Skrevet af: Tekst og foto: Mikael Baden Henriksen
Det er svært at beskrive, hvor skarpt et hårnålesving
vores liv har været i de seneste uger - men lad det komme an
på en prøve;
Det er aften, og vi har været i Madagaskars hovedstad
Antananarivo i fem døgn.
Roen har sænket sig helt i vores kollegie-værelsesagtige
lejlighed på første sal i en pæn og velholdt bygning tilhørende Den
Norske Mission. Vi er omgivet af forskellige nationaliteter, hvoraf
en del - på tværs af alder, hudfarve og etnisk oprindelse - taler
norsk. Lidt underligt at tale norsk med en ældre husholderske, der
tydeligvis ikke er født i hverken Stavanger eller
Hemsedal.
Vores treårige søn Noah er faldet til ro, takket været
verdens bedste - og meget nybagte - mor, der trøster ham, til han
bogstaveligt talt falder i søvn. Han v-i-l ikke lægge sig ned. Han
er glad hele dagen, smiler, pjatter og pludrer lidt malagasisk - og
selv da vi skal børste tænder og have nattøj på, virker det som om,
at han er parat til at acceptere, at han inden længe skal sove. Men
nej. Da han indser, at far eller mor forsøger at luske ham til at
lægge sig ned på sofaen, stivner smilet og hans små muskler blive
spændt. Først klynker han, så fyldes øjnene med tårer, der bliver
til små bække af saltvand ned over kinderne. Næseborene i den lille
brede næse fyldes med snot, og så starter gråden.
Gør ondt
Mette forsøger at lægge ham, men han rejser sig op. Det er
vi nok ikke de første forældre i verdenshistorien, der oplever. Men
det gør lidt ekstra ondt at tænke på, hvad den lille mand dog
tænker - er han måske bange for, at vi ikke er der, når han vågner
...?
Mens han sover - gerne 12 timer helt uden afbrydelser -
har vi tid til at reflektere over, hvilken nærmest surreel kulisse,
vi bliver forældre i:
At kalde Antananarivo et kontrastfyldt by vil ikke blot
være en kliché - men også en underdrivelse. I daglig tale kaldes
hovedstaden Tana, og det er blot en af mange forkortelser i
sproget. Flere af vores venner og familie har allerede opgivet at
stave og udtale Antananarivo - hvilket er ok. Men tro ikke, at det
ikke kan blive værre med de lange ord hernede; fx havde den senere
så magtfulde Merina-klan en leder ved navn
Andriananmpoinimerinnandriantsimitoviaminandriampanjaka.
Men for at gøre det nemmere, kaldte de han blot
Andrianampoinimerina - og så er alle jo med ...
Blandt tiggere og ambassader
Når vi går ud gennem jernporten på Den Norske Mission,
rammer vi bakkede, hullede gader og stejle trapper, og inden længe
passes vi op af en fattig pige, der tigger. Hendes hår ligner sort
hø, klasket på hendes hoved. Størknet snot sidder fast under næsen,
hendes tøj er sodet, hendes fødder er brede, bare og beskidte. Ja,
pardon our french, men det er også virkeligheden i et af verdens
absolut fattigste lande. Og vi må ignorere hende. (Senere møder vi
hende igen - og vi køber hende en pakke kiks - vi vil af princip
ikke give tiggere penge - så hellere mad).
Og dette er endda ambassadekvarteret. Det pæne. Fortovene
er umulige at gå på, så vi må sno os ud på vejen trods trafikken og
det faktum, at vi har Noah med i klapvogn.
Vi prajer en taxa. Eller - vi prajer noget, der ikke
engang vil være at finde på en dansk bilkirkegård. Det er en gammel
Citroën 2CV eller en gammel Renault. Vi sætter os ind og holder
Noah i favnen. Kan vi se ud? - ja, også når vi kigger ned gennem
hullet i bilens bund. Hvad med seler? Næh! Barnestol? Næh!
Partikelfilter? Næh!
