Fire familier har derfor fået at vide, at de skal møde til
det første retsmøde, der var berammet for deres barn, og de undgår
den ventetid på en måned mellem første og andet retsmøde, som er
det almindelige.
Domstolen har taget denne beslutning, fordi der ikke kan rejses
tvivl om oplysningerne om hittebørn, hvor man ikke ved noget om
baggrunden.
Efter domstolsbehandlingen er barnet officielt ansøgernes barn og
de fleste familier vælger at tage barnet med sig til hotellet efter
retssagen.
Ventetid fra accept af barn og til
retsdato
For børn, der blev godkendt midt i september, er første retsdato
berammet til midten af november og retsdato nr. 2 en måned senere,
dvs i alt 3 måneder fra accept til endelig retsdato.
Vi har netop fået retsdato for to børn, der blev godkendt
i begyndelsen af oktober, og første retsdato er 24.12., anden
retsdato midt i januar, dvs 3½ måned fra accept af
barnet.
Vi kan kun håbe, at denne ventetid på afslutningen af
sagen i domstolen, ikke vil blive længere, men domstolens
beslutning om kun at afholde ét retsmøde for hittebørn afspejler,
hvor belastet den er af mængden af adoptionssager.
Besøg på vort børnehjem
Alle familier skal nu besøge deres barn nogle gange på vort
børnehjem inden retsmødet i domstolen.
Under Toves besøg spurgte hun Yeti og Daniel om
børnehjemmet kan modtage besøg af familier i weekenderne. De var
generelt kede af at modtage besøg i weekenden, men accepterer, at
familier med retsdato en mandag, kan besøge deres barn lørdag
formiddag.
Bortset fra weekenden kan vore familier besøge
børnehjemmet hver dag i dagtimerne (indtil kl. 16.30), og man kan
opholde sig så længe man ønsker på børnehjemmet. Man skal dog selv
medbringe mad og drikke til sig selv, da børnehjemmet kun sørger
for mad til børnene.
Tove nød som altid sit besøg på AC
Børnehjælps børnehjem, hvor der hersker en fredfyldt atmosfære.
Børnene ser ud til at trives og have det godt, og der er rent
overalt. Mængden af vasketøj er altid overvældende, men
vaskekonerne har god styr på det. De ansatte ser ud til at have det
godt med hinanden og med Almaz og nurse Yeshi. I sammenligning med
andre børnehjem, som vi ser under vores besøg, er der noget helt
særligt velgørende og rart over dette børnehjem.
Besøg hos MOWA og Region 14
Hos begge myndigheder viser det sig, at der er sket udskiftning
siden AC Børnehjælp sidst var i Etiopien. Tove blev bekendt med, at
der jævnlige sker udskiftninger af personer i høje
positioner.
Hos MOWA mødes Tove med Ms. Maheder Biwut, der kun har været
på sin post i 3 måneder, og derfor endnu ikke har meget indsigt i
arbejdet med adoption til udlandet.
Siden maj 2009 har der været en ændret procedure,
hvorefter alle børn, der findes efterladt i Addis Ababa, skal
afleveres til Region 14, der i første omgang anbringer dem på
Kebebe Tsehai og Kechene, de to børnehjem, der drives af Addis
Ababa City Administration. Fra disse to børnehjem, sendes børnene
videre til private børnehjem, der arbejder med international
adoption, herunder de børnehjem AC Børnehjælp samarbejder
med.
Hverken Kebebe Tsehai eller Kechene har faciliteterne til
at tage sig af det voldsomt forøgede antal børn, der nu anbringes
på disse hjem, og børnene virker tydeligt forsømte og beskidte. På
Kebebe Tsehai har en spansk og italiensk organisation bygget en fin
og stor ny bygning, som dog endnu ikke er taget i brug. Det er
muligt, at den vil forbedre forholdene for børnene.
Besøg på de børnehjem, vi samarbejder
med
På Edget var der lige i øjeblikket ikke ret mange børn, men hjemmet
har til huse i en dejlig bygning med en fin lille have og
flisebelagt område i haven, hvor der afholdes kaffe-ceremoni. Yeti
og Tove havde en lang snak med Sister Zenebe, som handlede meget om
overdragelsen af børnene. Vi forventer, at flere børn vil forblive
på Edget, og ønsker derfor også, at Sister Zenebe tager hånd om
overdragelsen, så den kan opleves som rar af både forældre og
børn.
Edget modtager en del børn fra Kebebe Tsehai, og vi har
drøftet, at det vil være en fordel for børnene at kunne forblive på
Edget i stedet for at skulle igennem endnu en flytning i deres
korte liv. De børn, der netop nu er bragt i forslag fra Edget, er
dog allerede overflyttet til vort børnehjem, så aftalen kommer til
at gælde nye børn.
Aster på Kids Care er en rigtig fighter. Hun kæmper for
børnene og for retfærdighed. Det bliver ikke altid modtaget
positivt af myndighederne, som hun derfor har et lidt anstrengt
forhold til for tiden. Det betyder, at Kids Care ikke modtager ret
mange børn fra Region 14, og derfor har de ikke så mange børn på
hjemmet som tidligere.
Det er dog tydeligt, at børnene på Kids Care er glade og har det
godt, og der er en god og kærlig kontakt mellem børnene og Aster og
de øvrige ansatte.
