Skrevet af:Jørgen-Ulrich Raunskov og Margrethe Primdahl - tidligere og nuværende direktør i AC Børnehjælp
Adoption er ikke bare en god løsning, men ofte
den bedste indsats i forhold til udsatte børn uden forældre og
overfor anbragte børn, hvor det er urealistisk, at de permanent kan
komme tilbage til en tryg og kærlig barndom hos deres biologiske
familie. Det har en omfattende ny forskningsgennemgang klart
dokumenteret.
Barnets tarv i fokus
Rapporten "Adoption som indsats" (ASI), er begået af Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd i Danmark. Det er det danske
Socialministerium, der har ønsket gennemgangen, fordi det også i
Danmark i disse år intenst diskuteres, hvorvidt den omfattende brug
af anbringelse udenfor hjemmet af særligt udsatte børn i kortere
eller længere perioder er i børnenes tarv, eller om denne indsats
nok sikrer forældrenes rettigheder men også øger faren for, at
barnet får massive og varige skader pga. en fortumlet
barndom.
Rapporten er baseret på en screening af ikke
mindre end 3.300 internationale studier. Gennemgangen førte til
endelig udvælgelse af 56 artikler, bøger, undersøgelser og
afhandlinger, der indeholder undersøgelser af adopteredes trivsel
sammenlignet med undersøgelser af børn, der var blevet i det miljø,
som de adopterede børn i de forskellige undersøgelser forlod. Med
få undtagelser vedrører de inddragede undersøgelser kun adopterede,
der er blevet formidlet til adoptivforældre i deres
oprindelseslande.
At det nødvendigvis må være de adopteredes
alternativ til adoptivfamilien, man skal bruge som
sammenligningsgrundlag, når man ønsker at vurdere adoption som
indsats, er vi helt enige i. Når AC Børnehjælp tidligere har været
kritisk i forhold til resultaterne af forskning i adopteredes
trivsel, skyldes det, at man ikke har taget udgangspunkt i barnet.
Man har ret konsekvent sammenlignet adopterede med "almindelige"
børn og unge, opvokset hos deres biologiske familier.
Forudsætningerne for en sådan sammenligning er urimelig. Adopterede
har som oftest haft en svær start på livet, hvilket naturligvis kan
afspejle sig i deres opvækst. Ønsker man at vurdere adoption som
idé, er en sådan sammenligning ikke blot forkert - den er
sandhedsforvrængende i forhold til adoptionstanken og urimelig i
forhold til de adopterede. Det er børnenes alternativer, der kan
afgøre, om adoptivfamilien som indsats, er i barnets tarv. Ikke om
den adopterede får et liv præcist som var det født ind i dets
adoptivfamilie.
Adopterede klarer sig langt bedre end
de tilbageblevne
De 56 undersøgelser spænder vidt. Tidsmæssigt er referencerne
publiceret i perioden 1977 til 2006 og stammer fra så forskellige
samfundsstrukturer som Canada, Chile, Danmark, England, Frankrig,
Indien, Libanon, New Zealand, Spanien, Sverige og USA. Lige meget
hvor og hvornår undersøgelserne er foretaget, så tegner der sig et
overraskende ensartet billede: Adopterede klarer sig bedst på alle
fronter. De har en bedre fysisk udvikling og klarer sig bedre i
diverse færdighedstest (fx IQ-test) end udsatte børn i andre
foranstaltninger. Også deres adfærdsmæssige og mentale problemer er
mindre end pleje- og institutionsanbragte børn. Selv om rapporten
dokumenterer, det mange andre undersøgelser også har klarlagt; at
jo tidligere et barn adopteres, jo større er muligheden for, at det
ikke får varige adoptionsrelaterede problemer, så bekræfter den, at
de fleste ældre børn også kommer i markant bedre trivsel, hvis de
får en adoptivfamilie end børn i de miljøer, som barnet er
adopteret bort fra.
