Besøg fra Madagaskar

Modelfoto af barn fra Madagaskar.Modelfoto af barn fra Madagaskar.10. juni 2010 | AC Børnehjælp har i sandhed mærket det internationale islæt i dagligheden her i Århus i de seneste uger. Vi har haft besøg fra flere forskellige lande og har dermed fået mulighed for at styrke vore samarbejdsrelationer med partnere fra i alt 3 kontinenter!

Sidst men ikke mindst har vi haft fornøjelsen af at byde velkommen til to repræsentanter fra centralmyndighederne på Madagaskar sammen med vores lokale repræsentant Mme Colette Ranarivony.

Colette ankom en dag før resten af delegationen for at lære AC Børnehjælps kolleger bedre at kende samt drøftelse af udvikling af samarbejdet.

Sammen modtog vi delegationen fra centralmyndighederne, der bestod af Mr. Pilaza og Mme Fara, der kom direkte fra Adoptionscentrum i Sverige.  Samtidig med dette fine besøg var vi heldige også at have besøg fra det private børnehjem CRAN i Colombia, og vi benyttede dette tilfældige sammentræf til at afholde et fælles working meeting, da vi på hver sin måde har mange spændende erfaringer at byde ind med. CRAN har som én af de ældste private organisationer med adoptionslicens en meget lang tradition for adoption - både nationalt og internationalt - i samarbejde med de colombianske centralmyndigheder ICBF. Centralmyndighederne på Madagaskar er stadig i opstartsfasen i forhold til deres nye adoptionslov, der kun har fungeret i praksis i ca. 1½ års tid.

Det blev til et spændende og levende møde, hvor AC Børnehjælp trak vore eksperter ind på relevante områder, der blev drøftet i løbet af eftermiddagen, og det viste sig vanskeligt at standse seancen, for der var så mange spændende emner at drøfte indenfor adoptionsområdet: forberedelse af adoptivforældre, barnets rettigheder, mødet med barnet, hjemtagelsen, den første tid i Danmark, projektarbejde - både kort- og langsigtet og meget meget mere.

Et eksempel på et tema, der gav anledning til en levende og meget spændende dialog var Madagaskar-delegationens aktuelle arbejde med at forebygge udstødelse af tvillinger, der fødes i et bestemt område af øen. En gammel tradition siger, at tvillinger bringer ulykke, og derfor forlades tvillingebabyer oftest ved fødslen. Hvordan kan man vende denne tradition, således at tvillingebørn bliver børn, der fødes med samme respekt og ret til livet som alle andre babyer. Centralmyndighederne er endnu i opstartfasen med at undersøge tvillinge-udstødelsesproblemet nærmere, for at afdække behovet for, hvordan der kan arbejdes målrettet for sikring af tvillingebørns liv i dette område. Centralmyndighederne forestiller sig en form for screening af graviditeter, for at opspore tvillingegraviditeter tidligt. Kvinder med tvillingegraviditeter vil således med fordel skulle optages på et mødrehjem under graviditeten, for at sikre, at de - og hvis muligt også deres familie - får et ændret syn på deres forestående familieforøgelse - og hvilke fremtidsmuligheder, der kan ligge i dette. Nu er debatten hurtigt i gang - og alle byder ind med egne erfaringer. Netop på dette punkt har CRAN fra Colombia meget at byde ind med. I mere end 30 år har de arbejdet med mødrehjem for udsatte gravide kvinder. Årsagerne til deres eksklusion er ikke de samme som på Madagaskar, men løsningsmodellerne kan være brugbare på begge kontinenter. Spændende erfaringsudveksling - og helt klart en model, som også skal bruges fremover, hvis vi igen er heldige at få besøg fra flere lande samtidigt. Mødet blev levende og nærværende for alle deltagere, og vi fik alle meget med hjem i form af nye erfaringer på mange niveauer.

Den næste dag blev en følelsesladet og spændende dag for både vore gæster fra Madagaskar - men sandelig også for de 2 familier, der på nuværende tidspunkt har hjemtaget de første børn fra Madagaskar. Begge familier åbnede deres hjem for os, og vi blev modtaget med en varme og åbenhed, som var vi i familie. Børnene har endnu ikke været i Danmark så længe, og det var tydeligt, at de godt kunne huske Colette, og at det gjorde noget, at hun var der. Det var både spændende men også lidt usikkert for børnene, hvilket vi kunne mærke: Hvorfor er Colette nu pludselig her hos os? Hvad skal hun? Rejser hun igen? Begge børn var naturligt forbeholdne og overvældede over besøget, men de tøede vældigt op undervejs, og begge børn taler et blændende godt dansk, hvor jævnaldrende dansk-fødte børn kan få svært ved at følge med. Børnene viser med største selvfølgelighed og tydelighed, hvem der er deres forældre, og hvor de bor. Derudover fik vi også lov til at besøge det ene barns børnehave. Det blev en skøn dag i hjemlige omgivelser, og vi vil gerne sige begge familier stor tak for deres fantastiske åbenhed og varme i forhold til det at modtage udenlandsk besøg i deres hjem og dagligdag. Det betyder ubeskriveligt meget for vore udenlandske gæster at få lov til at besøge "ægte danske hjem", og derudover er prikken over "i"et at se, hvordan børnene springer ud i fuldt flor, når de endelig har fået deres rigtige familie og hjem i Danmark. Det er fantastisk, og det endte med, at direktøren fra Centralmyndighederne rundede dagen af med at rejse sig ved aftensmaden og holde en takketale for den fantastiske oplevelse, som dagen havde givet. Forvandlingen med disse børn siger alt. Ved samme lejlighed udtrykker Mr. Pilaza, at netop derfor er også opfølgnings rapport erne, som Madagaskar kræver, indtil børnene fylder 18 år ekstremt vigtige i det fremtidige arbejde på Madagaskar. Centralmyndighederne studerer nøje alle opfølgnings rapport er, for at se, hvor de evt. kan forbedre deres forberedelse af børnene til den bedst mulige overdragelse og tid i den kommende adoptivfamilie.

Delegationens sidste dag blev brugt på mere officielle besøg i København, hvor både Statsforvaltningen Hovedstaden og Familiestyrelsen inviterede til erfaringsudvekslende møder omkring godkendelsesprocedurerne i Danmark og praksis på Madagaskar. AC Børnehjælps direktør Jonas Parello-Plesner ledsagede delegationen på disse besøg. Sidst på eftermiddagen blev der endelig tid og lejlighed til lidt turisme i København med besøg i bl.a. Frederiksberg Have, hvor danske udklædte folkeskoleelever fejrede sidste skoledag, og det blev et festligt skue for vore gæster. Aftenen blev rundet af med en god middag sammen med vores formand Anders Christensen og fyrværkeri i Tivoli 

Næste stop på denne rejse til Skandinavien blev Oslo, hvor delegationen skulle på besøg hos Adopsjonsforum, før vore gæster kunne rejse i samlet trop tilbage til verdens 5.største og meget smukke ø, Madagaskar.

BEMÆRK: Artiklen er oprindeligt publiceret på AC Børnehjælps gamle hjemmeside. Eventuelle billeder mangler desværre i denne artikel.