Hun er en energisk ildsjæl ud over det sædvanlige; Yetinayet
Ayele, der leder AC Børnehjælps lokale kontor i Etiopien.
Yeti - for sådan hedder hun kort og godt i daglig tale - har
gennem hele sit liv været omgivet af børn. Hun er født i Addis
Ababa som det syvende barn ud af en livlig og tæt søskendeflok på
otte. Som stor pige var det selvfølgeligt, at hun trådte til og
passede sin brors børn, når der var behov for det. Nu har hun selv
to børn. Den ældste Fiker er otte år gammel. Navnet
betyder kærlighed på amharisk. Den yngste er Beemnet,
der er to år gammel. Beemneter også det amhariske ord
for tillid. Begge børns navne er valgt med omhu, for netop
kærlighed og tillid er afgørende menneskelige kvaliteter for AC
Børnehjælps etiopiske kontaktperson.
20 år i udsatte børns tjeneste
Yeti har arbejdet for AC Børnehjælp i så mange år, at hun ikke
præcist har tal på det. Omkring 20 år, mener hun, det er blevet
til. Det har hun helt ret i, afslører AC Børnehjælps annaler. I
1990 blev den unge Yeti ansat i et deltidsjob hos AC Børnehjælps
første repræsentant Mr. Mesheska, imens hun stadig læste til
sekretær.
Adoptionsformidlingen fra Etiopien tog til, og Yeti blev
fuldtidsbeskæftiget hos AC Børnehjælp. Siden 2006, hvor hun har
været leder af vores lokale kontor i Addis Ababa, har AC Børnehjælp
fordoblet formidlingen af etiopiske børn. Yeti er daglig leder for
mere end 20 personer på AC Børnehjælps kontor og på vores
transitbørnehjem. Her tilbringer en del af AC Børnehjælps familiers
børn de sidste måneder, før deres nye danske forældre kan hente dem
hjem til Danmark. Derudover tager Yeti sig af tilsynet med de
lokale børnehjem, som AC Børnehjælp samarbejder med om formidling
af børn. Hun er også den allestedsnærværende repræsentant i forhold
til de etiopiske myndigheder, domstolene og de øvrige
repræsentative opgaver, der er forbundet med en så stor
adoptionsformidling, som AC Børnehjælp har fra Etiopien.
Overdragelsen er som en fødsel
Yeti har et job fyldt med ansvar og store udfordringer -
menneskeligt såvel som administrativt. Men, påpeger hun, det store
ansvar overgås langt af glæderne ved jobbet. Adspurgt om, hvad der
rører hende mest ved hendes arbejde, er hun ikke i tvivl:
"Første gang forældre og barn mødes. Det er så bevægende!"
Selv om Yeti har været med ved flere hundrede overdragelser
gennem tiden, så er det den samme store oplevelse hver gang. Hun
sammenligner det med en fødsel. At få lov til at opleve følelserne,
kærligheden, intensiteten og glæden inspirerer hende til at arbejde
endnu mere koncentreret på at få gennemført de mange administrative
og retslige procedurer, der er nødvendige i en adoptionsproces i
Etiopien.
Danskerne er velforberedte og ligetil
Yeti har gennem årene bistået mere end 400 danske par og enlige i
de mest sårbare, følsomme og rørende situationer i deres liv. Hun
trives med AC Børnehjælps familier, som hun finder velforberedte og
følelsesmæssigt parate til at opfylde deres barns behov. Hun
beskriver danskerne som åbne, ærlige og ligetil. Hun føler sig
sikker på, at forældrene gør, hvad de overhovedet kan, for at
barnet skal få den kærlige familie, som det har så hårdt brug
for.
Et lys for lykke på rejsen
AC Børnehjælps kontaktperson er meget bevidst om, at hun har fået
til opgave at sikre fremtiden for en lang række udsatte etiopiske
børn, hvis liv uden adoption ville have været kummerlig. Hun
oplever det som et lille mirakel, når en adoption kan forene
forældrenes ønske om et barn og børnenes behov for en kærlig
familie.
Yeti tror på Gud og beder for sine børn og deres familier. Hvis
hun føler behovet for det, åbner hun et lille skrin på sit kontor.
Deri finder hun et stearinlys og tænder det - gerne for et enkelt
barn eller for en enkelt familie, som hun oplever, har det svært.
Det sker, at en familie forlader venteliste, fordi man pludselig
venter barn på traditionel vis:
"Også der tænder jeg et lille lys med ønsket om held og
lykke på den nye vej," slutter Yeti.