|
 I nov. 2004 påbegyndte vi kampen for at få vores næste barn. Vi holdt
nytåret 2004/2005 en stjerneklar nat tæt ved polarcirklen, hvor både
min mand og jeg, så et stjerneskud på størrelse med det i Walt
Disneys eventyr. Vi ønskede naturligvis begge, at jeg var gravid
(selv om ingen af os i virkeligheden tror på den slags ønsker). Det
viste sig, at jeg var gravid, og havde været det siden november -
trods flere negative graviditetstests. Jeg vidste instinktivt, at
det var tvillinger. I feb. 2005 mistede vi begge børn, som vi
begravede i vores have. Derefter fulgte 3 mislykkedes graviditeter
inden for to år. Det sled så meget på min fysik, at det tog det
meste af et halvt år at komme rigtigt på benene igen.
Jeg havde brug for et alternativ, og vi besluttede at påbegynde
adoption. Vi lukkede ingen døre, for ”hvor lang tid ville
adoptionsprocessen tage? – ville det overhovedet lykkes?”. På
adoptionskurset blev jeg klar over, at når kvinden ikke kan holde
til at lægge krop til mere, er det hende, der må sige stop, det kan
manden ikke gøre for hende. Til gengæld har hun ret og pligt til at
sige stop. Jeg sagde stop, og vi satsede nu alt på adoption.
Processen er jo, som den er; det er ubehageligt at sidde på den side af
skranken, ubehageligt at blive vurderet på, om man slår til som
forældre. Og yderst ubehageligt at læse sin egen historie gennem en
sagsbehandlers opfattelse, når man ikke synes, hun helt har fanget
pointen. Der er mange ting, man undre sig over undervejs, og mange
ting man bider i sig, for hvilke konsekvenser får det, hvis man
protesterer? Vil det forhale eller forhindre adoptionsprocessen, som
i forvejen er uendelig langsom?
 Så kom tiden til at vælge land. Min mand har rejst meget i Asien, så vi
besluttede vores barn skulle være fra Vietnam. MEN så lukkede
Vietnamlisten, inden vi nåede at komme på den. Nyt land! Vi valgte
Nepal og drog til Århus for at få en landevalgssamtale. På vej
gennem huset til samtalen med os, så adoptionsrådgiveren et brev i
kopimaskinen, at adoption fra Nepal netop var blevet stoppet af
Kongen. Nepal var nu også udelukket. Rådgiveren gik alle vores
tilbageværende muligheder igennem, og fortalte alt hun vidste om
landene. Til slut ville hun give os tid til selv at kigge
billedmapperne igennem.
Inden hun overlod os til mapperne, sagde hun;
”Vi har slet ikke talt om Etiopien, er det med vilje, eller er det et
tilfælde?”
Det var et tilfælde, så vi fik mappen at kigge i. Da vi åbnede den, var
vi ikke i tvivl. Vores barn skulle være fra Etiopien!
Vi blev godkendt næsten et år efter, vi tog den første kontakt, og
kunne trække vejret lidt lettere for en stund. Men dog med den
besked, at vi ikke ville nå at adopterer, hvis vi ikke nåede det
inden for to år, da min mand til den tid, ville have passeret de 46
år, og så ikke ville blive regodkendt til små børn.
Heldigvis havde Etiopien haft en stabil ventetid på 1½ år
længe, så det skulle ikke være noget problem. Vi kom på Etiopiens
venteliste aug. 2007. Men hvad var nu det, der kom ikke et eneste
barn fra Etiopien resten af 2007, og AC satte nu den formodede
ventetid op til 2 – 2½ år. Gisp, så ville vi jo ikke nå det! Senere
viste det sig, at den besked var forkert; sådan er reglerne ikke.
Forlængelsen af godkendelsen fra to - fire, nu fem år, ændrer ikke
på aldersgodkendelsen. Men det vidste vi desværre ikke!
 I
dec. 2007 tændte jeg et lys i lysgloben i vores kirke i en næsten
tryglende bøn, for det barn vi ventede. Jeg følte Gud svarede:
”Du skal bede for dem, og den kvinde som bærer dem! Næste år til december
får du en dreng og en pige.”
– DEM! Får vi to? Er de undfanget? Jeg var både henrykt og forvirret. Var
det, det inderlige ønske om at få et barn, der spillede mig et puds,
eller var det sandt? Turde jeg virkelig tro på det?
I januar gik der endelig hul på Etiopiens-ventelisten, og i marts var
vi allerede halvvejs gennem den lange venteliste, og det blev
pludselig meget sværere at vente. I juni så det ud som om, det gik
rigtig stærkt, men så gik det i stå igen. Det var uudholdeligt, så
tæt på, og så skete der ikke noget som helst. I slutningen af
maj/begyndelsen af juni følte jeg en stærk trang til at bede for min
lille dreng og for min lille pige. De havde brug for det. Jeg bad:
”Herre hold dem tæt ind til dig, lad dem vide sig elsket af os og af
dig”. Desværre kunne jeg jo ikke selv være der for dem, og vise dem
kærlighed.
