TEKST: MARIANNE BENNIKE - Marianne.Bennike@skolekom.dk

I september 92 var vi fire danske par, der mødte hinanden på La Maison i Bogota. Vi var alle kommet til Bogota med det samme formål, nemlig at adoptere barn nr.2. Mange glæder og oplevelser til fælles blev vi enige om, at vi tilbage i Danmark skulle mødes en gang om året. Disse besøg udviklede sig til en ide om, at vi i januar 2006 skulle mødes i Colombia, hvor vi ville vise vore børn det land, de er født i. 

Den anden januar mødtes de tre af familierne så i Cartagena. Her er lidt om den ene families oplevelser. Familien består af børnene Pil - 16 år, Hjalte - 12 år og forældrene Bo og Marianne. Til højre er hele familien fotograferet foran børnehjemmet Ayudame, hvorfra Pil er formidlet.

Den 17. december forlod vi Danmark med kurs mod Frankfurt og Caracas for at lande i Bogota. Vi havde hjemmefra nøje planlagt vores ophold, der skulle vare til den 14. januar. Først en lille uges tid i Bogota, så en 10-dages rundrejse i bil planlagt i samarbejde med Hansatour, et mindre bureau i Bogota med stort kendskab til adoptanters specielle behov. I Cartagena skulle vi mødes med vore danske venner og sammen slutte turen af med et par dage i Bogota og Villa de Leyva.

Vel ankommet til Eldorado lufthavn i Bogota var vi meget spændte på at møde vores guide, Mauricio, som vi kun kendte via mail. Vi havde aftalt, at han skulle hente os og køre os til Las Palmas, den pension, der skulle være vores base i den næste måned, og ellers følge os rundt indtil vi skulle til Cartagena.

De første dage i Bogota blev brugt til at besøge vores fadderskabsbarn og de børnehjem, hvor Pil og Hjalte havde boet. Det vil sige Ayudame og Unidad La Maria. Begge steder blev vi modtaget med stor venlighed, og lederne udtrykte deres glæde over, at vi var kommet tilbage for at vise Pil og Hjalte deres børnehjem og fødeland. For børnene var det en stor oplevelse at se, hvor de havde boet og møde mennesker, der havde passet dem i den første tid, men også at møde de børn, der bor på børnehjemmene under samme vilkår, som de selv har oplevet. Det gav dem en form for stolthed at se, hvor de havde boet – samtidig med at det åbnede for andre spørgsmål.

For os alle var mødet med vores 13-årige fadderskabsbarn og hendes mor et højdepunkt. Vi kunne se, at den hjælp vi yder, virkelig har betydning for et andet menneske. Yurany og hendes mor var meget lykkelige over at møde os, da det også gav dem mulighed for vise os deres taknemlighed. Vi aftalte, at vi skulle mødes endnu en gang, inden vi rejste hjem. Moderen, Mary, havde gennem Orientaime (AC Børnehjælps fadderskabsprojekt i Colombia) taget et kursus i hårfletning, og hun ville gerne flette Pils hår. Se de to næste billeder herunder.

Ellers gik dagene med at opleve Bogota. Den vilde trafik, de store huller i veje og fortov, smoggen der i dagens løb lægger sig som en dyne over byen og de mange eksotiske træer og buske, vi ellers kun kender som potteplanter. Et besøg på en messe for indiansk kunsthåndværk fra hele landet og naturligvis guldmuseet med alle de imponerende skatte var et must. En dag tog vi til byen Zipaquira, hvor der i en saltmine er indrettet både et kirkerum og en koncertsal – her kunne man få sit saltbehov dækket direkte fra ”saltvæggen”.       

Den 23. december begyndte vores 10-dages biltur rundt i Colombia. Vi satte kursen vestover over Andesbjergene til Periera. Ud over at nyde den fantastisk smukke natur og storslået udsigt over Andesbjergene, gjorde vi holdt i byen Honda. Honda ligger ved bredden af River Magdalene. På dette sted løber Magdalenas mudderholdige strøm med stor ha stig hed nordover indeholdende rester af sukkerrør, store grene, træer, bambus o.a. som lokale ”fiskere” med stor behændighed og ved hjælp af primitive bambusredskaber får bjerget. Dette var vores første møde med River Magdalena, som vi senere mødte nær dens jomfruelige udspring. 

