Giv hiv-børn livet tilbage

Den amerikanske organisation Project Hopeful (www.projecthopeful.org) har startet det, organisationen kalder en ”Sandhedsepidemi” om hiv og aids. Viden og fordomsbekæmpelse skal sikre forældreløse hiv-smittede børn deres ret til at vokse op i en familie. Billedet her er fra organisationens seneste film, der er del af denne kampagne. Link til filmen i artiklen herunder. Den amerikanske organisation Project Hopeful (www.projecthopeful.org) har startet det, organisationen kalder en ”Sandhedsepidemi” om hiv og aids. Viden og fordomsbekæmpelse skal sikre forældreløse hiv-smittede børn deres ret til at vokse op i en familie. Billedet her er fra organisationens seneste film, der er del af denne kampagne. Link til filmen i artiklen herunder. 04. november 2011 | Ethvert barn på børnehjem håber på at få en familie og et hjem. Det drømmer om tryghed, kærlighed og nogen at være i slægt med, nogen at høre sammen med. Adoption kan gøre drømmen til virkelighed for forældreløse hiv-smittede børn.

AIDS-ribbon-non-cropedD. 1. december er det World AIDS Day - dagen hvor vi alle opfordres til at udtrykke vores solidaritet og næstekærlighed overfor hiv- og aids-smittede. Det gør vi her på AC Børnehjælp med en række artikler. Denne er den anden i rækken.

Alle børn har ret til en familie

Børnekonventionen, som alle verdenslande fraset USA og Somalia har skrevet under på, fastslår i dets forord, at et barn har ret til at vokse op i en familie.Realiteten for børn i udviklingslandene, der er smittet med hiv eller lider af aids, og for børn med andre særlige behov, er at deres håb og drømme kun i begrædelig lille omfang bliver til virkelighed.

AC Børnehjælps mission i vores adoptionsarbejde er at tilbyde ethvert barn, der ikke kan få en familie i sit oprindelsesland, en barndom i en tryg og omsorgsfuld familie i Danmark. Derfor skærper vi vores arbejde med at finde særlige mødre og forældre til disse børn. Det gør vi i tæt samarbejde med vores kompetente partnere i afgiverlandene, vores særligt rummelige adoptivfamilier og andre formidlende organisationer og NGO-er i verden.

Se fx denne video produceret af den amerikanske organisation "Project Hopeful".

Se fx denne video produceret af den amerikanske organisation "Project Hopeful".

Find forældre til de børn, der mangler

I august deltog socialrådgiver Pia Jørgensen og adoptionsrådgiver Anne Mogensen i en stor konference om international adoption i Filippinerne. Her var mange afgiverlande repræsenteret og budskabet var klart:

- Tag hjem og find forældre til de børn, der er til international adoption! Sådan lød det fra talerstolen og i de uformelle drøftelser, vi fik under konferencen, fortæller Pia Jørgensen. - Vores afgiverlande er generelt bekymret for den stigende ubalance, der er imellem de børn, de formidlende organisationer efterspørger; nemlig små og ukomplicerede babyer, og de mange børn man har svært ved at finde nationale forældre til; nemlig de lidt større børn, søskendeflokkene og børnene med særlige behov, og man frygter, at denne ubalance kan have en fremmende effekt på trafficking.

AC Børnehjælps projekt "Hiv-smittede i adoptivfamilier"

AC Børnehjælps arbejde med at finde lokale adoptivfamilier til hiv-positive børn i Etiopien tog sin begyndelse i 2001. I 2004 placerede vi de første børn i plejefamilier, der siden har adopteret børnene. De 20 børn, vi lige nu har økonomi til at hjælpe i projektet "Hiv-smittede i adoptivfamilier" blev diagnosticerede hiv-positive, fordi de var frigivet til adoption til danske familier og i den forbindelse skulle testes. AC Børnehjælp oplevede derfor, at vi havde et særligt ansvar for disse børn, der nu ikke kunne findes en familie til og pga. hiv-diagnosen heller ikke længere kunne blive på deres oprindelige børnehjem.

Tiden moden til formidling af hiv-smittede børn i Danmark

Vi blev dengang af vores etiopiske samarbejdspartnere bedt om også at forsøge at finde familier til hiv-smittede børn i Danmark. Vi prøvede via vores børn-søger-forældre-liste, men det lykkedes ikke. Måske fordi vi ikke selv vidste tilstrækkelig, måske fordi vores familier dengang oplevede meget kort ventetid på adoption af børn uden særlige behov fra de fleste lande, eller måske fordi behandlingsmulighederne ikke var så gode, som de er i dag.

Såvel vores viden som behandlingsmulighedere af hiv og aids er langt bedre i dag end for 10 år siden. Prognosen for hiv-smittede, der modtager den korrekte behandling, er i dag så god, at det at leve med hiv snarer kan sammenlignes med at leve med kroniske sygdomme som fx sukkersyge eller astma. De fleste hiv-smittede i Danmark lever således et almindeligt liv og lige så længe som alle andre. Jo før hiv-smitten bliver konstateret i forhold til smittetidspunktet, jo bedre er behandlingsmulighederne. Hiv-smittede får kærester, bliver gift og skilt og gift igen som andre. Hiv-smittede får børn som andre. Hiv-smittede bliver professorer, skraldemænd, pædagoger og rockmusikere som andre.

På AC Børnehjælp tror vi på, at vi med de gode behandlingsmuligheder og med den større viden om hiv, der er, kan finde danske forældre til nogle af disse børn. Ikke blot fra Etiopien men fra alle andre afgiverlande også.

Hiv-smittede har særlige udfordringer

Et liv med hiv byder på udfordringer. Livslang medicinsk behandling. Kontrol. Forholdsregler. Desværre er det for de fleste hiv-smittede i langt højere grad omverdens uvidenhed og fordomme, der er den største udfordring. På AC Børnehjælp synes vi ikke, at fordomme og uvidenhed skal betyde, at hiv-smittede børn, der kunne få et godt liv i alle regnbuens farver i Danmark, skal nøjes med at overleve på børnehjem med begrænsede ressourcer. Det synspunkt håber vi på, at vi kan finde tilslutning til blandt vores familier.

Informationsmøde om adoption af børn med særlige behov

I øjeblikket er vi ved at planlægge et informationsmøde om adoption af børn, der søger særlige forældre. Mødet bliver enten i slutningen af denne måned eller i begyndelsen af december. Mere herom senere. På mødet vil bl.a. vores børnelæger fortælle om hiv/aids samt om adoption af børn med andre særlige behov.

Har du ikke mulighed for at deltage i vores informationsmøde, er du meget velkommen til at kontakte AC Børnehjælps kompetencegruppe vedrørende børn, der søger særlige forældre. Gruppen står som kontaktpersoner på denne artikel.

Læs mere om hiv/aids:
Hiv-Danmark: www.hivdanmark.dk
AIDS-Fondet: www.aidsfondet.dk