Psykologen Inger Thormann arbejder med tvangsfjernede børn på Skodsborg Observationshjem. Børnene er 0-6 år - og selv spædbørn får dokumenteret og fortalt deres livshistorie. Et redskab hun også anbefaler til adoptivbørn.

BEMÆRK: 
Artiklen har været bragt i AC Focus april 2003

TEKST: SOCIALRÅDGIVER TINA SCHWENDSON

“Ethvert barn har ret til en historie”. Det fastslår psykolog Inger Thormann til et foredrag om, hvordan man bedst støtter tvangsfjernede børn. Redskaber, som hun også mener, kan anvendes for at støtte udenlandske børn, når de adopteres af danske forældre. Barnets historie skal stykkes sammen med omhu og troværdighed, og den skal følge barnet og gentages mange gange.

Respekt og tid
Stemmeføringen, indholdet, mimikken, måden man selv og barnet sidder på, er meget vigtig for terapien. Barnet skal sidde for sig selv uden kropskontakt, men med god øjenkontakt. Forældrene skal ikke være omklamrende og intime. Man skal passe på med hud til hud kontakt. Forældrene skal hele tiden prøve at være bevidste om, at eventuelle reaktioner fra barnet ikke har noget med dem at gøre, men med de oplevelser barnet har med i bagagen. Og så skal der være god tid.

Barnets historie
Beretningen om barnet skal bl.a. indeholde grunden til at moderen gav barnet til adoption - sandheden. Hvis man mangler viden, skal man udtrykkeligt sige, at det kan vi ikke vide. Historien skal fortælles respektfuldt, tydeligt og sandfærdigt. Man kan anvende sætninger som: "Din mor har et svært liv og kan ikke have dig hos sig, derfor skal du nu være hos …..". Ligeledes er det vigtig at sige tydeligt, at barnet altid kan beholde sin mor i sit hjerte. Er der ting, som man ikke ved, kan det formuleres: "Det kan vi ikke vide….". 

Ting og fænomener
Vigtige ting som barnet har været knyttet til eller vant til at høre - det kan være en sang, bløde ting, dyne, et billede, et ritual - skal følge barnet. Det kaldes overgangsobjekter. De skaber sammenhæng og kontinuitet i stedet for brud og diskontinuitet.

Vær åben overfor sorgen
Adoptivforældrene skal forholde sig til de tab, barnet har været udsat for og bevare åbenheden overfor den sorg, barnet har. De skal også turde erkende deres egen tab og sorg.