Efter ca. 400 km bjergkørsel og et par stop mere, hvor vi bl.a. blev forsynet med en lille velsmagende frugt, mangostino, og en varm majsbolle med ost, arepa, ankom vi til Pereira, der er centrum i kafferegionen og ellers kun kan prale af en statue af befrieren Simon Bolivar nøgen.  Vi blev indkvarteret på en lille hyggelig familiepension El Cortio. Her skulle vi bo de næste par dage.

Vi var taget til denne region, netop fordi det er kafferegionen, og da Colombia har en stor kaffeeksport, syntes vi, at vore børn skulle lære noget om kaffedyrkning – eller i hvert fald se nogle kaffeplanter. I Parque Nacional del Cafe fik vi hele kaffedyrkningens historie og så både grønne og røde bønner. Vores vej gennem parken førte ikke kun til kaffebuske, men også gennem store områder med bananpalmer, bambus og orkideer og områder, hvor man kunne forestille sig, at man befandt sig midt i regnskoven. Der var et hav af smukke blomster og træer. Et spændende besøg, som afsluttedes med en forlystelsespark.

Det blev juleaften, og vi skulle spise julemiddag sammen med vores guide, Mauricio, og familien, som havde inviteret deres børn og børnebørn. Tiden betyder ikke så meget i Colombia. Arrangementet var aftalt til kl. 20.00, men da børn og børnebørn først dukkede op kl. 23.00, blev det en sen middag. En traditionel julemiddag består her af krabbekløer, hvidløgsmarinerede tigerrejer, udbenet kalkun med ris iblandet kokos, en salat og en frugtsovs. Desserten var en plumkageagtig ting. Set med danske øjne var der ikke så meget jul over det, men det var en oplevelse, som vi ikke ville undvære.

Panaca – en husdyrpark, var næste punkt på programmet. Her blev de forskellige dyrearter fremvist i et showlignende arrangement lige fra trylleshow med duer til grisevæddeløb, tovtrækning med tyren, kapløb med koen og et meget medlevende publikum. Zebrahesten var et interessant møde. Selv om det var husdyrene, der var i centrum, fik vi smagsprøver på specialiteter fremstillet af sukkerrør, der, som kaffen, er en af landets store afgrøder.

I Colombia findes der nogle få vulkaner. En af dem er tæt på Pereira og omkring den er opstået et termalbad, hvor vandet opvarmes fra vulkanen. Det måtte vi finde, så vi kørte op i bjergene. I meget smukke omgivelser klædt i damp dukkede det op. Termalbadet består af en række betonbassiner, hvor det varmeste er 85 grader celsius. Gradvis bliver bassinerne koldere, så det til sidst er muligt at opholde sig i dem. I forbindelse med badene findes et tyrkisk dampbad, et område med bodypeeling i meget varmet sand – en 85 grader varme kilde løber lige under sandet, og mudderbadanlæg. Man må sige, at der er noget for enhver smag, og når man aldrig har prøvet det før, er det ganske skægt. Dejligt og smukt var der.

Det gik tilbage over Andesbjergene med et lille stop på områdets højeste tinde, som ligger i over 3000 m højde. Vi nød udsigten og handlede i nogle af de små farvestrålende boder, som for øvrigt findes mange steder langs vejene, inden det gik nedad til byen Espinal syd for Bogota. I denne by smagt vi et par andre specialiteter, Oak Mill, en mælkeagtigjuice, som udvindes af en rodfrugt og en blød ost pakket ind i palmeblade, som vi spiste som snack. Vi nød i høj grad godt af vores guide, som hele tiden forstod at finde nye smagsoplevelser for os. Turen endte i 34 grades varme i Neiva, en halvstorby 150 km syd for Espinal. Byen i sig selv er ikke det store tilløbsstykke, men vi havde et ønske om at komme ud i Tatacoa ørkenen, så det var et godt udgangspunkt, da vi skulle længere sydpå. Indkvarteringen var meget luksuøs. En airkonditioneret suite med udgang til swimmingpoolen og en tjener ved hver dør, som ”automatisk” blev åbnet, når vi nærmede os. Der var en ung mand i selskabet, der virkelig var imponeret.

