AC Børnehjælp -

Her kommer en beretning om vores vej til at blive en adoptivfamilie. Vi startede ud som de fleste med et ønske om at få børn på den traditionelle måde. Da dette viste sig ikke kunne lade sig gøre, gik vi i gang med et behandlingsforløb mod barnløshed. Vi måtte igennem 3 IUI og 2 ICSI forsøg. Dette resulterede i vores datter Leanna, som nu er 5½ år. Da vores datter var 9 måneder gammel, valgte vi at gå i gang med behandlinger igen. Allerede inden jeg blev gravid, havde min mand og jeg haft adoption i vores tanker. Især jeg tænkte på, at hvis ikke det lykkedes med fertilitetsbehandlingen, var det med at komme i gang, da det tager tid at blive godkendt til adoption og bagefter går der jo tid på ventelisterne. Efter 6 ICSI forsøg og 100.000kr fattigere orkede jeg ikke mere medicin, flere ægudtagninger samt bristede håb. Jeg havde en indre stemme, der sagde, at vores næste barn ville være adopteret.

I gang med adoption
Vi gik i gang med det for os store arbejde at udfylde diverse papirer, der skulle til for at blive godkendt til at adoptere. Det virkede voldsomt på os, at der skulle gives så mange oplysninger, især de økonomiske. Alt skulle skrives ned, og tallene fløj rundt i vores hoveder. Vi drog begge en lettelsens suk, da det sidste punktum var sat, og papirerne afleveret. Kort tid efter var vi godkendt i fase 1 og kunne tilmelde os til det adoptionsforberedende kursus. Vores omgangskreds vidste på dette tidspunkt ikke noget om vores planer. Derfor var det dejligt at være på kurset og møde ligestillede; at kunne tale frit om behandlingsforløb, tanker og ønsker om børn. Efter kurset tilmeldte vi os til AC Børnehjælp og skulle til at vælge, hvilket land vores kommende barn skulle være født i. Først kiggede vi på hvilke lande, vi opfyldte kravene til. Vi blev hurtigt enige om Kina. De havde på det tidspunkt en kort ventetid ca. 8 måneder. Desværre nåede vi kun at være på listen 1 måned, før den ventetid steg voldsomt. Jeg fulgte nøje udviklingen, som blot blev værre og værre.

En lille notits om en dreng, der manglede forældre
Min mand og jeg talte om speciel needs børn, og vi besluttede at få tilsendt listen med disse børn. Vi nåede at få listen 5-6 gange, før vores søn dukkede op. Der var blot en lille notits om ham, der beskrev, at han var 8 måneder gammel og født med dobbeltsidig læbe-, gumme- og ganespalte. Han var glad og mild med let til smil. Vi skyndte os at ringe til Annette på AC Børnehjælp. Ham ville vi meget gerne have. Et par timer senere kunne jeg se et ukendt opkald på min mobil. Ringede til Annette på AC Børnehjælp for at høre, om det var hende, der havde ringet. Det var det. Vi fik Junlin Qing i forslag.

'Se en baby'
Om aftenen kiggede vi på læbe-gane-spalte foreningens hjemmeside. Vi fik rent faktisk et chok over nogle af billederne der. Jeg fik ondt i maven og var ked af, at jeg tænkte på at sige nej til den lille dreng. Næste dag, da jeg kom fra arbejde, var der post fra AC Børnehjælp. Inden jeg nåede at gøre noget, havde vores datter åbnet det ene brev. Med et billede i hånden kom hun stormende ud til mig og sagde: "Se en baby". Ved synet af dette første billede var han vores søn og Leannas lillebror. Han havde, og har stadig, de skønneste brune øjne og det dejligste smil. Vi fik ham i forslag d. 28. feb. 2007 - præcis på vores årsdag for log in i Kina. Vi fik en udvidet godkendelse den 8. marts, som er min fødselsdag. Derefter kunne vi blot vente på at få en udrejsedato. 

