10 dage i Kina med 30. marts-gruppen 

Onsdag
Forventningsfuld begav jeg mig midt i november af sted. Et gensyn med Kina ventede forude. Jeg havde været der som turist for fem år siden. Men denne gang var det ikke med en rygsæk på ryggen. Denne gang skulle jeg ud og opleve ni familieforøgelser og alt hvad det indebar.

Torsdag
Jeg ankom til Beijing lufthavn og blev straks mødt af en venlig mand med skiltet ”Annette Kousgaard”. Jeg var kommet til rette sted. Den venlige mand kørte mig til hotellet, hvor jeg fik henvist mit hjem for de næste dage. Kort tid efter blev jeg budt velkommen af AC Børnehjælps kontaktperson Anne Sand, som skulle følge vores gruppe de næste 2 uger. Kl. 17 havde vi indkaldt vores ni familier til informationsmøde. Vi fik hilst på hinanden, og man kunne mærke, hvordan det sitrede af spænding og forventning om det ukendte, der ventede forude. Anne gav mig og familierne en masse gode praktiske informationer om, hvad der nu skulle ske de næste to uger. Hun gennemgik meget detaljeret, hvordan overdragelsen af børnene ville ske. Hvordan den ville blive overvældende og kaotisk for forældrene men i særdeleshed for børnene. Hun havde forinden undersøgt, om det kunne lade sig gøre at besøge børnehjemmet. Det kunne det desværre ikke. CAB kontoret i Changsha havde sagt nej, da børnehjemmet ligger 3 timers kørsel fra hotellet i et fjerntliggende område.

Fredag og lørdag var til fri disposition. Gruppen og undertegnede besluttede sig for at tage en fælles tur til Den kinesiske Mur fredag, og så ville vi se et akrobatikshow lørdag aften. Hyggeligt, muntert og vældigt fjernt var det fra det ærinde, vi egentligt var i Kina efter.

Søndag
Det var så dagen, hvor vi skulle sige farvel til Beijing og videre til Changsha i Hunan provinsen for at hente børnene. Spændte og forventningsfulde begav vi os af sted søndag morgen på en 2½ times flyvetur. Om 24 timer ville man have det barn, man så længe havde ventet på. Tidlig eftermiddag ankom vi til Changsha og blev hentet i lufthavnen af vores lokale guide, Amy, som skulle være sammen med os under opholdet i Changsha. Vi blev indkvarteret på et flot hotel, Dolton Hotel. Hotellet blev brugt meget til adoptionsgrupper, og man havde derfor indrettet et legerum. Det rum skulle vise sig at blive et godt samlingssted for familierne i de kommende dage. Hver aften var det aftalen, at vi skulle mødes i legerummet kl. 21 til hygge og snak om dagens forløb.

Kl. 16 om eftermiddagen skulle hele gruppen mødes i et møderum og udfylde nogle af adoptionspapirerne, godt hjulpet af Amy. Om aftenen var vi alle ude at spise kinesisk.

Mandag
Dagen oprandt som de fleste andre. Egentligt utroligt, da det her jo var dagen, som vores familier så længe havde ventet på. Appetitten ved morgenbordet var knapt så god som sædvanligt. De vordende mødre og fædre havde så mange sommerfugle i maven, at der ikke rigtigt var plads til mere. Forventningen om snart at skulle holde det barn i sine arme, som man så længe havde ventet på, var næsten ikke til at rumme.

Kl. 9.30 ville forældrene have deres børn overdraget på CAB kontoret. Fra hotellet tog det ca. 20 min. kørsel i bus. Jeg havde hidtil oplevet familierne som meget snaksalige, nu var der dyb stilhed. Det, der skulle ske, var for stort til ord.

Vi ankom til CAB-kontoret og skulle med en elevator op på 3. sal. Da vi kom ud af elevatoren slog den hektiske stemning os næsten omkuld. Der var andre adoptionsgrupper, der også skulle have børn den dag. Nogle havde fået, andre ventede som os. Alle befandt sig i et lokale, så der var meget larm. Vi fik det planlagt sådan, at vores børn kunne blive overdraget udenfor det hektiske lokale.

Det skete på gangen ved elevatoren. Direktøren fra børnehjemmet og noget personale var der med børnene. Hvert forældrepar blev kaldt op efter tur og fik deres barn. Det var overvældende uanset om man var nybagte eller allerede erfarne forældre....rørende, fantastisk og utroligt. En nybagt og meget stolt far udbrød: ”Jeg kunne genkende hende fra billedet”.

