AdoptivLiv: 
Vi valgte Taiwan

Denne beretning er skrevet af Lone og Michael Arent Tingleff. De er lige nu i Taiwan, sammen med deres store datter Signe, for at hente deres adopterede søn Jakob. Han er det første barn, AC Børnehjælp har formidlet fra Taiwan.

Efter at have stået på venteliste til Vietnam i 13 måneder, var vi ved at være godt trætte af ventetid, adoption, folks velmenende spørgsmål, at skulle få tiden til at gå på en god og naturlig måde osv. Vi havde lange snakke frem og tilbage, for hvad var vores alternativ? Vi var meget tæt på at droppe adoption helt, da der pludselig stod noget på AC´s hjemmeside om Taiwan som nystartet afgiverland. Igen blev statistikker over hjemtagne børn studeret, AC´s adoptionsrådgiver Annette Kousgaard blev kontaktet, og med udsigt til minimum 2 år yderligere på Vietnamventelisten, blev vi enige om at tage springet og skifte til Taiwan. Vi fik igen følelsen af at gøre noget og deltage aktivt i vores sag, i stedet for at være i venteposition og i andres hænder.

I april 08 kom ventelisten frem, og vi stod som nr. 2 – det var vi rigtig glade for, det var et noget pænere tal end nr. 43 – velvidende at en ny venteliste kan tage tid at få startet op. I maj måned blev ventelisten inddelt i børn 0-2 år og børn 2-5 år. Pludselig var vi nr. 1 på listen med børn 0-2 år og da vores godkendelse var til børn fra 0-3 år, synes vi, vi virkelig havde fået en god placering. Beskeden fra AC var, at nu ventede vi bare på, at Familiestyrelsen skulle godkende samarbejdet, og man forventede det ville ske inden sommerferien. Familiestyrelsen skulle vise sig at holde ekstrem lang sommerferie og jeg tror, Annette fra AC også trængte til sommerferie efter alle vores utålmodige opringninger og mails.

Endelig d. 29.8.08 kom opringningen fra Annette: Familiestyrelsen havde godkendt samarbejdet, og samtidig havde hun den glæde at kunne fortælle, der allerede var matchet et barn til os. Papirerne på barnet havde hun haft et par dage, men hun havde ikke kunnet give os besked, før samarbejdet var godkendt.

Michael sad i møde på arbejde, da telefonopringningen kom, og han afbrød straks dagen for at køre ind til mig og overlevere den dejlige besked. Jeg kunne heldigvis afspadsere resten af dagen, så vi kunne komme hjem og åbne computeren. Vi havde på forhånd bestemt, at vi ville se papirerne først, og var de i orden ville vi se billederne. Det viste sig at være den dejligste dreng på 9 mdr., og uden at tænke meget over det, sagde vi ja tak. Billederne viste sig at være skønne, og det var pludselig en helt vidunderlig fredag.

Vores biologiske datter Signe på 8 år fik den dejlige besked lørdag morgen, og hun synes også, det var nogle søde billeder. Det betød dog noget for hende, at drengen havde et dansk navn, så straks efter kom vores navnelister på bordet. Vi havde hver især for flere måneder siden skrevet 10 drengenavne og 10 pigenavne på en seddel, og nu var det jo spændende, om der var nogen vi kunne blive enige om. Det blev til Jakob og så hans taiwanesiske navn som mellemnavn.

At skulle fortælle det i skolen var også noget, der fyldte for Signe. Hun havde i flere år hørt på, hvordan de andre kunne fortælle om deres små søskende, og endelig var det blevet hende, der kunne komme med en stor nyhed. Men da der jo ikke var en stor mave at vise frem, snakkede vi lidt om, hvordan vi kunne gøre det bedst. Vi lavede lidt research, og fandt frem til at vi tog med hende i skole mandag morgen, fik 15 min. af den første time, og fortalte her klassen, hvordan det stod til. Deres reaktioner var kun positive. Nogle synes, det var sejt, andre enebørn ville også gerne have en søskende osv. Vi sluttede af med at sige, at hvis de havde yderligere spørgsmål, måtte de gerne spørge den nye storesøster, men de måtte også gerne spørge os, da vi nok vidste lidt mere. Gennem hele processen har klassekammeraterne benyttet sig af muligheden og har spurgt både vores datter, men også os, om tidsperspektiv, proces osv.