Tatacoa adskiller sig fra de meget frodige og grønne områder, vi hidtil havde besøgt. Temperaturen nærmede sig de 50 grader. Vegetationen – når den var der – var meget rå og robust. Her er naturligvis tale om forskellige kaktusarter, der er op til flere meter høje. Ørkenen består ikke, som man måske forestiller sig af løst sand som i Sahara, men af leragtige, tørkesprængte klippeformationer, der nogle steder fremtræder rødt andre steder gråt. Se billedet th. Dette skyldes forskellige mineralforekomster i undergrunden. Områdets skønhed og ejendommelighed tryllebinder en, og trods det, at vi forventede at møde det goldt og forladt, så vi mange forskellige dyr, der på forunderlig vis finder føde og væske i områdets stikkende vegetation.

Turens sydligste mål er San Augustin, en lille spansk by med karakteristiske smalle gader og hvide huse. Målet her er at se de præindianske gravpladser med deres imponerende skulpturer. Spredt over flere parker står skulpturerne på de steder, hvor de er udgravet. I de fleste af stenene er ”udskæringerne” meget tydelige og fortæller en spændende historie om datidens levevis. Der har været formidable billedkunstnere på denne tid. Interessant er det, at der stadig bliver fundet og udgravet nye gravpladser.

Det er også her vi igen opsøgte River Magdalena. Denne gang for at se dens smalleste sted. Floden kommer stadig strømmende med en vældig fart, men nu med krystalklart iskoldt vand uden forskelligt drivtømmer.

Selv om distancerne, vi tilbagelagde, ikke var så lange i kilometer, tog det tid, da meget var bjergkørsel på små grusveje uden autoværn og bedst egnede til hestetransport. Her mødte vi mange af de små overfyldte, farvestrålende jeeps og busser, som kom med en vældig fart og en stor støvsky efter sig. Vi havde på forhånd opfattelsen, at det kun var på postkort eller billeder i en rejsebrochure, man så dem, men i det sydlige Colombia i bjergene er de en naturlig del af billedet. I bjergene mødte vi også festligt udklædte folk – det var en ”Black and White”-festival, der var i gang. Tilbage i San Augustin lå hele byen i vand- og melkanp som et led i festivalen, så det gjaldt om at holde bilens vinduer lukkede.

San Augustin var også stedet, hvor vi fejrede nytårs aften sammen med vores guide, Mauricio. For at beskytte børnene er det forbudt at affyre nytårsskyts. I stedet laver de dukker a la vore heks til Skt. Hans og brænder dem af. Med udsigt til en krudtløs aften var skuffelsen til at få øje på hos familiens store dreng. Smilet kom dog frem, da det lykkedes at finde et par raketter og snurretoppe, men kun til affyringsøjeblikket. Det var fusere! En uforglemmelig tur med bil og en guide, der lige passede ind i vores familie var nu ved at få ende.

Tilbage i Bogota tog vi flyveren nordpå til Cartagena, hvor vore danske venner ventede os på et 5-stjernet luksushotel. Nu skulle vi holde ferie! Den caribiske strand er et kapitel helt for sig selv. Her er leben. Farverige, smukke frugtsælgere og strandsælgere af ure, solbriller, tøj, is, arepas o.a. faldbød deres varer i et væk. Eksotisk musik og stranddans kæmpede om de aerobicdyrkende turisters opmærksomhed. Det 27 grader varme vand var kun svalt, fordi luften var 34 grader. Det var afslapning, men snart meldte behovet for flere oplevelser sig, så Cartagenas gamle bydel blev gennemtravet et par gange, og så tog vi den også lige en gang i hestevogn.

