Andre lande – særlige adoptionssager

B-sager er AC Børnehjælps betegnelse for særlige ansøgninger om adoption. Der kan være tale om en adoptionsformidling af et udenlandsk barn, som adoptanten kender i forvejen. Adoptanten kan også have særlig relation til landet.

Langt de fleste børn formidles til AC Børnehjælps ansøgere på vanlig vis. Men hvert år formidler vi 3 - 5 børn efter nogle individuelle sagsforløb. Disse sager kalder vi for B-sager.

Der kan fx være tale om:

  • at adoptanten ønsker at adoptere et kendt barn fra et af AC Børnehjælps formidlingslande, eller fx ønsker hjælp til at gennemføre en familieadoption.
  • at adoptanten har særlige relationer til et land, som hverken AC Børnehjælp eller DanAdopt samarbejder med.

Adoptanten har også mulighed for at søge Ankestyrelsens Familieretsafdeling om at gennemføre adoptionen som en privat fremmedadoption uden om de danske formidlende organisationer. Mange ansøgere vælger dog at gennemføre formidlingen med faglig bistand fra fx AC Børnehjælp.

Privat fremmedadoption

En privat fremmedadoption er en adoption, hvor formidlingen gennemføres uden bistand fra en formidlende organisation. I sådanne sager har ansøgerne selv kontakter i udlandet eller har et særligt forhåndskendskab til et konkret barn.

Ønsker man at gennemføre en privat fremmedadoption, skal tilladelsen søges igennem Ankestyrelsens Familieretsafdeling. Tilladelse gives normalt kun, hvis de formidlende organisationer ikke har mulighed for at bistå i en adoption fra det pågældende land, og ansøgerne har en særlig baggrund for at adoptere netop herfra.

Læs mere om privat fremmedadoption på Familieretsafdelings hjemmeside her 

AC Børnehjælps bistand i B-sager

Forudsat at legaliteten og etikken omkring adoptionen er i orden, vil AC Børnehjælp normalt acceptere at bistå ansøgerne ved gennemførelsen af en særlig adoptionsformidling. Hvis ikke AC Børnehjælp i forvejen er godkendt til at formidle fra det pågældende land, forudsætter formidlingen, at Ankestyrelsens Familieretsafdeling godkender samarbejdet med den formidlende myndighed eller organisation i landet.

Den danske godkendelse af ansøgerne

Ansøgere til B-sager - og til privat fremmedadoption - skal godkendes i Danmark på samme vis, som hvis der var tale om en anonym fremmedadoption. Dvs. at ansøgeren skal starte med at indgive en adoptionsansøgning til den statsforvaltning, som vedkommende tilhører.

Det er ikke muligt at få dispensation fra godkendelsesforløbet medmindre der er tale om en adoption, som efter danske regler betegnes som en familieadoption.

Da alle regler omkring adoption selvsagt skal tage udgangspunkt i barnets bedste, er det forventeligt at myndighederne vil behandle sager, der vedrører konkrete børn så smidigt og hurtigt som muligt.

Læs mere om privat fremmedadoption på Ankestyrelsens Familieretsafdelings hjemmeside her 

Gebyr

Ansøgeren betaler sædvanligt tilmeldingsgebyr og godkendelsesgebyr til AC Børnehjælp. Derudover betaler ansøgerne de faktiske omkostninger forbundet med sagen. Omkostningerne vil blive opkrævet taktvis.

Kontakt os, hvis du vil vide mere om B-sager.