Stormgade 2-6

1470 København K

T 33 95 13 10

F 33 92 13 11

 

www.minff.dk

17. december 2004

 

 

 

 

 

 

 

Til samtlige kommuner m. fl.

 

 


Orientering om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (adoptionssøgendes ret til dagpenge før modtagelsen af barnet).

 

Folketinget har den 17. december vedtaget L 121 – Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, hvorefter kommende adoptanter får ret til dagpenge før modtagelse af barnet.

 

Lovforslaget, som vedtaget ved 3. behandlingen, vedlægges som bilag.

 

Lovforslaget med bemærkninger og bilag i øvrigt kan ses på Folketingets hjemmeside www.ft.dk - ”Dokumenter – Lovforslag fordelt på ministerområder - Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender – Af ministeren – L121”.

 

Børn, der adopteres fra udlandet

Såfremt der er tale om børn, som adopteres fra udlandet, kan der ydes dagpenge i op til 4 uger før modtagelsen af barnet, når de kommende adoptanter opholder sig i udlandet for at modtage barnet. Såfremt opholdet i udlandet varer mere end 4 uger af årsager, som ikke kan tilregnes de kommende adoptanter, kan dagpengeperioden forlænges med op til 4 uger. Der kan ydes dagpenge til begge forældre, såfremt begge forældre opholder sig i udlandet for at modtage barnet.

 

Dagpenge før modtagelse af barnet kan ydes fra den dag, hvor de kommende adoptanter rejser ud af Danmark for at hente barnet, og til og med den dag, hvor de formelle betingelser for at tage barnet med ud af landet er opfyldt. Dagpenge, der ydes efter denne dag, medregnes til de perioder, hvori der kan ydes dagpenge efter modtagelse af barnet. 

 

Den adoptionsformidlende organisation vil kunne oplyse, hvornår de kommende adoptanter har kunnet rejse til udlandet for at hente barnet, og hvornår de formelle betingelser, der vedrører adoptionen, er i orden. De adopterende forældre må kunne dokumentere den faktiske udrejsedato, og hvornår der er udstedt pas til barnet, som også er en formel betingelse, der skal være opfyldt for, at forældrene kan tage barnet ud af landet. Varigheden for at bringe de formelle forhold vedrørende adoptionen i orden og for udstedelse af pas kan variere meget fra land til land. De adoptionsformidlende organisationer vil kunne give nærmere oplysninger om forholdene i de enkelte lande.

 

Såfremt barnet ekskorteres til Danmark og modtages af de kommende adoptanter i deres hjem, er der ikke ret til dagpenge før modtagelse af barnet.

 

Børn, der adopteres i Danmark

Såfremt et barn adopteres i Danmark, og de kommende adoptanter i en udslusningsperiode forud for adoptionen opholder sig sammen med barnet på det sted, hvor barnet har været før adoptionen, er der ret til dagpenge i op til 1 uge. Den dag, hvor barnet bringes til adoptanternes hjem, regnes med til perioden før modtagelsen. Der kan ydes dagpenge til begge forældre, såfremt begge forældre opholder sig sammen med barnet i udslusningsperioden.

 

Forud for adoptionen er det de kommunale myndigheder, der har ansvaret for barnet, og som vil kunne dokumentere, at de kommende adoptanter har opholdt sig sammen med barnet. I særlige tilfælde kan de kommunale myndigheder vurdere, at der er behov for en længere udslusningsperiode end 1 uge. I disse tilfælde vil perioden, hvori der kan ydes dagpenge før modtagelsen af barnet, kunne forlænges med op til 1 uge.

 

Der kan ikke ydes dagpenge før adoptionen i tilfælde, hvor barnet før adoptionen opholder sig i den kommende adoptants hjem, fx ved stedbørnsadoptioner.

 

Ikrafttræden

Lovændringen træder i kraft den 1. januar 2005.

 

Kommende adoptanter, der opholder sig i udlandet den 1. januar 2005 for at modtage et barn, vil fra denne dag være berettiget til dagpenge før modtagelse af barnet.

 

Ligeledes vil kommende adoptanter til et barn i Danmark, der opholder sig sammen med barnet i en udslusningsperiode fra 1. januar 2005 være berettiget til dagpenge før modtagelse af barnet.

 

 

 

 

Kirsten á Rogvi/

 

Jens Wamsler