Vores datter er født i Madagaskar

AdoptivLiv:
Til Madagaskar efter vores datter

Denne rejseberetning er skrevet af Frank Enemark. Sammen med sin kone Mette er han lige nu i Madagaskar efter deres datter Sarah.

Vi gør os klar
Allerede da vi fik Sarah i forslag, gik vi i gang med de praktiske hjemlige forberedelser, primært Sarahs værelse, som nu står klar til hende, når vi kommer tilbage. Her inden afrejse, er værelset omdannet til pakke-destination. Og det er mange ting. Så den planlagte mængde bagage til afgang er altså: 2 x kuffert, 2 x rygsæk, 1 x klapvogn, 2 x håndbagage, 1 x bærbare PC. Hvor utroligt det end ser ud, så skal det jo helst være muligt at slæbe alt bagagen, også selv vi kun er to på vejen derned. Så med rygsække på ryggen, kufferter og håndbagage i hånden, så har vi vist nok at slæbe på. Så vil vi slet ikke tænke på, hvor meget vi skal have med hjem, hvor vi, ud over Sarah naturligvis, skal have hendes ting, og hvad vi nu lige kommer til at købe i løbet af de tre måneder.

Dag 1 – en barsk dag
En lang rejse mod Madagaskar startede søndag morgen klokken 5. Klokken var midnat inden vi kom ud fra lufthavnen i Madagaskars hovedstad, der kaldes Tana. Her blev vi hentet af værtsparret på det Guesthouse, vi skulle bo på i forstaden Ambatobe - ”Villa Suede”. Parret var forberedt på vores ekstreme bagagemængde, og det krævede en tagbagagebærer og lokal hjælp, at få vores 4 kufferter og 7 x håndbagage proppet ind i deres Citroen ZX stationcar.
Først efter klokken to blev det sengetid. Efter en improviseret udpakning, der bedst kan beskrives som kaotisk, besluttede vi at gå i seng. Mandag morgen kl. 7.30 var der afgang til første møde med dommeren i retsbygningen, hvor vi efter planen skulle møde Sarah for første gang. Helt uden varsel, dukkede to fra børnehjemmet op med hende, i mens vi sad i bilen og ventede. Vi kunne godt kende hende fra billedet, men hun er blevet mindre baby og mere pige, siden billedet vi fik, blev taget for et halvt år siden. Af en 2½-årig er hun en lille pige. Men med store, smukke, dybe og observerende øjne. En fin mørk kulør og mange store krøller i det tykke sorte hår. Lige præcis så smuk en lille prinsesse, som vi havde drømt om. Fra vores side var det kærlighed fra første sekund. Der var slet ikke tvivl om, at det var vores datter, og Sarahs tilstedeværelse i verden gav fuldstændig mening, fordi vi havde ventet på netop hende så længe.
Midt op eftermiddagen blev vi kørt tilbage til Villa Suede, og vi var for første gang alene med Sarah. Der gik ikke mange minutter, før virkeligheden gik op for vores lille prinsesse: Helt alene i verden med to fremmede mennesker, der er skræmmende hvide, og som taler et sprog Sarah ikke forstår et eneste ord af. Og alle de kendte ansigter og omgivelser manglede. Den eftermiddag var ingen på Villa Suede i tvivl, om at der var flyttet en meget meget ulykkelig lille pige ind. Adskillige timer, langt værre end frygtet, forudset og forventet var i vente.
Gråden og panikken var måske til at holde ud, men hele baggrunden med Sarahs historie gjorde forståelsen for den lille piges angst stor og gjorde, at den ramte lige i hjertet. Med følelsernes overtag og alt rationelt tænkning og al overskud suget ud af en, kunne vi ikke lade være med at stille os selv spørgsmålet, hvorvidt vi overhovedet havde truffet den rigtige beslutning på Sarahs vegne. Kunne vi virkelig være bekendte overfor denne lille pige, at fjerne hende fra alt, hvad hun kendte, blot for at opfylde vores egoistiske behov for at få et barn?

