 -
Som så ofte før, står der pludselig en dreng og peger på mine
sko, fortæller Lars. - Drengen kigger op på mig med hovedet lidt
på skrå.
"Shoe-shine?" spørger han og ser ud som om, at jeg da
må kunne indse, at så snavsede sko kan man ikke gå rundt med.
Felix er 12 år gammel. Han bor i
byen El Alto, tæt på hovedstaden La Paz, i Bolivia. Det er der
en million andre mennesker, der også gør. De fleste er meget
fattige, og en stor del af El Alto er slum. Byen ligger 4.100
meter over havet. Hér er det tit bidende koldt. Snevejr, rusk og
regn. Felix og Felixes lillesøster på otte år bor hos deres
onkel i et lille, uisoleret hus. Kulden trænger uden besvær
igennem de uisolerede blikplader. Tøj i mange lag kan kun delvist
holde kroppen varm.
- Nu er mine sko ikke særligt
beskidte den dag, bedyrer Lars. - Men jeg siger alligevel ja til
tilbuddet vel vidende, at ydelsen er drengens eneste mulighed for
at tjene lidt til dagen og vejen. Energisk og glad sætter han sig
foran mig, åbner sin lille trækasse med alle remedierne og går
i gang med skocreme, klude og børste.
"Hvor er du fra?" vil han vide.
"Danmark" svarer jeg med et smil. Jeg har ingen
illusioner om, at drengen ved hvor Danmark ligger. Men jeg tager
fejl. Felix ved hvor Danmark ligger, og han ved også, at i
Danmark er det meget koldt om vinteren! Den hårdtarbejdende
skopudserdreng kender nemlig en italiensk journalist i La Paz.
Journalisten fortæller tit den videbegærlige Felix om, hvordan
livet leves i lande fjernt fra Bolivia.
Imens Felix fortæller om sin italienske ven, lyser han af
begejstring. Hans engagement går ikke ud over kvaliteten i hans
arbejde. Med stor rutine bearbejder han mine - og det kan jeg jo
godt se nu - lidt snavsede sko.
- Felix fortæller, at han i dag
er kommet lidt sent i gang med skobørsten, fordi han først
skulle vaske sit og lillesøsterens tøj. Til hverdag står han op
klokken 8, spiser morgenmad, følger sin lillesøster i skole og
tager derefter direkte ned i byen for at pudse sko. Felix går i
skole om aftenen fra kl. 18 til 22, men hvis han skal lave
lektier, inden han tager hjem, bliver det ofte midnat, inden han
når hjem. Om søndagen vasker han også tøj, og så skal der
laves lektier til næste uge. Felix synes, han har mange lektier
for. Hvis der er tid tilovers om søndagen, kan det godt blive til
lidt fodbold med kammeraterne.
"Man skal huske at lege også!" fastslår Felix bestemt.
Jeg nikker. Vel skal man det!
Felix har købt et stykke
vinduesglas. Det skal han hjem og sætte i, for det ind til hans
og søsterens værelse er gået i stykker. Han passer vældigt
godt på glasset, for det har kostet det samme, som han tjener på
otte gange skopudsning!
- Jeg er forbløffet over det ansvar, der hviler på drengens
spinkle skuldre. Hvor er hans forældre blevet af? Jeg spørger
forsigtigt. Jeg får ikke noget svar, og jeg kan mærke på de
hastige skrub på mine sko, at jeg ikke skal følge op på mit
spørgsmål.
- Inden jeg får set mig om, er
mine sko spejlblanke. Felix begynder at pakke pudsegrejerne. På
indersiden af låget på hans kasse, titter et billede frem. To
meget smilende og meget lyshårede piger i tyverne.
"Det er mine venner fra Canada," svarer han på
spørgsmålet i mit blik. "De er lige rejst. De var bare
turister, men jeg mødtes med dem mange gange. De fortalte mig en
masse om Canada. Er du også bare turist?" spørger han mig i
samme åndedrag.
- Jeg fortæller ham, at jeg er i Bolivia for AC Børnehjælp.
"Ahaaa", siger han og remser navnene på en håndfuld
andre internationale og nationale børneorganisationer op, som han
ved også arbejder i Bolivia.
Jeg vil vide, hvor han kender disse organisationer fra?
"Joooh," svarer han uimponeret. Han kender så mange
udlændinge!
- Da jeg har betalt Felix,
sætter han sig ved siden af mig. En brødsælger kommer forbi.
Min mave rumler, og jeg spørger Felix, om han også er sulten.
Efter lidt tøven nikker han. Han har faktisk ingen penge til
frokost i dag. De er brugt til vinduesglasset. Vi spiser i
hyggelig tavshed. Vi er til stede - lige der - sammen.
Felix rejser sig. Han må videre
i dagens arbejde. Han lister et af sine brødstykker ned i
pudsekassen med et: "Til min lillesøster!"
"Chiao" hilser han og forsvinder i mængden.
|
BEMÆRK:
Artiklen har været bragt i AC Focus
januar 2004
|
artikler 