|
TEKST:
Adoptionsrådgiver Annette
Vest Kousgaard
Jeg
blev forenet med gruppen i Beijing om lørdagen, hvor vi skulle
rejse til Fuzhou i Fujian provinsen. Vi blev lørdag morgen kørt
til lufthavnen, fik hilst på Lene og efter lidt ventetid begav vi
os spændte og forventningsfulde af sted på en 2½ times
flyvetur. Vores guide i provinsen, Johnson, mødte os med et stort
smil i lufthavnen og tog os så med på en times buskørsel, inden
vi var fremme ved vores hotel i provinshovedstaden, Fuzhou.
Undervejs på turen fik vi at se, at vi var kommet til en meget
bjergrig provins og fik lov at mærke, at vejene ikke er samme
standard som hjemme i Danmark.
Forberedelser til
dagen
Efter at være blevet indlogeret på vores hotel, fik Lene og jeg
købt de sidste gaver til børnehjemmene, og om aftenen havde vi så
et gangmøde med familierne, hvor morgendagens program blev
gennemgået. Morgendagen var ikke en hvilken som helst dag. Det
var dagen, som alle have ventet på. Dagen hvor forældrene skulle
forenes med deres piger.
Søndag
morgen mødte jeg 5 meget spændte familier til morgenmaden, som
havde sovet mere eller mindre godt. Vi skulle først af sted til
CAB kontoret om eftermiddagen, så der var lige nogle timer, som
skulle gå. Noget af tiden blev brugt til at lokalisere sig. Dette
hjalp vores guide Johnson med, som viste os vej til det nærmeste
supermarked. Her blev der handlet mælkepulver, risvælling…..og
ikke mindst klapvogne. På vejen hjem fik familierne øvet deres
klapvognskørsel og var nu mere end klar til at tage imod deres
piger.
Overdragelsen
Da vi ankom til CAB kontoret kl. 15.00, kom der en plejer ud med
et lille barn, der lige skulle tisse. Vi tænkte vist alle, om det
mon var en af vores piger? Inde i foyeren blev vi mødt af
mennesker, der gik rundt og bar nogle børn på armen. Det var
lidt af et virvar og alt tydede på, at vi var kommet til det
rigtige sted.
De fem
piger kom fra 4 børnehjem. Alle havde de været på en længere køretur,
da børnehjemmene lå 4-7 timers kørsel fra Fuzhou. Direktørerne
fra de 4 børnehjem og nogle af børnenes plejere var mødt op med
børnene. Jeg fik betroet det ærefulde hverv at videofilme
overdragelsen. Trods enkelte zoomproblemer lykkedes det vist
nogenlunde.
En
familie af gangen blev kaldt ind på et kontor, hvor man skulle
vise de krævede dokumenter og skrive under på, at man ville
passe på barnet indtil morgendagens procedure/papirarbejde skulle
i gang. Herefter blev barnet overdraget. Overdragelsen var
rig på såvel tårer, gråd og smil fra store og små. Det var
overvældende for alle. Dette uanset om man var nybagte forældre,
skulle have barn nr. 2. eller var tilskuer til sådan en stor
begivenhed.
Reaktioner
For nogle af børnene var det tydeligvis en barsk oplevelse at
blive lagt i armene på et fremmed menneske. Jeg syntes næsten,
at jeg kunne høre de små stemmer sige:
- Hvad vil du og hvorfor skal jeg være hos dig? Du lugter da
underlig, ser underlig ud og snakker volapyksprog....
- Jeg er ikke vant til at nogle skal være så tæt på mig....gå
væk.
Andre af børnene
reagerede stort set ikke. Det var som om, at det var det mest
naturlige at gå fra den ene arm til den anden.
Minder
for livet
Familierne fik overrakt deres gaver til plejerne og erstatningstøjet.
To af pigerne fik en gave af børnehjemmet. Pigerne fik tøjet,
som de var blevet fundet i, et lille smykke hvor der indeni var
billedet, som blev sat i avisen, da de blev efterlyst. Smykket var
givet i en lille rød stofpose. Nok ikke tilfældigt at det var
den røde farve, som betyder lykke.
Kl.
16.30 tog vi fra CAB kontoret og tilbage til hotellet. På
busturen tilbage var stemningen mere lettet end på vejen til CAB
kontoret. Det var tydeligt at høre, at vi havde fået børn med i
bussen.
Dagene
efter dagen
Om aftenen gik Lene og jeg rundt til familierne for at se, hvordan
det gik. Det var tydeligt, at pigerne var meget trætte efter den
voldsomme oplevelse, som en overdragelse + en lang køretur fra børnehjemmet
er.
En af
pigerne var tydeligvis ikke vant til at blive taget op. Hun græd
og protesterede. Til sidst fik hun på forunderlig vis fortalt sin
far og mor, at det bedste var, hvis hun bare kunne få lov til at
ligge i klapvognen til at starte med. Det gav bonus. Hun faldt til
ro og sendte tilmed et smil som tak til sine forældre.