Nu kom den lange ventetid på 8-10 mdr. Vi var noget spændte på det, da vi jo ikke havde de bedste erfaringer med ventetid og os. Hans første fødselsdag var en hård dag. Vi ønskede bare så meget at kunne have fejret den med ham. Juleaften var også fyldt med tanker, som gik om på den anden side af jorden. Vi trøstede os med, at næste år havde vi i hvert fald to børn at forkæle. Da rådhusklokkerne slog midnat nytårsaften kiggede vi hinanden dybt i øjnene og kunne sige: I år bliver vi fire. Det var en god tanke at være kommet så langt. Dagene indimellem højtider og mærkedage gik egentlig ganske godt. Vi havde jo allerede en guldklump til at sprede vores tanker, og som skulle have en hverdag der fungerede uden at være tynget af forældrenes utålmodighed. Samtidig har vi været gode til at involvere os i det, der har vores interesse. Tiden indtil jul gik derfor rimeligt hurtigt og på en god måde.

Efter jul skete der noget. Vi vidste, at tiden nærmede sig, men vi vidste ikke hvornår. På en eller anden måde blev vi fanget i en slags alarmberedskab. Vi planlagde ting, men i baggrunden var hele tiden, at vi måske ikke kunne deltage. Det blev værre, jo længere tid der gik, da tidspunktet hele tiden kom nærmere, men vi havde ikke nogen endelig dato. Vi var så tæt på og alligevel føltes det så usikkert, hvor langt vi egentlig var fra målet. Vi længtes virkelig efter at få vores dreng.

Gennem hele ventetiden fik vi månedlige vækstrapporter og nye billeder af Jakob, og det var rigtig dejligt. De fleste gange var det fine ord og billeder, men 2 gange så han ikke godt ud, og der stod han havde været på hospitalet - så var der lang tid, til næste gang der kom nyt. Alligevel gav det os ro at være informeret om hans dagligdag og tilstand, og vi fik fornemmelse af, at han var et godt sted, og at der virkelig blev taget hånd om tingene, når det ikke lige var som det skulle være. Vi spurgte om vi måtte sende gaver ud til Jakob - og det måtte vi gerne. Vi sendte blandt andet et børnevenligt fotoalbum, og det kan vi se i bakspejlet, har været en god ide. Vi sendte også en musikuro, og den er også blevet brugt, så han nu falder i søvn til den. Den er en god måde at få før og nu til at hænge sammen. Alle gaver kom med retur ved overdragelsen.

Midt i april – efter 7½ måneders ventetid – kom endnu en dejlig opringning fra Annette. Vi skulle modtage Jakob d. 11.5.09. Igen var vi heldige – AC havde skrevet i landeorienteringen, at der kunne gå op til 6 uger til vi kunne rejse ud, men her var der ikke engang 3 uger. Nu fik vi travlt. Vi havde planlagt at holde en uges ferie i Taiwan, inden vi skulle have vores søn, da vi gerne ville lære landet lidt at kende. Derudover var der mange praktiske ting, vi ikke kunne gøre klar før til sidst, men vi nåede det hele. Bestille billetter, finde et sted at bo, købe tøj i en forhåbentlig rigtig størrelse, få de sidste vaccinationer, snakke med sundhedsplejersken, aftale tid hos lægen til hjemkomst, bæresele eller ej, hvad skal vi se derude, hvem passer katten, hvilke lektier skal laves osv.

Vi endte med at få uvurderlig hjælp fra FDM Travel i Viborg til at planlægge rejsen, og vi fik en rigtig dejlig lejlighed at bo i, da vi gerne ville have lidt mere plads end et hotelværelse. Flyrejsen gik fint, selvom det var mange timer (ca. 15 timers effektiv flyvning). Vi blev hentet i lufthavnen som bestilt, og lejligheden var lige som ventet, så alt klappede. Nu havde vi en uge til at lege turister, inden den store dag skulle komme.