Dag 2 – håbet vender tilbage
Hvilken helt igennem fantastisk dag vi har haft i dag. Ubeskrivelig lykkelige følelser har kendetegnet dagen. Sarah er en glad og positiv pige, der i den grad har søgt kontakt med os, og som har åbnet sig og vist nye sider af sig selv.
I dag fik Sarah også lyst til at give far det første rigtige knus. Et skridt bagud, og begge arme ud til siden og i fuld løb mod farmand. Sådan! Et styk stolt og grædefærdig farmand.
Hvor vi i går, kæmpede med at holde de positive tanker fast, så kæmper vi i dag for ikke at være naive lykkeriddere, der fra nu af blot soler sig i deres succes.
Et af de råd, der går igen til adoptivforældre, er at lade barnet beholde så meget som muligt fra dets gamle liv de første par dage. Vi har jo fjernet alle mennesker barnet kender, alle omgivelser og alt hvad der gjorde barnet trygt. Det eneste der er tilbage er barnet selv og det tøj det har på. Så Sarah har haft det samme tøj (inkl. sko) på hele tiden. Og vi har heller ingen planer om, at ændre på dette før det er nødvendigt.
Tøjet og tøjets lugt kender hun jo, ligesom hendes egen lugt kan skabe tryghed, og derfor vil fx et bad fjerne endnu mere tryghed fra barnet.

Dag 6 – Sygdom, læge og hospital
Efter at være faldet i søvn fuldstændig udmattet i går aftes, har Sarah heldigvis sovet hele natten igennem. Dog vågnede hun allerede klokken 5.30, hvilket, hendes forældre syntes, var lige tidligt nok. Som et forsøg på at sove lidt længere puttede mor Sarah tæt ind til sig og prøvede at sove videre. Sarah accepterede at ligge i sengen fortsat en time uden at sige en lyd, men hun sov ikke. I stedet opdagede mor til sin rædsel, at hun nu ikke kun har en mand der bider negle, men også en datter!
Ved morgenmaden blev det dog klart, at Sarahs mave stadig ikke fungerede optimalt. Da Sarah selv på badeværelset, som er et af hendes yndlingsrum, ikke kunne trøstes, blev mor og far så nervøse for, at der var noget alvorligt galt med Sarah og værtsparret blev kontaktet. Heldigvis er vores værtsfamilie meget hjælpsomme, og de gjorde bilen klar og kørte sammen med os til et godt børnehospital inde i Tana.
Beskrivelsen ”Hospital” er måske noget overdrevet. Det var nærmere en klinik. I hvert fald blev vi guidet igennem nogle tomme rum i en stor stenbygning, inden vi skulle vente udenfor, på trappen, foran en dør, hvor der var et stykke papir tapet på, med teksten Dr. Régine. Konklusionen blev, at Sarahs mave var stoppet pga. kostændring. Vi havde givet hende varieret kost med kød og grøntsager de første 6 dage, og hendes mave havde stort set kun været vandt til ris.
Da vi kom hjem kiggede vi for første gang i familiealbummet. Der har vi billeder af den nærmeste familie. Og Sarah var meget interesseret og gentog villigt alle navnene efter bedste evne. Nogle har dog svære navne, fx Claus og Zakarias. Men det skal nok komme, så længe Sarah bliver ved med at gentage, hvad vi siger, og det tyder på, at hun er meget interesseret i det. Og legen har nu dagligt udvidet sig således, at vi også skal gentage Sarahs ord. Vi har dog en mistanke om, at hun når hun løber tør for ord, i stedet finder på lyde, vi skal gentage. Men vi ved det reelt ikke.

Dag 9 – En dejlig dag, desværre med ged
En lokal kvinde og hendes mange børn kom for at lege med Sarah. Efter noget tid fik moren hul igennem til Sarah, som gerne ville med ned på marken og se den ged, som nogle af børnene havde hentet, til lejligheden.
Sarah sad ved kvinden og kiggede på geden. Far sad på hug ved siden af, og var stort set lige så lidt interesseret i geden som Sarah egentlig var. Men som den gode farmand, man vel er, kan man være det gode eksempel og kløede den lidt. Og på et splitsekund vidste geden sit sande jeg. I virkeligheden var det djævelen selv, sendt ud for, at genere menneskeheden. Det djævelske kræ angreb mig, i samme sekund jeg kiggede væk, og stangede mig nederdrægtigt hårdt på højre overarm, der var lige i gede-pande højde, når man sidder på hug.
Hårdt såret lykkedes det mig at kæmpe mig væk fra geden, som egentlig var bundet fast, og i øvrigt tydeligvis ganske tilfreds med at have stanget mig en gang. I min overlevelseskamp, var jeg dog ikke helt sikker på, at rebet kunne holde bæstet og jeg tog et par lange skridt over marken. Desværre var det en tørret rismark, der var mest tør på midten, der hvor geden stod og virkelig smattet og mudret ude i kanten - netop der, hvor jeg havde udset mig min flugtrute. Så de to sidste skridt forsvandt mine sko totalt i mudderet. Men i sikkerhed, det kom jeg.
Efter 10 minutter kunne jeg ikke længere mærke hvor den stangede og den eneste skade var mine beskidte sko. Geden var heldigvis uden horn, og stangede et helt uskadeligt sted. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke stod op, for så havde det været en helt anden smerte geden havde påført mig.
Hele seancen var til stor morskab for alle tilstedeværende (og efter lidt tid også for mig. De lokale unger skreg af grin. Deres mor skjulte dog sit grineanfald, nok til at undskylde og tilbød at vaske mine sko. Men hun skulle naturligvis ikke ligges til last, for at jeg ikke har begreb på dyr. Og i virkeligheden er det en meget morsom historie, om en tåbelig europæer, der stanges af en ged, og derefter, frivilligt, hopper hen i mudderet for at komme væk fra en bundet ged.
Mette ærgrede sig bagefter over, at hun ikke havde videokameraet. Men historien gør sig nu nok bedst, ved at blive fortalt i ord, og ikke billeder.