Det er ikke god kost for en nybagt far med astma; bilos og
tynd luft pga. højderne (Tana ligger godt én kilometer over
havoverfladen). Men det er ikke den eneste grund til at holde
vejret. For hvad sker der med Noah ved en kraftig opbremsning? Hvad
sker der med karosseriet på det, de kalder en bil - men som ikke
har polstring, som ikke har instrumentbræt, som ikke har en
tændingslås men blot startes ved at chaufføren kortslutter
skidtet?
En krokodille i fryseren
Hmm, chaufføren får 10.000 Ariarys for at køre os til
Jumbo Score. Det er 28 kroner, og Jumbo er et supermarked for de
velbeslåede. Her fås alt - som i et dansk Bilka, Silvan og Slagter
Friis kombineret. Ja selv krokodille ligger der i
fryseren.
Men inden vi kommer til Jumbo, må vi ud i trafikken. Det
er crazy, når det kører, og det er 'hold vejret', når der ikke
kører. Noah sidder i mors eller fars favn - helt roligt. Og siger
'moto', når han ser en motorcykel blæse forbi mellem to rækker
diesel-spyende taxier.
Vi kigger ud ad vinduet - mens taske, kamera og penge
ligger på den rustne bund af bilen, i sikker afstand fra en arm,
der måtte komme ind ad vinduet. Byen er ét stort marked - alt
sælges. Og alt genbruges. Der ligger børn og gamle og finder mad i
store containere. Råt kød hænger fra træskure. Vaniliestangssælgere
banker på ruden. Noah siger 'moto'. Vi kigger på kvinderne, der
vasker i floden. Et godt bud er, at tøjet bliver mere beskidt ved
at komme i floden, end ved at lade være. Vandet er slimet, grønt og
plasticposer sejler rundt - floden er transportkanal for alt det,
der bliver til overs i en storby, hvor ingen har hørt om vedvarende
energi, affaldssortering eller bæredygtighed.
Lidt før Jumbo kører vi forbi en monstrøs glasbygning. Den
passer ligesom ikke ind i billedet. Det er som overklassefrue, der
har forvildet sig ind i en madkø for hjemløse.
'Madagasker Oil' står der på facaden. Selvfølgelig. Også
her er det sorte guld lig med magt, penge og prestige.
Uvis fremtid for Madagaskar
Vi parkerer ved den norske ambassade, akkompagneret
af vores behjælpelige AC Børnehjælp-kontaktperson, Colette. Her på
ambassaden skal vi senere have papirer til udrejsen med Noah. De
norske værter lukker os ind, og tilfældigvis kommer vi i snak
ambassadøren. Han har tid nok. Spørger interesseret til Noah og
adoptionsprocessen. Han fortæller, at han er spændt på den kommende
tid for landet, der skal afholde flere valg i månederne op til jul.
Den nuværende præsident og den tidligere (der nu er i eksil i
Sydafrika) er ikke just perlevenner. Det første valg handler
om, at Grundloven skal ændres, så den nuværende præsident lovligt
kan vælges. I december er der - måske - valg til de ca. 1400
kommuner, der findes på Madagaskar. Men, men. Måske er der ikke
valg. FN kalder det første valg for ulovligt. Præsidenten er
ligeglad. Verdenssamfundet har ikke givet op, siger ambassadøren.
Han går til et møde, og mens Noah konsumerer endnu en banan, kan vi
spekulere over, hvordan Madagaskars fremtid - Noahs oprindelsesland
- vil udvikle sig.
Vi kører i Jumbo og handler alt det gode; mørbradbøf,
pasta, ris, mango, tomater, agurker, løg, cola, rødvin, plastic-dyr
med lyde, krydderier, chips, slik, olivenolie, oksefars,
pulverkaffe, sukker, salt, øl, 15 liter drikkevand og majonaise
(Dijon-smag, naturligvis).
Det er 45 minutter i en anden verden. Noah kan lide det.
