|
Ventetid, ventetid og atter
ventetid. Først medicinske og senere tekniske og administrative
forklaringer til familie og venner om, hvorfor det hele ikke var
så enkelt. Det med at få ønskebarnet. Usikkerhed og en stærk
og inderlig længsel, der hev og sled i os. For at få dig. Vi håbede,
og gang på gang blev ventetiden forlænget. Netop som vi
regnede med, at det skulle tage endnu længere tid, ja, så kom
mailen. Den længe ventede mail, som vi kun havde drømt om!
Jeg var på Mols-færgen på
vej til Århus på venindetur. Far var på arbejde, da han
ringede, og med meget stille og sårbar stemme fortalte, at der
var kommet en mail fra AC. At der var en lille pige på 8 måneder,
som måtte blive vores. Og så kunne far ellers hverken huske
din fødselsdato eller provinsen, hvor du var født. Helt rundt
på gulvet var han. Jeg græd, hele vejen til Århus. Ringede
til mormor, farmor og farfar, moster og alle som var til at få
fat på og fortalte den lykkelige nyhed. Det regnede vist, men
aldrig har solen skinnet så stærkt og klart. Da færgen ankom
til Århus, rejste en kvinde sig bag mit sæde, opsvulmet i
ansigtet med tårer. Hun sagde:
”Jeg ved godt, at
man ikke må lytte til andres telefonsamtaler, men aldrig har
jeg hørt nogen være så lykkelig”.
Hun undskyldte, at hun ikke havde blomster til at fejre
begivenheden, og gav i stedet penge med beskeden ”køb
blomster til dig og din mand fra mig og fejr dagen”. Og med
disse ord blev Ellen fra Molsfærgen en del af din fødselshistorie.
3 måneder senere i et meget
varmt og fugtigt lokale i det sydlige Kina ... 4-5 års ventetid
fyldt med frustration og tab blev forløst i dét lokale. Det
var de sidste få minutter, før det var din tur til at komme
ind i lokalet og blive overrakt til os, som den sidste af de 10
piger, der den formiddag fik deres familie. Og vi rystede, græd
ved tanken om, at du var så tæt på os, lige i rummet ved
siden af. Og pludselig var du der ... i døråbningen, på armen
af børnehjemmets læge. I kød og blod, meget nysgerrig på det
hele og tryg ved lægen ... der var du, som et helt lille
menneske, med egne vaner, en du holdt af, en verden du kendte.
Du var ikke længere en drøm og en længsel, du var helt
konkret ... dig. Et øjeblik gik suset og nervøsiteten igennem
mig; kan vi nu klare det, vil du blive glad for os, overlever du
skiftet. Det var et øjeblik, for nu handlede det ikke om os
mere, det handlede om dig.
For over til os ville du ikke,
dit ansigt var hævet af angst og mundvigende så triste og
nedadvendte som Beaker fra Muppet show. Det hele havde været spændende,
lige indtil lægen forsøgte at række dig over til os. Og du
skulle væk fra alt det du kendte. Og du var ikke begejstret ...
hænder, fødder og ansigt trak du væk, når vi ville nusse og
kysse. Du passede godt på dig selv. Og når du vågnede fra din
søvn, sagde dit blik og ansigt i skuffelse ”åh nej, ikke dem
igen”. Men ligeså stille og langsomt blev ansigter
undersøgt, hænder kigget på, nus og kram og kys først tålt,
så accepteret, så efterspurgt for til sidst at blive krævet.
Du blev ”pakket ud”, og du blev vores ... med hud og hår.
Din nysgerrighed driver dig. Du
er en glad, syngende, spørgende, udforskende og tryg dejlig
pige, der er forgudet i familien og som strør solskin overalt på
din vej. Mest af alt på vores, din mor og far. Og du er klar
nu. Klar til at vi igen tager en tur til østen. Denne gang
tager vi turen derud sammen, for du skal nu være storesøster.
Og du skal med, når vi atter skal stå i et varmt og fugtigt
lokale, og ryste af glæde og taknemmelighed over, at vi igen
skal velsignes med en lille vidunderlig pige, der skal hjem og
elskes, krammes og ”pakkes ud” i vores familie.
|
artikler 