Dag 12 – der skal også købes ind
Selv om et bad måske var tiltrængt, tog vi en bus til Jumbo for at handle lidt, og for at der kunne ske noget andet for Sarah. Sarah faldt i søvn i bussen og sov i 20 minutter. Vi var lidt bange for, at det havde ødelagt hendes middagssøvn igen. Men det var heldigvis ikke tilfældet. I Jumbo fik vi købt de småting, vi manglede. Det bliver mærkelig nok altid dyrt, når man handler i disse store varehuse. Lidt fordi vi altid køber lidt ekstra, eller noget vi måske har brug for. Denne gang fik Sarah en kasket. Vi har kigget efter en hat til hende, men har ikke fundet nogen. Og i går tog hun min FCK kasket og tog den på. Hvor meget end FCK merchandise klæder hende, så var den altså for stor ikke særlig god til hende. Så hun fik en ny fin, rød, kasket i dag.
Det er også, fordi det er alle de dyre varer, vi køber. Det, der koster en mindre formue. Selv om Madagaskar er meget billigt, så er det tydeligt, at det er de ting, de lokale bruger, der er billige. Andre ting, som fx mælk (i hvert fald i karton, som vi helst vil købe den) er ikke spor billigt. Vi giver 5000 Ariary (15 kroner) for en liter mælk. Da Sarah er den eneste der får mælk, er det heldigvis begrænset hvor meget vi skal bruge. Men også juice er dyrt, det koster ca. det samme som mælk.
Kød er også dyrere end i Danmark. Men det er kun fordi vi har nogle høje krav til hygiejnestandarden. Det er garanteret meget billigere at købe det hos den lokale slagter, der består af en bod, hvor kødet hænger i kroge i åbningen. Som regel helt ud til vejen, og uden nedkøling eller beskyttelse mod insekter og dyr. Den lokale fiskehandler har samme hygiejne standard.
Så vi køber vores kød i dyre domme i et supermarked. I den billige ende, så har vi købt et kilo bønner i dag til under 4 kr.

Dag 17 – oplevelsen af tid ændrer sig
For et par dage siden lige inden morgenmaden mødte Mette og Sarah vores vært, Åke. Mette siger pænt godmorgen, hvorefter Sarah siger nøjagtig det samme. Lige et par sekunder blev vores svenske vært stum, men svarede naturligvis ”godmorgen Sarah”. Alle her på Villa Suéde er involveret i Sarahs udvikling, som går helt fantastisk stærkt.
Det er mærkeligt, hvordan den måde, vi ser på tid på, har ændret sig drastisk de sidste 17 dage. Hernede har vi al den tid, vi kan tænke os. For første gang i rigtig mange år er tid ikke en mangelvare. Det føles mærkeligt, men dejligt. Vi kan hellige os Sarah 100 %, og det betyder ikke så meget, om vi får handlet i dag eller i morgen. Vi kan altid hente lidt grøntsager og brød og klare os et par dage på det, hvis det bliver nødvendigt. Og om vi tager ind til byen i dag eller i morgen er også ligegyldigt. Dagene flyver alligevel af sted.
Både vores situation og hele livet i Madagaskar bidrager til denne stemning. Der er meget få der har travlt her. Både i forretninger og trafikken er folk overraskende tålmodige. Ting tager bare lang tid, og hvorfor ikke slappe af samtidig. Man når jo nok, det man gerne vil alligevel, ikke?

