|
TEKST: JOURNALIST
SUSANNE DENCKER
 -
To be or not to be? Vi er ikke. Vi er usynlige. Vi eksisterer
ikke! Ross van Alten indledte de to kvinders 3 kvarter lange
indlæg med en konstatering af, at selv ikke på konferencen, hvor
de var inviteret som en af de 4 hovedtalere, var de at finde på
hotellets bookingliste. - I verdens øjne er vi her ikke. Og vi
underbygger selv dette, fordi vi søger skyggen, fordi vi ikke vil
ses. Derfor har det været tungt og langsommeligt at organisere de
hundrede af biologiske mødre i Afstandsmoedre. Ved at stå frem
bliver vi synlige, og det vil vi ikke, fordi vi i afmagt over
vores egen sorg og skyldfølelse også selv synes, at en mor, der
giver sit barn væk, er et dårligt menneske. Men sådan er det
ikke. Vi er ikke dårlige mennesker. Vi er blot mødre, der ikke
har været så heldige, som jer.
Ord der gør ondt
Så barskt og så direkte faldt ordene fra de to alvorlige
kvinder på podiet. Åben Dags 150 lyttende gæster holdt vejret. Ross van Alten
og Isabel Story var ikke professionelle talere; de var åbenlyst ubehageligt
til mode ved at sidde der i det ubarmhjertige rampelys, men de var
"afstandsmødre", der havde besluttet sig for, med deres
liv, deres mod og deres historie, at offentliggøre
adoptionsverdenens måske største tabu - de biologiske mødre -
deres sorg, deres skyld, deres savn og deres behov for
forståelse, accept og måske frem for alt - deres børns
tilgivelse.
- I taler om os, men I taler sjældent med os, fortsatte Ross van
Alten konstaterende. - Vi er glade for, at vi er inviteret til at
tale her på konferencen, men vi skylder jer ikke tak. Det er
nemlig takket være mødre som os, at organisationer som jeres
eksisterer!
Adoptionsprocessens start
Mange af konferencedeltagerne blev ramt. Det er jo sådan, det
hænger sammen. Inderst inde ved vi det godt. Adoptionsprocessen
starter ikke med, at et barn bliver opgivet til adoption.
Adoptionsprocessen starter med en mor, der har så dårlige
betingelser, at hun må opgive sit barn. Og dette smertelige
faktum er en af hovedforudsætningerne for formidlende
organisationers eksistens. Derfor må og skal vi forholde os for
den part, der starter adoptionsprocessen - den biologiske mor -
hendes historie, hendes sorg, hendes krav og hendes grænser. Til
at give hende en hørbar stemme er bl.a. "Afstandsmoeders".
Verden skal vide
Afstandsmoeders er stiftet af mødre, der selv har
bortadopteret deres barn. Det er frem for alt et forum, hvor disse
kvinder uden frygt for fordømmelse kan være sig selv, fortælle
deres historie - ofte for første gang i deres liv - og få
forståelse og accept. Dernæst blander Afstandsmoeders sig i
adoptionsdebatten. Der skal i offentligheden være forståelse
for, at ingen kvinde opgiver sit barn, uden af det får
konsekvenser for hende. De biologiske mødres problemer både før
og efter overgivelsen skal være synlige, og deres rettigheder
skal beskyttes. Verden skal vide, hvilke sociale og
følelsesmæssige konsekvenser det har for mødrene, at opgive
deres børn. Der skal diskuteres muligheder for at forebygge, at
en mor må opgive sit barn. Og når der ikke er andre
alternativer, skal hun høres, når barnets fremtid skal afgøres.
Organisationen har en hjemmeside.
Den er på hollandsk, men prøv alligevel med et klik på http://www.afstandsmoeders.nl
|
artikler