Endelig blev vi en familie på fire
Det tog 4 måneder og 1 uge, før vi d. 9. juli 2007 stod i Kina - spændte og lidt nervøse, men 100% klar til at møde vores søn. Endelig så vi en dame med en dreng på armen, men nej det kunne ikke være ham. Han havde ikke læbespalte. Damen og drengen forsvandt ind ad en dør. 5 minutter efter gik døren op igen, og damen gik smilende lige hen mod os og afleverede drengen i mine arme. Vi var ret forbløffede, og tre gange i rap gentog jeg. "Jamen de har opereret ham i læben."
  Albert tog virakken med knusende ro og en vis portion sund skepsis. Han var rolig og bevidst om, at der skete noget mærkeligt i hans liv. Leanna, der på dette tidspunkt var knap 4 år, var genert og usikker. Vi sad alle fire i en sofa. Leanna, som aldrig havde været glad for babyer, eller børn mindre end hende selv, begyndte at ae Albert på hovedet og vise ham lidt legetøj. I det sek. var vi en familie på fire. Tiden i Kina gik med at se hinanden lidt an. På tredjedagen fik vi de første hjertelige smil. Vi opholdt os meget på hotellet dels pga. varmen men også pga. Leannas hvide hår. Hun var en turistattraktion, og hun blev bange og sky. Det var en voldsom oplevelse for hende, at folk stoppede op for at røre og se på hende. Folk fulgte efter hende og tog billeder. Det værste var en dame, der pludselig tog hende op og gik med hende. Hun blev så bange, at hun ikke sagde en lyd. Vi var i parker og en zoo. Her kunne vi bedre gå i fred, og der var mulighed for at lege.
  Albert var mest sig selv hjemme på hotellet. Når vi var ude, var han meget stille og iagttagende. Endelig kom dagen, hvor vi kunne rejse hjem til DK. Vi blev modtaget af familie og venner i både København og i Karup. Det havde vi valgt for derved at kunne sige nej tak til besøg den første tid.

En dreng med mod på livet
Albert har vist sig at være en dreng med en stærk vilje, og en masse mod på livet. Der er ingen tvivl om, at han har haft det godt under de omstændigheder, der nu har været muligt for ham det første år af hans liv. Det er til daglig gavn for både ham og os. Han er en tryg og kærlig dreng. Vi har haft en periode, hvor han ville slå, når han blev frustreret, men det er han stoppet med igen. Han har generelt sovet godt. Der har været, og er stadig, nætter, hvor han drømmer, men blot han mærker en hånd falder han til ro igen. Han har været indlagt på Riget for at få opereret ganen. Jeg var indlagt med ham. Det var hårdt for ham. Jeg er sikker på, at han havde en reaktion på hans operation af læben i Kina. Han havde været indlagt i 3 uger i Kina. På Riget fik han uden grund feber efter operationen. Han ville ikke spise og havde svært ved at sove. Dagen efter vi kom hjem, var feberen væk, og han spiste som før. Hans start i dagplejen gik også godt, der var dog reaktioner med pludselige vredesudbrud og urolige nætter, men efter et par måneder var han tryg ved situationen. Da han pludselig måtte skifte dagpleje, foregik det uden reaktioner. Lige nu overvejer vi, om han skal vente et par måneder med at starte i børnehave. Ikke pga. om han kan klare sig, men pga. hans sprogudvikling som er forsinket pga. hans ganespalte. Han skal efter planen starte til aug. 2009.

Vores vej til at blive en familie på fire har set i bakspejlet været en tur med mange op og nedture. Men det har jo været det hele værd. Lige pt. er vi på venteliste til endnu et speciel needs barn.

Artiklen er en del af serien "AdoptivLiv". Hvis du har lyst til at fortælle din adoptionshistorie, så kontakt kommunikationskoordinator Susanne Dencker.