"Bedsteforældre er det bedste, forældre kan
blive!"
Citatet stammer fra en bedstemors beretning i forbindelse
med researchen til "Kære Bedste".
Det er vidunderligt at byde et måske længe ventet barnebarn
velkommen i familien, og det er en stor glæde at opleve ens søn
eller datter blive forældre. Slægt skal følge slægters gang! Sådan
har det naturligt nok været i generationer. Og hvor vil man gerne
hjælpe og støtte de kommende eller nybagte forældre, så godt man
kan. Og hvor betyder det meget for en, at ens barnebarn kommer til
at elske en, og at man selv kommer til at elske det. Og hvor vil
man gøre hvad som helst, for at det skal gå ens barnebarn godt i
livet. Dette uagtet om det nye familiemedlem er født eller
adopteret ind i familien.
Familieforøgelse på vanlig vis
Når et barn fødes ind i en familie, får såvel forældre som barn
meget forærende - ikke mindst i overført betydning. Ni trygge og
beskyttede måneder i mors mave har som regel knyttet et stærkt
psykologisk bånd imellem mor og barn.
Efter fødslen er det første barnet oplever at blive lagt til mors
bryst. En bekræftelse af, at også udenfor mors mave - i den store
vide verden - passer mor (og far) på det og sørger for, at det får,
hvad det skal have, så det kan leve trygt og godt. Nok er
navlestrengen i den fysiske verden klippet, men på det psykologisk
plan får den lov til at pulsere i mange år endnu.
Fra tosomhed til adoptivfamilie
Når et barn adopteres ind i en familie, føler forældre og resten
af familien måske endnu større glæde og taknemmelighed, fordi årene
før adoptionen ofte har været præget af sorg og savn over, at
forældrene ikke har kunnet få barn på traditionel vis.
Det er glædeligt, at adoption er en mulighed. Det forældreløse
barn får forældre, og forældrene får et barn, som de inderligt har
ønsket sig. Bedsteforældrene får et barnebarn, og slægter kan igen
følge slægters gang.
Men adoptivfamiliens udgangspunkt er sårbart. Den tilknytning,
der som oftest er givet mellem et barn, der er født ind i familien
og dets forældre, den skal såvel forældre som barn i
adoptivfamilien arbejde for. I nogle familier kommer tilknytningen
nærmest umærkeligt, mens andre må arbejde mere bevidst og intenst
for at få etableret en psykologisk navlestreng imellem forældre og
barn. Før den er der, kan barnet ikke knytte sig ordentligt til
hverken forældre, bedsteforældre eller andre i den nære
familie.
Tilknytning til forældrene er vigtigst
Adoptivbarnets tilknytning til i første omgang dets forældre, og
kun til dets forældre, er afgørende for barnets trivsel og
udvikling. Den vil betyde noget i forhold til barnets evne til at
knytte sig til andre, bære et ansvar, stole på sig selv og andre
mennesker, have indføling med dets medmennesker, fornemme hvad der
er rigtigt og forkert, håndtere konflikter og samarbejde. Det er
derfor utroligt vigtigt, at alle omkring adoptivbarnet støtter
forældrene og barnet i denne proces - ikke mindst barnets
bedsteforældre. For at kunne bakke op på den rigtige måde, kan det
være en hjælp at vide lidt generelt om, hvordan adoptivbørns liv
har været, før adoptionen til deres nye forældre.
Hjælpekunst for bedsteforældre
Adoptivbarnet skal lære, at det først og fremmest er hos dets
forældre, det græder og hos dem, det får trøst. Det er forældrene,
der sørger for mad, varme og tryghed. Det er mor og far, man søger,
når verden bliver for stor. Det er mor og far, der griber en, når
man snubler og falder. Fremmede er fremmede, og i starten er alle
andre end mor og far fremmede. Kun mor og far er mor og far. Det
lærer barnet ved at opleve, at det er sådan, det er - og kun sådan
det er. Igen og igen.
Hæftet er fyldt med en række råd, der kan være
inspirerende for bedsteforældre og andre i netværket omkring
adoptivfamilien.
Læs hele hæftet i pdf eller
bestil den hos os via højrespottet.