"Bedsteforældre er det bedste, forældre kan blive!"

Familieforøgelse på vanlig vis
Når et barn fødes ind i en familie, får såvel forældre som barn meget forærende - ikke mindst i overført betydning. Ni trygge og beskyttede måneder i mors mave har som regel knyttet et stærkt psykologisk bånd imellem mor og barn. Efter fødslen er det første barnet oplever at blive lagt til mors bryst. En bekræftelse af, at også udenfor mors mave - i den store vide verden - passer mor (og far) på det og sørger for, at det får, hvad det skal have, så det kan leve trygt og godt. Nok er navlestrengen i den fysiske verden klippet, men på det psykologisk plan får den lov til at pulsere i mange år endnu.
Efter fødslen ringer de nybagte forældre til familie og venner, og vi smutter forbi et øjeblik. Alle røres og alle glædes. Vi dæmper os, klemmer den trætte mors hånd og aer forsigtigt barnets bløde kind. Måske får vi lov til at holde den lille et øjeblik. Måske ser det ud som om, at både mor og barn foretrækker at blive beundret på afstand. Det forstår vi også godt. Vi har jo mange år foran os sammen med den lille ny verdensborger. Efter en halv time og måske en sodavand, takker vi af. Det kan være, at vi spørger, om vi skal slå græsplænen, inden vi går, eller måske sætter vi en gryderet i køleskabet, der bare skal varmes.

Fra tosomhed til adoptivfamilie
Når et barn adopteres ind i en familie, føler forældre og resten af familien måske endnu større glæde og taknemmelighed, fordi årene før adoptionen ofte har været præget af sorg og savn over, at forældrene ikke har kunnet få barn på traditionel vis. Det er glædeligt, at adoption er en mulighed. Det forældreløse barn får forældre, og forældrene får et barn, som de inderligt har ønsket sig. Bedsteforældrene får et barnebarn, og slægter kan igen følge slægters gang.
  Men adoptivfamiliens udgangspunkt er sårbart. Den tilknytning, der som oftest er givet mellem et barn, der er født ind i familien og dets forældre, den skal såvel forældre som barn i adoptivfamilien arbejde for. I nogle familier kommer tilknytningen nærmest umærkeligt, mens andre må arbejde mere bevidst og intenst for at få etableret en psykologisk navlestreng imellem forældre og barn. Før den er der, kan barnet ikke knytte sig ordentligt til hverken forældre, bedsteforældre eller andre i den nære familie.

Tilknytning til forældrene er vigtigst
Adoptivbarnets tilknytning til i første omgang dets forældre, og kun til dets forældre, er afgørende for barnets trivsel og udvikling. Den vil betyde noget i forhold til barnets evne til at knytte sig til andre, bære et ansvar, stole på sig selv og andre mennesker, have indføling med dets medmennesker, fornemme hvad der er rigtigt og forkert, håndtere konflikter og samarbejde. Det er derfor utroligt vigtigt, at alle omkring adoptivbarnet støtter forældrene og barnet i denne proces - ikke mindst barnets bedsteforældre. For at kunne bakke op på den rigtige måde, kan det være en hjælp at vide lidt generelt om, hvordan adoptivbarnets liv har været, før adoptionen til dets nye forældre.

Barnets vej til adoption
Adoptivbarnet har været knyttet til sin biologiske mor i graviditeten, men denne første tilknytning er endt med et tab - enten umiddelbart efter fødslen eller senere. Hvor stort et traume, det efterlader, er forskelligt fra barn til barn. Men fælles for alle børn, der har tilbragt måneder eller måske år uden forældre, er, at de ubevidst har måttet udvikle en strategi for at overleve. For nogle adoptivbørn giver dette sig udslag i, at ingen voksne er bedre end andre. Alle kan bruges. For andre går strategien ud på for enhver pris - og gerne smilende - at tilpasse sig enhver situation. Andre igen er aggressive eller afvisende overfor kontakt. På børnehjemmet eller i plejefamilien har strategien været en styrke, fordi den har hjulpet barnet til at overleve, og fordi den til en vis grad har beskyttet barnet mod yderligere svigt. Men i en familie blokerer strategien for et trygt og levende liv. Et barn, der aldrig har haft en mor eller en far, ved ikke, hvordan det er at have en mor eller en far. Det skal mor og far først lære det. Det kan tage tid, fordre en vis isolering og kræve en hel del kræfter.