Nogle
af pigerne havde svært ved at drikke af sutteflasken…..var måske
endnu for utrygge til at tage fat, eller var mælkeblandingen for
tyk??
Et par
af pigerne var ganske stille og rolige, og forældrene kunne fortælle,
at det gik over al forventning. De var dog ikke i tvivl om, at
deres døtre nok skulle komme med en reaktion på et senere
tidspunkt. Ingen tvivl om at alle 5 piger havde brug for at finde
ud af, hvor de nu hørte til. En ny verden ventede forude med de
mennesker, som ikke længere var helt så fremmede…
Urolige
nætter
Næste morgen kunne familierne fortælle, at alle piger stort set
have sovet hele natten. Det var værre med nogle af forældrene,
som havde haft svært ved at overgive sig helt til søvnen. Det
var for stort at have fået sådan en lille størrelse…
Kl.
8.15 var der igen afgang til CAB kontoret, hvor
adoptionspapirerne skulle udfyldes hos notaren. Forældrene var
forberedt på at besvare spørgsmål men havde også sørget for,
at deres døtre ikke skulle lide nød i form af bleer, flasker
osv. Det var tydeligt, at pigerne i det sidste døgns tid var
blevet mere fortrolige med deres forældre. Forældrene mødte
igen plejerne fra børnehjemmet, som gerne lige ville hilse på børnene
igen. Flere af pigerne afviste plejerne, de ville hellere være
hos deres mor eller far.
Efter
interviews, en del underskrifter, stempler af forældrenes
fingeraftryk og barnets fodaftryk var pigerne deres. Det hele tog
ca. 1 time, idet registratoren ville komme hen på hotellet senere
på dagen. Vi tog hjem og skulle så mødes igen kl. 15 i et mødelokale
på hotellet.
På
forskellige vis
Lene og jeg tog en ny runde hos forældrene. En af pigerne, som
var stille og rolig dagen forinden, var nu kommet med en reaktion.
Havde grædt meget – det var hårdt både for datteren og
moderen. Pigen, som i går havde haft svært ved at falde til ro,
var nu faldet til ro…..så længe hun sad i klapvognen. En
tredje pige var en rigtig selskabspapegøje. Forældrene havde
fundet ud af, at deres datter havde det bedst med meget kontakt.
Og det gik meget bedre med at få pigerne til at drikke af
sutteflasken og til at spise.
Besøg
på børnehjem
Alle familier havde fået lov til at komme på besøg på deres børns
børnehjem. To familier valgte at sige ja til tilbuddet. Turen tog
4 timer i bus. Børnehjemmet lå i dejlige omgivelser. Vi blev mødt
af direktøren og de plejere, som havde passet pigerne. Vi fik set
”legerummet”, hvor børnene havde været og måtte konstatere,
at det legetøj, de havde at lege med, ikke var mere end 2-3
bolde. Og det var også tydeligt, at de tilstedeværende børn
tilbragte meget af deres tid passive i deres gå stole. Vi gik
videre til rummet, hvor de to piger havde boet. Det viste sig, at
de havde sovet ved siden af hinanden. Det forklarede, hvorfor de
var så knyttede til hinanden, selv om de var under et år gamle.
På en anden stue lå en lille, bitte pige, som var blevet
indleveret til børnehjemmet for bare 3 dage siden. I en anden
seng lå der en lille pige, som havde været der i 8 dage. Hun
havde drop i tindingen pga. feber og sygdom.
Inden
for tre måneder efter at et barn er indleveret til børnehjemmet,
skal dets billede i avisen med en efterlysning af pårørende. Kun
i meget få situationer finder de forældrene. Børnene bliver
efterlyst i 60 dage, hvorefter børnehjemmet bestemmer, om barnet
skal til national eller international adoption.
Om
aftenen var vi vel tilbage på hotellet igen. Pigerne havde klaret
turen godt, men deres forældre var præget af dagens oplevelser.
Selv om man godt ved, at børn på børnehjem ofte må klare sig
med meget lidt opmærksomhed og stimulation, så er det barskt at
se i virkeligheden.
Tak for turen
Jeg tog en sidste runde hos familierne, inden jeg og Lene onsdag
morgen skulle tage afsked med gruppen for at rejse tilbage til
Beijing. Det gik godt hos alle. Pigen, der i et par dage havde
fundet tryghed i klapvognen, havde i sit eget tempo fundet
overskuddet til at flytte trygheden med op i mors og fars arme.
Det
havde været fantastisk igen at opleve den store og næsten
uvirkelige forandring, der sker med et barn, de første dage
efter, at det er blevet overdraget. TAK til de 5 familier som jeg
fik lov til at følge i nogle meget betydningsfulde dage i deres
liv.
 Adoptionsrådgiver
Annette
Vest Kousgaards sidste og første tur til Kina for AC Børnehjælp gik til
Hunanprovinsen i november 2004 - godt tre måneder efter Annette
var startet som adoptionsrådgiver på AC Børnehjælp. Dengang
fulgte hun 9 familier på deres livs rejse. Læs eller genlæs
Annettes beretning om turen i 2004 på linket her.
|
forsiden