Ydermere dokumenterer ASI, at adoptioner med
høj grad af åbenhed og kontakt mellem barn, adoptivforældrene og de
biologiske forældre fungerer bedst. Hermed rokkes ved en udbredt
forestilling om, at anonymitet er mest skånsomt for alle
parter.
Mogens Nygaard Christoffersen er en af de fire
forskere, der står bag ASI. Han siger til "DJØF Bladet" i januar
2008:
"For at sikre pålidelige konklusioner har vi kun anvendt
undersøgelser, der bruger sammenlignelige kriterier. Og det
overordnede resultatet er simpelthen meget klart. Selv i de sene
adoptioner, hvor børnene er over to år gamle, før de bortadopteres,
klarer de sig bedre end anbragte børn. Og i de tidlige adoptioner,
fra børnene fødes til de er 6 måneder gamle, er forskellen endnu
mere markant i de adopterede børns favør. Det er allerede i 6
måneders alderen, at børn for alvor knytter sig til deres forældre.
Og det er relationen mellem forældre og barn, der er afgørende for
barnets udvikling."
International adoption er også i det
udsatte barns tarv
AC Børnehjælp arbejder som bekendt med formidling af børn, der
krydser landegrænser for at blive del af deres adoptivfamilie. Der
er dog ikke noget i hverken ASI eller i AC Børnehjælps omfattende
kendskab til international adoption, der får os til at tvivle på,
at rapportens konklusioner også gælder for international adoption
som indsats, selv om aspekterne omkring kultur, etnicitet, "at se
anderledes ud" kun berøres sporadisk i undersøgelsen. At vi tør
antage dette, bekræftes af de få undersøgelser og henvisninger i
rapporten, hvor de adopterede rent faktisk er internationalt
adopterede.
F.eks. "Children of the Crech" udført af Wayne
Dennis og offentliggjort i 1973. Dennis undersøgte børn, der
umiddelbart efter fødslen var efterladt på småbørnshjem, som var
grundlagt af nogle franske nonner i Libanon (Beirut).
Småbørnshjemmet var traditionelt med en mangelfuld kontakt mellem
personalet og børnene. Udfoldelsesmulighederne og stimulationen var
begrænsede. Adoption blev først mulig i 1956 i Libanon. Herefter
blev det besluttet at bortadoptere alle børnene fra
småbørnshjemmet, efterhånden som der blev fundet adoptivforældre
til dem. Dette gav forskerne mulighed for at undersøge de børn, der
havde tilbragt hele deres barndom på institution, og sammenligne
med dem, der blev bortadopteret enten til familier i Libanon eller
til familier i USA.
Fra ASI:
"Undersøgelsen viste, at man allerede efter 6 måneder på
institutionen kunne observere, at børnene blev retarderede. Test af
børnene i 1-årsalderen viste, at børnenes udvikling i gennemsnit
svarede til et barn på 6 måneder. Der var således tale om en meget
usædvanlig retardering af disse børn. Undersøgelsen viste, at såvel
drenge som piger, der blev bortadopteret, inden de fyldte 2 år,
hurtigt opnåede og fastholdt en IQ på omkring 100 i gennemsnit. Der
var ingen forskel i resultaterne hos dem, der blev bortadopteret
til USA (N=18), og dem, der blev adopteret til Libanon
(N=10)."
Bedre fysisk udvikling
For et par årtier siden var det som oftest frygten for de
adopterede børns fysiske trivsel, der fyldte hos vordende
adoptivforældre. Kunne et forsømt lille barn komme i ordentlig
trivsel hos adoptivfamilien?
Fra ASI:
"De to undersøgelser, der omhandler barnets fysiske udvikling,
konkluderer samstemmende, at de adopterede børn har en signifikant
bedre fysisk udvikling end de tilbageblevne børn. De bedre
miljøforhold i adoptionshjemmet sætter deres præg på barnets
udvikling, hvad angår vægt og højde. Der er således tale om et mere
positivt resultat, end man kunne have forventet ud fra de tidligere
forskningsoversigter."