Hjælpekunst for bedsteforældre
Adoptivbarnet skal lære, at det først og fremmest er hos dets forældre, det græder, og hos dem det får trøst. Det er forældrene, der sørger for mad, varme og tryghed. Det er mor og far, man søger hen til, når verden bliver for stor. Det er mor og far, der griber en, når man snubler og falder. Fremmede er fremmede, og i starten er alle andre end mor og far fremmede. Kun mor og far er mor og far. Det lærer barnet ved at opleve, at det er sådan, det er - og kun sådan det er. Igen og igen. For ikke at forvirre barnet bliver alle andre nødt til at være i baggrunden, indtil barnet er godt i gang med at knytte sig til sine nye forældre. Og det er mor og far, der ved, hvornår barnet er nået så langt. Her følger en række råd, der kan være inspirerende for bedsteforældre og andre i netværket omkring adoptivfamilien.

Hvad kan I med fordel gøre før adoptionen
Hvad kan I med fordel undlade at gøre før adoption
Hvad kan I med fordel gøre efter adoptionen
Hvad kan I med fordel undlade at gøre efter adoption

Fra bedste til adoptivbedste
De fleste kommende bedsteforældre oplever det som en stor lettelse, når deres søn eller datter, fortæller, at de nu har indgivet en adoptionsansøgning. Mange har grædt i det skjulte over deres voksne barns mislykkede fertilitetsbehandlinger og gentagne aborter, og for flere vordende bedsteforældre, har det længe været indlysende, at adoption ville være en bedre løsning. Men der er også dem, der skal vænne sig til, at deres barnebarn ikke bliver deres biologiske barnebarn. I starten er det ofte frygten for, hvordan det vil gå et barn i Danmark, der ser anderledes ud, der fylder. Så kommer tankerne om, hvorvidt barnet er ens rigtige barnebarn, og om man kan elske det, som var det født ind i familien? Måske møder man uforstående mennesker, der ligefrem får ondt af en, fordi ens søn eller datter ‘bliver nødt til’ at adoptere. Så kan det være en god idé, at snakke såvel med de vordende forældre som med f.eks. det andet hold bedsteforældre om ens tanker. Dernæst skal man søge viden. Der findes i dag en mængde bøger, blade og hjemmesider, der handler om adoption, og angsten, frygten og fordommene om adoption og adopteredes liv i Danmark, skyldes ofte mangel på viden.

Bedsteforældre, glæd jer! 
Vi lader en adoptivbedste få det sidste ord i denne vejledning:

"Nu er der næsten gået to år, siden Christian ankom, og han er midtpunkt i familien. Vi har også et biologisk barnebarn, men jeg tænker aldrig på, at Christian ikke er vores biologiske barnebarn. Én gang har jeg tænkt særligt på hans biologiske mor. Juleaften, hvor vi så en glad og tryg lille mand dele pakker ud. Da slog det mig, at der må være én derude, der tænker på ham denne aften.
Jeg har fået lov til at have Christian mange gange. Jeg har hentet ham om morgenen og har haft ham hele dagen. Når morfar er kommet hjem fra arbejde, har han taget over. De to har fået en god mandesnak i skoven og på værkstedet. Vi er kommet tæt på Christian og har fået lært hinanden godt at kende. Han har givet os så mange gode oplevelser.

Hvordan Christians fremtid i Danmark bliver, er jeg blevet spurgt om nogle gange. Om jeg ikke er bange for hans tid som ung og voksen? Jeg kan kun svare, at vi må give ham så meget kærlighed, tryghed og selvtillid, vi kan. Der er så mange forskellige mennesker i Danmark, og børnene kan helt fra små se, at nogle ser anderledes ud og derved lære at acceptere hinandens hår- og hudfarve. Så jeg mener, vi trygt kan se fremtiden i møde med respekt for dette; at der er en god fremtid for Christian og alle andre adoptivbørn. I vores familie har det været en positiv oplevelse at blive adoptivfamilie, og jeg kan kun sige til kommende familier: Glæd jer!"

BEMÆRK:
Denne vejledning findes også som et 12 siders hæfte. Hæftet koster 10 kr. inklusive porto. Det kan bestilles hos receptionist Kirsten Esmann på mail: ke@a-c.dk.

I forsendelsen er der vedlagt et girokort til indbetalingen.

Hvis du selv henter hæftet hos os, er det gratis.  

Redaktion: Vejledningen er skrevet af journalist Susanne Dencker
  Lene Kamm, psykolog og leder af det adoptions-
forberedende kursus, har været med i redaktionen. Derudover har en lang række vordende og nuværende adoptivforældre og bedsteforældre bidraget med deres kommentarer og erfaringer. Det skylder vi dem stor tak for.