Børnene trives på Nuevo Futuro i Peru

Roxana (tv) er AC Børnehjælps kontaktperson i Peru. Hun mener, at børnehjemmet Nuevo Futuro, som Christina Matossian de Pardo (th) leder, er unikt. Anerkendelse er kodeordet. Roxana (tv) er AC Børnehjælps kontaktperson i Peru. Hun mener, at børnehjemmet Nuevo Futuro, som Christina Matossian de Pardo (th) leder, er unikt. Anerkendelse er kodeordet. 11. januar 2011 | AC Børnehjælps partneren Fundades driver en række velfungerende børnehjem ved navn Nuevo Futuro i Perus hovedstad Lima. Programkoordinator Cathe Pedersen har besøgt et af børnehjemmene.

At besøge Nuevo Futuros børnehjem i Lima var som at træde ind i en stor glad familie. At se og mærke hvordan plejerne var omkring børnene, varmede mit hjerte usigeligt. Ro, nærhed og opmærksomhed - her bliver det enkelte barn set. Der er kun sjældent udskiftning blandt plejerne på Nuevo Futuro. Forklaringen er til at få øje på. 

Ledelsen gør nemlig meget ud af at vise plejerne og deres arbejde respekt. Anerkendelsen af det helt unikke arbejde hver enkelt gør er tydelig i de par timer, jeg tilbringer på stedet. Jeg glæder mig over, at netop dette tema er centralt i det udviklingsarbejde, som AC Børnehjælp har haft fokus på i de senere år i samarbejde med en række børnehjem i Nepal, Burkina Faso og Nigeria i de senere år. Nuevo Futoro er et fantastisk eksempel på, at denne tilgang virker!

Som vores kontaktperson Roxana beskriver, så er Nuevo Futuro unik. Hun glædes over, hvordan børnene trives her. Men det er en daglig kamp for leder af organisationen Christina Matossian de Pardo at samle penge nok ind til at drive hjemmet, særligt er det en udfordring at skaffe midler nok til lønninger til personalet:

- Donorer vil helst støtte konkrete projekter som nyt legetøj og flere aktiviteter for børnene. Men vi har også brug for midler til lønninger og administration..

Christina Matossian de Pardo er meget taknemmelig for donorernes støtte til de materielle ting, men hun undrer sig over, at det er så svært at finde støtte til eksempelvis lønninger. Hun fortæller:

- Det er plejerne og deres overskud, og det at de bliver her, der er afgørende for, at vores børn trives. Det er det væsentlige. Nyt legetøj er dejligt, men ikke livsvigtig på samme måde som plejernes arbejde er det.

AC Børnehjælp har formidlet seks børn til danske forældre fra Noevo Futoro. En del af det formidlingsgebyr, som forældrene betaler, går til børnehjemmet.

BEMÆRK: Artiklen er oprindeligt publiceret på AC Børnehjælps gamle hjemmeside. Eventuelle billeder mangler desværre i denne artikel.