Her så jeg resultatet af mit papirarbejde i Eckersbergsgade 17 i Århus i de seneste måneder. Jeg oplevede familiernes drøm blive til virkelighed. På tilbageturen til hotellet var der ikke længere stille…  

Kl. 14 var der møde med børnehjemmet på hotellet. Direktøren startede med at sige nogle få ting om børnehjemmet. Hun sagde bl.a., at børnehjemmet i 1995 startede med adoption, og at det var første gang at Danmark adopterede børn fra dette børnehjem. Familierne fik lov til at stille 2 spørgsmål hver, hvorefter man kunne vurdere, om der var mere tid til spørgsmål. Et svar alle fik glæde af var, at 4 af pigerne havde boet på samme stue, og de andre 5 piger på en anden stue. Til sidst gav familierne deres gaver til børnehjemmet.

Kl. 15.45 var der igen afgang til CAB. Nu skulle de sidste adoptionspapirer udfyldes og underskrives – både med tommeltryk og med børnenes fodaftryk. Der skulle tages et familiefoto af forældre og barn. Interviewet, som forældrene var forberedt på kunne være en masse spørgsmål, blev begrænset til 1-2 spørgsmål. Et spørgsmål var ” Are you happy?” Det var ikke svært for familierne at svare. Ja, det var de! Det lyste ud af dem. Det hele tog ca. 2 timer, og så kunne familierne ellers få lov til at tage tilbage på hotellet og slappe af med deres 9 piger.

Senere på dagen gik Anne og jeg rundt på stuegang hos familierne for at se, hvordan det gik. En af pigerne kløede sig meget på overkroppen og græd en del. Ansøgerne syntes, at pigen virkede svag, og at hendes ene fod var slap og vendte indad. På hotellet var der en klinik, men lægen vidste ikke så meget. Vi besluttede derfor, at vi næste morgen ville tage på byens børnehospital og få pigen grundigt undersøgt.

Tirsdag
Amy, Anne, ansøgerinden og jeg tog af sted til hospitalet om morgenen og fik foretaget en almindelig børneundersøgelse. Det var en meget kompetent læge, som foretog undersøgelsen, og konklusionen blev, at lægen gerne ville have foretaget en MR-scanning. Konklusionen på scanningen var, at barnet havde en hjerneskade. Vi tog hjem fra sygehuset i en mat tilstand og kontaktede to af vores børnelæger i Danmark. Uafhængig af hinanden var de meget klare i deres udmelding. Havde de haft disse oplysninger, da barnet skulle godkendes, var barnet ikke blevet godkendt indenfor en almindelig godkendelsesramme. Med stor sandsynlighed ville barnets få et varigt handicap, som man på nuværende tidspunkt ikke kunne forudsige omfanget af.

På baggrund af denne klare konklusion tog ansøgerne stilling til situationen og traf det svære valg at aflevere barnet tilbage. Ansøgerne skrev et brev til CAB, og AC Børnehjælp skrev et brev til CAB og CCAA om, at vi bakkede familien op i deres beslutning. Familien orienterede selv de andre familier om aftenen til vores gangmøde, og alle var vi dybt berørte af situationen. Familierne i gruppen var efterfølgende utroligt gode til at snakke med hinanden og til at støtte den berørte familie.

Onsdag
Tidlig næste morgen tog familien, Anne, Amy og jeg til CAB og fremlagde situationen og lægerapporten for CAB´s direktør. Hun godtog lægerapporterne og accepterede fuldstændig situationen og støttede ansøgernes beslutning. Det blev besluttet, at ansøgerne kl. 14.30 samme dag skulle komme tilbage til CAB og aflevere barnet tilbage til børnehjemmet. Vi tilbød familien at overtage ansvaret for barnet indtil da, men familien afslog. De ville gerne tage ordentligt afsked med pigen. Kl. 14.30 var vi tilbage på CAB, hvor pigen blev overdraget til børnehjemmets direktør og hendes leder for plejerne. Det var en meget følelsesladet oplevelse for familien og for alle, der var til stede. En oplevelse, der er svær at beskrive med ord og en situation, som man ikke ønsker, at nogle skal komme til at stå i.

På det tidspunkt vidste vi ikke, hvornår familien kunne få et andet barn i forslag. Det endte dog med, at vi samme eftermiddag fik besked om, at der var fundet et nyt barn på et andet børnehjem i Changsha, og at familien ville få barnet overbragt samme aften. Inden var det vigtigt, at en dansk læge godkendte barnet, før forældrene fik det. Dette krævede en del koordination med folk i Kina og med vore pædiatere i Danmark. Koordinationen lykkedes, og barnet blev godkendt. Samme aften kunne vi om aftenen kl. 21.30 overdrage et nyt barn til familien. Det var en meget berørt mor, far og storesøster, der med glædestårer modtog pigen. Der var ingen tvivl om, at de havde fået et sundt og raskt barn. Hele gruppen var fantastiske til at støtte og bakke familien op i hele forløbet.

