|
TEKST: JOURNALIST HELLE VEEL
"Holdingterapi er at turde elske - at turde lade hinanden komme
ind der, hvor både smerten og glæden sidder".
Forklaringen kommer fra Lene
Thystrup Knudsen, der sammen med sin fire-årige søn har været
igennem et forløb med terapiformen Holding.
Et følelsesmæssigt hårdt
forløb, der også har ført meget godt med sig. Hele familien fra
Herlev er blevet styrket og er sammen på en anden måde. Snakken er
kommet i højsædet, og i dag sættes der ord på følelserne.
- Jeg har fundet ud af, at meget i
livet handler om kommunikation. Tidligere kunne jeg gribe mig selv i
bare at blive vred eller irriteret på børnene, når der var
konflikter. Men i dag er vi blevet bedre til at mærke efter i maven
og snakke om, hvorfor vi reagerer, som vi gør. Og at det er helt i
orden at vise følelser. Børn har godt af at opleve, at voksne
også kan blive vrede og kede af det, fortæller den 43-årige mor.
Hun understreger, at det er vigtigt at spørge ind til problemerne,
ligesom det er vigtigt at tage børnene alvorligt. At terapien har
lært den seks-årige Jonas noget, vidner hans spørgsmål til sin
to år ældre storesøster om. Han spørger f.eks. tit om, hun har
det godt i maven.
Før terapien var det svært at
håndtere frustrationerne, afvisningerne og vreden, og Jonas undgik
øjenkontakt og vendte hovedet væk i konflikter, når hans
forældre prøvede at komme i kontakt med ham.
Sårende bemærkning
Lene bliver tydeligt rørt ved tanken om, hvor sårende det var gang
på gang at høre Jonas sige: "Du er ikke min rigtige
mor". Men hun brugte sønnens ord som udgangspunkt for
terapien.
- Den første seance startede med,
at jeg sad og holdt ham som et lille spædbarn og fortalte ham, at
jeg så gerne ville være hans rigtige mor - hvis han ville give mig
lov. Jeg ville så gerne snakke rigtigt med ham - helt ind i hjertet
- og trøste ham. Jeg kom igennem til Jonas, da jeg blev bedt om at
vise ham mine følelser, og da jeg fortalte ham, hvor ulykkelig jeg
blev, når han ikke ville lukke mig ind! Pludseligt forstod jeg,
hvor smertefuldt det er at blive forladt og afvist, og jeg forstod
hans følelser på en ny måde. Det var overvældende og forløsende
for os begge, fortæller hun.
Moderen havde haft held til at bryde igennem sønnens blokeringer,
igennem hans panser. Igennem alle de forsvarsmekanismer Jonas havde
bygget op i sine 2-3 første leveår i Bolivia med gentagne svigt.
- Vejen ind til barnet er at vise
sine egne følelser. For den voksne er det hårdt at være mor og
terapeut på samme tid, for man har jo også selv følelsesmæssigt
blå mærker, der skal bearbejdes. Man skal turde terapien og turde
sætte ord på følelser, siger hun og tilføjer, at for hende var
det vigtigt, at terapien foregik hjemme hos familien i vante
omgivelser.
Psykolog Ulla Idorn har fungeret
som en slags coach i forløbet, der har strakt sig over et halvt
år. Moderen har i en periode skullet finde tid og ro til en times
holding hver dag. Psykologen har givet familien - og især moderen,
som er den primære tilknytningsperson i terapien - nogle
værktøjer, så hun selv kan udføre holdingen.
- Jeg husker tydeligt, hvor nervøs
jeg var for, hvordan jeg skulle forberede Jonas på den første gang
terapi, der tog fire timer. Jeg spurgte psykologen, hvad jeg skulle
sige til drengen, og det ligefremme svar var, at jeg da bare skulle
fortælle ham, at vi havde bedt en dame om at komme, fordi hun kunne
hjælpe os med at få det bedre sammen. Det synes Jonas lød helt
ok, smiler Lene.
(fortsættes næste side)
Hvordan foregår terapien?
Moderen holder barnet tæt ind til brystet, mens faderen sidder lige
bagved. Hans rolle er at holde om og rumme hele familien. Og som
Lene Thystrup Knudsen udtrykker det, er det en rolle, der passer
godt til mænd, og en rolle som i bund og grund handler om at vise
kærlighed og omsorg. Det er lettere at slippe en del af kontrollen,
når man ved, at han støtter op og holder sammen på det hele
imens.
En pædagog fra børnehaven har
også været med i terapiforløbet, og hun har været Jonas'
allierede og tro støtte i dagtimerne i de seneste to år.
- Jeg har lige haft en fantastisk
oplevelse. Pædagogen er stoppet i børnehaven, og Jonas er blevet
knyttet til en ny pædagog. Da jeg spurgte hende, hvordan det gik
med Jonas, var hendes svar, at hun ikke kunne genkende de
problemer, hun havde hørt om. For han var da det mest harmoniske og
dejlige barn, man kan forestille sig, fortæller Lene synligt
lettet.
I dag er Jonas seks år og skal
starte i skole efter sommerferien. Hans hårde stammen er så godt
som forsvundet, og spørger man hans mor, er hun ikke et sekund i
tvivl om, at det har været en af de mange sidegevinster ved
terapien.
En anden sidegevinst er, at
familien er blevet rystet mere sammen, og forældrene tager sig mere
tid til børnene.
- Jeg er gået ned i tid og har
slækket på ambitionsniveauet, og min mand har fået aftalt to
faste hentedage. Og så har vi for tiden droppet ferierne sydpå og
i stedet købt en lille træhytte i Sverige uden fjernsyn og video.
Tid, ro, nærvær og kærlighed er noget af det, familien har mest
brug for, fortæller Lene, der arbejder som miljøplanlægger i
amtet.
Selv om forløbet med terapi har
været følelsesmæssigt hårdt, ville hverken Lene eller Karsten
have undværet det. De føler sig langt mere kompetente som
forældre i dag og bruger værktøjerne i dagligdagen. Hele familien
er kommet styrket ud af forløbet, og vigtigst af alt er Jonas
blevet en glad og velfungerende dreng.
|
artikler 