Sele Enat er velfungerende og formidler i øjeblikket flest
børn fra regioner udenfor Addis Ababa, hvor de har projekter for
børn og fattige familier. Der er ikke ret mange børn på hjemmet,
men det var dejligt at opleve den fredelige atmosfære og den ro,
der herskede på babystuen. De store børn var i skole, og der var
kun 2-3 af dem hjemme. Siden Toves sidste besøg i Etiopien er det
lykkedes Sele Enat at formidle en del af de store børn på hjemmet
til USA og Schweiz - børn i alderen 6-10 år. Vi har også primært
modtaget lidt ældre børn (3-5 år) fra Sele Enat til
formidling.
Almaz Ashene er en organisation, der har mange spændende
projekter for børn og fattige familier. De er gode til at
fund-raise og gode til at bruge de penge, de modtager. De har børn
fra både Addis Ababa og fra DebreBerhan og Ambo, hvor de har en del
projekter. Vi har især modtaget lidt ældre børn fra dem til
formidling.
Samarbejde med nyt børnehjem i
Awassa
Tove besøget for første gang det nyt børnehjem i Awassa, som
ligger ca. 300 km syd for Addis Ababa i Rift Valley. Det var en
spændende køretur derned igennem det etiopiske landskab, hvor hvor
livet meget foregår på gaden. Der var en vrimmel af mennesker,
hestekærrer og æselkærrer - alle læsset til bristepunktet med
salgbare ting: dunke med drikkevand, halm, brænde etc. Ligeledes så
vi traditionelle bondegårde: små runde lerhytter i en indhegning.
Og fuglelivet er spændende, bl.a. så vi flamingoer siddene i
trætoppene!
Det nye børnehjem hedder Shalom Children's Hope
Association og er startet for 3 år siden af Israel sammen
sine to brødre og en amerikaner. Amerikaneren og brødrene har siden
trukket sig ud og Israel kører nu selv børnehjemmet videre. Udover
de forældreløse børn på børnehjemmet - der er ca. 20 børn - støtter
organisationen børn i fattige familier med sponsorships, så børnene
kan blive i familien og få en uddannelse.
Udover Israel, møder vi vice-direktør Abebe og
socialrådgiveren Abraham. Det er Toves oplevelse, at alle ansatte
på hjemmet er meget dedikerede og arbejder for børnenes bedste.
Hjemmet er ikke stort, men det er fint, om end spartansk indrettet,
og plejerne er gode til at tage sig af børnene.
Tove overværede f.eks. at en plejer sidde med et meget lille og
svagt barn i armene, medens hun giver det sutteflaske. De lidt
ældre børn, der kan gå og kravle, kommer ud i dagligstuen eller på
terrassen udenfor på et tæppe, hvor plejerne så sidder sammen med
dem og har kontakt med dem. Israel fortæller at de betaler
vaskekonen mindre end hun vil kunne få andre steder, men indtil
videre har hun alligevel valgt at blive hos dem. Det siger noget om
det gode arbejdsklima og sammenholdet blandt de ansatte. I de
sidste 6 måneder har børnehjemmet haft en sygeplejerske ansat
fuldtids, og det er betryggende. Blot kunne hun ønske at have lidt
flere remedier (medicin etc.) i sin lille "klinik" på hjemmet, hvad
vi vil forsøge at hjælpe hende med.
Yeti har startet forhandlinger med dette børnehjem for
nogle måneder siden, og har i den mellemliggende periode bl.a.
brugt sine kontakter til at undersøge, hvad myndigheder og andre i
Awassa kender til børnehjemmet, ligesom hun har gennemgået
frigivelsesprocessen for børnene med dem og har set papirerne, de
får udstedt. Alle hendes undersøgelser viser, at det er en
organisation, der arbejder regulært og ordentligt.
På den baggrund underskriver vi under besøget en samarbejdsaftale
med børnehjemmet, som nu skal godkendes af Familiestyrelsen, før vi
kan bringe børn i forslag fra hjemmet.
Det er meningen, at børnene fra Awassa skal bringes til
vort børnehjem i Addis Ababa, da afstanden er for stor til at Yeti
og Daniel kan følge børnene så tæt, som de ønsker, medens processen
gennemføres. Vi vil dog anbefale familier, der får barn i forslag
fra Awassa, at bruge et par dage på at besøge Awassa og Shalom
Children's Hope Association.
Vi kan ikke vide noget om, hvor mange børn der kan
formidles fra Shalom Children's Hope Association, så det bliver
meget spændende at se, ligesom det bliver en glæde at se hvordan
institutionen kan udvikle sig med bl.a. den støtte, de vil modtage
fra AC Børnehjælp.
Generelt
Det bliver spændende at se, hvordan det nye samarbejde med
institutionen i Awassa udvikler sig. Indtil nu i 2010 har vi dog
modtaget flere børn, end vi kunne forvente, og hjemtager
formodentlig omkring 60 børn i år. Med en venteliste på p.t. 103
familier/enlige, vil vi fortsat konservativt vurdere ventetiden til
at være ca. 2 år.
BEMÆRK: Artiklen er
oprindeligt publiceret på AC Børnehjælps gamle hjemmeside.
Eventuelle billeder mangler desværre i denne
artikel.