Dag 23 – småbørnsfamilier rimer på ...
I dag har vi taget en ny pegebog i brug. Det virker som om Sarah keder sig lidt med dem hun kender. Og hun begynder for alvor at genkende ord. Når der kommer et kendt ord i en af de nye bøger, så henter hun den gamle bog, hvor hun ved, at det også er i. Ligesom hun gerne henter sine ting, sko eller lignende når disse ord dukker op. Der er stadig ikke ret mange ord, hun selv siger endnu. Hun afventer, at vi siger ordet først. Men det er tydeligt hun genkender ordet.
På det seneste er Sarah begyndt at tale til os på en anden måde, ud over det hun plejer. Når der sker sjovt eller interessant, så løber hun gerne hen til den anden og fortæller hvad der sket. På malagassy selvfølgelig. Er det noget sjovt, der er sket, fx at hun har tumlet med mig, så kan hun grine så meget, at hun slet ikke kan få sagt nogen ord. Til stor morskab for både os og Sarah i øvrigt.
I dag skal vi på tur. Vi bliver hentet 9.30. Det er med overnatning, så det bliver spændende, hvordan Sarah oplever sin første nat et andet sted, siden vi fik hende. Nu bliver vi for alvor testet på, om vi kan pakke moderat, selv om vi skal af sted med en 2½-årig. Vi har altid undret os over, at folk med børn pakker så helt ufattelig meget, hver gang de skal ud af døren. Vi har lidt på fornemmelsen, at virkeligheden i den grad er ved at indhente os, og at vi også kommer til at pakke 4 kufferter og en ekstra trailer, bare vi skal være væk i et par dage.

Dag 26 – På besøg på Sarahs børnehjem
I dag har vi en aftale med Colette (AC Børnehjælps kontaktperson), at vi skal besøge Sarahs børnehjem. Det er dog først kl. 15. Men hele dagen er ligesom bare en lang ventetid, indtil vi skal af sted. Det er med meget delt sind, at vi tager af sted. Først og fremmest har vi brug for at se hvor Sarah kommer fra, og vi har brug for at tage billeder og video af det, så Sarah kan se det senere. Men omvendt er vi ikke glade for, at Sarah skal tilbage. Tænk hvis hun bliver ulykkelig, enten over at komme tilbage, eller over at skulle af sted igen. Det er mange scenarier og mange ukendte faktorer. Men vi har sagt ja tak til besøget i dag. Vi har haft Sarah i 25 dage, og der er sket en helt fantastisk udvikling på den tid. Og Sarah ved godt hvor hun har hjemme nu. Håber vi.
Aftalen på børnehjemmet var kl. 16, og Colette skulle hente os kl. 15. Halvanden time forsinket kommer vi af sted. På trods af, at vi var sikre på, at det skulle aflyses.
Vi bliver mødt af lederen af børnehjemmet, da vi stiger ud af bilen. Sarah reagerer ikke umiddelbart på hende. Men vi kan genkende hende fra den første dag, hvor hun var inde ved retten og aflevere Sarah. Hun taler en smule engelsk, men ellers fransk. Vi går ind i den bygning, der ligger overfor hønsehuset og op på 2. Sal. Vi finder aldrig ud af hvad der er nedenunder. Ovenpå er der 2 små rum, det er en meget lille bygning. Her er plejere og børn og senge. Tydeligvis børnenes soveværelser. I det første rum er der 3 tremmesenge og 1 børneseng. I rummet bagved betydeligt flere senge i mange størrelser.
Den plejer, der var med inde og aflevere Sarah i retten, tager hende straks, og Sarah smiler til hende og genkender hende tydeligvis og er positivt stemt. Glæden er gensidig. Også de mange børn der kommer os i møde, enten gående eller på armen af en eller anden smiler til Sarah og Sarah smiler tilbage. Heldigvis kalder alle plejerne hende Sarah, selv om de kender hende med et andet navn. Sarah ser ud til at være godt tilpas, og smiler mange gange til børnene, selv om de ikke alle er interesserede i hende. Vi lader Sarah sidde på armen af personalet i al den tid vi er der, indtil hun, til sidst, beder om at komme tilbage til Mette. Dejligt, at hun vælger os til, for at få tryghed.
Jeg har ikke tal på børnene. Der skulle være 16, og det passer sikkert. Der er en del, men der er også i hvert fald 3 plejere og lederen, til at passe dem. Børnene er rene og stedet ser umiddelbart rent ud. Op af nogle puder ligger en meget lille baby og sover, og i den andet hjørne sover et barn, der vel er på alder med Sarah. De andre børn er vågne og er meget interesseret i os. En lille purk i en seng begynder at græd, da vi går ind i det andet rum. Mette tager ham op og med. Det er tydeligt at mange af børnene, higer efter opmærksomhed fra os. De hiver i buksebenene og kigger på os.
På et tidspunkt viser Sarah at hun gerne vil over til Mette, og det kommer hun straks. Her sidder hun og følger med i samtalen og er ganske stille hele tiden. Hun ser ud til at vide, at på dette sted, er der en helt anden disciplin, end når vi er hjemme på Villa Suéde. Efter en kort samtale, går vi ud i bilen og henter de ting vi har med. De kommer op på et lille bord plejeren har på kontoret og fylder hele bordet. Hun virker oprigtig glad for tingene og siger, at de har så lidt.
Vi ser ikke mere af børnehjemmet i dag. Trods det korte besøg, så fylder det meget i hovedet. Omkring Sarah var vores bekymringer unødvendige. Hun virkede glad under besøget, men ikke ked af det, da vi tog afsked med plejere og børn, og heller ikke da vi kørte fra stedet igen. Hun var også glad for at komme tilbage på Mettes arm, da vi sad på kontoret.
I forhold til nogle videoer vi har set fra børnehjem rundt omkring i verden, var her gode forhold. Der så ud til at være en seng til hvert barn, og der var et begrænset antal børn på børnehjemmet. På nogle områder var stedet selvforsynende, fx æg og mælk, og der var plejere, der oprigtigt bekymrede sig om børnene. Stedet var rent og selv om børnene var i slidt tøj, så var de rene.
Trods alt det positive om børnehjemmet, så var det en helt anden fornemmelse jeg sad med på vejen hjem. Trist over børnenes skæbne på børnehjemmet. Alle disse håbefulde øjne, der kigge op og ville have opmærksomhed. Men slet ikke får den opmærksomhed de higer efter. En masse tanker flyver rundt i hovedet, som jeg slet ikke kan overskue at tænke til ende lige nu.

