Artiklen er en del af serien 'AdoptivLiv - Adoptivforældre og adopterede fortæller'.

Tidligere artikler i serien kan findes via linket 'Artikler'.

Har du lyst til at fortælle din adoptionshistorie, så klik her.

AdoptivLiv:
Christian er og bliver nordjyde

Af journalist Henrik Helmer Petersen. Artiklen, der udgives med Christians tilladelse, har tidligere været publiceret i ugebladet Hjemmet.

Christian fotograferet foran Bogotá bydelen Ciudad Bolívar.
Den er bl.a. berømt for at være en af de mest farlige områder i Colombia.

Christian glædede sig til at se Colombia, da han sidste sommer rejste tre uger til det sydamerikanske land for at deltage i et projekt, som den danske hjælpeorganisation AC Børnehjælp har etableret med en lokal colombiansk partner.
  Christian skulle hjælpe børn i slumkvarterene i hovedstaden Bogota med at integrere sig, og efterfølgende skulle han fortælle om det på danske skoler og andre læreanstalter. Han havde fået opgaven, fordi han taler spansk og selv er af colombiansk afstamning.

Sanserne husker
Christian er født i 1980 i en provinsby, Bucaramanga i det nordlige Colombia. Som treårig blev han adopteret af et nordjysk ægtepar fra Dronninglund, og siden har han følt sig som dansker. Hans biologiske familie har aldrig fyldt ret meget i hans bevidsthed.
  - Jeg troede, de var døde. Jeg rejste udelukkende til Colombia for at arbejde, ikke andet, fortæller Christian Børsting, 29 år.
  Skæbnen havde en anden plan.
  Christian har kulsort, kruset hår, blå øjne og et varmt smil, der krydser landegrænser. Hjemmet møder ham i hans danske barndomshjem i Dronninglund.
  Hans forældre er skilt, og det er Christians danske far, Aksel Børsting, der byder indenfor. Christian flyttede til Granada i Spanien i 2006, hvor han i dag læser psykologi på universitetet.
  Da han landede i Colombia, var han straks bjergtaget. Han blev indkvarteret hos nogle colombianske venner, som han havde mødt i Granada, og den første morgen serverede de tamal med varm chokolade for ham. Tamal er en nationalret af kød bagt ind i majsmel og pakket ind i bananpalmeblade.
  - Smagen og duftene, det var, som vækkede det noget til live i mig. Noget jeg havde glemt, men som jeg nu huskede. Jeg havde smagt tamal før. Det var jeg ikke et sekund i tvivl om.

Fortiden banker på
Christian havde været i Bogota i halvanden uge, da telefonen ringede. En repræsentant for AC Børnehjælp i Colombia havde hørt, at Christian var i landet og spurgte, om han havde lyst at se det børnehjem, han selv havde boet på. Ja, hvorfor ikke, tænkte Christian og tog med en colombiansk ven et fly nordpå til byen Bucaramanga.
  - Børnehjemmet var flyttet. Det var ikke den samme bygning, jeg havde boet i. Det kunne jeg fornemme, og det bekræftede lederen. Pludselig spurgte han, om jeg ville med ned i arkivet og se, hvad de havde om mig.
  - Jamen, kan vi det, fløj det ud af munden på mig.
  Christian ler.
  - Jeg tror, at jeg har set for mange udsendelser af ”Sporløs”, for dér støder de altid på forhindringer. Her gjorde vi det bare.  

Et par onkler dukkede op. Klik for en stor version.

Som at se sit liv udspillet i en film
Den følgende time blev hans livs puslespil lagt.
  - Jeg lagde det ikke selv, men kiggede på. Børnehjemlederen og en mangeårig ansat fandt et bundt papirer frem, og brik for brik fik jeg at vide, hvad der var sket. At min mor havde afleveret mig til en tante, og at jeg havde boet hos tanten fra jeg var to til jeg blev tre år. Så havde naboerne klaget til myndighederne, fordi jeg var underernæret og løb rundt uden tøj på, og så var jeg blevet tvangsfjernet til børnehjemmet. Den historie kendte jeg ikke. Jeg følte mig svimmel. Det var som at se sit liv udspille sig på en film.
  Pludselig spurgte Christians ven, om Christian ville med op i slumkvarteret nogle timers kørsel derfra. For her boede hans tante formentlig stadig, lød ordene, og jo, det ville Christian gerne.
  - Da vi kørte ind i slumkvarteret, fik jeg et chok. Folk stod passive på gaderne, mange påvirket af stoffer og alkohol. Håbløsheden lyste ud af deres øjne. Det var det liv, jeg havde haft, hvis ikke jeg var blevet bortadopteret. Det vidste jeg i det sekund.
  Christian mødte sin tante, der nu var lam og ikke kunne tale, og han mødte en kusine, der faldt ham om halsen og fortalte, at hun kunne huske ham som barn. Turen gik videre til nogle onkler, og som ved et trylleslag blev der nævnt en adresse.
  Dér bor din mor, fik Christian at vide.
  - Få timer forinden havde jeg end ikke haft min biologiske familie i tankerne, og med ét blev jeg præsenteret for min mors bopæl. Uden at jeg havde gjort noget. Jeg var ør.

Forløsningen manglede
Moderen og hendes nye mand havde en kiosk, og da Christian stod foran bygningen, rystede hans ben.
  - Hvad nu? Jeg var spændt på, om min mor ville se mig, og bange for, hvordan det skulle gå. Det var, som havde jeg tusind sommerfugle i maven.
  - Min mor græd og græd, fortæller Christian.
  - Hun omfavnede mig og var dybt ulykkelig over, at hun havde bortadopteret mig. Hun sagde undskyld igen og igen, og jeg fortalte hende, at jeg havde et godt liv, men hver gang jeg sagde noget, så græd hun.
  - Jeg vidste, at jeg stod midt i et af mit livs vigtigste øjeblikke, men den forløsning, man kunne forvente, udeblev.
  - På ene side var jeg genforenet med min mor, og jeg vidste, at det kom mig til gode senere i livet. På den anden side var hun et fremmed menneske for mig.
  Christian fik halvanden døgn med moderen, og hun fortalte ham, at hun var blevet alene med sine børn. At hun ikke havde kunnet forsørge dem, og hun havde afleveret dem hos tanten.
  - Jeg kan sagtens forstå hende. Jeg er ikke vred.

Rødderne stikker dybest i den jyske muld
Da Christian tog afsked, lovede han moderen at komme igen.
  - Jeg skal helt sikkert se hende igen, men hvornår ved jeg ikke. Colombia trækker lige så meget i mig, som hun gør.
  Det var i ugen efter i Bogota, at Christian fik kontakt med sin lillebror, Ciro. Han var blevet adopteret af en colombiansk familie, og han var også ovenud glad for at gense Christian.
  - Vi fik ti dage sammen, og det var en mærkelig følelse at gå på cafe som andre unge i sit fødeland med en bror, man ikke har set i 26 år. Vi har den samme form for barokke humor, men vi er også vidt forskellige.
  - Ciro var meget ”colombiansk” og mere følelsesladet end mig. Sikke han kunne kramme mig! Jeg er nok mere ”nordjysk”, smiler Christian.
  Sådan endte det.
  Christian følte sig instinktivt hjemme i Colombia. Næsten som colombianer.
  - Men min mor og far, de bor i Nordjylland. Selvom jeg er flyttet til Spanien og helt sikkert skal til Colombia igen, så er det sikkert og vist: Mine rødder stikker dybest i den jyske muld.

Sidst redigeret: 22.05.09