Det var en lang sommer, hver time føltes som en evighed, og jeg havde
næsten kun lyst til at sidde og kigge på den venteliste, i håb om,
at jeg kunne tvinge den i gang igen (Jeg havde ellers svoret, at jeg
ikke ville blive en af dem som tjekkede den ofte). Jeg følte en
meget stærk kærlighed til de børn, som jeg vidste, ventede mig, men
som jeg ikke vidste om jeg turde tro på ventede mig. Jeg tændte
mange lys, og bad mange bønner, græd af længsel og sorg over savnet
af dem, men sommeren gik, og vi havde intet hørt. – Øv, måske var
det hele alligevel bare indbildning.
Den 7. oktober, da jeg tog på arbejde, tænkte jeg: ”Sikke en skod dag
at skulle til aftenmøde på arbejdet på, for i dag ringer Tove – du
fortryder, hvis ikke du ligger champagnen på køl!”
Ca. kl. 09:30: Jeg er lige gået med en stor flok børn på legepladsen, jeg
svinger rundt på en bum, da telefonen ringer. Jeg tænker, ”Hvilke
forkerte madkasser mon vi har taget med?”
”Goddag det er Tove Vase fra AC, har du tid at snakke ...”
– Jeg siger dig Tove, hvis ikke jeg havde tid, så tog jeg det.
”Jeg har den glædelige nyhed til dig, ikke blot at kunne tilbyde dig et
lille barn, men hele to, en dreng og en pige”.
Jeg rystede over hele kroppen. Jeg vidste det jo. De var født omkring 1.
juni, det var da jeg begyndte at føle et meget stærkt behov for at
bede for dem. Jeg havde følt mig så skør, men det var Guds
kærlighedsgave til dem og til mig.
Jeg ringede til min mand:
”vi har fået tvillinger!”
Han svarede:
”Det må du ikke joke med”
”Det gør jeg heller ikke, de er født omkring d. 1. juni, en lille dreng,
Yared og en lille pige Malefiya.”
 En underlig fornemmelse at have fået børn, og så ved man ikke engang,
hvordan deres navne udtales. Men smukke navne, det var vi enige om.
Dem skulle de beholde. Og
smukke børn, men hov, det er drengen i lyserødt!
Havde dagene sneglet sig af sted inden vi fik beskeden om vores børn,
så stod de næsten stille nu. Koncentrationen røg, jeg huggede næsten
maden i mig, som for at skubbe tiden af sted. Godt jeg havde et
arbejde at stå op til, så gik tiden da med det, og tålmodige
kollegaer, som forstod stressniveauet var intenst. Når en mail fra
Tove Vase tikkede ind, var glæden stor, uanset hvad hun skrev, bare
hun skrev. Selv da hun sendte de samme mails igen, var det bedre end
ingen ting!
Længslen fyldte det meste. Det var både godt med god tid til at forberede
sig, for hvor var der meget der skulle falde på plads, men hvor var
det svært at tage stilling til noget som helst. Vi sov dårligt,
vågnede flere gange om natten, og blev uendeligt trætte.
Endelig kom dagen da vi skulle rejse til Afrika. Rejsen gik godt, det
var en god og nem tur, uden søvn. Vores store pige var spændt og
dejlig at have i hånden. Endelig kom vi frem. Snart ville vi blive
hentet, og blive kørt ud til vores børn. Vi fik fat i
kontaktpersonen, som kunne meddele at de havde meget travlt; vi
ville først få børnene i morgen. Heldigvis var det Jens-Emil, som
modtog beskeden, for jeg blev ikke glad. Jeg følte det som et udsat
kejsersnit – uden at spørge mig!
Men dette var Afrika, og her går det ikke altid som forventet. Okay, det
var nok udmærket lige at få hvilet lidt først.
Endelig, d. 12. Dec. 2008, kl. 08:00, blev vi hentet i en flot rød
Lada, med plys både i for- og bagrude. Vi kørte i gader uden
gadenavne, ad bumpede veje, så man skulle tro, det var offroad, og
så mange mennesker, biler og dyr overalt. Det var utroligt, vi ikke
kørte nogen ned, gennem Addis Ababa.
 Da vi ankom til børnehjemmet, blev vi bedt om at stille vores ting i
opholdsstuen, og så følge med ind til børnene. Vi kunne høre, de
græd lidt. De lå i samme seng, i fine nationaldragter, kiggede med
store øjne, og en lille tåre på kinden. Vi havde besluttet, at vi
ville tage det helt stille og roligt, og lige lade børnene se os an,
inden vi tog dem op. Vi talte forsigtigt til dem, og rørte lidt ved
dem.
”Tag dem nu, tage dem nu, det er jeres børn” lød det fra lederen af
børnehjemmet.
Så tog vi dem, en hver, far tog Yared, mor tog Malefiya. Så gik vi i
opholdsstuen og David, AC’s kontaktperson tog nogle billeder af os.