Bedre intelligens og
skolefærdigheder
Uanset om de adopterede sammenlignes med børn, der vokser op på
børnehjem eller hos plejeforældre, med børn, der vender tilbage til
biologisk forældre eller med tilbageblevne søskende, så profiterer
de adopterede også hvad angår intelligens af de mere
ressourcestærke adoptivforældre, og de har ved målingerne en
væsentlig højere IQ.
I forhold til skolefærdigheder står det klart,
at adopterede generelt har flere og sværere problemer end børn, der
vokser op hos deres ressourcestærke biologiske forældre. Den viden
er ikke ny, da den er dokumenteret i en række undersøgelser, hvor
man har sammenlignet adopterede med børn i samme miljø, der ikke er
adopterede. Men det nye er, at adopterede klarer sig betydeligt
bedre i skolen end de tilbageblevne børn.
ASI:
"Uanset om man sammenligner de adopterede med børn i plejefamilier
eller med børn på døgninstitution, så klarer de adopterede sig
samlet set bedre. Omkring 1,76 gange flere af de tilbageblevne børn
havde indlæringsvanskeligheder sammenlignet med de adopterede børn
(tabel 3.3). Dette blev blandt andet målt ved at undersøge, hvor
mange af børnene, der havde behov for specialundervisning, og hvor
mange børn, der havde dumpet."
Bedre selvtillid
Hvordan har de adopterede det? Trives de i livet? Dette område har
der i de senere år været meget fokus på. Ikke mindst fordi mange
undersøgelser, også danske, har dokumenteret, at adopterede er
overrepræsenterede blandt psykiatriske patienter og blandt
personer, der henvises til psykologisk
behandling.
Dette faktum kan næppe undre. Man bliver
af indlysende grunde ikke afgivet til adoption, hvis man har
en positiv, kærlig og fyldestgørende barndom hos ens biologiske
forældre. Men vurderingen i ASI taler alligevel også på dette
område klart til fordel for adoptionstanken. Rapporten konkluderer,
at de adopterede har færre mentale og helbredsmæssige problemer end
de børn, der blev tilbage i det oprindelige miljø, som
adoptivbørnene forlod.
Én undersøgelse i gennemgangen sætter dog
fokus på, at hvis et barn adopteres ind i et miljø, hvor det
behandles negativt - f.eks. på grund af et anderledes udseende - så
kan det gå ud over såvel selvtillid som den generelle trivsel. Det
understreger, hvor vigtigt det er, at såvel modtagerlandene som
adoptivforældre til udenlandske adopterede børn og vi, der arbejder
med international adoption, tør være åbne og bryde det tabu, der er
omkring betydningen af at se anderledes ud og betydningen af at
være født ind i en anderledes kultur, end den man skal vokse op
i.
Mangler følelsen af at være accepteret og
elsket, er ethvert barns selvtillid i fare. Det gælder i
adoptivfamiliens miljø som i lokalsamfundet hos den biologiske
familie. Vi ser desværre ofte i nogle af vores giverlande, at
myndighederne arbejder intenst på at udsatte og forladte børn,
uanset om de f.eks. er kommet til verden som resultat er en
voldtægt eller f.eks. incest, bliver hjemgivet til den udvidede
biologiske familie - bedsteforældre, tanter eller onkler. Det
betyder ofte, at disse uønskede børn kommer til at vokse op i det
lokalsamfund, hvor både voldtægtsforbryderen og måske også den
biologiske mor bor. Det kan betyde, at barnet kommer til at bære og
visualisere skammen under hele sin
opvækst.
Åbenhed giver bedre
adoptionsforløb
De sidste linjer i det forudgående afsnit leder frem til
betydningen af åbenhed i adoptionsprocessen - først og fremmest for
barnet, men også for såvel adoptivforældrene som de biologiske
forældre. Og åbenhed skal forstås flerstrenget - såvel viden om
alle elementer i adoptionen, grader af kendskab til hinanden i
adoptionstrekanten - den adopterede, adoptivforældrene og de
biologiske forældre - og forståelsen for hvad adoption som fænomen
betyder.
