Adoptionsformidlingen fra Indien fortsætter

01. september 2010 | 21 Søndag på DR1 bragte den 20. juni 2010 en historie, hvor en indisk far havde afgivet sine børn til adoption, angiveligt fordi han troede, han foretog en midlertidig anbringelse af børnene. Børnene blev formidlet til deres danske adoptivfamilie gennem AC Børnehjælp via det indiske børnehjem Preet Mandir. En institution, som AC Børnehjælp afbrød samarbejdet med i 2003.

Den danske adoptionsmyndighed Familiestyrelsen bad umiddelbart efter udsendelsen de involverede indiske myndigheder om en redegørelse. Denne har Familiestyrelsen nu modtaget og på den baggrund besluttet at opretholde adoptionsformidlingen fra Indien indtil videre.

Herunder følger Familiestyrelsens udmelding i dag d. 1. september 2010:

Indiske adoptioner forsætter

Familiestyrelsen har på baggrund af svaret fra det indiske "Ministry of Women and Child Development" besluttet at opretholde adoptionsformidlingen fra Indien indtil videre.

Kontorchef i Familiestyrelsen, Trine Hede, udtaler i dag:

"Ministeriet har redegjort for den verserende sag om korruption i forbindelse med adoption til Danmark fra børnehjemmet Preet Mandir. Vi betragter indtil videre sagen som et internt, indisk anliggende. Danmark indstillede adoptioner fra Preet Mandir tilbage i 2003.

Vi har desuden fået en redegørelse for ministeriets holdning til forbundspolitiets mistanke om korruption hos nogle ansatte hos CARA (den indiske centralmyndighed), og ministeriet oplyser, at der på nuværende tidspunkt ikke er rejst en konkret anklage mod navngivne personer hos CARA.

Indtil mistanken mod CARA er afdækket, ønsker vi imidlertid vished for, at adoptionerne til Danmark gennemføres på et etisk og juridisk forsvarligt grundlag. Derfor har vi i dag bedt de to organisationer, der formidler børn til adoption i Danmark, om at redegøre for, hvordan de i forhold til deres indiske samarbejdspartnere og adoptionsmyndighederne i Indien kan sikre adoptionsprocessen i den mellemliggende periode. Vi afventer således en redegørelse fra de to organisationer."

 Her et link til Familiestyrelsens redegørelse for sagen:
http://www.familiestyrelsen.dk/nyheder/nyheder/indiske-adoptioner-forsaetter/

BEMÆRK: Artiklen er oprindeligt publiceret på AC Børnehjælps gamle hjemmeside.