Mere måtte der til, så den danske storfamilie, der nu bestod af 6 børn og 6 voksne, hyrede en speedbåd og tog til øen Isla Grande en 50 – 60 kilometer fra Cartagena for at snorkle. De fleste af os havde aldrig prøvet at snorkle før, så der åbnede sig et helt nyt univers derned på havbunden. Farvestrålende fisk, underlige bundformationer og fremspring, liv. Det var en underfuld oplevelse, som hurtig kunne blive vanedannende.

Tilbage på fastlandet vendte vi alle næsen mod Bogota, hvor vi inden afrejsen til Villa de Leyva lige aflagde Cerro de Monserrate et besøg. Kirken, som ligger på et højdedrag, har en pilgrimsagtig tiltrækning på folk om søndagen. Vi tog gondolen op til menneskemyldret og nød udsigten over millionbyen, som strækker sig i det uendelige, gik en tur i basaren og det tilstødende restaurantområde. Som en modvægt til den ”fine” optur valgte vi at gå ned ad bjerget. Her blev den fattige del af befolkningen for første gang rigtig synlig. Et tankevækkende og sundt møde for vore børn.

Vi havde hyret det lille bureau ”Hansatour” til at transportere os til Villa de Leyva, ligesom de havde arrangeret overnatning. Villa de Leyva er en anden lille spanskpræget by med smalle, brostensbelagte gader og hvide huse bygget op over en stor plads. Her hviler fred og ro, så på bagklappen af et par taxier tog vi på et par småture. Områdets forstenede kronosaurus er den første, der må tage imod os. Det er ubegribeligt, at datidens dyr har været så kæmpestore, at mennesket bliver ganske lille. På billedet th. er det Søren og Hjalte, der er fotograferes på museum for disse enorme dyr. Næste rundvisning var i et munkekloster, meget interessant og med en guide, som kun kunne spansk, og som insisterede på at fortælle og prøve at gøre sig begribelig. I virkeligheden et heltemodigt forsøg, for det var meget lidt, som vi forstod. Vi slutter denne rundtur i den farverige by Raquira, der er kendt for sit pottemageri. Fra enhver butik hænger der mængder af keramiske varer og farvestrålende hængekøjer. Det var et meget imponerende syn.

Vore dage i Colombia var ved at være talte. Ud over de mange naturmæssige oplevelser, har vi mødt mange søde mennesker, der hjertvarmt bød os velkommen til landet, og som gerne ville i kontakt med os. Der var den lille dreng, der ville have Bo, der vakte opsigt med sit ”lyse” hår, til at sige noget til sig på dansk for derefter at bryde ud i latter. Der var kustoden i San Augustin, som mailer med forfatteren Ib Michael Rasmussen, der lige skulle forsikre sig om, at det nu også var Danmark, vi kom fra. Der var skohandleren i Neiva, som bare ville snakke, manden i det tyrkiske bad og mange flere. Forundring var stor, når det gik op for dem, at vi ikke kunne spansk – og helt uforståeligt var det, at Pil og Hjalte heller ikke kunne.

Vi har oplevet politi og militær stå talstærkt langs de strækninger, vi har tilbagelagt, for at sikre dem mod guerillaen, men kun følt os helt trykke. Og hvorfor er det lige, at man skal vise pas, når man køber et par sko? 

Mange oplevelser og indtryk rigere er vi vendt tilbage til Danmark, men tankerne flygter ofte og tager tilbage til Colombia. Vore børn har fået en godt indtryk af deres fødeland og har oplevet, hvor forskelligartet landet er geografisk og klimatisk fra nord til syd. De har mødt den utrolig imødekommende befolkning, og på alle måder følt sig velkommen. De er ikke helt fri for at føle sig stolte af deres fødeland.

Turen blev planlagt sammen med www.hansatours.com med udgangspunkt i bogen Colombia fra Lonely Planet.

Sidst redigeret:   10.03.2006