|
TEKST: SOCIALRÅDGIVER TINA
SCHWENDSON
“Ethvert barn
har ret til en historie”. Det
fastslår psykolog Inger Thormann til et foredrag om, hvordan man
bedst støtter tvangsfjernede børn. Redskaber, som hun også mener,
kan anvendes for at støtte udenlandske børn, når de adopteres af danske forældre.
Barnets historie skal stykkes sammen med omhu og troværdighed, og
den skal følge
barnet og gentages mange gange.
Respekt og tid
Stemmeføringen, indholdet, mimikken, måden man selv og barnet sidder på, er
meget vigtig for terapien. Barnet skal sidde for sig selv uden
kropskontakt, men med god øjenkontakt. Forældrene skal ikke være omklamrende og
intime. Man skal passe på med hud til hud kontakt. Forældrene skal hele
tiden prøve at være bevidste om, at eventuelle reaktioner fra
barnet ikke har noget med dem at gøre, men med de oplevelser barnet
har med i bagagen. Og så skal der være god tid.
Barnets historie
Beretningen om barnet skal bl.a. indeholde grunden til at moderen gav barnet til
adoption - sandheden. Hvis man mangler viden, skal man udtrykkeligt sige, at det
kan vi ikke vide. Historien skal fortælles
respektfuldt, tydeligt og sandfærdigt. Man kan anvende sætninger som: "Din mor har et svært liv og kan ikke
have dig hos sig, derfor skal du nu være hos …..". Ligeledes er det vigtig at sige
tydeligt, at barnet altid kan beholde sin mor i sit hjerte. Er der ting, som
man ikke ved, kan det formuleres: "Det kan vi ikke vide….".
Ting og fænomener
Vigtige ting som barnet har været
knyttet til eller vant til at høre - det kan være en sang, bløde
ting, dyne, et billede, et ritual - skal følge barnet. Det kaldes overgangsobjekter. De
skaber sammenhæng og kontinuitet i stedet for brud og
diskontinuitet.
Vær åben overfor sorgen
Adoptivforældrene skal forholde sig til de tab, barnet har været
udsat for og bevare åbenheden overfor den sorg, barnet har. De skal
også turde erkende deres egen tab og sorg.
|