Torsdag – fredag
De efterfølgende dage oplevede vi, hvordan de ni overbragte piger mere og mere blev sig selv og fortrolige med deres nye forældre/søskende og nye omgivelser. Vi tog en af dagene på en halvdagstur til landlige omgivelser. Alle nød at komme væk fra storbyen og hotellet. Hotelkulleret var ved at melde sig.
  Torsdag fik forældrene deres adoptionspapirer udleveret, og om fredagen var børnenes pas færdige.

Lørdag
Vi rejste fra Changsha og tilbage til Beijing. Forældrene var spændte på, hvordan deres døtre ville klare flyveturen. Lidt gråd var der, men alle klarede turen flot. Tilbage i Beijing tænkte alle kun på at komme hjem til Danmark.

Søndag – tirsdag
Søndag var til fri disposition. Mandag blev børnenes pas afleveret på Den Danske Ambassade så der kunne blive søgt om visum til Danmark. Jeg var om mandagen til møde på CCAA sammen med mine 3 kollegaer i Kina, Anne Sand, Lone Troldborg og Lixia Guo. Jeg fik lov til at aflevere en ny gruppe ansøgninger og fik en meget grundig rundvisning på CCAA. Det gav mig et rigtigt godt indblik i, hvad der sker på CCAA. Desuden afleverede jeg de oplysninger om mig selv, som CCAA kræver for medarbejdere, der arbejder med formidlingen fra Kina. Vi har været usikre på, om CCAA på et tidspunkt ville mene, at vi aflevere for mange ansøgninger. Indtrykket fra besøget var, at det slet ikke blev set som et problem.  

Tirsdag var passene klar, og det var dagen for hjemrejse til Danmark. Turen forløb godt. Der var andre adoptionsgrupper med flyet hjem. Der var en del gråd i løbet af de mange timer. Jeg tog nogle runder undervejs på flyveturen og kunne bare konstatere, at de danske piger klarede sig storartet. Mange af mødrene havde truet mig med, at jeg skulle passe deres døtre, når de blev for umulige. Den fornøjelse fik jeg aldrig! I København blev gruppen for første gang opdelt i 2 uger. Nu skulle hverdagen til at begynde i Danmark.

Det blev til en varm afsked og et på gensyn med alle dem, som ikke skulle videre til Billund. Jeg fulgtes med 4 familier til Billund og fik en fantastisk afslutning på turen. I Billund stod familier og venner klar med flag og blomster for at byde velkommen hjem til Danmark.

Tilbage er der bare at sige, at dette blev en utrolig lærerig og glædelig rejse. Ni forældreløse kinesiske piger fik danske forældre. Men det blev også en smertefuld oplevelse; Familien som måtte aflevere deres barn var en næsten ubærlig oplevelse for familien og gruppen i øvrigt. Eftersom at lignende situation i sjældne tilfælde kan ske igen, er det lærerigt for mig, at have oplevet personligt, hvordan en sådan situation takles i et tæt samarbejde imellem familien, de kinesiske myndigheder, AC Børnehælps personale og rejsegruppen i øvrigt.

Tak til de ni familier, som jeg ved allerede er i fuld gang med deres hverdagsliv i Danmark. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fik lov til at dele 10 uforglemmelige dage i Kina med jer.

BEMÆRK: Klik på billedet for en større version. 

AC Børnehjælps team på rejsen med 30. marts-gruppen. Fra venstre er det denne rejseberetnings forfatter Annette Vest Kousgaard, så Lone Troldborg og Anne Sand.

Tidlig søndag eftermiddag ankom gruppen til Changsha og blev hentet i lufthavnen af den lokale guide, Amy. Her hjælper hun med papirarbejdet.

På CAB's kontor er stemningen før overdragelsen hektisk.

Overdragelsen skete på gangen på CAB's kontor. Direktøren fra børnehjemmet og noget personale var der med børnene. Hvert forældrepar blev kaldt op efter tur og fik deres barn.

Der stemples også med tommeltryk.

Og der stemples med fodaftryk - det var dog kun børnene der måtte have sokkerne af!

Mor og datter.

Storesøster hjælper mor med lillesøster.

Det kræver sit at få en familie. En tryg og god lur er ikke at foragte.

Mor og datter.

Nu vil vi hjem! Der SMS's intenst til DK.

Det første bad.

CCAA's matchingskontor.

Lone Troldborg og Annette Vest Kousgaard afleverer 10 nye ansøgninger fra vores familier.

Velkommen hjem.

Sidst redigeret:   16.12.2004