På forhånd havde vi forespurgt på Chung Yi, om vi måtte komme på besøg inden overdragelsen, da vi jo var i byen. Det havde vi fået lov til i 30 minutter, og det skulle foregå 3 dage før overdragelsen. Vi mødte spændte op og blev godt modtaget. Endelig skulle vi møde vores søn. Selve mødet gik rigtig godt. Han stod og legede, da vi kom ind, og det var derfor nemt at komme i kontakt med ham gennem legen. De 30 min. gik ufatteligt hurtigt, men vi var helt rolige, da vi gik derfra. Han så godt ud, ville gerne i kontakt med os, hjemmet var pænt og rent, så alle vores bekymringer blev manet i jorden, og det gav os ro.

Vi var så heldige, at Annette er udstationeret i Kina, og derfor tog hun en smuttur til Taiwan for at være sammen med os under overdragelsen. Vi mødtes dagen før og fik de sidste ting på plads. Og endelig blev det ”den store dag”.

Igen levede virkeligheden op til vores forventninger. Det blev en fantastisk overdragelse, både højtidelig, rørende og positiv. De ansatte havde virkelig gjort noget ud af det, og havde helt styr på alle dokumenter. Som eksempel kan nævnes, at ”mødrene” havde skrevet et brev til Jakob om deres tid sammen, og de havde lavet et fantastisk PowerPoint-show med billeder fra tiden på børnehjemmet, med en rørende underlægningsmusik og tale. Vi er bare så taknemlige for, at det netop er her, han har tilbragt sin første tid, når vi nu ikke selv kunne være der.

Vi blev bedt om at kontakte børnehjemmet, inden vi rejste, for at fortælle hvordan det gik. De stillede sig til rådighed, hvis der undervejs kom spørgsmål, og i det hele taget følte vi, at de var i baghånden til enhver tid.

Dagen efter overdragelsen havde Chung Yi arrangeret, at Michael skulle på Det Danske Handelskontor i Taipei for at hente Jakobs pas. Handelskammeret lå i gåafstand fra vores lejlighed. Igen var alle papirer klar, så det tog kun 10 minutter.

Vi havde bedt om lægejournalerne fra hans hospitalsindlæggelser, hvilket skulle hentes nogle dage efter. Michael tog videokameraet med og viste dem det vi havde optaget fra de første dage. De synes det var dejligt at se, han allerede var ved at være tryg hos os.

Lige nu er vi stadig i Taiwan, og vi begynder at glæde os til at komme hjem til vante omgivelser og at få lov at vise ham frem i lufthavnen. Vi har valgt at sige, at dem der har lyst er velkomne i lufthavnen, og så ”lukker vi døren derhjemme, til vi er klar til at komme ud igen”.

Det var så vores historie, set i bakspejlet har vi ikke et sekund fortrudt, at vi valgte Taiwan.

Familien Tingleff timer før
 de får Jakob overdraget.



 Allerede i receptionen på børnehjemmet Chung Yi føler den danske familie sig velkommen.

Lone og Michael får de sidste informationer før overdragelsen
af Jakob.

Her skifter Jakob
(bag stolen) havn ...

... han tøver lidt ...

... men storesøster Signe ser da meget sød ud ...

... det gør mor og far
faktisk også ...

... og Lone er på et øjeblik
blevet mor til to - Signe på
otte og Jakob på næsten to.

PowerPoint-præsentationen af Jakobs liv er en
rørende oplevelse ...

... mor må knibe en tåre.
Yderst til venstre sidder
adoptionsrådgiver
Annette Kousgaard.

Man kan godt blive ganske træt
af at få både en mor, en far
og en storesøster på
en gang ...

... og tørstig.

Så skal der pusles og hygges.
 

Far får lidt moralsk
opbakning i køkkenet ...

... og storesøster Signe får lidt computersupport, så hun kan få skrevet hjem til veninderne ...

... mor får et knus ...

... og Jakob får børstet bisserne.

Hverdagen hos familien Tingleff
kan begynde.

 
Jakob, Signe, Lone og Michael og adoptionsrådgiver Annette Kousgaard omgivet af alle fra børnehjemmet Chung Yi, der var med ved overdragelsen.

Sidst redigeret: 15.05.09