Nu sidder han her, i en kæmpe indkøbsvogn hos lyse mor og far, der
nusser og krammer ham hele tiden. Han kender ikke til plageri, til
tudende danske børn i Føtex, til kasseboner der altid skal skiftes,
lige når det er éns tur. Indtil i sidste uge, da vi hentede ham på
børnehjemmet, havde han ikke mere tøj, end der kunne være i en
plasticpose. Hans nye forældre fandtes blot på nogle billeder. Hans
hjem var en bygning for enden af en grusvej delt på midten af en
kloakrende, som de legende børn fik pinde og plasticdunke til at
sejle ned ad åen i. En kilde til morskab for dé børn - og sikkert
også en kilde til kolera og andre hyggelige vandbårne
sygdomme.
- Vi måtte koncentrere os for ikke at græde
Måske var det derfor, han var helt tavs, da vi først gang
så ham. Lille, smuk, bedrøvet - iført en togkonduktør-hue,
overalls, og små brune sko. Mette og Mikael - mor og far - sad på
hug foran ham mens damerne på børnehjemmet forsøgte at muntre ham
op - men han sagde ikke noget, kiggede blot ned i gulvet. Knugede
Tiger-dyret, vi havde med, ind til sig. Og knugede sig til Mette,
da hun tog ham op.
Vi måtte koncentrere os for ikke at græde. Han skulle ikke
tro, at vi var kede af at se ham, når der intet var i verden, vi
hellere ville. Tiden stod stille, alle lyde lukkede sig ude. Det
her havde vi ventet på i 6 år. De kunne have bedt os rejse til
verdens ende for at hente Noah, og vi havde gjort det. Nu er der
ikke længere noget, der står mellem os og ham.
Klokken er mange. Og nu ligger han og sover. Smukt - men
ikke særligt roligt. Han drømmer vist. Laver suttelyde. Ligger på
langs, på tværs, på hovedet. Svedperler former sig i hans små
afrokrøller. Han kaster dynen af sig. De store brune øjne er
lukkede, den lille mave fyldt til bristepunktet med alt det mad,
han vil have. Han siger ikke nej før tallerknen er tom, før bordet
er uden mad - derfor tænker vi over, hvor store portioner, vi
skænker op.
Tak til Traktor Tom
Dagligdagen kommer forbavsende hurtigt - som vi
forestiller os hos andre børnefamilier: Vågne med et spjæt, tisse,
spise, tøj på, lege, spise, tisse ('pee-pee', han siger det selv)
eller 'kaka'. når der er mere. Spise, Traktor Tom på computeren
(thank God for that). Gråd. Sove.
Han nægter at sove til middag - vi har prøvet, og det var
ikke en succes. Derfor springer vi det over. Han bliver ikke
vrøvlet. Blot træt. Sig mig, er det et vidunderbarn, vi har fået?
Eller skal han nok tillære sig alle unoderne?
I dag - som de fleste andre dage - var super fin. Spillede
lidt bold, kørte lidt på løbehjul. Så videoer med kusinen på fire,
der venter hjemme i Danmark.
Han er begyndt at vinke til mor og far - dejligt, at han
søger vores opmærksomhed. Han er også meget mere bevægelig - var
lidt skrøbelig de første dage. Det var et kæmpe hit at gynge i dag
- så griner han - først stille, så mere og mere
inderligt.
Eftermiddagen var en tur på en god café, og Noah finder
sig i at blive væltet rundt i trafikken i sin klapvogn. Så længe
han må sidde med lidt rosiner eller chips, så er han
glad.
I vores favn er han tryg
Tilbage på Den Norske Mission. Ind bag gitterlågen. En
larmende Tana kommer lidt i baggrunden. Selv vagthunden her er
stille - hvilket dog ikke beroliger Noah. Han bliver helt stiv i
kroppen, når han ser den - hvisker måske 'hund' på malagasy
('toto'), springer hen til os og skal løftes op.
I vores favn er han tryg. Og er så småt ved at knytte sig
til os. Og det er det, adoption også handler om. Tilknytning. Vi er
godt på vej. Mikael, Mette og Noah. Vores familie. Os
tre.
Artiklen er en del af serien "AdoptivLiv". Hvis du har
lyst til at fortælle din adoptionshistorie, så
kontakt kommunikationskoordinator Susanne Dencker.