Skrevet af: Programkoordinator Cathe Pedersen og kommunikationskoordinator Susanne Dencker
For mere end 15 år siden fik taxachauffør Terefe Konde et
opkald fra Hotel Ghion i Addis Ababa.
Han skulle køre en dansk adoptivfamilie, der var i
Etiopien for at hente deres barn, ud til det børnehjem, hvor barnet
ventede. Familien var så glade for hans service i den kaotiske
trafik i Addis, at de foreslog, at han skulle registreres på AC
Børnehjælps kontor på børnehjemmet, så andre danske familier også
kunne få glæde af hans kørsel.
Så tilfældigt var det, at nu 50 år gamle Terefe blev AC
Børnehjælps chauffør i Etiopien. En funktion der har gjort
ham til en skattet og uundværlig del af flere hundrede
adoptivfamiliers erindring om deres livs rejse til Etiopien efter
deres børn.
- Adoption er godt, fastslår Terefe uden tøven på sit
letforståelige engelsk. - Fordi børn, som igen forældre har, får en
familie og en god fremtid. Det kan jeg mærke. Forældrene er meget,
meget glade og kærlige, når de får deres børn. Terefe smiler og
slår ud med armene - Adoption har også været godt for mig og min
familie, fordi det nu i 15 år har givet mig et godt
arbejde.
Etiopisk gæstfrihed
Terefe er født i Addis Ababa og bor i bydelen Menen i
nærheden af Shoromeda . Han og hans familier bor i et lille
hyggeligt hus, som har været i familiens eje i generationer. Han er
gift med Tintu og har to børn; Besufukat, der er 17 år gammel og
lille Ruth, der er 4 år gammel.
Tefere er en gæstfri mand, derfor har han og Tintu næsten
altid besøg af flere familiemedlemmer. En gæstfrihed, som også
mange danske familier har oplevet:
- Hvis jeg har mulighed for det, inviterer jeg tit
familierne hjem til injera og kaffeceremoni. De fleste
familier kan li' at høre noget om den etiopiske kultur og historie,
dagligdagen i Addis Ababa, og jeg kan li' at fortælle, indrømme
Terefe muntert.
Kaos i trafikken i Addis
En gammel talemåde siger, at hvis man holder af sin gamle
udkørte bil, skal man sende den til Etiopien, for her er den sikret
evigt liv. Man skal ikke have opholdt sig mange minutter i Addis'
gader, før man sander, at der måske er noget om snakken. En
oplevelse i en typisk etiopisk taxi i storbyens kaotiske
eftermiddagstrafik er - ja en oplevelse.
Det kan fx være en tur i en gammel bulet Lada uden
støddæmpere, med nedslidte dæk og gyngestolesæder, hvor man i flæng
oplever krydsning over en høj midterrabat, slalom mellem
nærbutikker, et inferno af biler der kører over for alle farver og
en nær-død-kollision med en løsgående ko.
Selv om den officielle fartbegrænsning i Addis Abeba er på
60 km/t, er der stort set ingen vejskilte til at advare om det, og
lysreguleringerne virker sjældent. Den eneste formildende
omstændighed er, at mange biler er i en stand, hvor de ikke kán
køre meget stærkere.
20 år som chauffør
Terefe, der har kørt taxa i 20 år, kender Addis som sin
egen bukselomme. Han kører efter etiopiske forhold pænt og roligt.
Ydermere er han fuldt forsikret, så på bagsædet af Terefes bil er
såvel små som store så sikre, som det overhovedet er muligt i
trafikken i Addis. For tre år siden solgte Terefe sin taxa og købte
en privat bil, da der var stor efterspørgsel på turkørsel ud af
byen, og det måtte han ikke i en taxa.
Og Terefe er altid på pletten - uanset om
adoptivfamilierne har brug for ham tidligt morgen, sen aften eller
nat. Uanset om det er en helt almindelge hverdag eller om det er en
af de mange etiopiske helligdage. Han skæver ikke til sin egen
private kalender; når en adoptivfamilie kalder, går han om
nødvendigt fra familiemiddage og andre private ærinder, for at være
på rette sted til den rette tid.
De fleste danskere, der har rejst i Afrika ved, at der
generelt er forskel på afrikaneres opfattelse af at komme til
tiden, og danskernes. Terefe er reglen, der bekræfter undtagelsen.
Har man en aftale med Terefe kl. 7, så er han der som regel mindst
5 minutter før.
Fred og harmoni
AC Børnehjælps personale benytter naturligvis også Terefe,
når de er på besøgsrejser i Addis Ababa. Det har ad åre også givet
Tefere solid indsigt i såvel AC Børnehjælps adoptionsarbejde som
projektarbejde i Addis Ababa. Terefe fortæller, at han efterhånden
altid ved, om det er gået godt, når personalet fra
projektafdelingen har været til møde med projektpersonalet.
- Så kan jeg se, at I smiler og er glade, siger den
venlige mand. - Hvis der har været problemer, så har I rynker i
panden og smiler ikke så meget. Det kan jeg ikke rigtig li', for
jeg ønsker fred og harmoni i verden. Alle skal være
glade!
Læs mere om Terefes
forslag til ture ud af byen her.