet familie.
  I dag er Peter ni år, og Philip er godt fire år gammel. De to drenge har efterhånden fået et bedre forhold til hinanden, og kan nu af og til lege godt sammen uden at det ender med skrig og ballade.

Peters adoption bliver vigtig for ham
Efter Philips adoption blev Peters egen adoption et stort og vigtigt tema i hans liv. Det var som om, han pludselig forstod en hel masse, efter at han havde oplevet Philips børnehjem, og overdragelse af ham til os. Han begyndte at tale om, at han savnede sine plejere fra børnehjemmet i Hviderusland. Specielt en bestemt, Ljuda, selvom han egentlig ikke klart kunne huske hende. I Kina havde han set, hvordan Philip boede og fik masser af omsorg på det lille amerikanske børnehjem, og han oplevede også, at vi fik mails, billeder og breve fra Kina.
  Flere gange græd Peter og kom med hjertegribende udtalelser om, at ”der er ingen, der ved, hvordan jeg blev trøstet, da jeg var baby”, og ”der er ingen her, der kan huske, hvem der holdt mig, når jeg var ked af det” osv.

Peters vil tilbage til Hviderusland
Ønsket om at rejse til Hviderusland og genopleve det land og de steder, hvor Peter kom fra, voksede og voksede – i ham og i os. Til sidst besluttede vi efter lidt research, at vi ville opfylde hans store ønske. Inden vi rejste, gjorde vi os mange tanker og bekymringer om, hvorvidt det ville være en god oplevelse for Peter. Vi brugte meget tid på at forberede ham på, hvad han kunne komme til at opleve; at der er fattigt, at han måske ikke ville kunne genkende nogen eller noget, at han ikke ville kunne forstå, hvad folk sagde … I marts 2008 kyssede vi Philip farvel, der pænt måtte blive hjemme hos mormor, og gik ombord på flyveren, der via Riga, skulle transportere os til Minsk i Hviderusland. Vi havde på forhånd arrangeret tolk, chauffør og overnatning igennem den tolk, der havde hjulpet os tilbage i 2002, da vi hentede Peter.

Tilbage på børnehjemmet
Næste morgen skulle vi på besøg på Peters børnehjem. Vi havde gaver med til alle plejerne og til børnene, og Peter var så spændt, så spændt. Da vi ankom, stimlede plejerne sammen, og de kunne alle sammen huske Peter og fortælle små anekdoter om hans tid på børnehjemmet. Hans gamle musiklærer tog ham med ned til musikrummet og spillede på klaveret for ham, og hun havde rent faktisk billeder liggende af ham på sit kontor.
   Alle var glade og meget kærlige. Flere havde tårer i øjnene over at få besøg af deres lille ”Vova”. Der blev uddelt kys og kram til den store guldmedalje, og Peter syntes, det var herligt. Plejerne var meget nysgerrige efter at vide, om han kunne huske noget derfra, og de var meget stolte af, at han havde ønsket at komme tilbage på besøg. For dem betød det, at han måtte have nogle gode minder, og at de havde gjort et godt stykke arbejde.

Så godt som det var muligt
Peters børnehjem er et af de bedste og mest moderne i Hviderusland, alligevel ved vi godt, at Peter har skader og ar på sjælen fra sine første tre år på børnehjemmet, men efter besøget i Hviderusland kan vi se, at det nok har været svært for plejerne at gøre anderledes under de givne forhold. De har gjort deres bedste. Det var tydeligt, at de oplevelser på børnehjemmet, der ikke var gode, ikke var i Peters erindring. Det var en af de vigtigste erkendelser i forbindelse med turen tilbage til Hviderusland.

Frustrationer over det manglende sprog
På andendagen var vi inviteret til kaffe hos Ljuda, den føromtalte plejer som Peter har længtes mest efter. Hun arbejdede ikke længere på børnehjemmet, men vores tolk havde fået hendes telefonnummer af forstanderen. Besøget var uden tvivl den største oplevelse for Peter på vores rejse – og at gensynsglæden var gensidig, det var der ingen tvivl om. Ljuda græd af glæde over at se ham, og vi blev beværtet efter alle kunstens regler med store lagkager.
  Som besøget hos Peters gamle plejer skred frem, blev Peter alligevel mere og mere mut. Hans frustration over, ikke at kunne forstå, hvad hun sagde, voksede, selv om han på forhånd vidste, at det var sådan, det ville være. Vi var bange for, at det ville betyde, at han ville synes, at selve besøget hos Ljuda var en skuffelse, men det var heldigvis ikke tilfældet. Han var jublende lykkelig og strålede som en sol, da vi kom ud på gaden igen. Det er helt sikkert, at der er et særligt bånd mellem ham og Ljuda. Da vi sagde farvel, puttede Peter sig ind til hende. Det har vi ikke oplevet, at han har gjort til andre end os. Vi har også udvekslet adresser, så vi håber, at der også af og til vil komme brev til Peter fra Hviderusland, som der kommer det til Philip fra Kina.

En god men krævende tur
Alt i alt var det en rigtig god, men også en meget hård tur for Peter. Han var glad, det meste af tiden, men der var mange, mange følelser i spil undervejs, og han var bestemt også træt og tyndhudet i perioder. Det var godt, at vi havde planlagt det som en kort tur, for på fjerdedagen var han helt sikkert MEGET klar til at komme hjem til Valby igen.

Peter og Philip.

Mor og Peter i Minsk.

Peter genser børnehjemmets leder Larissa.

Peter med en plejer fra børnehjemmet.

Denne seng sov Peter i, fra han var spæd, og til han var tre år gammel.

Skabet med dukken var Peters for mange år siden.

Peters gamle musiklærer tog ham med ned til musikrummet og spillede på klaveret for ham.

Peter med sin gamle
plejer Ljuda.

Ljuda med sin mand og Peter med mor og far.
 

  Sidst redigeret: 11.02.09