Dag 30 – En dejlig dag i parken
Sarah vækkede os klokken 6 præcist. Hun var som sædvanlig i godt humør og moslede lidt rundt og hentede legetøj. Det blev til lidt læsning i pegebøgerne, og til sidst ville Sarah gerne tegne. Hun har fået lov til at tegne med en kuglepen, på noget papir. Det kan hun godt lide. Og hun vil gerne sidde ved skrivebordet og tegne, samtidig med at hun ser Bamse på computeren.
I dag skinner solen, kan vi se ud af vinduet. Det skal udnyttes til at komme udenfor. Vi er lidt begrænset mht. at underholde Sarah, hvis vi skal være flere dage indenfor. Vores rum er ikke så stort, og generelt er alle rum her rimelig små og fyldt med møbler. Hertil skal så lægges de små vinduer, der ofte vender ud til en væg, da den lille grund er omkranset af en stor mur, som alle andre huse, er det her i Tana.
Efter aftensmaden sidder vi over en halv time og ser fjernsyn. Sarah er interesseret i det hun ser, og vi er overrasket over hvor længe en træt Sarah kan holde interessen. Bagefter er hun nem at overtale til at skulle sove. Men klokken er alligevel næsten 20 inden hun sover.
Vi har stadig kommunikationsvanskeligheder i ny og næ. Men det er ikke så tit længere. Hun taler mere og mere til os, og der kommer flere og flere danske ord. I bilen i går tabte jeg en vandflaske ned på Sarah, så hendes bukser blev våde. Og det fortalte hun rigtig mange gange, mens hun grinede så meget, at man næsten ikke kunne høre ordene. Men et par tydelige ord gik igen hver gang, ”far”, ”bukser” og ”våde”, og så hendes grin.

Dag 36 – d. 21. september 2009
I dag er vi officielt blevet Sarahs forældre. Helt fantastisk, at retssagen nu endelig er afsluttet.
Vi får de endelige dokumenter i løbet af et par uger, regner vi med. Endnu ved vi ikke, hvornår det hele, inkl. Sarahs pas er klart. Men vi er kommet et stort skridt videre i sagen.

BEMÆRK:
Artiklen er en del af serien 'AdoptivLiv - Adoptivforældre og adopterede fortæller'.

Tidligere publikationer i serien kan findes via linket 'Artikler'.

Hvis du har lyst til at fortælle din families adoptionshistorier, så klik her.

OBS: Klik på billederne for en stor version.

Far og Sarah leger på terrassen. Hvem har det sjovest?