Lederen Almaz inviterede os til kaffe-serimoni, med etiopisk kaffe og
popcorn. Så kunne vi stille alle de spørgsmål, vi havde forberedt.
De fleste kunne hun ikke svare på, da de omhandlede børnenes
identitet. Vi fik taget billeder af personalet, og af børnene, det
var dejligt at sidde der, endelig med vores børn i armene. De
smilede og pludrede til os, og det var tydeligt at de var trygge, og
havde haft det godt på børnehjemmet.
Da vi kørte derfra havde Malefiya store bange øjne, som tænkte hun,
hvad gør I ved mig? Yared var på penicillin og havde det dårligt, så
han havde ikke kræfter til at reagere synderligt.
 Hjemme
i gæstehuset pludrede de igen, elskede at blive skiftet, og grinede.
Yared var med på at drille, når vi skiftede ham. De var tydeligvis
nogle glade og trygge børn. Malefiya valgte helt klart sin far. Når
han var der, lyste hun op, og kom hun over til ham, fladt hun til
ro. Yared valgte sin mor, det var her, han faldt til ro.
Temperamentsmæssigt passer vi godt sammen på den måde, og det valg har
vi fulgt, for at skabe så meget ro som muligt for dem.
Vi besøgte også det første børnehjem, børnene havde været på. Det var
en fantastisk oplevelse. Da vi fortalte, hvem vi havde med, tog de
børnene i armene, dansede rundt, jublede og kyssede børnene. Det var
tydeligt at mine bønner om at børnene måtte føle sig elsket, var
blevet hørt. Nogle andre havde sørget godt for det, medens jeg ikke
selv kunne være til stede.
Vi havde ca. 2½ uge med vores små børn i Etiopien. Vi boede i DEM’s
gæstehus, hvor der var en dejlig have, og et afslappet hjemligt
miljø, som vi nød utroligt meget. Kunne vi gøre det om, var vi nok
blevet lidt længere. Det var en udsøgt fornøjelse at se lidt af det
land, vores små børn kommer fra, i det tempo det er muligt, med to
små nye børn på armen. Vi havde brug for meget ro, og brug for tid,
men også oplevelser.
Vi fik to børn, som passer godt ind i vores familie. Det føles så
rigtigt, at de blev vores. Vi fik to stille børn, efter en uge talte
de lige så meget som resten af familien. De elsker at synge som os
andre. De griner meget, som vi andre. De er drillesyge og ligner
henholdsvis mor og far med temperament og vilje.
 Edel
Johanne var næsten 6 år, da hun endelig kunne ånde lettet op; hun
blev storesøster, og er ikke længere enebarn. Når jeg spørger hende,
hvordan det er at få to mørkebrune søskende, svarer hun:
”Det er da meget almindeligt.”
Jens-Emil gik rundt med et smil fra øre til øre, af lykke over
familieforøgelsen.
Det som kom til at undre mig i denne proces var min tilknytning til
børnene. Inden havde vi hørt så meget om børnenes tilknytning til
os, og hvis nogen havde talt om vores tilknytning til børnene, havde
jeg ikke hørt efter. Jeg havde så mange stærke følelser for dem,
inden jeg mødte dem, og det værste mareridt jeg kunne tænke, var
ikke at få dem med hjem i live. Da jeg fik dem i armene, syntes jeg,
de var søde, smukke og fantastiske. Men jeg følte ikke de var mine.
Moderfølelsen, troen på at de er mine for evigt, og følelsen af ret
til at kalde mig mor, var en langsomt voksende følelse.
”Jeg er deres mor”, var en mærkelig sætning, som stille voksede i mit
sind, i takt med at min tilknytning til dem tiltog. Den dag, jeg fik
at vide, at adoptionen var godkendt af adoptionsrådet, faldt den
sidste brik i min tilknytning på plads. Nu føles det allerede som
længe siden, jeg havde svært ved at kalde mig mor, for de to mest
vidunderlige børn fra Etiopien.
Da vi havde haft Hans Yared og Anna Malefiya i tre måneder, syntes jeg,
det var som om, vi faldt på plads som forældre for dem. De faldt til
ro på en anden måde, og hviler trygt i, at vi hører sammen. Vi skal
stadig være opmærksomme på, at det er to følsomme børn, der ikke
magter helt så meget som hjemmelavede børn.
Hver dag oplever jeg noget nyt, og lære nogle nye sider af mine børn at
kende. Det er fantastisk at være midt i en proces, hvor vi får lov
at se disse to smukke blomster springe ud. Lige som vi bedst tror,
nu er de sprunget ud, så viser det sig, at det kun var en brøkdel af
dem, vi før så.
Det er anderledes end at føde sit biologiske barn, men det er en
oplevelse for livet, på mere end en måde, og jeg ved, jeg fik netop
de to, som var tiltænkt mig.
Hans Yared og Anna Malefiyas dåb d. 1. marts
i år. Her er
tvillingerne omringet af
mor, far, Edel Johanne og deres faddere,
der også tæller præsten, der døbte dem.
Storesøster sørger for, at det ikke bliver
for kedeligt alt sammen.
|
artikler