I 2006 interviewede et hold australske
forskere f.eks. 144 voksne adopterede, der er vokset op i familier
med varierende grader af åbenhed. Man ville vide, hvordan de
undersøgte håndterede følelsesmæssige relationer i deres voksenliv?
Resultaterne viste, at de, der havde oplevet en stor grad af
lukkethed og hemmeligholdelse omkring deres adoption, havde et mere
negativt forhold til deres adoptivforældre og havde større
problemer med ensomhed og tætte følelsesmæssige relationer
sammenlignet med de adopterede voksne, der var opvokset med større
grad af åbenhed.
ASI's konklusion er klar:
"De empiriske studier viser, at jo højere graden af åbenheden er,
desto mere tilfredse er børnene."
Denne formodning er ikke ny. Således brød de danske myndigheder i
2004 med adoptivforældrenes ret til at bede om IKKE at få
eventuelle henvendelser fra biologisk familie i udlandet til deres
barn. Man vil i dag således altid blive kontaktet. Hvis ens barn er
voksent, vil det få henvendelsen.
Jo før, jo bedre
Barnets evne til at knytte sig til dets adoptivforældre har vist
sig at spille en afgørende rolle for, hvor godt adoptionen
forløber. Denne foregår nemmere og kvaliteten af den bliver
generelt bedre, jo yngre barnet er ved adoptionen. Derom hersker
der ingen tvivl - hvilket AC Børnehjælps egen undersøgelse* - også
dokumenterer.
ASI:
"Forskningen omkring betydningen af barnets alder ved adoption er
meget entydig. Tendensen synes at være, at jo tidligere, der gribes
ind over for barnet, desto bedre resultater giver det for barnet.
Her har barnets tidlige tilknytning vist sig at spille en
betydningsfuld rolle for barnets sociale, psykiske, kognitive og
emotionelle udvikling … Sikkert tilknyttede børn er børn, der må
forventes at have selvtillid, hvilket fremmer potentialet for
læring … men undersøgelserne påviser samtidig, at selv sent
adopterede (indtil 11 års alderen) kan have udbytte af at blive
adopteret på en række udviklingsmæssige områder, sammenlignet med
de børn der forbliver i et ugunstigt miljø."
Udsatte, forældreløse børn har krav på
adoption
AC Børnehjælp er det udsatte udenlandske barns
interesseorganisation. Derfor er det vores fulde overbevisning, at
adoption som indsats skal vurderes ene og alene ud fra barnets tarv
- som den bliver i nærværende rapport.
Hvordan sikrer vi bedst det udsatte barns ret (FN's Konvention om
Barnets Rettigheder) til at vokse op i et trygt familiemiljø i en
atomsfære af glæde, kærlighed og forståelse, så det fuldt ud bliver
i stand til at deltage i livet? Er det ved at arbejde for, at
pleje- og institutionsanbringelserne er så gode som mulige? Er det
ved at understøtte, at ressourcesvage biologiske forældre til
udsatte, forsømte og anbragte børn til stadighed får mulighed for
at kunne hjemtage deres barn, når det er åbenlyst, at de ikke
magter hjemtagelsen, så den bliver til barnets
bedste?
Vi synes, at rapporten "Adoption som indsats" giver
svaret: Først og fremmest skal vi forsøge at sikre, at disse børn
får en kvalificeret adoptivfamilie, der kan give dem muligheden for
en god fremtid tilbage. Hvis noget taler for, at dette ikke er til
barnets bedste, så skal vi derefter sikre barnet en god, kærlig og
stimulerende permanente anbringelse. Men adoption er den bedste
løsning i langt de fleste tilfælde. Derom er der ikke længere
tvivl.