Kun to børn blev forenet med deres danske forældre. 2009
var også det år, hvor to familier oplevede, at de børn som var
bragt i forslag til dem, blev trukket tilbage af myndighederne,
efter en lang og uvis venten. Ud over dette venter ét par stadig på
at hjemtage den dreng, som de fik bragt i forslag i februar sidste
år, af dommer nr. 1 i La Paz. Desuden havde vi en familie som
opholdte sig i Bolivia i julen og hen over nytår, som kom hjem i
uge to her i det nye år, efter at have opholdt sig knapt 8 uger i
Bolivia.
Forventninger til 2010
Vi har været i tæt dialog med Melvy i den sidste tid
omkring forventningerne til 2010.
Der er mange aktiviteter omkring matchninger til nogle af vores
ansøgere ved de forskellige dommere i de forskellige regioner. Men
set i lyset af vores erfaringer sidste år, har vi besluttet at
vente med at have kendskab til børnene her i Danmark til der er
udstedt en 17C erklæring - en såkaldt intet til hinder erklæring -
i viceministeriet. Inden udstedelsen af 17C erklæringen er der i
højere grad risiko for at børnene trækkes tilbage i løbet af
processen af flere forskellige årsager så som, at der findes en
national familie eller at deres biologiske familie dukker op.
Licens
Der er intet nyt vedrørende licensfornyelsen. Hvilket som bekendt
ikke har betydning for de familier der havde deres ansøgning
godkendt i viceministeriet i Bolivia, før den udløb i juni 2008.
Men vi kan stadig ikke sende nye ansøgninger til
Bolivia.
Statistik
Hvis vi tæller familien som kom hjem i år med, så
har de tre familier ventet henholdsvis 23, 34 og 39 måneder til de
fik barn i forslag. Ventetiden på udrejse var for to af familierne
4 uger og for én familie 5 måneder. Opholdet i Bolivia var på 5½
uger, 7½ uger og 8 uger. Børnene var matchet af henholdsvis
dommeren i El Alto, dommer nr. 2 i La Paz og en dommer i Santa
Cruz.
Generelt om formidlingssituationen
Evo Morales blev som bekendt genvalgt ved præsidentvalget i
december. Melvy og AC Børnehjælp formoder, at det betyder, at
formidlingen fortsætter, som den har gjort indtil nu - der vil
fortsat vil være en formidling, men med en meget uensartet sagsgang
og med uforudsigelighed. Det er vigtigt at pointere at dette gælder
alle organisationer der har med international adoption i Bolivia at
gøre.